Hvorfor forholde sig til Familien Sort? Del 1

Den kønspolitiske diskussion er blevet rødglødende aktuel efter at have ligget underdrejet i en årrække. Det er imidlertid en særlig form for aktualitet, der er tale om. Som IT-kommentator Dorte Toft skrev dags dato i en fb-opdatering:

»Det er lidt skræmmende, men forklarer meget om det stigende antal meningsdannere m/k, der prioriterer kønsdebat højt. Der er "stemmer" i det. Tjek Berlingske blogs på b.dk. Og se, hvorledes kritik mod kvinder udløser langt, langt flere kommentarer (og vel også klik) end noget andet emne. Money, money, money. For avisen - og vel skribenten i sidste ende. Om direkte i kr. eller bevidsthed«.

Kritik af kvinder udkonkurrerer helt enkelt alle andre emner!

Vi er også vidne til, at nye debatpositioner, ser dagens lys. Her tænker jeg især på den verserende moderskabsdiskussion, hvor den hjemmegående husmoder uventet har gjort come back - nu som en del af en antifeministisk og samfundskritisk position.

Siden jeg skrev »Patteprinsen og de skinhellige drager« og startede bloggen her, er der mange der har spurgt mig, hvorfor jeg dog beskæftiger mig med, hvad de der Familien Sort… såkaldte… siger i kønsdebatten. Det er jo så plat og langt ude det meste af det.

Senest sagde en god bekendt, som oven i købet arbejder med kønsforskning, »De synspunkter og holdninger til køn, som du skriver om, kan jeg ikke genkende. Okay, jeg læser måske ikke lige dé aviser,  - Berlingske og Børsen og JP,… men jeg læser jo Politiken og Information. Men altså… der hvor jeg færdes, bliver der ikke talt om køn og om kvinder på den måde, som du fortæller om i din bog. Ingen jeg kender har den slags holdninger til kvinder«.

For hende var logikken tydeligt nok, at det kvindesyn, jeg beskrev, var så ubehageligt, næsten krænkende at forholde sig til, både på grund af kvindehadet og på grund af den utroligt primitive samfundsforståelse, der blev gjort gældende, at det i sig selv var en grund til at se den anden vej og i stedet forholde sig til noget mere konstruktivt og (i hendes øjne) realistisk. Hun lagde med andre ord både et kvalitetskriterie og et kriterie om repræsentativitet til grund for sin afvisning af, at beskæftige sig med de borgerlige antifeministers samfundsdebat:

1) Arh, Jette. De borgerlige antifeminister har jo jord i hovedet.

2) Arh, Jette. Sådan er der jo ikke nogle andre end højest en lille bitte håndfuld underlige freaks, der tænker.

Selv tvivler jeg ikke på nødvendigheden af at forholde sig til den borgerlige antifeminisme (og til den neoliberalisme, den udspringer af). For det korte svar er jo, at de borgerlige antifeminister påvirker, hvordan folk tænker.

Hvis man vil vide, om propagandaen har virket – så se her, hvordan selvbevidste, veluddannede, midaldrende kvinder f.eks. er begyndt at reflektere over fænomenet parforholdskonflikter i deres liv…– (eksemplet er hentet fra en fb-tråd, om kvinders erotiske præferencer for latinoelskere). (Og nej, jeg aner ikke hvorfor kvinden pludselig gav sig til at skrive på engelsk, for hun er skam pæredansk).

Anna T: priceless! og - Fuck.
I am afraid, he is right. And I realize that this is what I spotted halfway through my marriage.
And the reason why I value making my man my hero, being submissive, feminine, let go and FUCK equality in relationships. As most danish women do, I tamed my husband and when I succeeded, i lost interest…. I get turned on by a man who is able to control me, put me in my place and go all in in masculine power.
And I get turned off by a man who do as I say and get too settled and comfortable in the relationship.
11. maj kl. 16:57 · Synes godt om

Ikke sandt? »… As most danish women do, I tamed my husband and when I succeeded, i lost interest….«. Som taget ud af »Herre i eget hus« og »Hjælp, min kone er skidesur«! Jeg mener… det er jo vægtig visdom, denne kvinde giver videre her… »…let go and FUCK equality in relationships«. For hvad betyder det… når nu talen er om modsætninger i parforholdet? Jo: Når jeg bliver vred over noget… hvis nogen f.eks. overskrider mine grænser – så er det meget bedre at underkaste sig (og kalde det sex) end at slås (og kalde det ligestilling).

