fredag den 4. maj 2012

Lethfejden: Løgnen om sex, aldersforskel og mænd på 75



Pyyha. Det har man for at ligge på den lade side. Ukrudt, ukrudt, ukrudt. Vælter frem overalt!

Jørgen Leth-planten skyder stænger ud til alle sider. Og hvor er det dog et ufatteligt hykleri at være vidne til! Føj. Det har det været lige siden Leths selvbiografi udkom i 2005 og gav anledning til sædelighedsfejden om Jørgen Leth og Kokkens Datter… såkaldte. Well, den betegnelse dropper jeg i hvert fald herved!

Det er slet og ret misvisende at kalde det »sædelighedsfejden om Jørgen Leth og Kokkens Datter«, fordi det får det til at lyde som om, det drejer sig specielt om forholdet til hende og det gør det jo ikke. Kokkens Datter var én pige af mange i en kontinuerlig række af unge piger, Jørgen Leth har forhold til i Haiti. Hvis noget handler fejden om rækken. Og ikke den enkelte. Et faktum, jeg i øvrigt synes blev ubehageligt illustreret derved, at man aldrig fandt frem til Kokkens Datter, selv om man søgte. Hun var som sunket i jorden. Ingen aner, hvor hun er, om hun er død eller levende, mindst af alle da Jørgen Leth. I dag er der mange mennesker, der tror, at hun hedder Dorotie, har jeg bemærket. Men Dorotie er den unge kvinde, der opsøgte Jørgen Leth (på det tidspunkt, hvor han kendte Kokkens Datter), fordi hun havde hørt, at han havde planer om at indspille en pornofilm og gerne ville tilbyde sig til projektet. Leth skriver om det i selvbiografien... Hvordan han straks inviterer Dorotie på middag. Og samme aften bolles der på førstesalen. Kokkens Datter er (stadig ifølge Leth selv) ved at gå fuldkommen til over det. Men hvad kan hun gøre? Hun har jo ikke så meget at skulle have sagt, har hun vel? Det forkommer mig i øvrigt at være en meget stor ydmygelse af en kvinde at være tvangsindlagt til at bevidne sin elsker indledet forholdet til den nye kvinde, der kommer ind og overtager hendes plads. Men jeg er vel bare nypuritansk.

Hvis jeg ellers husker rigtigt, er der også noget med, at hun når at blive gravid og må have en abort – eller også er det Dorotie. Pointen er, at den enkelte unge kvindes betydningsløshed og magtesløshed sættes i skærende relief af, at Kokkens Datter end ikke får sit eget navn. Hendes identitet ender med at blive blandet sammen med den kvinde, der som hendes rival fortrænger hende, hvorved hun blev berøvet adgang til den store, hvide mands beskyttelse, hjælp og ressourcer - måske med katastrofale konsekvenser.

Nuvel. Så meget for at gøre opmærksom på, at fejden herefter af mig vil blive betegnet som sædelighedsfejden om Jørgen Leth. Fejden, der åbenbart ikke VIL dø eftersom den blomstre op igen og igen – (denne gang som bekendt i anledning af udviklingsminister Christian Friis Bachs udtalelser). Og hver gang som en ufatteligt uhæderlig diskussion brolagt med tabuer, hykleri og undertrykkelse af sandheden.

Alene dét, at man skal opleve Se og Hørs tidligere chefredaktør, Henrik Qvortrup (i Metroexpress) helligt afstå fra at bedømme Jørgen Leths kærlighedsliv med følgende begrundelse: »Dels er det vel noget, skulle jeg mene, som manden i udgangspunktet selv må ligge og rode med. Dels skal jeg blankt erkende, at JEG ikke har indsigt nok i Leths erotiske dispositioner til at udtale mig skråsikkert«. (http://www.metroxpress.dk/nyheder/leths-politisk-ukorrekte syndigheder/KOblea!YDuCT1Ugaq6/)
Den med, at folk har ret til deres kærlighedsliv uden at andre blander sig, er vist ny på Se og Hørs redaktion! 

Faktum er, at offentligheden ligger inde med uendeligt mange flere oplysninger om Jørgen Leths kærlighedsliv givet af Jørgen Leth selv, end adskillige ofre for Se og Hørs snagejournalistik igennem tiderne. Leth har på alle måder lagt op til at offentligheden forholder sig til hans kærlighedsliv (såkaldte), eftersom han konsekvent har fremstillet det i interviews, på film og i bøger.

Hvad er der i det hele taget i vejen med folk? Alle farer op som om udviklingsministeren har påstået at kærlighed aldrig nogensinde i hele verden ville kunne forekomme imellem en gammel hvid mand og en ung sort kvinde:

Tom Jensen i Berlingske: »Kan en ung, sort kvinde fra et fattigt land føle ægte kærlighed til en ældre hvid mand fra et rigt land? Spørger man udviklingsminister Christian Friis Bach er svaret tilsyneladende nej« og så videre bla, bla.

