fredag den 29. juni 2012

Små kællingeagtige lyde


Gad vist, hvordan det går med familien Sort? 

Hvad siger I, ved I ikke hvem familien Sort er? Jamen det er jo de borgerlige antifeminister, der optræder i medierne tidligt og silde og brunnæser hinanden så meget på fb, at der snart er bremsespor over hele cyperspace.

Nå, lad os se på det. Hmm. Ja, 180grader er i hvert fald så dødssyg efterhånden, at den burde tage navneforandring til 36.2°C, (37°C ville så afgjort være at stramme den).

Men hvad har vi her? Martin Ågerup, Cepos' direktør sidder som sædvanlig og kløer på sit kvindeudslet, imens han brokker sig som en kontrær knægt. Det er i den grad for dårligt, mener han, at KVINFO ikke har gjort indsigelser imod skattereformens diskrimination af højtlønnede kvinder. Hvad er meningen?

Hele tre gange i løbet af én lille bitte stavepladeartikel inde på 180grader om emnet, lykkes det ham faktisk at lufte sin indignation:
»Regeringens forslag til skattereform diskriminerer kvinder - et faktum, som medierne overraskende nok endnu ikke rigtigt har interesseret sig for. Det skyldes måske blandt andet, at
Kvinfo har været helt tavse i denne sag, hvilket mildest talt er svært at forstå«.
»Man skulle tro, at kønsforskerne ville tordne imod denne uretfærdighed. Men det synes ikke at være tilfældet«.
»Det kunne være interessant at få at vide, hvorfor en organisation som Kvinfo med sine godt 40 medarbejdere ikke har fundet det relevant at forholde sig til det kønsdiskriminerende i regeringens skatteudspil«.

- Man mener måske, at det er i orden at diskriminere de vellønnede kvinder… bare fordi de er vellønnede, fnyser direktøren til sidst med kendelig social indignation. 
(http://www.180grader.dk/Politik/knsforsker-sttter-diskrimination-af-bde-kvinder-og-maend)

Og wow. Tænk dog at jeg skulle opleve det! Feminisme, klassesolidaritet og social indignation. Det er jo ikke ligefrem hverdagskost fra Cepos' direktør – (ja, okay. Klassesolidariteten er selvfølgelig mestendels en overklassesolidaritet. Men hvad, overklassen er vel også en slags mennesker). Det eneste, der bare er en lille bitte smule underligt er at… Øhm, jeg mener… Er det ellers ikke de borgerlige antifeminister, der plejer at forlange KVINFO lukket, NETOP fordi de mener, at organisationen forfægter kvinders interesser (og det skal den ALDELES ikke gøre for MÆNDS skattekroner)? Og hvad kampen for vellønnede kvinders rettigheder angår… Host, host. Er det så ikke også de borgerlige antifeminister, der plejer at være så forargede, fordi de mener at feministerne kæmper de priviligerede kvinders sag… privilegiefeminster og elitefeminisme som de kalder det. Eller slet og ret femifascisme.

Men nu mener Ågerup altså lige pludselig, at det er et kæmpe svigt, at KVINFO ikke aldeles omgående politiserer de vellønnede kvinders interesser i forhold til regeringens skattereform?

Kan han bestemme sig?

Damn you if you do, damn you if you don't. Det er det, jeg mener med en kontrær knægt. For når jeg skal være helt ærlig, så er den eneste konstans, jeg kan få øje på faktisk kvindeudslettet, som åbenbart bryder ud ved mindste anledning. I virkeligheden er det fuldkommen ligemeget, hvad og hvordan KVINFO gør - Martin Ågerup vil altid brokke sig over det, alene fordi organisationens rødder i kvindebevægelsen provokerer hans kvindeudslet. Måske du skulle lade det være i fred lidt, Martin Ågerup. Den slags breder sig kun jo mere man kradser i det.

Lad os i stedet kigge til den søde og begavede Henrik Dahl, der er kendt for at have det frygteligt dårligt med, at det drejer sig om nogen andre end ham selv. Uuuha. Det har sandelig været en slem tid for Henrik Dahl.

Prøvelserne startede den 9. juni, da Annegrethe Rasmussen skrev i Politiken, at kvinder bliver udelukket fra at deltage i konferencer. (http://politiken.dk/debat/profiler/annegrethe/ECE1650573/konferencer-er-blevet-til-mandereservater/) Uf. Brrr. Det brød  Henrik Dahl sig ikke om. Skulle det nu til at handle om kvinder – i stedet for ham? Og så denne ubehagelige underliggende antydning af, at mænd måske slet ikke er så gode, som de får skyld for at være, imens kvinder er meget bedre end de for skyld for at være... Nej DET… Dahl linker omgående til Annegrethe Rasmussens artikel på sin fb-væg og skriver i opdateringen: »Chokket over at se, hvordan verden ville være uden politisk korrekthed«. 

