onsdag den 24. april 2013

Når børn svigtes i daginstitutionerne



Børneforsker Ole Henrik Hansen har fået på puklen for at påpege, at det psykiske miljø i landets daginstitutioner er slet og ret FORARMET.  (http://www.information.dk/458315) Hvad BILDER han sig ind!? At bære ved til de i forvejen overbelastede og skyldtyngede forældres bål. ... I og for sig forstår jeg godt forældrene - INGEN forældre ønsker jo en dårlig barndom for deres børn, tværtimod. Og samtidig er de også afmægtige. Hvad skal de stille op imod det faktum, at samfundet ER lagt an på to-indkomstfamilier og at normeringen af daginstitutioner styres af pengetænkende kommunalpolitkere, underlagt Christiansborgs neoliberale økonomiske politik? Desuden... De VED jo ikke hvordan det er, når de ikke selv er der. De er NØDT TIL at stole på den sammenhæng, de overlader deres børn til. Børnene selv er for små til at kunne fortælle, hvad der foregår. Og når de omsider er blevet store nok - ja, da er det for sent.



                                                            *

Min i dag 20 år gamle datter fortæller om en frustrerende oplevelse, hun havde som lille i sin daginstitution. Hun sad på legepladsen sammen med tre andre små-piger og så kom de til at diskutere, hvad bog egentlig hed, når der var flere af dem: "boger" eller "bøger". Min datter holdt på "bøger", for det var hun sikker på. Men de tre andre hævdede samstemmende at "boger" var det rigtige. Stillet overfor dette markante flertal kunne min datter ikke komme igennem med sin opfattelse og "boger" fik altså lov til at gælde for det rigtige.

Dette er for mig en historie om manglende voksenkontakt i daginstitutionerne og om, hvad der sker, når der ikke er nogen til at engagere sig og interagere med børnene. Små-pigerne var overladt til selv at finde ud af, hvad der var rigtigt eller forkert, men det er selvsagt for svært i den alder og derfor endte de jo også med at komme frem til det gale svar. De lærer simpelthen noget forkert. Deres sproglige udvikling forringes!


(Dette er bare ét lille afgrænset eksempel, min datter beretter også om mange andre former for deprivation).

Forskning viser, at børn i stigende grad lærer at tale AF HINANDEN. Og ikke af de voksne... Fordi de simpelthen ikke har TID sammen med voksne. Pædagogerne er undernormerede og far og mor har for travlt. Det umiddelbart målelige resultat er en stigende grad af sproglig usikkerhed, som enhver kan forsikre sig om ved selvsyn på de sociale medier og i aviser, på radio og tv.


        
                                                                    *

Lad mig give et eksempel på den moderne sproglige usikkerhed. Skribenten, som jeg vil tippe til at befinde sig i slutningen af tyverne, blogger om forandringsledelse, projektledelse, strategiudvikling indenfor HR feltet og om rekruttering og Employer Branding.

Her er uddrag fra en tekst om kønnenes forskellige måder at foretage faglige udvælgelser på. Jeg har sat mine egne sproglige rettelser ind i parateser med versaler: "Jeg vil belyse en tildens (TENDENS) til at diskriminere mellem mænd og kvinder i sit sociale netværk ved rekrutteringen.
Der ses en tildens
(TENDENS) til, at man evaluerer sine tilhørsgrupper mere fordelagtigt end grupper man ikke har et tilhørsforhold til (Hewstone, Rubin & Willis, 2002). (...) Således kan en konsekvens af at have en uligevægtig (ULIGE) kønsfordeling i ens (DET) sociale netværk medføre en tildens (TENDENS) til at favorisere sit eget køn i en situation, hvor man vil anbefale en til et job. (...) Forskellige sociale faktorer hævdes at kunne have en påvirkning i forhold til (EN INDVIRKNING PÅ) det mønster, at kvinder generelt bliver favoriseret ved anbefalinger frem for mænd. (...) En høj grad af kognitiv balance gør, at man føler sig mere tryg ved de tilhørsgrupper (GRUPPER) man er en del af – hvilket kan medføre, at man præfererer (FORETRÆKKER) samme køn som en selv. "

Der må formodes at være tale om en ganske veluddannet person. Og dog ses det, at sproget visse steder ligefrem har karakter af lydsprog. Den lidt uklare udtale af ordet "tendens" gør at skribenten går rundt med en opfattelse af, at det hedder "tildens". Skribenten skriver det, som det lyder.