Men læg så mærke til, hvad det er for en underliggende forestilling, der i virkeligheden driver kvindens rationale frem: As most danish women do, I tamed my husband… Som de fleste danske kvinder… tæmmede jeg min mand…. Hmmmm. Gør danske kvinder da i en sådan særlig grad det - tæmmer deres mænd? Mere end kvinder i Belgien? Og USA? Og England, og Tyskland og Irland?

For en rationel betragtning – gør de jo nok ikke.

Men jo, det gør de så alligevel, de danske kvinder! Tæmmer deres mænd…. MEGET mere end kvinder i USA og Belgien og Santa Fé. Tilsammen. Det er faktisk et af de borgerlige antifeministers hyppigst formidlede budskaber overhovedet – at danske kvinder lige præcis er ganske særligt, specielt dominerende. »Husets Herre« og »Hjælp, min kone er skidesur«, er grundlagt på den opfattelse. Jeg vil vædde på, at man kan få 90% af alle kvinder til at skrive under på, at de godt nok er temmelig dominerende.

For det er nemlig, hvad de hører om sig selv uafbrudt: Danske kvinder er essentielt intimiderende! På grund af deres uddannelsesniveau. På grund af deres handlekraft. På grund af deres økonomiske uafhængighed. På grund af '70–erfeminismen. Men mest af alt, fordi de går rundt med en opfattelse af ligestilling som noget naturligt (sindssyge kællinger).

Kvinder meddeles: At de er for meget. At ligestilling er tyranni. Og herfra er det så er op til den enkelte kvinde at tænke selv: - Og derfor er det heller ikke så underligt, at nogen overskrider mine grænser… dem har jeg jo A L T for mange af.

Kvinder slæber kort sagt rundt på en dyne af skyld over al den urimelighed, de pr. definition byder mænd.

De borgerlige antifeministers meddelelse: Danske kvinder er (særligt) dominerende.

Den enkelte kvindes følgeslutning: Jeg er urimelig, når jeg sætter mine grænser.

Resultat - Ræsonnementer som det ovenstående: Hvis mine grænser bliver overtrådt, er det meget bedre at underkaste sig (og kalde det sex) end at slås (og kalde det ligestilling). FUCK equality!

Derfor: Man bør beskæftige sig med de borgerlige antifeminister, fordi de faktisk påvirker, hvordan folk tænker. Men en pædagogisk indsats er måske nødvendig. For som MetroXpress skrev forleden: »Ligestillingspolitik får dumpekarkter. Det er ikke meget man har set til regeringens ligestillingspolitik«.

Jeg mener…. når folk ikke forstår, HVORFOR regeringen måtte lade forslaget om kvotering af kvinder i bestyrelser falde, HVORFOR ingen politikere tør gå videre med øremærket barsel til mænd, HVORFOR politikere er holdt op med at snakke om kriminalisering af prostitution, HVORFOR kønsforskningen i stigende grad varetages af mænd, som forsker i seksualitet…, HVORFOR enlige mødre lægges for had i samfundsdebatten, HVORFOR den offentlige sektor og velfærdsstaten er blevet hadeobjekter, HVORFOR planer om at skride effektivt ind overfor uligeløn er lagt på hylden, HVORFOR ingen længere problematiserer kvinders konsekvente underrepræsentation i toppen af alle samfundshierakier. Kort sagt – HVORFOR ligestillingsprojektet ligger underdrejet.

Ikke for det. Jeg forstår skam udmærket, hvad min gode bekendte mener. Da jeg fik øje på den borgerlige antifeministiske debat for et par års tid siden, opfattede jeg det jo også selv som et freakshow.

Lad mig opsummere hvilke holdninger og rationaler, det drejer sig om.

Katalog over den borgerlige antifeminismes kønspolitiske holdninger:

Samfundet og kulturen er op igennem historien skabt af mændene og drives til stadighed frem af mændene, kvinderne er konstitutionelt mændene underlegne på dette område.

Kvindernes bidrag til fællesskabet er mindre værd end mændenes bidrag til fællesskabet. (Hvis kvinder bidrager med hård kulturel valuta – så som forskning, arkitektur, udvikling af computerteknologi – anses det for at have en ringere kvalitet end mænd i samme positioner. Hvis kvinder bidrager med blød kulturel valuta – reproduktivt omsorgsarbejde – anses dette for at være inferiørt i forhold til den hårde valuta).

