onsdag den 24. april 2013

Når børn svigtes i daginstitutionerne



Børneforsker Ole Henrik Hansen har fået på puklen for at påpege, at det psykiske miljø i landets daginstitutioner er slet og ret FORARMET.  (http://www.information.dk/458315) Hvad BILDER han sig ind!? At bære ved til de i forvejen overbelastede og skyldtyngede forældres bål. ... I og for sig forstår jeg godt forældrene - INGEN forældre ønsker jo en dårlig barndom for deres børn, tværtimod. Og samtidig er de også afmægtige. Hvad skal de stille op imod det faktum, at samfundet ER lagt an på to-indkomstfamilier og at normeringen af daginstitutioner styres af pengetænkende kommunalpolitkere, underlagt Christiansborgs neoliberale økonomiske politik? Desuden... De VED jo ikke hvordan det er, når de ikke selv er der. De er NØDT TIL at stole på den sammenhæng, de overlader deres børn til. Børnene selv er for små til at kunne fortælle, hvad der foregår. Og når de omsider er blevet store nok - ja, da er det for sent.



                                                            *

Min i dag 20 år gamle datter fortæller om en frustrerende oplevelse, hun havde som lille i sin daginstitution. Hun sad på legepladsen sammen med tre andre små-piger og så kom de til at diskutere, hvad bog egentlig hed, når der var flere af dem: "boger" eller "bøger". Min datter holdt på "bøger", for det var hun sikker på. Men de tre andre hævdede samstemmende at "boger" var det rigtige. Stillet overfor dette markante flertal kunne min datter ikke komme igennem med sin opfattelse og "boger" fik altså lov til at gælde for det rigtige.

Dette er for mig en historie om manglende voksenkontakt i daginstitutionerne og om, hvad der sker, når der ikke er nogen til at engagere sig og interagere med børnene. Små-pigerne var overladt til selv at finde ud af, hvad der var rigtigt eller forkert, men det er selvsagt for svært i den alder og derfor endte de jo også med at komme frem til det gale svar. De lærer simpelthen noget forkert. Deres sproglige udvikling forringes!


(Dette er bare ét lille afgrænset eksempel, min datter beretter også om mange andre former for deprivation).

Forskning viser, at børn i stigende grad lærer at tale AF HINANDEN. Og ikke af de voksne... Fordi de simpelthen ikke har TID sammen med voksne. Pædagogerne er undernormerede og far og mor har for travlt. Det umiddelbart målelige resultat er en stigende grad af sproglig usikkerhed, som enhver kan forsikre sig om ved selvsyn på de sociale medier og i aviser, på radio og tv.


        
                                                                    *

Lad mig give et eksempel på den moderne sproglige usikkerhed. Skribenten, som jeg vil tippe til at befinde sig i slutningen af tyverne, blogger om forandringsledelse, projektledelse, strategiudvikling indenfor HR feltet og om rekruttering og Employer Branding.

Her er uddrag fra en tekst om kønnenes forskellige måder at foretage faglige udvælgelser på. Jeg har sat mine egne sproglige rettelser ind i parateser med versaler: "Jeg vil belyse en tildens (TENDENS) til at diskriminere mellem mænd og kvinder i sit sociale netværk ved rekrutteringen.
Der ses en tildens
(TENDENS) til, at man evaluerer sine tilhørsgrupper mere fordelagtigt end grupper man ikke har et tilhørsforhold til (Hewstone, Rubin & Willis, 2002). (...) Således kan en konsekvens af at have en uligevægtig (ULIGE) kønsfordeling i ens (DET) sociale netværk medføre en tildens (TENDENS) til at favorisere sit eget køn i en situation, hvor man vil anbefale en til et job. (...) Forskellige sociale faktorer hævdes at kunne have en påvirkning i forhold til (EN INDVIRKNING PÅ) det mønster, at kvinder generelt bliver favoriseret ved anbefalinger frem for mænd. (...) En høj grad af kognitiv balance gør, at man føler sig mere tryg ved de tilhørsgrupper (GRUPPER) man er en del af – hvilket kan medføre, at man præfererer (FORETRÆKKER) samme køn som en selv. "

Der må formodes at være tale om en ganske veluddannet person. Og dog ses det, at sproget visse steder ligefrem har karakter af lydsprog. Den lidt uklare udtale af ordet "tendens" gør at skribenten går rundt med en opfattelse af, at det hedder "tildens". Skribenten skriver det, som det lyder.


