tirsdag den 23. oktober 2012

Offerandrikkerne flyver igen



 

 




Jeg forstår at Lennart Kiil (lige som jeg selv) kommer fra landet, men det skulle man ellers ikke tro, når man går ind på sitet og ser, hvordan han passer MANFOs stald. Pøj, der stinker jo værre end en ulykke. Skal den grebning ikke muges? De stakkels køer står desuden med tydeligt overspændte yvere, men bliver de malket? Nææ, det er der ikke noget, der tyder på. 



 




Og så klask dog for h…… de fluer, Lennart. Det hører sig ikke til i en pæn stald med så meget kryb. I det hele taget griber du det med dyrene helt forkert an. Vi er flere der er trætte af at høre på de larmende offerandrikker inde fra dig. Og i dag har den været helt gal. Larmen fra offerandrikkerne har i bogstaveligste forstand været øredøvende. Man skulle jo tro det var Mortens aften.

An(d)ledningen? Jo: En tabel viser at med hensyn til fem-årsoverlevelsen for prostatakræft ligger en dansk (m)and i bunden som nummer 18 med sølle 38,4% imod listens topscorer, USA's 91,9%. (http://manfo.dk/node/288) Det er ikke fordi jeg ikke godt kan forstå at (m)ænderne får lyst til at protestere imod det! Men det er sgu da noget underligt noget at gøre det under overskrften, »misandri«, rettet som en harmdirrende bebrejdelse... imod kvinder. Hr Erik Hansen-Hansen siger: Da flertallet der dør af denne sygdom givet er hvide mænd, så er der vel ingen grund til at tage videre notits af statistikken.
Det er jo den dominerende klasse som vi har fået at vide vi skal elske at hade. Måske Staten burde arbejde for at få procenten endnu længere ned, så verden kunne blive et bedre sted at være ?
Føj hvor jeg afskyr tidens misandri !

                                       



Tidens misandri. … ???

Når man insisterer på at gøre mænds overdødelighed af prostatakræft på den måde til et kønspolitisk spørgsmål, hvor det rettes som en bebrejdelse imod kvinder/feminister og bliver udnævnt til et udtryk for misandri, må jeg nok sige, at jeg synes det begynder at lugte kraftigt af de berømte dobbelte standarder, som de borgerlige antifeminister er blevet så kendte for (nåååå, det er måske det der stinker sådan inde på Lennarts side?!). Hmmm. Jeg kan i hvert fald huske at Henrik Dahl kaldte kvinders protest imod misogyn samfundsdebat, mgl. ligeløn, kønsarbejdsdeling i kvinders disfavør o.s.v.  – for offermentalitet til debatmødet i Georg Brandes Selskabet for nylig. Og ikke fordi Henrik Dahl specielt skal hænges ud, for sådan hører man ustandselig sagt om kvinder, der kritiserer uligestillingen. Men sandheden er jo, at misandrikkerne er dem, der virkelig tillader sig at klynke. Og gøre sig til ofre. For kvinder og feminister… Tro det hvem der kan.

 
 

 
Se bare her: Lennart Kiil: Forestil jer ramaskriget hvis der var byttet om på tallene. Men mændene betaler troskyldigt deres skat og tror de lever i den bedste af alle mulige verdener :/

Forestil jer ramaskriget, siger han.… Øhm jamen er det her ikke lige præcis et ramaskrig da? Og hvad ligner det så at stille sig an som om mænd er nogle, der tappert ikke bryder ud i ramaskrig… imens kvinder nærmest ustandselig gør. Og er det måske ikke i sig selv en klynkende offergørelse af rang at sige,  Men mændene betaler troskyldigt deres skat…

Steffen Larsen: Mænd er skaffedyr, deres velvære er ikke noget vi skal tænke på. Mænd klynker jo bare hvis de siger noget om deres velvære, velfærd, helbred eller rådighedsbeløb. Alt i alt, så skal mænd eventuelt bare henrettes den dag de skal pensioneres, da de så bare bliver en belastning for kvindernes ydelser!

Der var den igen med at mænd jo bare får at vide de klynker… som om de ikke klynker… Men de klynker lige præcis. (Mænd er skaffedyr, deres velvære er ikke noget vi skal tænke på – er det måske ikke klynk?) Og hvad bygger Steffen Larsen det på, at han føler, at mænd bare skal henrettes den dag de skal pensioneres, fordi de kommer og tager noget fra kvindernes ydelser? Det er da som bekendt mænd, der har de bedste pensionsordninger og kvinder, der må suge på lappen som gamle.


Trådens højtråbende offerandrikker giver udtryk for en gennemgående opfattelse af, at kvindernes had til mændene har et eller andet med de dårlige tal for overlevelse af prostatacancer at gøre… som nu hos Kim Poulsen: Nej, markedet forklarer det ikke. Forskellen på kvinder og mænd er meget større i DK, og det må været hadet til mænd, der er hovedårsagen. Husk det, venner: de danske kvinder hader os og udsuger os.

Men når man så ser, hvad trådens virkelige kvinder egentlig skriver om kalamiteten, bliver det da først rigtigt grotesk:

Lisbet Røge Jensen
: Systemets faldne krigere. De bør have en mindesten. Seriøst, det er jo forfærdelige tal.
Bodil Brier: Det var da en voldsomt nedslående statistik….
Rigmor Vogt Johnson: Det er et skræmmende lavt tal! Men jeg vil lige pointere at Kræftens bekæmpelse har haft en kampange igang for at støtte kampen mod kræft blandt mænd ("Ikke kun for skæg"). Dog sælger bryster desværre bedre end prostata. Det er ærgeligt og i det hele taget burde der fokuseres på kræft som helhed og ikke den type der 'sælger' bedst i medierne.

Hvordan mænd får det til at kvinder hader dem og ser på deres lidelser med komplet ufølsomhed, går totalt over min forstand. Alle trådens kvinder er jo enormt omsorgsfulde og solidariske med mændene – godt nok med Lisbet Røge som absolut topscorer. Men mindesten og faldne krigere er immervæk også svære at stikke.

En enkelt ond kvinde Anne Rasmussen tillader sig dog at bemærke: I al stilfærdighed: Der er sådan set ingen, der forhindrer jer i, at gå til læge regelmæssigt og få undersøgt prostata. Men Anne Rasmussen er jo også kendt for sin ondskab i forvejen inde fra Mandfjolsesiden. Føj, Anne. Du er misandrikker! Men ellers er der ikke skyggen at se af al den kvindelige ondskab, der ifølge mændene selv lægger dem i graven, før de har nået så meget som at sige pensionsopsparing. Alligevel er de sikre på, at den er der. Helt sikre. De kan mærke det på deres vand, tror jeg næsten man kan sige.



 


Det er et meget mærkeligt træk ved den kønspolitiske debat, at mænds overdødelighed igen og igen trækkes frem som noget kvinder på en eller anden måde er ansvarlige for. Neglegtet kommer jo fra mændene selv! Man ved at mænd er mere tilbøjelige end kvinder til at undertrykke opmærksomheden på kroppens signaler og at undgå lægebesøg. Man ved at mænd er mere tilbøjelige end kvinder til at sjuske med helbredet – rygning, alkohol, mgl. motion og overvægt. Mænd er helt enkelt ikke lige så gode til egenomsorg som kvinder er! Og derfor dør de tidligere.

Men ikke nok med at kvinderne skal have skylden for mændenes overdødelighed. Overdødeligheden bliver også brugt som et direkte argument imod feminismens kulturkritik. Logikken er groft sagt, at når mænd nu tydeligvis står dårligere end kvinder med hensyn til helbredet, så er det et argument for at kønsrollerne bør fastholdes som de er incl. den medfølgende uligestilling, for det hele er jo ikke så urimeligt alligevel. Vel? 

Rationalet er grotesk. I virkeligheden siger mændene jo, at de hellere vil dø end de vil have ligestiling!

For sandheden er, at løsningen på mændenes problem – overdødeligheden og den manglende evne til egenomsorg - ville være at mændene gjorde op med den traditionelle mandlige kønsrolle. For det er populært sagt den, der får mænd til at fortrænge deres egne følelser og negligere opmærksomheden på kroppens signaler. Hvad fem-årsoverlevelsen for prostatakræft angår er feministerne faktisk mændenes bedste venner. For feministerne har opskriften på, hvordan man afhjælper det, der betinger deres overdødelighed som køn, nemlig en opblødning af de traditionelle kønsroller.

Se nu bare her. Ikke sandt? En rigtig selv-velpasset og lækker andrik!


Rent strøelse. Blanke, pudsede fjer, kroen fyldt med den helt rigtige kaliber småsten til at kværne al den sunde, økologiske spelt. SÅ kører det, gutter. Dét er vejen frem! 

Og fri os så fra tidens klynkende, kvindefjendske offerandrikker!

Forresten - så er der KUN to dage til vi fortæller, hvor overførselsindkomsten, der betaler for at Lennart kan publicere sin kønspolitiske propaganda på MANFO, kommer fra.


8 kommentarer:

  1. Jette, mænd og kvinder ligger meget tæt i colorectal. Det vil sige, at din teori om, at det skulle være de traditionelle kønsroller, der er i vejen, ikke holder. Det er specifikt prostata-behandling der systematisk halter bagefter, så den sygdom, der kun rammer mænd, har lav prioritet i Danmarks sundhedssystem.

    Hvilket jo ikke helt harmonerer med din idé om, at Danmark er et patriarkat, der priviligerer mænd over kvinder.

    Vel, Jette ;)

    SvarSlet
  2. Nu har jeg lige spurgt min læge-mand hvad i alverden colorectal, som mænd og kvinder ligger meget tæt i, betyder. Det ved han ikke. Okay - så jeg gætter på at du måske mener, hvor tit hhv. mænd og kvinder får en rectoscopi? Er det det, du vi sige?

    Det ved jeg ikke... altså om de får lige mange af de undersøgelser. Men det kan godt være. Men så vil jeg bare sige, at hvis nu mænd har væsentligt mere brug for det end kvinder på grund af at de har denne blærehalskirtel, der gør så mange knuder og som der kommer kræft i, så er det stadigvæk et udtryk for at mænd negligerer deres egne behov.

    Hvis mænd for at leve op til den mandlige kønsrolle tilpasser sig at ikke forholde sig til kroppens signaler og ikke udsætter sig for en undersøgelse, der anfægter deres heteroseksuelle og ikke-penetrable identitet kan det jo faktisk godt resultere i at netop prostatacancer bliver dårligt behandlet. Og det ligelige antal imellem mænd og kvinder af dé undersøgelser stadig være et udtryk for at mænd grundet værdierne knyttet til at være en »rigtig« mand undviger den situation, som sådan en undersøgelse er. Men det jeg forholdt mig til var faktisk de årsagssammenhænge, som du og de andre hyleandrikker gav udtryk for. Nemlig at det på en eller anden måde skulle være kvinders ansvar at mænd havde en overdødelighed af prostatacancer. Den kobling fandt jeg yderst aparte.

    SvarSlet
  3. Lennart Med fare for at gentage mig selv: I al stilfærdighed: Der er sådan set ingen, der forhindrer jer i, at gå til læge regelmæssigt og få undersøgt prostata.
    Med den tilføjelse, at det gør kvinder jo for at få checket undervognen for grimme celleforandringer og det har vi gjort i mange år.

    Hvis doktormanden skal kunne opdage celleforandringer i prostata hos mænd, så er I jo på en eller anden måde nødt til at troppe op hos ham/hende og få undersøgt kalorius - hvilket jo kræver en dybdegående undersøgelse via Kanal Grande - og mon ikke problemet ligger begravet her - nemlig at mænd trækker den alt for længe med lægebesøget på grund af udsigten til en rektal undersøgelse, selv om de har problemer med tisseriet.

    Det kan du ganske enkelt ikke bebrejde os onde feminister.

    SvarSlet
  4. Jeg ved ikke, hvem der har sagt, at det er kvinders skyld, at mænd har overdødelighed af cancer. Jeg har i hvert fald ikke.

    Det, tabellen viser, er, at mænd i Danmark har en meget lavere overlevelse efter prostatakræft end mænd i andre vestlige lande. Eftersom mænd i Danmark næppe er mere macho end for eksempel mænd i USA holder jeres teori om, at det er mænds maskulinitet, der forhindrer dem i at gå til læge, ikke.

    Så systemet her i DK underprioriterer mænds sygdomme. Dermed ikke sagt det er kvinders eller feministers skyld. Det har jeg i hvert fald ikke sagt noget om, selvom der da givetvis findes feminister der mener, at der skal flyttes endnu flere ressourcer fra mænd til kvinder her i Danmark.

    I må have en god aften.

    SvarSlet
  5. »Jeg ved ikke, hvem der har sagt, at det er kvinders skyld, at... « Ha, ha. Nej, bortset fra at alle trådens mænd, incl. dig selv, konsekvent kobler mænds overdødelighed af prostatakræft med vrede imod kvinder. Det er en fælles forståelse, som ikke bliver anfægtet eller korrigeret på noget tidspunkt.

    Angående årsagen til, at mænd har en langt højere femårsoverlevelse i USA, forlyder det at sundhedsforsikringerne derovre simpelthen FORLANGER at mænd jævnligt går til den slags undersøgelser - og DERFOR har mændene en større overlevelse. Dette ikke for at sige at jeg ikke synes mænds overdødelighed i Danmark ikke er et stort problem. For gu er det da det. Min egen mand er snart 60 og kunne blive et tal i den statistik. En af hans bedste venner er lige død af et hjertetilfælde i en alder af kun 62. Det er helt forfærdeligt. Men NETOP derfor synes jeg også, at du med din tilgang, hvor det jo gøres til en kønspolitisk infight imellem mænd og kvinder bliver så dybt useriøs og utroværdig. Er du reelt interesseret i mænds helbred - eller er mænds helbred bare et påskud for at angribe kvinder? Og så vil DU til at være forarget over at velfærdsstaten svigter mænds helbred. ... Selv bruger du det bare som et strategisk greb i en kønspolitisk kamp.

    Iøvrigt bemærkede jeg, at du nu har lagt en fast standardformulering ind på dit site, hvor du skriver: »Du læser et blogindlæg på MANFO. Indholdet er ikke nødvendigvis udtryk for MANFO’s holdninger«. Hvad? Selv dine egne blogindlæg er ikke nødvendigvis udtryk for MANFO’s holdninger? Eller tager du bare konsekvensen af alle de gange efterhånden, Mandfjolset har pillet dine tekster fuldkommen fra hinanden, uden at du har kunnet svare for dig?

    Du gør det virkelig ikke i troværdighed, Lennart.

    SvarSlet
  6. Jette, som jeg allerede skrev i mit første svar, viser tallene fra kolorektal cancer, der er stort set ens for mænd og kvinder, at det ikke (i hvert fald ikke primært) handler om, hvem der opsøger lægen og hvor ofte.

    For ved kolorektal skal man undersgøges samme sted, som åbenbart anses for at skræmme mænd væk når det gælder prostata-kræft.

    Tallene viser klart, at prostata systemisk nedprioriteres i DK fra systemets side i forhold til kræftformer, der rammer kvinder eller begge køn. Og det må jo være interessant for folk, der interesserer sig for kønspriviligering.

    Ang. MANFO har jeg tænkt mig at lægge samme formulering over videoerne. Formuleringen skyldes at videoer og blogs kan lægges frit på af alle MANFO's brugere uden at skulle forbi redaktionen, og derfor er de ikke nødvendigivs udtryk for MANFO's holdninger.

    SvarSlet
  7. Hvor blev testikelkræften af i sammenligningen? Er det mon for sjælden en kræftart til at komme med? Anyway. Nogle år tilbage hørte jeg, at netop Danmark havde fin overlevelse netop på det punkt. Apropos LK's sætning "Så systemet her i DK underprioriterer mænds sygdomme."

    Her fra http://www.cancer.dk/Hjaelp+viden/kraeftformer/kraeftsygdomme/testikel/statistik+testikelkraeft/

    "Behandlingsresultaterne for testikelkræft er i Danmark på højde med de bedste i verden. Alt i alt kureres mere end 94 procent af alle, der får testikelkræft. "

    Jeg synes også at have læst noget om, at kvinder er nogle skravl til at overleve blodpropper i hjertet, blandt andet fordi systemet går ud efter normer, der gælder mænds hjerteproblemer.

    Måske skulle vi have nogle sagkyndige på banen vedr. prioritering af mænds/kvinders sundhed.

    SvarSlet
  8. Du er en pladdermule, Lennart. Hvad skrev jeg oven over? Ikke? Goddag mand, økseskaft.

    Dorte Toft: Tak for at kvalificere diskussionen.

    SvarSlet