Nu må vennerne komme ham til hjælp. Humøret er ved at styrtdykke. Heldigvis, han behøver ikke vente længe.


Gunnar Langemark: Det er rimelig nemt at score på konferencer. Lige præcis FORDI de er så kedelige. Alt det sjove foregår jo i gangene, i baren og  indkvarteringen. Lav dog sommerlejr ud af det.
Og til det brug er kvinder jo nærmest nødvendige.
9. juni kl. 10:39
Henrik Dahl: Det er korrekt, Gunnar. At tænke sig, at mennesker tager på konferencer, fordi indholdet er spændende, svarer til den forestilling, at folk drikker whisky, fordi de er tørstige.
9. juni kl. 10:40 ·

Den kære Gunnar. Konferencer er alligevel bare et sted, man tager hen for at score - og til det brug er kvinder jo nærmest nødvendige. »Det er korrekt Gunnar«, svarer Dahl - vældig opmuntret. (Det er jo overhovedet ikke, fordi jeg er sådan en nærig smålig en, der ikke kan tåle, at det også handler om kvinderne en gang imellem, fortæller han tilfreds sig selv. Faktisk ELSKER jeg jo kvindeligt selskab. GGGRRRR, Henrik - din gamle hanløve, tænker han og smiler ved tanken om sin fb-opdatering for nylig, hvor han frimodigt skrev om det fede ved at køre i sportsvogn, imens man havde sin ene hånd på damens lår. Damens lår. Det føles altså så fedt at skrive det... Damens lår. Han smager på det. Ikke EN dame, eller damer. Bare damens lår. På den der selvfølgelige måde... Som om der SELVFØLGELIG altid vil være en dame, man kan tage på låret. Måske man skulle skrive en lille rask ting om kvinders hang til mænd med sportsvogne, tænker han. Men hov – hvad er nu det!? En eller anden Hanne Niss, der brokker sig.

Hanne Niss: Sikke en gang mandehørm!
9. juni kl. 10:58

Fortrydelsen raser i Henrik Dahl. Hvad f..... er meningen med at forstyrre ham lige midt i at han udveksler så rart med sine venner... Der er altså en eller to ting han, godt lige vil have lov til at slå fast her:

Henrik DahlDer findes en samtaleposition, Hanne, som det stort set kun er kvinder, der indtager:
At møve sig ind i en samtale - ikke for at deltage, men for at kommentere med små, kællingeagtige lyde.
9. juni kl. 11:15 · 10


»…små, kællingeagtige lyde«... nu gik han forhåbentlig ikke gik for vidt dér. Urgh. Han var sgu temmelig vred, lige da han skrev dét. Bare der nu ikke er nogen, der opfatter foragten, så han får ballade, tænker han nervøst. Men heldigvis er Gunnar straks på banen:

Gunnar Langemark: Nu havde jeg ellers lige besluttet at ignorere hende. Men Henrik har ret. Det er en typisk - socialt tonedøv - kvindelig adfærd.
9. juni kl. 12:31

FEDT, Gunnar. Tak. Men... arj – nu er der fanme flere små kællingeagtige lyde.. fra en eller anden Le

Le LybyJa, jeg synes, I har så uendelig meget ret allesammen. Ud i garderoben med kvinderne. Den slags er jo så dygtige til at pakke på jakkerne og skabe god stemning. Jeg er overrakset over at kloge mænd som jer ikke kan se den objektive sandhed i det, der siges og skrives: Uligheden hersker bigtime. Og det er synd for både jer, os og Danmark, både fordi det er kedeligere, men også fordi forskelligheden er det, der kan skabe udvikling og vækst. Dixit.

Hun må sættes på plads! Ganske vist har nogle af trådens andre mænd allerede hånet hende, men Henrik vil være sikker på, at det bliver gjort ordentligt.

Henrik Dahl: Undskyld, jeg siger det, Le, men din bemærkning om garderoben er malplaceret (har en bekendt, der ikke kan lide, jeg siger stråmandsargumentation, så det vil jeg lade være med.
Min pointe er bare: Det er faktisk nogle private mennesker, der laver en konference, man kan tilmelde sig eller lade være. Det kommer da strengt taget ikke AGR ved?
Jeg synes også, der skulle være et ugentligt tv-program, hvor jeg fortæller danskerne, hvad der er op og ned i samtlige sager på den offentlige dagsorden.
Men jeg skriver ikke en klumme om, at der er noget galt med samfundet af den grund.


Nå. Nu siger hun, at hun skal til sommerfest med sine børn, så hun ikke har tid til at diskutere mere. Dét må da kunne bruges. Træd nu på hende en eller anden! Ja, godt Gunnar!

Gunnar Langemark: Le - du er kostelig. Det var SÅ forudsigeligt, at du lige skal noget andet nu.
:D. Jeg har "set problematikken" igennem mere end 30 år. Jeg er træt af at være forkælede kællinger tilpas. Det er et overstået kapitel.

Mmmm. Presset virker. Le når lige at underkaste sig med et par smilyer og nogle strategiske anerkendelser, før hun fortrækker, konstaterer Dahl tilfreds: »Jeg er enig i, at det er bedre at komme ind i kampen end at klynke.« Goooodt. Dér fik vi defineret kritik af diskrimination som klynk. Længere nede tilføjer hun: »Faktisk tror jeg, vi er ret enige, men vi kan selvfølgelig godt bruge lidt tid på at diskutere fraktioner og retorik frem for at arbejde for at nå målet ;-). Altså hvis vi har samme mål: Frihed, lighed og masser af penge og sjov«.

Mmmm, sikke en charmeoffensiv! Glimrende, Le. Du vil gerne være enig. Klogt træk. Og det var i virkeligheden egentlig bare en formssag med den diskussion, siger du: »lidt tid på at diskutere fraktioner og retorik«…. Og du har endda forstået helt rigtigt, hvad det er, vi skal være enige OM, nemlig lidt neoliberal »frihed, lighed og masser af penge og sjov«. Selvfølgelig har vi samme mål, Le. No worry. Så længe du bekender dig til neoliberal antifeminisme, kan intet da komme imellem os.

Aaaaarh, se bare. Henrik Dahl læner sig tilbage i sin ergonomiske trillestol og strækker sig så det knirker i alle lemmer (øh, næsten alle lemmer). Kvinder skal have en fast hånd. Så sidder de smukt på finger og synger. Og så ind i redekassen med dem, gnæg, gnæg tænker hr Dahl ved sig selv, atter i godt humør indtil - GIIISP. Henrik Dahl spærrer øjnene op og ryger frem i stolen. FUCK! Åhh nej. Det er jo Annegrethe Rasmussen herself, artiklens forfatter. Urgh. Henrik Dahl begynder at svede. Hun har åbenbart siddet og luret på hans tråd. Det havde han helt glemt at tage med ind i sine overvejelser, da han overlod til sine fb-venner at nurse hans ego. Annegrethe Rasmussen er omtrent den eneste kvinde, han kan komme i tanke om, hvis mening nyder så bred anerkendelse i offentligheden, at han helt afgjort IKKE skal nyde noget af at komme på kant med hende.

Åh nej. Hun tager fat i den med… lydene…

Annegrethe Felter Rasmussen PS: Apropos Henrik denne her: "Der findes en samtaleposition, Hanne, som det stort set kun er kvinder, der indtager: At møve sig ind i en samtale - ikke for at deltage, men for at kommentere med små, kællingeagtige lyde."
så vil jeg påpege, at der inde på pol.dk er to MÆND, der har kommeteret med følgende, "PIV" (det var vist en kællingeagtig lyd) og en anden, som har skrevet "Endnu et indlæg, hvor man skal undskylde for at have en pik".
I rest my case.

Henrik sveder. Gunnar, hans trofaste soldat er allerede på vild retræte.

Gunnar Langemark: Ja du bliver også uretfærdigt angrebet Annegrethe Felter Rasmussen. Du har fuldkommen ret til at mene, at sammensætningen af en konference er forkert. Du har også ret til at mene, at det skyldes at Danmark er "bagud" eller hvad det nu er du mener. Og selvfølgelig må du da udtrykke det. Lige i denne tråd tager vi en tur omkring nogle andre ting. Som fx at konferencer ofte slet ikke skal måles ud fra deres talere og oplægsholdere, men ud fra deres "sociale værdi" - på den ene og den anden måde.
Jeg er glad for at du ikke vil have kvoter.

Arj. Og nu fremturer hende Le igen (skulle hun ikke til sommerfest med de €#&&!##€" børn?):

Le Lyby: Jeg så lige en anmeldelse af en ny bog, Myter og Magt, hvor en række kvindelige topledere netop beretter om deres erfaringer med at være den (enlige svale) på holdet, der ikke er med, når vigtige aftaler fx bliver lukket på fodboldbaner og i stripklubber. Som jeg læser det, handler AGRs indlæg i høj grad om dette manderum, hvor kvinder ikke er velkomne og helst meget gerne bedes holde sig væk! Det gør de fleste kvinder nok gerne, men når de aftaler der bliver lukket i manderummet i sidste ende er det, der sætter kursen for et helt fag eller land - ja så er det sq surt at være sat udenfor omklædningsrummet, mens det sker.

Nej. Den her må Gunnar altså klare, tænker Henrik Dahl, idet han modløst synker tilbage i den ergonomiske.

Gunnar Langemark: AV. Jeg tror at et sæt værdier - som visse ( men langt fra de fleste ) mænd deler - sætter den barre. Det opfattes som en særlig mandlig eller maskulin facon. Men det er det ikke nødvendigvis. Trangen til på brovtende vis at lave en åndelig "helikopter" med sine evner, er ikke noget de fleste mænd har, ligesom det ikke er de fleste kvinder der virkelig er nogle utålelige finker.
Men vi lader disse mænd og disse kvinder - sætte rammerne for hvad vi tror skal tegne kønnenes lidt negative sider. Og vi lader dem dominere vores opfattelse af køn, når vi taler om køn på den kritiske måde.
Der er masser af mænd som hellere ville gøre tingene på en anden måde - og som hellere ville skabe en anden måde at drive virksomhed på - fx. Men de får ikke meget plads, fordi de ikke alene skal kæmpe mod egne ureflekterede fordomme, men også mod dominerende mænds forestillinger, og ikke mindst mod ubevidste kvinders ubegavede forventninger.
Så det er ikke kun kvinder der lider under, at nogle mænd synes at de skal svinge pik i deres faglige miljø. Det er også mænd.


Nå, tak skal du ellers have, hvor han glatter ud, tænker Dahl og rynker panden, imens han læser. Uuuuha. Nu lægger Gunnar afstand til mænd, der synes, at de skal svinge pik i deres faglige miljø… Åhh, bare Annegrethe nu ikke kommer i tanke om, hvad der blev sagt helt i begyndelsen af tråden og konfronterer ham med hykleriet. Svenden render i striber ned af Henriks ansigt. Selv om… Annegrethe er jo temmelig sød til sådan at være imødekommende á la: »Jeg respekterer fuldt ud naturligvis at du Henrik og du Gunnar er uenige med mig, og jeg vælger lige at overhøre jeres små morsomheder om gardrober og flirt og fest i kulisserne. Jeg ved jo, at I ikke rigtig mener det på DEN måde.« Og »Det betyder IKKE; at kvinder ikke skal tage deres kønsbrille af også i andre sammenhænge. F.eks. - som jeg ved du går op i Gunnar - i familiesammenhænge.«

Ikke? Vi skal jo gerne alle sammen kunne være her. Hun nåede også lige at forsikre om, at det selvfølgelig ikke var fordi, hun gik ind for kvoter. Det er jeg glad for, svarede Gunnar. Måske går det alligevel, tænker Henrik. Smart træk af Gunnar selvfølgelig, at gøre konflikten til et spørgsmål om nogle mænd, der er dumme og nogle kvinder, der er dumme… imens alle resten (det er os) jo i virkeligheden er gode venner og vil det samme. (Lad os for himlens skyld bare ikke komme ind på, hvad dét er). Jo, det er sgu egentlig ret smart, erkender Dahl ved sig selv. For på den måde får Annegrethe sit: Jamen mændene er da også dumme. Og Gunnar (og Henrik) får sit: Jamen kvinder er da også dumme. Uden at der egentlig er nogen, der har taget noget på sig. Og alle er glade.

Jo, det går. Annegrethe bilægger diskussionen med at erklære, at hun er enig. Pyha. Men øv, Henrik synes alligevel, at glansen på en eller anden måde er gået af hans dag... Gad vide hvad fremtiden vil bringe, tænker han modløst.

(Det skal blive værre endnu for den stakkels Henrik Dahl. Følg hans modige kamp for at holde humøret oppe og opmærksomheden samlet om sin person).

1 kommentar:

  1. Det er jo ikke bare stripklubber og fodboldsbaner (hvis det sidste), som optager konferrencedeltagernes tid. Boede nogle år på Vesterbro (KBH.), og kunne der iagttage div. konferrencedeltagere. De havde stadig de små skilte på med konferrencens og egne navne på, når de væltede ud af bilerne og ned på diverse bodeller. Og når de kom ud igen, kunne man se den samme scene gentage næsten hver gang, ind i BMV'en eller Mecedes'en fat i mobilen, som dengang var på størrelse med et bilbatteri, og ringe til konen.

    SvarSlet