                                                                          *


Jeg forstår som sagt godt, at nutidens forældre er i klemme og at de mange gange ikke har overskud til andet end at lukke øjne og ører for de smertelige kendsgerninger.

Men det undrer mig ærlig talt, at der er nogen, der undrer sig over, at landets unge i en stigende grad mangler de indre ressourcer til at kunne gennemføre et uddannelsesforløb efter endt skolegang. Jeg undrer mig også over, at nogen undrer sig over, at personlighedsforstyrrelser blandt unge er i vækst. Og så undrer det mig, at landets arbejdsgiverforeninger kan komme afsted med at brokke sig over arbejdskraftens støt faldende kvalitet og mangelfulde socialisering. ... Det er jo på grund af netop deres opskruede krav til arbejdskraften, at fædre og mødre ikke har tid og overskud til at være der for deres børn. Og det er på grund af deres neoliberale ideologi ifølge hvilken "produktion" er det eneste, der tæller, at udgifter til reproduktion udelukkende opfattes som et onde og noget der faktisk bør minimeres i det uendelige - bl.a. med stadigt faldende normeringer af landets daginstitutioner til følge.

Man kan ikke både spise kagen og beholde den. Man kan ikke både vride arbejdskraften for hver en dråbe energi ved at intensivere kravene om præstation og produktivitet i det uendelige OG have en befolkning af mænd og kvinder med overskud til at socialisere deres børn til harmoniske voksne. Og dagens børn er som bekendt morgendagens arbejdskraft.

Hvem bærer skylden, når børn svigtes i landets vuggestuer og børnehaver?

Som forventeligt er der i offentligheden blevet lagt vægt på pædagogernes ansvar for den ringe tilstedeværelse i forhold til børnene. Men selv om man givet kan finde individuelle kvalitetsforskelle på ledelse og organisering af landets vuggestuer og børnehaver, så ER det her jo et strukturelt problem. Det er klart at en faggruppe, der, som det er sket for pædagogerne, er blevet frataget enhver autoritet og status i offentligheden og hvis faglighed konsekvent undertrykkes i kraft af for få tilførte ressourcer også mister gløden og engagementet. Overbebyrdede pædagoger ender måske med at stå i en lille flok på tre og drikke kaffe og tale med hinanden i stedet for at være opslugte og engagerede i kontakten med børnene. Den årsagssammenhæng imellem for få ressourcer og faldende fagligt engagement ER vi også nødt til at forstå, hvis vi vil forstå, hvad der foregår i det hele taget.

Og så undrer det mig, hvorfor vi aldrig diskuterer arbejdsmarkedets og arbejdsgivernes ansvar i denne problematik?

PS: Til den forventelige indvending om, at børn af arbejdsløse jo ikke klarer sig bedre end børn af arbejdende forældre, er svaret, at vi systematisk knækker de menneskers selvværd, der er afhængige af overførselsindkomster, i et ydmygende og undertrykkende system. Og det efterlader formentlig dé folk lige så tømte for ressourcer som de hårdtarbejdende mennesker er.

søndag den 14. april 2013

Hans Bonde - båret frem af kvinder


Hans Bonde, professor i køn og idræt lægger i gårsdagens Politiken op til den helt store principdiskussion om berettigelsen af ligestillingspolitik. Ja, i virkeligheden er det vist nok København og Århus Universiteters brug af økonomiske incitamenter til at få flere kvinder ind i toppen af akademia, der er anstødsstenen. I hvert fald har kritikken af universiteternes ansættelsespolitik været emnet for en frenetisk kampagne fra Hans Bondes side i samtlige medier igennem det sidste halve år.

