tirsdag den 18. december 2012

Riv den af til et billede af XXX ?




Den 5. december, efter cirka fem måneder på banen som kritiker af den borgerlige antifeminisme, outede Mandfjolset sig selv. Eller…. selv og selv. Han gjorde det, fordi Camilla Paaske Hjort (MANFOs kone) på trods af en direkte anmodning herom, nægtede at respektere hans anonymitet. Men Mandfjols hedder altså Nikolaj, er 19 år gammel, lyshåret og bærer briller – stadig hjemmeboende. Dét er, hvad vi nu ved om Mandfjolset til forskel fra før. … Eller nej, det er ikke engang rigtigt, for Mandfjols havde faktisk lige fra begyndelsen fortalt, at han såmænd »bare« var… en ung fyr, der endnu ikke havde så meget som en studentereksamen at fremvise på sit CV. Ret beset ved vi kun til forskel fra før at Mandfjolset…. bærer briller. Det skulle man måske tro var en ligegyldig detalje: »Briller«. Men så kender man ikke Familien Sort. 

Lad os se på, hvad outingen af Mandfjols har gjort ved debatkulturen inde på Fjolsbook

Allerede før Mandfjols' outing af sig selv omtalte Camilla Paaske Hjort ham konsekvent på forskellige folks facebooksider som »den bebrillede dreng fra Hellerup«. Da han – naivt? – apellerede til Camilla Paaske Hjorts anstændighed for at få hende til at respektere anonymiteten lød svaret: 

Camilla Paaske Hjort: »Jeg respekterer din anonymitet. Der er da mange bebrillede unge mænd i Hellerup.   :-)  Knus og kys. (…) Jamen altså – hvis du er så bange for at blive afsløret, hvorfor poster du så det screenshot i Mandfjols-gruppen af en tråd hos Rasmus Jarlov via din egen private bebrillede dreng-profil? Det virker lidt tumpet. Og nej. Jeg har ikke nogen planer om at skrue ned for noget. Hvorfor skulle jeg dog det. Tanken om at gøre dig glad motiverer mig kke tilstrækkeligt - det må jeg indrømme.  :-)  kh Camilla«

De tilsyneladende så venlige »knus og kys og kh« bliver unægtelig modsagt af den underlige fixering på brillerne, kønnet og alderen – og så afvisningen af selve anmodningen om respekt selvfølgelig.

Nede i tråden fremturede Camilla Paaske Hjort: »"Bebrillet" er ikke noget, jeg skriver for at drille. Det er jo blot en konstatering - kan jeg se på drengens profilbillede«.

Ooouuha. Den var ellers hård. »Drengens profilbillede/bebrillede unge mænd/bebrillede dreng-profil)«, hvad?

Hvis man ikke vidste bedre, skulle man tro, Camilla Paaske Hjort gik systematisk efter at sætte spørgsmålstegn ved Mandfjolsets maskulinitet. Det der kaldes at være »kastrerende«.
Hallo! Hvad skal man egentlig mene om den form for angreb på en 19-årig fyr, hvis eneste »forbrydelse« består i at engagere sig i den kønspolitiske debat på feministernes side?

Men lad os se hvad Hjort ellers siger.

Som svar på en opdatering, hvor Mandfjols med henvisning til grov sexisme i den amerikanske offentlighed skriver, at han føler sig privilegeret over at »slippe« med en tvangsouting:

Camilla Paaske Hjort: »Det skal du også føle dig priviligeret over. Jeg plejer nemlig rutinemæssigt at gå og true 19-årige feminist-fyre med voldtægt, så der slap du billigt«.  Og længere nede i samme tråd: »…generelt får min kæreste nok flere sviner-mails end jeg. Det, jeg oftest får - hvis vi altså kun taler om den lidt nederen form for opmærksomhed - er lumre henvendelser fra midaldrende, middelmådige personer af det modsatte køn, der savner noget på den dumme. Dem får du også en del af, så vidt jeg kan bedømme ud fra din fanside her på stedet. :-)«  

Og Camilla Paaske Hjort taler om, at måtte døje med »lumre henvendelser«??? Hm, hm – ja. Ak, hvi ser du splinten i din broders øje men ej bjælken i dit eget? (Bibelen)

Her udtrykker hun i hvert fald en utilsløret glæde ved at være overgribende og opholder sig atter ved Mandfjolsets køn og hans alder samt nu også hans debatposition (19-årige feminist-fyre). Senere i tråden hedder det: »Han bor hjemme hos mor og far, så på den måde sparer han jo en del«. 

Ikke? Vi har at gøre med et barn her (ikke en mand).

Seksualisering, fratagelse af voksenhed og voldtægtstrusler er skam en helt almindeligt benyttet strategi blandt antifeminister til at få de kønspolitiske diskussionsmodstandere i defensiven. For det meste er det bare kvinder, det går ud over.

