Som bekendt hævder jeg, at CEPOS bl.a. med økonomiske midler aktivt
understøtter udbredelsen af kvindefjendske budskaber i offentligheden.
Jeg vil gerne forklare nøjagtigt hvad koblingen mellem det
neoliberale samfundsprojekt (som CEPOS repræsenterer) og udbredelsen af
borgerlig antifeminisme er! Men som optakt ønsker jeg, at pege på det
generelle kønspolitiske klima i CEPOS, som lader sig iagttage i
samfundsdebatten – skønt det faktisk ikke er det afgørende for min
påstand om, at CEPOS/neoliberalismen har en interesse i at puste til
kvindehad. Blot vil jeg gerne påpege, at der heller ikke ligefrem er
noget i den fremherskende tankegang, som stiller sig i vejen for at betjene sig af en sådan strategi. ...
I sidste indlæg påviste jeg en markant og umisforståelig sexisme i udtalelser fra CEPOS' fremtrædende bestyrelsesmedlem, Christopher Arzrouni – debatredaktør på Børsen. I dag er det CEPOS' direktør, Martin Ågerups tur på bloggen.
Hvordan ser CEPOS' direktør, Martin Ågerup, egentlig på kvinders deltagelse i samfundslivet?!
For nylig havde Ugebrevet A4 lavet en opgørelse over kønsfordelingen i landets syv mest indflydelsesrige pengetanke – herunder CEPOS – og var kommet frem til det resultat, at kvinder stort set ikke forefandtes og jo højere op i hierakiet jo mere udpræget.
http://www.ugebreveta4.dk/2011/201146/Tirsdag/maend_taenker_mest.aspx?fb_comment_id=fbc_10150393982474585_19782990_10150394246159585#f1ea5c940bc5df
Professor på Institut for ledelse på Aarhus Universitet, Steen Hildebrandt fastslog, at det i hvert fald ikke skyldes, at kvinderne ikke fandtes, idet han udtalte: »Der er masser af højkompetente kvinder i det danske samfund, der kunne rekrutteres«.
Journalisten spurgte dernæst Martin Ågerup, om han ikke anså denne skævdeling på køn for at være et problem for fagligheden og om han som direktør virkelig var tilfreds med udelukkende at have ansat mænd – hvortil det selvsikre svar lød:
»Vi har ansat de bedst kvalificerede til jobbet uden at tage hensyn til, om det er mænd eller kvinder«.
Anderledes sagt: JA. Jeg er som direktør enormt vel –og selvtilfreds med kun at have ansat mænd. Mænd er nu engang dygtigere end kvinder.
Ja. Den vurdering må vi selvfølgelig bare bøje os for. Men det kan vi da også roligt gøre. For CEPOS' direktør er nemlig til overmål desuden fuldkommen sikker på, at det er hamrende ligegyldigt, om der er kvinder med i sådan en tænketank eller ej:
»Martin Aagerup (mener) slet ikke, at fraværet af kvinder i tænketanke giver et fagligt problem. (…) »Vi er enormt bredt sammensat og meget, meget forskellige. Hvis du ser på aldersspredningen er den stor, og hvis du ser på den erfaringsmæssige baggrund er vi meget forskellige. Jeg synes, at det er en meget snæver vinkel at se på tingene, som at bredde handler om, hvilket køn man har. Det synes jeg ikke, at det gør,« siger Martin Ågerup«.
Hm, hm. Vi tager den igen: Martin Aagerup mener, at der skam er bredde og mangfoldighed i sammensætningen af CEPOS .... selv om der ikke lige er nogen kvinder ... men så er der faglige forskelle, der er aldersspredning, racetilhørsforhold og den slags…
CEPOS' direktør giver helt enkelt udtryk for, at han anser mangfoldighed og bredde for muligt at realisere – uden at kvinder nødvendigvis er repræsenterede…
Ville han også mene, at mangfoldighed og bredde var blevet realiseret, hvis der ingen mænd var? Ja, kunne man… overhovedet forestille sig hr. Ågerup gennemføre det tilsvarende ræsonnement med omvendt kønsfortegn? Altså at samfundstænkningen skam blev varetaget fint uden deltagelse af mænd, når bare der var kvinder af forskellig baggrund, alder og (måske) etnicitet repræsenteret?