Nu strammer professoren skruen med en advarsel om intet mindre end en pågående radikalfeministisk magtovertagelse af staten Danmark. Universiteterne er nemlig blot spydspidsen for »et omfattende kvotefeministisk program,(...) et fremtidigt Danmark, der skal reguleres ud fra forestillinger om en kønsbalance, som i reglen medfører krav om minimum 40 pct. stillinger til det ”underrepræsenterede” køn... (...) et samfund, som bygger på kønsrepræsentation«.
Brrr. Det lyder ikke rart. Specielt ikke, når man hører fortsættelsen. For ifølge Hans Bonde er det meningen at »tvinge de uregerlige køn ind i de rette folder (...) Både som kvinde og som mand bliver vi skubbet ind i en skabelon, hvor vi skal stå for nogle værdier, som samfundet har bestemt...«. Uf, hvor ubehageligt... sådan totalitært nærmest. Hvad bliver det næste? Internering i tvangsligekønnede lejre?

Det er spørgsmålet om ikke Hans Bonde reelt dæmoniserer ligestillingen - ikke mindst i kraft af selve retorikken, hvor der tales om forhåndsselekterede eliter af kvinder, radikaliserede virkemidler, kvotefeministiske programmer, radikaliserede belønningspraksisser, kvindelige belønningsstrukturer, en stærk feministisk opinion, kønsbiologiske kriterier ved stillingsbesættelser o.s.v..
Ligestillingspolitik anskues som en særlig slags væmmelig og tyrannisk magtudøvelse over mænd såvel som kvinder - forestået af magtfulde feminister og svage mænd.

I modsætning hertil kalder Bonde den eksisterende fordeling af samfundsmagt i mændenes favør et mere bredspektret liv og ser det som et udtryk for divergerende forestillinger om det gode liv og kønnenes egne navigationer i det åbne landskab med dets uregerlige veje og vildveje.
Jamen hvor skønt! Ren fri driftsudfoldelse i pagt med lysten og naturen. Der kan man bare se. Kvinder foretager lystmotiverede, »frie« fravalg af at komme til tops i det akademiske hieraki - og alle andre samfundeshierakier, skal vi tro Hans Bonde. Og nu kommer feministerne og prøver på at ødelægge det for dem, simpelthen fordi denne autentiske »uregerlige« kvindelighed er en begmand til deres (iøvrigt meget ukvindelige) magtbrynde. Borte har helt taget det synspunkt, at arbejdsmarkedets nuværende indretning i kombination med de eksisterende kønsroller kunne tænkes at gøre karriere til et endog meget anderledes valg for kvinder end for mænd og at fravalget af at realisere de faglige ambitioner derfor er et resultat af en undertrykkende samfundsorden.