Velfærdsstaten er et system, kvinderne bruger til at undertrykke mændene og udnytte dem økonomisk.

Barselsorloven, børnechekken, tilskuddet til eneforsørgere og den delvise finansiering af daginstitutionerne over skatten betragtes som en subsidiering af kvinden (ikke af familien, eller af manden OG kvinden) - betalt af mændene (ikke af mændene OG kvinderne). Fordi kvinder derfor betragtes som »holdt«, nyder de kollektivt ikke respekt som værende fuldgyldige samfundsindivider på lige fod med mænd.

Kvinder bør fratages mulighed for at modtage økonomisk støtte som eneforsørgere, fordi det underminerer ægteskabet og mandens magtposition i parforholdet.

Kvinder er hovedansvarlige for yngelplejen.

Kvinder må kompensere for, at hovedansvaret for yngelplejen gør dem mindre attraktive som arbejdskraft for arbejdsgiverne, ved at underbyde mændene i lønforhandlingerne.

Den eksisterende uligestilling – er egentlig ikke en uligestilling, fordi den skyldes, at mænd er flittigere og mere hårdtarbejdende end kvinder.

Den eksisterende uligestilling – er egentlig ikke en uligestilling, fordi den er et udtryk for kvinders egne ønsker til livet og således noget, de selv har valgt.

Kvinderne har ansvaret for drengenes problemer i samfundet.

Kvinderne har ansvaret for (taber)mændenes problemer i samfundet.

Bekæmpelse af prostitution er kvindeundertrykkelse.

Tematisering af kvindeundertrykkelse i kunsten - (for eksempel som teaterdramatik) er en krænkelse af mænd, som disse er i deres gode ret til at reagere imod.

Det er racisme at kalde ældre, vestlige mænds købeforhold til unge fattige tredieverdenskvinder for kvindeundertrykkelse. 

Det er et udtryk for fordomsfrihed og frisind at sige, at de mørkere racers kvinder har en mere dyrisk seksualitet end hvide kvinder.

Sexistisk sprogbrug og mandschauvinistisk seksualisering af kvinder er desuden et gennemgående formaspekt ved den borgerlige antifeministiske diskurs. Man kunne også bare sige… Hudibras rules.

Mænd, der fremsætter kvindesolidariske synspunkter med baggrund i deres faglighed - som f.eks. kønsforskeren Kenneth Reiniche -  angribes på deres kønsidentitet med beskyldninger om at være feminiserede eller kastrerede. Til sammenligning bliver kvinder, der som Mie Harder, Camilla Paaske Hjort, Lisbet Røge Jensen eller Eva Agnete Selsing forsvarer mænds interesser, aldrig kaldt hverken mandhaftige eller små mænd.

                                                                      *

Enig! Katalogets holdninger fremtræder ikke hverken videre indbyrdes konsistente eller rationelt velmotiverede  – (på anden måde end ved at privilegere en bestemt gruppes perspektiv).

Tillad mig som belæg at anføre fem illustrative eksempler på denne samfundsdebat.

1) Kronik af Ole Birk Olesen i JP, »Kernefamilen er bedst. Velfærdsstaten: Massiv statsstøtte til skilsmisse«: »Det er et af dansk socialpolitiks største paradokser, at selvom de fleste er enige om, at det som hovedregel er bedst for børn at bo sammen med begge deres biologiske forældre, så giver velfærdsstaten alligevel meget store tilskud til forældre, som forlader hinanden«.   (http://blogs.jp.dk/vejentilfrihed/2011/06/24/børn-kernefamilien-er-bedst-velfærdsstaten-massiv-statsstøtte-til-skilsmisse/))

2) Blogindlæg af Lisbet Røge Jensen, cand. merc. »Den “manglende” repræsentation af kvinder i samfundets formelle top er måske et symptom på den overdosis velfærd vi indtager. (…) selvom den danske kvinde får betalt uddannelse, bliver ledt ind i erhvervslivet med særligt udtænkte og kønnede ordninger, barsler den på firmaets regning, sender børnene i kommunalt udbudte og skattefinansierede dagtilbud, får betalt børnenes sygedage og i øvrigt subsidieres med børnepenge, så er hun alligevel ikke nået længere, når hun akkumuleres i feministernes regnskab over topposter. Er hun slet ikke så frigjort, som de siger? Er hun holdt?« (http://blogs.jp.dk/moderland/2012/04/08/danske-kvinder-bliver-ikke-topledere/)