                                                                          *


Jeg forstår som sagt godt, at nutidens forældre er i klemme og at de mange gange ikke har overskud til andet end at lukke øjne og ører for de smertelige kendsgerninger.

Men det undrer mig ærlig talt, at der er nogen, der undrer sig over, at landets unge i en stigende grad mangler de indre ressourcer til at kunne gennemføre et uddannelsesforløb efter endt skolegang. Jeg undrer mig også over, at nogen undrer sig over, at personlighedsforstyrrelser blandt unge er i vækst. Og så undrer det mig, at landets arbejdsgiverforeninger kan komme afsted med at brokke sig over arbejdskraftens støt faldende kvalitet og mangelfulde socialisering. ... Det er jo på grund af netop deres opskruede krav til arbejdskraften, at fædre og mødre ikke har tid og overskud til at være der for deres børn. Og det er på grund af deres neoliberale ideologi ifølge hvilken "produktion" er det eneste, der tæller, at udgifter til reproduktion udelukkende opfattes som et onde og noget der faktisk bør minimeres i det uendelige - bl.a. med stadigt faldende normeringer af landets daginstitutioner til følge.

Man kan ikke både spise kagen og beholde den. Man kan ikke både vride arbejdskraften for hver en dråbe energi ved at intensivere kravene om præstation og produktivitet i det uendelige OG have en befolkning af mænd og kvinder med overskud til at socialisere deres børn til harmoniske voksne. Og dagens børn er som bekendt morgendagens arbejdskraft.

Hvem bærer skylden, når børn svigtes i landets vuggestuer og børnehaver?

Som forventeligt er der i offentligheden blevet lagt vægt på pædagogernes ansvar for den ringe tilstedeværelse i forhold til børnene. Men selv om man givet kan finde individuelle kvalitetsforskelle på ledelse og organisering af landets vuggestuer og børnehaver, så ER det her jo et strukturelt problem. Det er klart at en faggruppe, der, som det er sket for pædagogerne, er blevet frataget enhver autoritet og status i offentligheden og hvis faglighed konsekvent undertrykkes i kraft af for få tilførte ressourcer også mister gløden og engagementet. Overbebyrdede pædagoger ender måske med at stå i en lille flok på tre og drikke kaffe og tale med hinanden i stedet for at være opslugte og engagerede i kontakten med børnene. Den årsagssammenhæng imellem for få ressourcer og faldende fagligt engagement ER vi også nødt til at forstå, hvis vi vil forstå, hvad der foregår i det hele taget.

Og så undrer det mig, hvorfor vi aldrig diskuterer arbejdsmarkedets og arbejdsgivernes ansvar i denne problematik?

PS: Til den forventelige indvending om, at børn af arbejdsløse jo ikke klarer sig bedre end børn af arbejdende forældre, er svaret, at vi systematisk knækker de menneskers selvværd, der er afhængige af overførselsindkomster, i et ydmygende og undertrykkende system. Og det efterlader formentlig dé folk lige så tømte for ressourcer som de hårdtarbejdende mennesker er.

2 kommentarer:

  1. Er 'det er pædagogernes skyld' ikke bare en opdateret version af 'det er din mors skyld'?

    SvarSlet
  2. Er det muligt at få oplyst, hvorfor du blokerer mig på Facebook?
    Vh Lene Mortensen

    SvarSlet