Ikke for det. Den principielle kærne - nemlig hvilke kriterier man med rimelighed kan lægge til grund for universitetsansættelser i ligestillingens navn - fortjener absolut at blive diskuteret. Men det overordnede billede af kønnenes ligestilling, Hans Bonde fremmaner og selve måden hvorpå han fremfører sin kritik, kan ikke kaldes en rationel og konstruktiv diskussion. Tværtimod kalder den på en mere generel diskussion af Hans Bondes rolle i tidens løb i den kønspolitiske debat.
Det er langt fra førte gang, det er lykkedes Hans Bonde at præge opfattelsen af ligestilling i den danske offentlighed i kraft af sit umiskendelige talent for udviklingen af meget strategiske diskurser.
De fleste husker sikkert udmærket »tabermanden«, førtidspentionist Johannes C. Jensen, der med henvisning til at »Det er os mænd, der fylder mest blandt fanger, selvmordere, kriminelle, narkomaner, alkoholikere, hjemløse, voldsofre, arbejdsløse, ensomme, personer med mindste levealder, mindst kontakt til børnene, psykisk syge osv«, anklagede venstrefløjen og kvindebevægelsen for at svigte mænd som ham og argumenterede for, at der burde ske en omfordeling af samfundsressourcer fra kvinderne til mændene. (I hhv. Information (20.05.2011) og Politiken (01.10.2011)). Der var bred opbakning til »tabermandens« syn på ligestilling, som b.la. flere yngre, mandlige akademikere beredvilligt indforstod sig med. (Således Christian Groes-Green, ph.d antropolog og kønsforsker, Roskilde Universitet (http://videnskab.dk/blog/tabermaend-er-et-demokratisk-problem?page=1) og Martin D. Munk, professor i statskundskab ved Aalborg Universitet (Politiken 01.10.2011)).

Men hvor mange husker egentlig at ord til andet den fuldkommen samme diskussion allerede foregik i begyndelsen af ’90-erne?! Dengang under overskriften »Ligestilling på hovedet«. Og med en ung Hans Bonde som chefideolog?

Bemærk det sproglige og argumentatoriske sammenfald imellem Johannes C. Jensen og Hans Bonde i følgende eksempel: »Mænd fylder lige så meget på bunden af samfundet som narkomaner, alkoholikere, hjemløse og kriminelle som i toppen af den sociale pyramide. Dertil kommer, at flere mænd end kvinder begår selvmord, får hjerte-karsygdomme og kommer ud for arbejdsulykker. Hele det spektrum, vi kalder for samfundets tabere, domineres af mænd«.
Hans Bonde i Kristeligt Dagblad 01.09.2000

Carsten Jensen skrev i forbindelse med tabermands-debatten lige dele oprevet og mystificeret, at Johannes C. Jensen var en mand »der kaldte sig taber med samme fasthed i stemmen, som om det var en stillingsbetegnelse, man kunne finde på telefonbøgernes gule sider«. (Inf. 14.11.2011) Tydeligvis undrede Carsten Jensen sig over den enorme sikkerhed hvormed Johannes C. Jensen uden at ryste på hånden brugte egne (og andre mænds) sociale problemer som afsæt for en kritik af ligestillingspolitik til støtte for kvinder.

Hvordan kunne han det?

Svaret på Carsten Jensens undren er det enkle, at Johannes C. Jensen betjente sig af en fuldt færdig skabelon, som Hans Bonde har udviklet - komplet med ordvalg, begrebsliggørelser... ja, hele den strategisk opbyggede tankegang: Det er os mænd, der fylder mest blandt fanger, selvmordere, kriminelle, narkomaner, alkoholikere …… og så videre derudad. Hans Bonde er »tabermandens« far! Det er ham, der har lært ham at tale. Men ikke nok med det. Det er også Hans Bonde, der har lært det samfund og den offentlighed, tabermanden henvender sig til, at genkende og anerkende dette syn på køn som værende den proggressive position.

»Ligestilling på hovedet« er en strategisk diskurs, som Hans Bonde etablerede i forbindelse med sit formandskab i »Idégruppen om mænd«, som blev nedsat under Ligestillingsrådet i 1994 (lidt lige som Lykke Friis' Mandepanel) og som det lykkedes ham med en enorm gennemslagskraft at få kommunikeret ud igennem medierne lige siden - igen og igen lanceret som en nyhed, der helt vender vedtagne sandheder på hovedet. I sin ultrakorte version, er Ligestilling på hovedet en diskurs, der ved at udmale mænds sociale problemer bruger dem som argument for, at kvinder reelt ikke er undertrykte, at de traditionelle kønsroller faktisk er meget rimelige og endelig at den eksiterende fordeling af samfundsmagt og økonomisk magt er retfærdig - eller at det endog er mændenes tur til at få noget.