3) Reaktion på Pernille Aalund, der i et interview udtalte den for tiden ofte fremførte påstand om, at ligestillingen har gjort mænd overflødige: Tilføjet 180Grader 13/05 17:51 af Jacques d´Biann,  IT-koordinator, Programmør: Så er femi-narcissistfjabbens jordforbindelse omsider helt væk:http://lokalavisen.dk/pernille-aalund-maend-er-blevet-overfloedige-/20120511/artikler/120519805?ref=jplisterseneste             

Hvem innoverer? Hvem konstruerer det innoverede? Hvem laver det, når det går i stykker? Med andre ord: Hvem står bag al konstruktion, vedligehold og videreudvikling af det højmoderne samfunds installationer, imens kvinderne - for mændenes regning - afskærmes under monopolets beskyttende vinger som den ikke-værdiskabende administrerende klasse de er, hævet over den konkurrence de slet ikke mentalt er gearet til at udholde i længere tid? Dokumentation? Kønsfordelingen i patentsamlingen - den lyver ikke! Kvinder er nu engang skønnest når de bare indser det: http://www.youtube.com/watch?v=vkIiIaXcal4

4) Kronik af Katrine Stampe Andersen, cand.merc., chefkonsulent, ekstern underviser (CBS), »Find Holger - og en feminist«: »Manden er gået fra at være skaffedyr til at være tabermand. Hver fjerde mand under 40 år har i dag kun folkeskolen som uddannelse. Mændene får altså ikke uddannelse, heraf et ringe job, kvinder gider ikke gifte sig med dem, og de dør tidligere. Man skal være en meget rød og bitter feminist, før denne udvikling ikke gør indtryk på én. Lad os et øjeblik opholde os ved, hvorfor det er gået sådan med mænd og uddannelse. Eller rettere sagt: Hvorfor det ikke går så godt med mænd og uddannelse. Mænd under 40 er alle blevet ammet, opdraget og passet i velfærdsstatens institutioner, der sjovt nok primært beskæftiger kvinder. I takt med at andelen af drenge, der ikke får anden uddannelse end 9. klasse, stiger, er den offentlige sektor med de mange kvinder vokset markant. Det ville da være relevant at se på, om der en sammenhæng mellem væksten i den offentlige sektor, udviklingen i antallet af offentligt ansatte kvinder (der nok tager mere udgangspunkt i feminin pædagogik og »føle-føle« frem for at tillade mudder i ansigtet) og så drengebørns stigende mistrivsel og trang til at komme væk fra institutionerne efter 9. klasse. I hvert fald som minimum høre, hvordan venstrefløjens feminister stiller sig til dette. For venstrefløjen interesserer da sig for mennesker, der har det skidt, gør den ikke? Under alle omstændigheder falder antallet af stærke, maskuline, slagkraftige mænd - som vi kvinder helst vil have dem - samtidig med at vi kvinder bliver mere og mere højtuddannede, selvstændige, får karriere og lever længere«. (http://www.b.dk/kronikker/find-holger-og-en-feminist)

5) Facebook-tråd/Gunar Langemark, Cand.mag. · Film & Medievidenskab · Retorik

Gunnar Langemark: Det er sindssygt vigtigt, at vi mænd vedholdende insisterer på, at børnene har brug for et ægte maskulint modspil og medspil. Det er svært, men det er muligt - selv i de mest "feminiserede" institutioner, hvor hønsegården er blevet til det primære ledelsesprincip.
Jeg ved det - for jeg har været der. Hvis vi efterlader ungerne til konstant påvirkning af finker, kællinger og femifascistiske hystader fra helvede - så kan det kun gå galt. Det største problem her i landet er jo, at selv de mandlige kønsforskere - som Kenneth Reincke - er feminiserede og underlagt feministiske ideologiske rammer for deres virke. De ville ikke kunne overleve med deres forskning - hvis de virkelig turde sige deres kønsforsker-kolleger midt imod.

søndag kl. 10:34 ·  1

Gunnar Langemark: Og inden nogen nu finder på at tage anstød af at jeg kalder nogle kvinder for finker, kællinger og hystader - så vil jeg lige tilføje at det gør jeg ikke for at fornærme nogen, men fordi de ER det.

                                                                  *

Jamen helt ærligt. Ikke? Jeg opfattede det som nogle primitive, afvigende holdninger, udsprunget af personlige problemer og en dysfunktionel samfundsopfattelse. Jeg troede, at det var internettet, der åbenbart gav alle galningene og dem med knald i låget, de havarerede og de forbitrede frit spil til at udtrykke deres underlige patologiske vrede imod kvinder.

Da det gik op for mig, at jeg tog fejl, tabte jeg fuldstændig underkæben. Virkelig! Jeg troede da  ikke, at nogen normale mennesker, hvis ord man ville tillægge vægt, så på kvinder på den måde. Men jeg opdagede, at disse synspunkter rent faktisk blev talstærkt forfægtet af velsituerede ressourcestærke, veluddannede mennesker i gode stillinger og at der for den sags skyld også var masser af kvinder med på vognen. De borgerlige antifeminister var hverken marginaliserede eksistenser eller en minoritet – men tilhørte derimod det, vi plejer at betragte som samfundets kærne af solide, velfungerende og privilegerede samfundsborgere. Samfundets såkaldte støtter… Ja, det fremgår vel allerede til dels af de fem ovenstående eksempler. Ole Birk Olesen: journalist og medlem af Folketinget. Jacques d'Biann: IT-koordinator og programmør. Lisbet Røge Jensen: cand. merc.. Katrine Stampe Andersen: cand.merc., chefkonsulent, ekstern underviser (CBS). Gunnar Langemark: Cand.mag. · Film & Medievidenskab · Retorik.

Man kan selvfølgelig spørge, om det så ikke må betyde, at de borgerlige antifeministers samfundsdebat netop er kvalificeret og betimelig… Når nu de er så (relativt) mange og (relativt) ressourcestærke. Til det er der at sige, at synspunkters kvalitet jo ikke afhænger af uddannelseniveauet hos de, der fremsætter dem, men må bedømmes ud fra deres grad af iboende kontinuitet og konsekvens, og ud fra hvor vidt de etablerer korrekte forståelser af årsagssammenhænge og giver retvisende fremstillinger af magtforhold.

En anden side af sagen er så, at det selvfølgelig ganske alvorligt kalder på en forklaring, hvis man kan konstatere, at store grupper af ellers resourcestærke samfundsborgere begynder at producere en primitiv, fejlbehæftet, dysfunktionel samfundsforståelse. Den slags er jo fatalt i et demokrati.

Så meget desto større var gåden, da jeg først stiftede bekendtskab med de borgerlige antifeministers tanker, som at det jo ikke ligefrem er den slags holdninger og værdier, vi danskere plejer at præsenterer os selv med f.eks. over for udlandet. I vores selvforståelse er den danske nationalkarakter kendetegnet ved et demokratisk, humanistisk sindelag, en solidarisk holdning til sociale problemer, en høj grad af egalitet imellem samfundsgrupperne og opbakning til velfærdsstatens forsikring af individet imod social udstødelse, - fordomsfrihed, frisind, ligeværdighed imellem kønnene og respekt for kvinder.

Ingen præsenterer jo sig selv som dansker ved at fortælle, at der skam ses ned på alle, der ikke arbejder inden for det private erhvervsliv, at sexisme er mainstream, at kvinder under et opfattes som mindreværdige og snyltende, at kvinders indsats i samfundet (selvfølgelig) ikke respekteres på lige fod med mænds og at målet er en socialpolitik, der styrker mandens magt i parforholdet ved at gøre kvinden økonomisk afhængig.

Ikke desto mindre er lige præcis dette de borgerlige antifeministers kærneværdier. Og de borgerlige antifeminister selv er en del af det danske samfunds kærnetropper. Det bemærkelsesværdige er bare, at det åbenbart går hen over hovedet på mange mennesker, at det ovenstående katalog over ideologiske grundholdninger skam forfægtes bredt i samfundsdebatten. Hvordan undgår folk at opdage det?

Eksempel: Henrik Dahl rettede i Weekendavisen/ 25. maj en sønderlemmende kritik imod kønsforskningen for at have en skyhøj bull-shitfaktor...  (fortsættes...)