»Selv ikke en minister skal gøre sig til dommer over andre menneskers følelsesliv«, siger BT. Nej for hør nemlig her: - Selv om økonomisk ulighed spiller ind i relationen mellem rige mænd og fattige kvinder udelukker det ikke, at der kan være tale om lyst og kærlighed, fortsætter lederskribenten med antropolog Sine Plambechs videnskabelige vurdering i ryggen. 

Mindre kunne have gjort det. Selvfølgelig UDELUKKER økonomisk ulighed ikke, »at der kan være tale om lyst og kærlighed«. Vorherrebevares. Det har ministeren lissom heller ikke påstået. Alt findes jo. Man kan finde eksempler på alle mulige variationer af mellemmenneskelige relationer. Det ved enhver! Men findes det som noget almindeligt eller som en undtagelse? Hvad? Og allerede her støder man imod en tyk mur af hykleri og benægtelse. For må man sige, at gensidig lyst og kærlighed imellem en fattig, sort kvinde på 22 og en velbjerget hvid mand på 75 tilhører undtagelserne? Nej. Det må man jo ikke i den her diskussion. Man vil få at vide, at man er fordomsfuld og racistisk og aldersfascistisk og puritansk. SELV om alle godt ved at det passer.
Man må heller ikke sige, at folk på 75 er GAMLE. Selv om de ER gamle. Eller at det ikke er en almindelig orientering af begæret, når en kvinde på 22 er sammen med en mand på 75. Det er blandt andet det, jeg mener med, at diskussionen er brolagt med tabuer, hykleri og undertrykkelse af sandheden.

I 2005, da Jørgen Leths selvbiografi lige var udkommet og skandalen rullede, overværede jeg et debatmøde, som Information afholdt. Det var underligt at bevidne repræsentanter for kvindebevægelsens hårde kærne føle sig dybt anfægtet over kritikken af Jørgen Leth. Og ikke bare på det principielle plan. Nej, der var helt tydeligt tale om at føle sig personligt gået for nær. Forne tiders prominente rødstrømper og 68'ere, Pia Friis Laneth og Tanja Ørum decideret skælvede af raseri og krænkelse. 

Pia Friis Laneth (som var ordstyrer ved mødet) henvendte sig på et tidspunkt direkte til mig og spurgte stakåndet af vrede med stemmen dirrende af indignation om ikke jeg selv, dengang jeg var en gymnasietøs på 17, muligvis kunne tænkes at have fundet Jørgen Leth attraktiv med alt det, han havde at byde på. (Underforstået naturligvis, at i givet fald måtte Kokkens Datter nok også have været vild med ham… sådan »for hans egen skyld«… hvis man kan sige det sådan). Okay, det var måske et noget personligt spørgsmål, men egentlig syntes jeg, at det var relevant nok at forholde sig til scenariet og give et seriøst svar. Så det gjorde jeg.

Jeg svarede, at jeg jo for det meste i mit liv havde kendt mænd, der var på min egen alder. Men tilfældigvis på daværende tidspunkt for første gang havde en kæreste, der var 15 år ældre end jeg selv. Jeg var et parogfyrre og han altså i slutningen af halvtredserne. Sagen er, at jeg til at begynde med rent faktisk havde oplevet aldersforskellen som en forstyrrelse i forhold til det seksuelle… at den var noget, jeg ligesom skulle vænne mig til. Ikke noget kæmpestort problem. Slet ikke. Og efter kort tid skænkede jeg det ikke en tanke mere. Men der var bare indledningsvis tale om, at jeg oplevede et element af fremmedgørelse ved mødet med en krop, der var et andet sted i den biologiske aldringsproces end min egen.

For vel at mærke handlede dette her skam ikke om, at mandens krop absolut skulle være ung eller sådan noget. Det var ikke et spørgsmål om at lige under for kulturelle skønhedsnormer. Det var mere et spørgsmål om at befinde sig nogenlunde på samme sted i aldringsprocessen – eller ej.

Indtil nu havde jeg haft seksualitet med jævnaldrende mænd, hvis biologiske forfald matchede mit eget. (Okay, lidt underlig sprogbrug i forbindelse med sex, det kan jeg godt se - sorry). Og da jeg for første gang gjorde erfaring med en ældre mand, konstaterede jeg, at det åbenbart gav anledning til en vis fremmedgørelse, der skulle overvindes, når min partner befandt sig på et andet stadie af den biologiske aldringsproces end jeg selv. 