Diskussionen om at mænd er fortrængt fra den kønspolitiske debat, at ligestilling evig og altid handler om kvinders interesser - og at mænds behov til en forandrig bør sættes på dagsordnen - har stået på i samfulde 20 år! Også i ’90-erne mødte mændene nemlig udstrakt sympati og anerkendelse i offentligheden for deres sag nøjagtigt som i dag. Ud over »Idégruppen om mænd«»Netværk for mandeforskning« dagens lys inden for universitetsmiljøet, også med Hans Bonde som fremtrædende medlem. Når jeg vælger, at drage denne historie frem skyldes det, at den på en relevant måde kaster lys over det emne, Hans Bonde egentlig sætter til diskussion: Universiteternes ligestillingspolitik og betimeligheden af at gøre køn til et ansættelseskriterie.

Faktum er, at universitetet dengang valgte at gøre mænds deltagelse i kønsforskningen til et indsatsområde! Bente Rosenbeck, Professor, dr.phil. KUA satte sin faglighed ind på, at sikre den unge historiker Hans Bonde en plads i kønsforskningen. I dag er det jo næsten morsomt at tænke på, at Hans Bonde altså om nogen har gjort akademisk karriere i kraft af sit køn! Ganske vist fremstiller Hans Bonde (ifølge JyllandsPostens anmelelse af »Det ekstreme køn« fra 2008) sin karriere som en lidelseshistorie: »mandeforskning og mandlige kønsforskere (er) blevet mødt med nedladende og hånlige blikke. Det har historiker Hans Bonde (f. 1958) mærket på egen krop, og professoren har i årevis kæmpet en brav kamp for at vriste kønsforskningen ud af det feministiske jerngreb«.

Virkeligheden var den helt omvendte: Kvinderne bar Hans Bonde ind på instituttet i triumftog, fordi man antog - og formentlig med rette - at kønsforskningen nødvendigvis måtte inddrage mænd og mænds perspektiv for at opretholde sin legitimitet. Køns - eller rettere kvindeforkningsmiljøet modtog de mandlige studerende og nyudklækkede kandidater, der i begyndelsen af 90’erne viste interesse for området, med åbne arme! Fyrene blev mødt med enormt stor lydhørhed. Mandeforskning var hot, mandeforskning var kønsforskningens buzzzword i ‘90-erne! Mandeforskning og mandeforskere blev behandlet som akademias kronjuveler.

At Hans Bondes store kvalifiation i sammenhængen var og blev hans køn er et ubestrideligt faktum. Og skam få den, der tænker ilde derom. Tværtimod. For Hans Bondes egen historie er jo et direkte eksempel på at kønnet rent faktisk er en fuldkommen gyldig kvalifikation (selvfølgelig vægtet i forhold til flere andre kvalifikationer, som også er nødvendige). Pointen er, at det kommer an på situationen! Med andre ord er det ikke - sådan som Hans Bonde hævder - diskrimination at gøre køn til en kvalifikation. Nogen gange og i et vist omfang er køn nemlig en kvalifikation.
Der bør være kvinder i akademias top!

Mest bemærkelsesværdigt i forhold til egen faglighed er, at Hans Bonde gentagne gange i debatten har forsvaret den eksisterende skævdeling på køn med henvisning til, at ingen nogensinde har kunnet bevise, at der ligger diskrimination til grund for kvindernes fravær i den akademiske top: »Hvis man skal indføre belønningsprofessorater til kvinder, må man i det mindst løfte bevisbyrden for, at kvinder bliver diskrimineret. Skønt samfundet betaler millioner til kønsforskning, er dette aldrig sket.« (25.10.2011/Berlingske)
Tænke sig at påstå offentligt, at det aldrig er blevet bevist, at den akademiske verdens institutioner hæmmer kvinder og fremmer mænd. Det er netop hvad kønsforskningen har vist i undersøgelse efter undersøgelse og afhandling efter afhandling! I flæng kan nævnes: »Tegnet på kroppen. Køn, koder og konstruktioner blandt unge voksne i akademia«/Professor, dr.philos., Dorte Marie Søndergaard. »Køn og magt i Akademia«/Dorte Marie Søndergaard sammen med Cathrine Hasse og Inge Henningsen. »Akademisk tilblivelse«/Red. af Lis Højgaard og Dorte Marie Søndergaard. Her står det - hvordan kvinder er oppe imod en helt anden modstand end mænd, når de skal gøre sig gældende i den akademiske kultur!

Hvordan kan Hans Bonde være professor i kønsforskning uden at kende og anerkende denne grundviden? Det er fuldkommen chokerende. Hans fremstilling af den akademiske verden hviler på en direkte miskendelse af kønsforskningen i eksklusionsprocesser, der hæmmer kvinder med hensyn til at erhverve magt, synlighed og indflydelse i det akademiske hierarki.
Hans Bonde argumenterer imod brugen af økonomiske incitamenter til at øge kvindeandelen med, at det eneste der kan og bør tælle ved valget af kandidat er merit - altså den faglige præstation... Manden burde jo have en knaldgul netto-label klasket tværs hen over sin angivelige »merit« med ordet DISCOUNT.

En anden side af sagen er så, at konsekvenserne af kønsforskningens resultater er dramatiske! Selve den lov, der overhovedet gjorde det muligt for universiteterne sådan som det er sket, at tage økonomiske incitamenter i brug for at øge kvindeandelen, er netop lavet i erkendelsen af, at princippet om meritering har lidt nederlag!

Meritering er et ideal som det simpelthen er mislykkedes at føre ud i livet. I realiteternes verden spiller både formelle og uformelle udvælgelseskriterier ind i det forløb, der leder frem til at en stilling besættes. Og de uformelle ting, der spiller ind på de formelle ansættelsesprocedurer er nogle, der reproducerer den traditionelle magtfordeling og holder kvinderne væk fra magten. Dette kunne man også kalde for en uformel kvotering af mænd, der har udgjort normen i århundreder. Den kvotering af kvinder, der i øjeblikket finder sted på Århus og Københavns Universitet er et forsøg på at kompensere for denne skævhed, så der opstår faktisk lighed.

Når Hans Bonde har erfaret på egen krop at køn indgår som et fuldt ud gyldigt og relevant delelement i det samlede begreb om faglige kvalifikationer - og nydt godt af at akademia i hans tilfælde anerkendte behovet for mænd i kønsforskningen - kan det undre at han så indædt bekæmper de ligestillingspolitiske tiltag p.t. på Københavns og Aarhus Universitet. Hans Bonde hævder at det vil medføre B-holdskvinder. Men betragter han måske sig selv som en B-holdsmand? Det er der i hvert fald ikke noget, der tyder på.

Ret beset forsvarer Hans Bonde den eksisterende orden og den eksisterende magtfordeling på landets universiteter som værende et udtryk for retfærdighed, det vil sige et retvisende udtryk for fordelingen af talent og motivation på køn. Han tilbyder offentligheden en forståelse af den eksisterende (u)ligestilling, der i al sin enkelhed går ud på, at mændene ærligt og redeligt har fortjent den magt, indflydelse og velstand, de nu engang råder over. Ord til andet reproducerer Hans Bonde en patriarkalsk ordens verdensforståelse, som vi ellers for årtier tilbage var nået frem til at finde anakronistisk, indskrænket og primitiv. Og så taler han om »diskrimination af mænd, der hverken har lod eller del i et hedengangent patriarkat«... Patriarkatet er vist nok alt andet end hedengangent, skulle jeg hilse og sige. 

Han er selv det bedste bevis!