For at sige det ligeud: Jeg opfatter det som værende utænkeligt, at Martin Aagerup ville anerkende en sammensætning bestående af lutter kvinder i landets tænketanke som repræsentativ! Faktisk er jeg overbevist om, at han tværtimod ville anse det for uantageligt.
I sidste indlæg påviste jeg en markant og umisforståelig sexisme i udtalelser fra CEPOS' fremtrædende bestyrelsesmedlem, Christopher Arzrouni – debatredaktør på Børsen. I dag er det CEPOS' direktør, Martin Ågerups tur på bloggen.
Hvordan ser CEPOS' direktør, Martin Ågerup, egentlig på kvinders deltagelse i samfundslivet?!
For nylig havde Ugebrevet A4 lavet en opgørelse over kønsfordelingen i landets syv mest indflydelsesrige pengetanke – herunder CEPOS – og var kommet frem til det resultat, at kvinder stort set ikke forefandtes og jo højere op i hierakiet jo mere udpræget.
http://www.ugebreveta4.dk/2011/201146/Tirsdag/maend_taenker_mest.aspx?fb_comment_id=fbc_10150393982474585_19782990_10150394246159585#f1ea5c940bc5df
Professor på Institut for ledelse på Aarhus Universitet, Steen Hildebrandt fastslog, at det i hvert fald ikke skyldes, at kvinderne ikke fandtes, idet han udtalte: »Der er masser af højkompetente kvinder i det danske samfund, der kunne rekrutteres«.
Journalisten spurgte dernæst Martin Ågerup, om han ikke anså denne skævdeling på køn for at være et problem for fagligheden og om han som direktør virkelig var tilfreds med udelukkende at have ansat mænd – hvortil det selvsikre svar lød:
»Vi har ansat de bedst kvalificerede til jobbet uden at tage hensyn til, om det er mænd eller kvinder«.
Anderledes sagt: JA. Jeg er som direktør enormt vel –og selvtilfreds med kun at have ansat mænd. Mænd er nu engang dygtigere end kvinder.
Ja. Den vurdering må vi selvfølgelig bare bøje os for. Men det kan vi da også roligt gøre. For CEPOS' direktør er nemlig til overmål desuden fuldkommen sikker på, at det er hamrende ligegyldigt, om der er kvinder med i sådan en tænketank eller ej:
»Martin Aagerup (mener) slet ikke, at fraværet af kvinder i tænketanke giver et fagligt problem. (…) »Vi er enormt bredt sammensat og meget, meget forskellige. Hvis du ser på aldersspredningen er den stor, og hvis du ser på den erfaringsmæssige baggrund er vi meget forskellige. Jeg synes, at det er en meget snæver vinkel at se på tingene, som at bredde handler om, hvilket køn man har. Det synes jeg ikke, at det gør,« siger Martin Ågerup«.
Hm, hm. Vi tager den igen: Martin Aagerup mener, at der skam er bredde og mangfoldighed i sammensætningen af CEPOS .... selv om der ikke lige er nogen kvinder ... men så er der faglige forskelle, der er aldersspredning, racetilhørsforhold og den slags…
CEPOS' direktør giver helt enkelt udtryk for, at han anser mangfoldighed og bredde for muligt at realisere – uden at kvinder nødvendigvis er repræsenterede…
Ville han også mene, at mangfoldighed og bredde var blevet realiseret, hvis der ingen mænd var? Ja, kunne man… overhovedet forestille sig hr. Ågerup gennemføre det tilsvarende ræsonnement med omvendt kønsfortegn? Altså at samfundstænkningen skam blev varetaget fint uden deltagelse af mænd, når bare der var kvinder af forskellig baggrund, alder og (måske) etnicitet repræsenteret?
For at sige det ligeud: Jeg opfatter det som værende utænkeligt, at Martin Aagerup ville anerkende en sammensætning bestående af lutter kvinder i landets tænketanke som repræsentativ! Faktisk er jeg overbevist om, at han tværtimod ville anse det for uantageligt.
Kan man derfor opfatte Ågerups udtalelser som andet end, at han i fuld
offentlighed underkender betydningen af kvinders deltagelse i
samfundsudviklingen? Et kvindesyn, der giver rum for, at kvinder kan få lov
til at opleve sig selv som tilskuere til en samfundsudvikling, der
initieres, udkastes og iværksættes af mænd, hvilende på mænds
forventninger, vurderinger og bedømmelser. Hvis Martin Ågerup tager
betydningen af tænketanke alvorligt i hvert fald. Og det gør han vel, nu
han selv er direktør for en…
Martin Ågerup sender et signal, der siger: »det er ikke kvindernes samfund, kvinder har ikke (med)ejerskab til samfundet på niveau med mændene, det er mændene, der tænker tankerne, udkaster visionerne og udstikker udviklingen«. Kvinder bliver anset for at være en art andenrangs samfundsborgere, hvis betydning for samfundsudviklingen hverken er konstitutionel eller uundværlig. Ganske som man i virkeligheden kan se det blandt de borgerlige antifeminister i MANFO og 180graders kønspolitiske artikler og kommentarspor. Kendetegnende for de borgerlige antifeministers samfundssyn er nemlig, at de meget konkret og meget direkte mener, at samfundet og kulturen er mænds frembringelse, mænds værk og rettelig mænds ejendom.
Martin Ågerup sender et signal, der siger: »det er ikke kvindernes samfund, kvinder har ikke (med)ejerskab til samfundet på niveau med mændene, det er mændene, der tænker tankerne, udkaster visionerne og udstikker udviklingen«. Kvinder bliver anset for at være en art andenrangs samfundsborgere, hvis betydning for samfundsudviklingen hverken er konstitutionel eller uundværlig. Ganske som man i virkeligheden kan se det blandt de borgerlige antifeminister i MANFO og 180graders kønspolitiske artikler og kommentarspor. Kendetegnende for de borgerlige antifeministers samfundssyn er nemlig, at de meget konkret og meget direkte mener, at samfundet og kulturen er mænds frembringelse, mænds værk og rettelig mænds ejendom.
***
Har CEPOS' direktør ellers givet udtryk et reaktionært kvindesyn? Jo, der var jo f.eks. den gang Helle Thorning Schmidt i The Times kritiserede engelske kvinders manglende mulighed for at arbejde, når de har fået børn… Hun udtalte: »I London ser jeg mange par, hvor begge er meget veluddannet, men de vælger, at manden skal arbejde, mens hun går derhjemme. Enhver skal vælge, hvad han eller hun ønsker at gøre - men det virker som spild for samfundet, at man giver en kvinde en uddannelse som jurist på et smart universitet, og hun så bruger sin tid på at kigge efter børnene«
Martin Aagerup kommenterede: »Britterne bliver udsat for et kultur-chok i mødet med dansk formynderi. For Thorning er kvindernes højere mål at tjene penge til staten, mens familiens behov kommer i anden række«.
Åh, det er vel nok trættende med denne evindelige ideologiske manipulation, hvor al samfundskritik konsekvent kaldes formynderi og angreb på individets frihed, imens det aldrig kaldes et formynderi og angreb på individets frihed at f.eks. fjerne efterlønnen, forkorte dagpengeperioden, eller presse studerende hurtigere igennem uddannelsesforløbene. Men bortset fra det…. så lad os se på Martin Ågerups særlige… skal vi sige udlægning af Helle Thornings ord:
Ågerup vælger interessant nok at tolke Thornings tale om samfundet som »staten«… altså at det specifikt er staten, Thorning vil have, at kvinderne skal tjene penge til..., frem for at tænke på familien. Men hvorfor dog det? Staten er jo en underafdeling af samfundet. Og det er netop ikke »staten«, Thorning taler om. Men fællesskabet i bredeste forstand.
Og formynderi? Thorning siger, »Enhver skal vælge, hvad han eller hun ønsker at gøre - men det virker som spild for samfundet at… og så videre... Det kalder Ågerup for, at Helle Thorning forlanger af kvinderne, at de skal tilsidesætte familiens behov. Men nej, det gør hun faktisk ikke. For hun siger netop, at enhver skal vælge, hvad han eller hun ønsker at gøre. MEN. Og så taler hun om det generelle: Det virker som spild for samfundet, hvis kvinderne ikke bruger deres uddannelse ude på arbejdsmarkedet.
Det er som om Helle Thorning Schmidts ord fordrejes efter en på forhånd skrevet… øh… drejebog (sorry), så de fremtræder ekstreme, formynderiske, dominerende, undertrykkende - lidt på samme måde som en »mor« der bare er for meget med sine krav om rensede ører og hænderne over dynen. Der bliver skabt et billede af, at Thorning tager kvinderne… og i det hele taget familierne… som statens gidsler (= staten er en ond overbestemmende mor). Reelt dæmoniserer Ågerup velfærdsstaten/den offentlige sektor. Han taler om den, som et opslugende hunkøns-dragevæsen, en ond mor, der opæder individets frihed og fører til svigtede familier. I sig selv et værre hykleri! For er neoliberalisterne måske ikke i almindelighed de første til at indforstå sig fuldkommen med arbejdsmarkedets ret til at råde over folk med hud og hår? Væk med lange ferier, korte arbejdsdage, efterløn o.s.v. Når individets højt besungne ret til frihed sættes i forhold til arbejdsmarkedet og arbejdsgivernes interesser, er den pludselig næsten slet ikke til at få øje på!
Hvad angår familiens højthellige behov plejer neoliberalisterne heller ikke ligefrem at være modstandere af nedskæringer herunder nedskæringer i vueggestuer og børnehaver. Helligere er familiens behov ikke. Det her handler med andre ord ikke om familiernes behov. Det handler om synet på kvinders deltagelse i samfundslivet!
Almindeligvis går neoliberalister ind for, at mennesker flinkt betjener kapitalismens evindeligt vekslende behov i en såkaldt fri konkurrence med hinanden. Men hr. Ågerup glemte at sige en enkelt lille ting om sin liberalisme: Fri konkurrence – det er noget mænd har med hinanden! Og ikke med kvinder. Hvor kan man se det henne? Tjaaa, i virkeligheden mange steder i samfundet, f.eks i kvindernes markante fravær i toppen af akademias hierakier.... Men vi vil bare helst ikke være ved, at det forholder sig sådan. ... Vi foretrækker at tro på meritokratiet – altså på at individets præstationer bedømt ud fra objektive kriterier ligger til grund for tildelingen af magt, indflydelse og prestige. … Og ikke at kvinder har en negativ bias imod sig, når deres præstationer skal bedømmes. Nej, vel. Brrrr. Hvilken ubehagelig tanke.
Men netop den situation i England, som Helle Thorning Schmidt fremkom med sin udtalelse i forhold til, er i virkeligheden netop et overtydeligt eksempel på, at den fri konkurrence er sat ud af kraft mellem mænd og kvinder!
Har CEPOS' direktør ellers givet udtryk et reaktionært kvindesyn? Jo, der var jo f.eks. den gang Helle Thorning Schmidt i The Times kritiserede engelske kvinders manglende mulighed for at arbejde, når de har fået børn… Hun udtalte: »I London ser jeg mange par, hvor begge er meget veluddannet, men de vælger, at manden skal arbejde, mens hun går derhjemme. Enhver skal vælge, hvad han eller hun ønsker at gøre - men det virker som spild for samfundet, at man giver en kvinde en uddannelse som jurist på et smart universitet, og hun så bruger sin tid på at kigge efter børnene«
Martin Aagerup kommenterede: »Britterne bliver udsat for et kultur-chok i mødet med dansk formynderi. For Thorning er kvindernes højere mål at tjene penge til staten, mens familiens behov kommer i anden række«.
Åh, det er vel nok trættende med denne evindelige ideologiske manipulation, hvor al samfundskritik konsekvent kaldes formynderi og angreb på individets frihed, imens det aldrig kaldes et formynderi og angreb på individets frihed at f.eks. fjerne efterlønnen, forkorte dagpengeperioden, eller presse studerende hurtigere igennem uddannelsesforløbene. Men bortset fra det…. så lad os se på Martin Ågerups særlige… skal vi sige udlægning af Helle Thornings ord:
Ågerup vælger interessant nok at tolke Thornings tale om samfundet som »staten«… altså at det specifikt er staten, Thorning vil have, at kvinderne skal tjene penge til..., frem for at tænke på familien. Men hvorfor dog det? Staten er jo en underafdeling af samfundet. Og det er netop ikke »staten«, Thorning taler om. Men fællesskabet i bredeste forstand.
Og formynderi? Thorning siger, »Enhver skal vælge, hvad han eller hun ønsker at gøre - men det virker som spild for samfundet at… og så videre... Det kalder Ågerup for, at Helle Thorning forlanger af kvinderne, at de skal tilsidesætte familiens behov. Men nej, det gør hun faktisk ikke. For hun siger netop, at enhver skal vælge, hvad han eller hun ønsker at gøre. MEN. Og så taler hun om det generelle: Det virker som spild for samfundet, hvis kvinderne ikke bruger deres uddannelse ude på arbejdsmarkedet.
Det er som om Helle Thorning Schmidts ord fordrejes efter en på forhånd skrevet… øh… drejebog (sorry), så de fremtræder ekstreme, formynderiske, dominerende, undertrykkende - lidt på samme måde som en »mor« der bare er for meget med sine krav om rensede ører og hænderne over dynen. Der bliver skabt et billede af, at Thorning tager kvinderne… og i det hele taget familierne… som statens gidsler (= staten er en ond overbestemmende mor). Reelt dæmoniserer Ågerup velfærdsstaten/den offentlige sektor. Han taler om den, som et opslugende hunkøns-dragevæsen, en ond mor, der opæder individets frihed og fører til svigtede familier. I sig selv et værre hykleri! For er neoliberalisterne måske ikke i almindelighed de første til at indforstå sig fuldkommen med arbejdsmarkedets ret til at råde over folk med hud og hår? Væk med lange ferier, korte arbejdsdage, efterløn o.s.v. Når individets højt besungne ret til frihed sættes i forhold til arbejdsmarkedet og arbejdsgivernes interesser, er den pludselig næsten slet ikke til at få øje på!
Hvad angår familiens højthellige behov plejer neoliberalisterne heller ikke ligefrem at være modstandere af nedskæringer herunder nedskæringer i vueggestuer og børnehaver. Helligere er familiens behov ikke. Det her handler med andre ord ikke om familiernes behov. Det handler om synet på kvinders deltagelse i samfundslivet!
Almindeligvis går neoliberalister ind for, at mennesker flinkt betjener kapitalismens evindeligt vekslende behov i en såkaldt fri konkurrence med hinanden. Men hr. Ågerup glemte at sige en enkelt lille ting om sin liberalisme: Fri konkurrence – det er noget mænd har med hinanden! Og ikke med kvinder. Hvor kan man se det henne? Tjaaa, i virkeligheden mange steder i samfundet, f.eks i kvindernes markante fravær i toppen af akademias hierakier.... Men vi vil bare helst ikke være ved, at det forholder sig sådan. ... Vi foretrækker at tro på meritokratiet – altså på at individets præstationer bedømt ud fra objektive kriterier ligger til grund for tildelingen af magt, indflydelse og prestige. … Og ikke at kvinder har en negativ bias imod sig, når deres præstationer skal bedømmes. Nej, vel. Brrrr. Hvilken ubehagelig tanke.
Men netop den situation i England, som Helle Thorning Schmidt fremkom med sin udtalelse i forhold til, er i virkeligheden netop et overtydeligt eksempel på, at den fri konkurrence er sat ud af kraft mellem mænd og kvinder!
Høje institutionspriser blev fremhævet i
diskussionen som værende et stort problem for ligestillingen, men reelt
var det ikke det, der var det afgørende. Det afgørende var den nye
arbejdsløshed under krisen - som, surprise, surprise - især har ramt kvinderne. Reelt oplever
englænderne jo, at det biologiske køn har sat konkurrencen om jobsene
efter uddannelseskvalifikationer ud af kraft: Det er, uanset
uddannelsesniveau, kvinderne, der trækker sig fra arbejdsmarkedet.
Det, Ågerup med andre ord døber »familiens behov«… er reelt mændenes behov for at bevare deres kønsidentitet som provider for familien på arbejdsmarkedet, mens kvinder kan få lov til på den konto, hm, hm (sorry… igen) at regrediere til en moder –og husmoderrolle. Når der – som tilfældet er i UK for tiden – mangler stillinger, så tilfalder dé, der er, naturligvis manden. Eller naturligvis og naturligvis…?? Naaaaj, man kalder det, at kvinderne skal have ret til at vælge frit. Det vil sige fravælge arbejdsliv til fordel for at passe børnene. Og først dernæst kalder vi det natur(ligvis).
Ågerup demonstrerer, at han i virkeligheden ser meget forskelligt på hhv. mænd og kvinder som samfundsindivider: I forhold til mænd er kvinder en art andenrangs samfundsborgere. Mændenes vikarer på samfundscenen, hvis betydning for samfundsudviklingen overhovedet ikke betragtes som hverken konstitutionel eller uundværlig. Ganske på samme måde som da han skulle tage stilling til betydningen af kvinders fravær i tænketanke.
Det, Ågerup med andre ord døber »familiens behov«… er reelt mændenes behov for at bevare deres kønsidentitet som provider for familien på arbejdsmarkedet, mens kvinder kan få lov til på den konto, hm, hm (sorry… igen) at regrediere til en moder –og husmoderrolle. Når der – som tilfældet er i UK for tiden – mangler stillinger, så tilfalder dé, der er, naturligvis manden. Eller naturligvis og naturligvis…?? Naaaaj, man kalder det, at kvinderne skal have ret til at vælge frit. Det vil sige fravælge arbejdsliv til fordel for at passe børnene. Og først dernæst kalder vi det natur(ligvis).
Ågerup demonstrerer, at han i virkeligheden ser meget forskelligt på hhv. mænd og kvinder som samfundsindivider: I forhold til mænd er kvinder en art andenrangs samfundsborgere. Mændenes vikarer på samfundscenen, hvis betydning for samfundsudviklingen overhovedet ikke betragtes som hverken konstitutionel eller uundværlig. Ganske på samme måde som da han skulle tage stilling til betydningen af kvinders fravær i tænketanke.
***
Er der andre eksempler på, at Martin Ågerup har hensyn, der forekommer mere irrationelle end de rent objektive økonomiske interesser i sin samfundstænkning? Lad os slutte med en lille ideologisk godbid dengang tænketank-direktøren i en facebook-opdatering udtrykte sin fuldtonede glæde over en »fremragende kommentar af Peter Kurrild-Klitgaard«. For hvad var det egentlig, der i den grad havde vakt hr. Ågerups store glæde!
Jo, det hele startede egentlig med at vores Ligestillingsminister, Manu Sareen (R), fremhævede en amerikansk rapport fra en »uafhængig« tænketank, Catalyst, der viste, at udbyttet i de største virksomheder, domineret af mænd, er lavere end i virksomheder med mange kvinder i ledelsen. Dette optog Sareen som en støtte for idéen om at indføre kvindekvoter til bestyrelser.
Det, der i den grad vakte Martin Aagerups store glæde, var, at Peter Kurrild-Klitgaard imidlertid under overskriften, »Kvotefup«, kunne skrive, at Professor Nina Smith og professor Steen Thomsen vurderede, at man ikke med sikkerhed kunne vide om resultaterne holdt.
Men det er da virkelig forvirrende. For en god neoliberalist som Martin Ågerup, burde dét jo aldeles ikke være nogen glædelig nyhed! Plejer neoliberalisterne måske ikke ellers at sige, at de kun går op i en og en eneste ting, når de forholder sig til rammerne for samfundsudviklingen: Profit, profit og atter profit. D.v.s. tallene på bundlinjen?
Derfor var det egentlig nyheden om, at virksomheder med kvinder i bestyrelsen tjener bedre end virksomheder uden, man skulle tro ville give anledning til jubel og glædesrus. For så præsenterer der sig en spritny mulighed for at sikre erhvervslivet større profit: kvindekvoter til bestyrelserne!
Og den nye nyhed om, at det alligevel ikke er blevet bevist, at kvinder i bestyrelserne er en sikker vej til større overskud, skulle man derfor ærlig talt også tro måtte være rigtigt nedslående for liberalistsegmentet: Øv, øv og tre gange øv. Nu er kvoter måske ikke vejen til større indtægter for erhvervslivet alligevel.
Men nej! Sådan er det ikke. Det er faktisk lige omvendt.
Udsigten til, at virksomheder ville klare sig bedre med kvinder på magtfulde poster, er decideret nedslående for CEPOSkartellet. Derimod vækker udsigten til at kvinder kan undværes i magtens korridorer jubel. …
Hvordan forklare det på anden måde, end at der fra CEPOS' mest fremtrædende repræsentanter, under hånden udgår en kønskonservativ og kvindefjendsk ideologi?
Er der andre eksempler på, at Martin Ågerup har hensyn, der forekommer mere irrationelle end de rent objektive økonomiske interesser i sin samfundstænkning? Lad os slutte med en lille ideologisk godbid dengang tænketank-direktøren i en facebook-opdatering udtrykte sin fuldtonede glæde over en »fremragende kommentar af Peter Kurrild-Klitgaard«. For hvad var det egentlig, der i den grad havde vakt hr. Ågerups store glæde!
Jo, det hele startede egentlig med at vores Ligestillingsminister, Manu Sareen (R), fremhævede en amerikansk rapport fra en »uafhængig« tænketank, Catalyst, der viste, at udbyttet i de største virksomheder, domineret af mænd, er lavere end i virksomheder med mange kvinder i ledelsen. Dette optog Sareen som en støtte for idéen om at indføre kvindekvoter til bestyrelser.
Det, der i den grad vakte Martin Aagerups store glæde, var, at Peter Kurrild-Klitgaard imidlertid under overskriften, »Kvotefup«, kunne skrive, at Professor Nina Smith og professor Steen Thomsen vurderede, at man ikke med sikkerhed kunne vide om resultaterne holdt.
Men det er da virkelig forvirrende. For en god neoliberalist som Martin Ågerup, burde dét jo aldeles ikke være nogen glædelig nyhed! Plejer neoliberalisterne måske ikke ellers at sige, at de kun går op i en og en eneste ting, når de forholder sig til rammerne for samfundsudviklingen: Profit, profit og atter profit. D.v.s. tallene på bundlinjen?
Derfor var det egentlig nyheden om, at virksomheder med kvinder i bestyrelsen tjener bedre end virksomheder uden, man skulle tro ville give anledning til jubel og glædesrus. For så præsenterer der sig en spritny mulighed for at sikre erhvervslivet større profit: kvindekvoter til bestyrelserne!
Og den nye nyhed om, at det alligevel ikke er blevet bevist, at kvinder i bestyrelserne er en sikker vej til større overskud, skulle man derfor ærlig talt også tro måtte være rigtigt nedslående for liberalistsegmentet: Øv, øv og tre gange øv. Nu er kvoter måske ikke vejen til større indtægter for erhvervslivet alligevel.
Men nej! Sådan er det ikke. Det er faktisk lige omvendt.
Udsigten til, at virksomheder ville klare sig bedre med kvinder på magtfulde poster, er decideret nedslående for CEPOSkartellet. Derimod vækker udsigten til at kvinder kan undværes i magtens korridorer jubel. …
Hvordan forklare det på anden måde, end at der fra CEPOS' mest fremtrædende repræsentanter, under hånden udgår en kønskonservativ og kvindefjendsk ideologi?
Ingen kommentarer:
Send en kommentar