Dét svarede jeg altså Pia Friis Laneth på hendes spørgsmål. Og så gik jeg videre med at sige, at aldersforskellen på 15 år imellem en kvinde på et parogfyrre og en mand i slutningen af halvtredserne jo ikke var nær så radikal som en aldersforskel på 50 imellem en kvinde på 17 og en mand på 67 sådan som med Leth og Kokkens Datter. Pyskologisk såvel som fysisk. Derfor følte jeg mig næsten overbevist om, at jeg, hvis jeg som en tøs på 17 havde mødt Jørgen Leth på 67, ville have følt mig fremmedgjort, fordi den midaldrende mandekrop befandt sig så langt fra min egen fuldkommen nyudsprungne pige/kvindekrop. Kommet så vidt i mit svar til Pia Friis Laneth, blev det åbenbart damerne for meget. De fór op, idet de rasende som med en mund råbte: 
»A L D E R S F A S C I S T !!!!«
Aldersfascist?  ???   Jamen det sagde de virkelig! Rettere RÅBTE. Jeg var fuldkommen lamslået. Havde de da ingen realitetssans? En tøs på 17 og en mand på 67. … Ikke 37 eller 42 – men 67. Det er jo en bedstefar og hans barnebarn. Er tøser på 17 alderfascister, hvis de ikke tænder på mænd på 67? Det er jo faktisk det, der er konsekvensen. 

At visse mænd ville give udtryk for den holdning, var måske, hvad man kunne forvente. Men prominente kvindesagsforkæmpere af rødstrømpegenerationen… Wow! Mormor giver måske en flybillet til Haiti i konfirmationsgave til pigerne blandt børnebørnene? Ja, for mormor selv har i hvert fald ingen interesse. …

Om jeg fatter det. Hvorfor dette enorme behov for at lyve om virkeligheden?

»Aldersfascist«…

Jeg husker, at Tanja Ørum blev ved med at sige til mødet: »Og hvad så med os? Er vi måske bare sådan nogle, der er gravet op af jordbærbedet?«. (I betydningen seksuelt uattraktive grundet alder, går jeg ud fra, at der mentes). Og det er sådan set også mit indtryk, at den enorme krænkelse, som Pia Friis Laneth og hun gav udtryk for ved det bemeldte debatmøde, præcis drejede sig om retten til som kvinde at blive bekræftet som værende et gyldigt begærsobjekt (frygteligt sprogbrug… jeg ved det, sorry). Og at de følte, at Leths kritikere nægtede dem denne anerkendelse.

Men det er jo fuldkommen knald i låget! Hvad med den krænkelse, der ligger i, at Jørgen Leth som tilfældet jo er, i interview efter interview allerede i årene før selvbiografien, åbent erklærede at han var fuldkommen færdig med det ligestillede parforhold og med jævnaldrende, danske kvinder. Simpelthen. Ikke om han gad!

Sandheden er, at den første til at underkende kvinder som Pia Friis Laneth og Tanja Ørums seksuelle værdi er netop Jørgen Leth!

Uf. Det er så rædsomt pinligt, synes jeg, at kvinder (som f.eks. Pia Friis Laneth og Tanja Ørum) lægger sig fuldstændig fladt ned på maven for Jørgen Leths seksualitet, imens han selv annoncerer vidt og bredt, at han aldrig med en ildtang ville røre nogle som dem.

Jørgen Leth underkender OM NOGEN midaldrende kvinders erotiske værdi ved, som han har gjort, at undsige sig det ligeværdige parforhold med jævnaldrende kvinder med udtrykkelig henvisning til dets fravær af erotisk relevans for ham.

Men det er MIG, kvinderne råber aldersfascist efter. …

Hvad mere er – (det sagde jeg ikke dengang ved mødet, men det gør jeg så nu): Jeg betragter rent faktisk min måde at fungere på som en form for fuldkommen normal, instinktiv, biologisk funderet tilbøjelighed til, at begæret orienterer sig efter partnere, der er jævnaldrende. Slet og ret. Et naturligt (ja, det stod der virkelig) biologisk beredskab, jeg vil mene, at jeg har til fælles med mange, mange, mange andre, som OGSÅ umiddelbart ville vige tilbage fra i en alder af… f.eks. 22 at gå i seng med en på… skal vi sige 75? Hm. hm.

Det skal ikke forstås som at jeg derfor anser relationer, hvor der er en aldersforskel for at være forkerte. Sådan et forhold har jeg som sagt selv haft. I dag hvor jeg er 51 tumler jeg mig desuden glad og gerne med en mand (MIN mand, mmmm) på 59. Vi taler om nuancer i et komplekst felt af tiltrækning imellem mennesker, hvor mange ting spiller ind. Det er jo ikke det. Men jeg synes, det er fuldkommen grotesk at ville benægte at aldersforskel har en stor betydning på såvel det fysiske som det psykologiske plan. For selvfølgelig har det det. Hvorfor må det ikke siges åbent? Hvorfor skal det tabuiseres? Lige som det er tabu at sige folk på 75 er gamle?
(Fortsættes….)

1 kommentar: