torsdag den 22. marts 2012

Dag 15 på bloggen - nytter det?


Tiden går. Det er ved at være dag 15 på bloggen. Det vil sige siden »Patteprinsen og de skinhellige drager« udkom. Jeg konstaterer, at det er som om der er faldet en BOMBE på familien Sorts facebooksider. De sidder alle sammen smukt på finger og synger. Ingen mobning af anderledes tænkende, ingen sexistisk tilsvining af kvinder. Ahhh. Frisk forårsluft.

Til dem, der synes min blog er egocentrisk: Det kan jeg godt forstå, hvis man kommer til at tænke. »Og mig og mig og mig og mig og…«. Ikke?

Jeg kaster mig ikke ud i længere forklaringer nu. Vi trænger alle sammen til at hvile ørene lidt, gør vi ikke? Lad mig nøjes med at sige, at jeg faktisk tror at mit egocentriske opråb har/kan få en betydning, der rækker ud over det egocentriske. Og at man allerede ser det på den måde, snakken har ændret sig på inde på de borgerlige antifeminister/familien Sorts facebooksider.

Ikke at jeg tror, at nogen nogensinde vil indrømme det endsige anderkende det. Men mit opråb har påtvunget folk en problembevidsthed omkring sexistiske og kvindefjendske ytringer og mandschauvinistiske seksualiseringer af kvinder. De føler sig ikke lige så frie til bare at fare frem på den måde, som de gjorde FØR jeg tog bladet fra munden. Bare det, der er sket med de ekstremt sexistiske og kvindefjendske tråde hos de borgerlige antifeminister, efter at jeg påpegede dem her på bloggen. Jeg mener… Det er jo komisk. Jeg siger OG I SLETTER IKKE. Og så siger det ZIP! Og så er den tråd pludselig kun halvt så lang. Ikke? Jamen så VED de jo lige pludselig godt, hvad der er galt alligevel. Og det var de helt blinde for, før jeg gik i gang.

Nej. Jeg får nok aldrig hverken en medalje eller en anerkendelse for det, jeg gør her på bloggen. Men jeg TROR faktisk, at det gør noget – noget nødvendigt. At jeg protesterer imod en sexisme, som har fået lov til at vokse frem stille og roligt og blive en norm. Tænke sig. Jeg er blevet kaldt »gammel krage« i Politiken og »Møgjette« i Weekendavisen og - for at det ikke skal være løgn i samme Weekendavis hængt ud for et billede, hvor jeg rækker den ene arm op, så man kan se min ubarberede armhule. Det segment, jeg kritiserer i bogen, de borgerlige antifeminister,  greb til at håne og krænke mig inde på deres facebooksider - for mit hår, mit udseende, min (manglende) »fuckability«…

Lennart Kiil, webredaktør af MANFO.dk, anmeldte min bog. Og efterfølgende var der en lang tråd på hans facebookvæg, hvor det i forlængelse af, at folk havde læst anmeldelsen, blev diskuteret, hvem der skulle gå i seng med mig, for det så det ud til, at jeg trængte til. Og Lennart Kiil erklærede, at han i hvert fald ikke skulle nyde noget. Vi tager den igen: Anmelderen af min bog, »Patteprinsen og de skinhellige drager« skriver efterfølgende anmeldelsen på sin facebookvæg, at han ikke synes jeg er værd at kneppe.

Jeg synes, det er vildt at opleve den slags – her i det ordentlige, civiliserede og humanistiske Danmark – fordi man er kvinde og har udgivet en bog.
Jeg synes måske også, at I er en hel del derude, som det stadig mangler helt at gå op for, HVOR radikalt, det der er foregået - og foregår! -, egentlig er.

Iben og Mødregruppen tager den svenske armhuledebat op i morgen og har inviteret mig til at deltage. Er kvinder, der ikke barberer sig under armene »ækle«? Og er det legalt, at hænge dem ud offentligt for det?

Det glæder jeg mig til!

3 kommentarer:

  1. Har lige opdaget din blog - og læste det hele. Fantastisk underholdende, velskrevet og veldokumenteret. Er i virkelig god forlængelse af din bog, som jeg synes du fortjener 5 hjerter for. Selv som gammel feminist var det virkelig en øjenåbner. Håber du kan holde dampen oppe.

    Hørte dig også give Dennis tørt på - godt du nåede frem!

    Mange hilsener fra
    Ulla

    SvarSlet
  2. Jette - for what it is worth så er jeg helt enig med hvad du skriver i denne blog. De borgerliges tone (ja, jeg føler mig helt retro-sippet når jeg skriver det) har så længe været så langt under lavmålet at det i sig selv var argument nok for mig til ikke at stemme borgerligt denne gang. Men den viser jo i al sin grimhed nok bare præcis hvordan de tænker. Jeg ser, hvad du ser og jeg er glad for at du holder fast. God weekend. :-)

    SvarSlet
  3. Det er skam meget værd! Tak for meldingen.

    SvarSlet