Faktisk minder Camilla Paaske Hjort mig fuldstændig om en dokumentarudsendelse, jeg så engang, hvor Germaine Greer (Australsk feminist-ikon) hylder »drengen« som et ganske særligt værdifuldt sexobjekt… Et emne, hun forinden havde skrevet en bog om, (The Beautiful Boy/2003). Det var aldeles kvalmende at se den midaldrende kvinde give sig af med en rent ud sagt libertinøs befamling af store drenge som om det var en smuk og progressiv ting med feminismen som alibi. (Nu-har-mænd-seksualiseret-purunge-piger-så-længe-og-derfor-må-jeg,-en-kvinde,-vel-nok-kunne-tillade-mig-at-fingerere-ved-uvoksne-hankønsvæsner-som-sexobjekter). Adr, hvor var det frastødende! Og hvor mærkeligt er det ikke at finde antifeministen Camilla Paaske Hjort i nøjagtigt den samme situation - i færd med et forsøg på at komme afsted med en slibrig befamling af en fyr med henvisning til hans unge alder – også med feminismen som undskyldning. For hvad er logikken bag den overgribende tilgang, hvis ikke at hun mener sig berettiget, fordi fyren er feminist?

Men vi er ikke engang færdige endnu.

Det værste har jeg gemt til sidst. Kommentaren stammer fra en Mandfjolseopdatering omhandlende en artikel om slutwalking af netop Camilla Paaske Hjort, som derfor fandt det relevant at ytre følgende i debattråden:

»Jeaneth Willumsen tog billeder af den slut walk, jeg rapporterede fra på 180Grader. Herunder et billede af mig. Jeg er sikker på, en 19-årig white wanker som Mandfjols vil finde det behageligt. :-)«

Vi tager den igen: Et billede af mig, jeg er sikker på, en 19-åig white wanker som Mandfjols vil finde det behageligt...

Camilla Paaske Hjort har i sandhed høje tanker om sig selv. Men bortset fra det, synes jeg, at hendes fantasier om at Mandfjolset skal onanere, imens han ser på et billede af hende, er noget af det mest upassende og stødende, jeg kan mindes at have læst i en online-diskussion. Overhovedet! Ikke for det. Autoerotik er nu engang en meget menneskelig foreteelse. Men derfor er det alligevel ekstremt ubehageligt at Camilla Paaske Hjort gør sig tanker offentligt om en ung hende ubekendt fyrs eventuelle autoerotik. Oven i købet med sig selv som det forudsatte fantasiobjekt. Uha!

Camilla, kan du ikke selv se at du er langt, langt, langt, langt ude? Hvor gammel er du? Gammel nok til at leve i fast parforhold med en mand på 36 og lige være blevet mor til en lille dreng i hvert fald. Nikolaj er en fyr på 19, der ikke er flyttet hjemmefra endnu med en jævnaldrende gymnasiekæreste. Kan du ikke se at i forhold til Nikolaj er du en »mor«? Du er på ingen måde et passende sexobjekt for ham. Det er incestuøst. Derfor er det så langt ude at seksualisere den relation. Du burde slet ikke have den interesse.

Havde en mand sagt noget tilsvarende til en kvinde, han diskuterede kønspolitik med, var vi ikke i tvivl om, hvad han var: Et svin nemlig! Så hvad er ordet for Camilla?

Men der er andre debattører fra Familien Sort, der støtter Camilla Paaske Hjorts seksualiserende hetz af Mandfjols.

I samme tråd om Camilla Paaske Hjorts reportage fra en slutwalk melder den kendte Karen West sig på banen med følgende indspark: »Vil Mandfjols forklare, hvad hun mener med sin kommentar. Er friheden til at klæde sig som man vil til diskussion?«. (Min understregning).

Ikke? »Hun« om Mandfjols…. Og Karen West er skam ikke den eneste.

Fra samme tråd: 

Christian Nimb: »Nu hvor mandfjolset har fastslået, at kønsroller overhovedet ikke biologisk bestemte, betyder det så, at hun begynder at brokke sig over, at det fortrinsvis er kvinder, der får forældremyndigheden ved skilsmissesager?« (min understregning)

Der var den igen: »Hun« (= Vi ser ned på dig og vi regner dig ikke for at du har et køn. Ikke et rigtigt mandkøn i hvert fald.)

Den kloge og kendte Karen West bidrager altså fra første færd til Camilla Paaske Hjorts konsekvente forsøg på at »kastrere« mandfjolset og overskride hans grænser. Umiddelbart efter Camilla Paaske Hjorts charmerende onani-invitation kvitterer West først med en link til sin »evigt aktuelle kronik«, hvoraf det fremgår at hun skønt selverklæret »rød« og selverklæret »feminist« alligevel holder med de sorte, fordi hun mener at »elitefeministerne på venstrefløjen er fuldstændig ligeglade med andre end dem selv« (http://www.b.dk/kommentarer/elitefeministernes-svigt).

Javel ja. 

Efter dette reklamefremstød for sin person vender hun sig imod Mandfjols der, som vi stadig vil huske, lige er blevet opfordret af Camilla Paaske Hjort til at finde et bestemt fotografi af hende selv frem og onanere til det – og spørger: »Hvad er det Mandfjols vil? bestemme over andre kvinders seksualitet? (…)  Er det en hanlig elitefeminist, eller blot en fustreret seksuel undertrykker?«
...en frustreret seksuel undertrykker?… Dette EFTER Mandfjolsets outing. Det er en ung mand, hvis identitet er kendt, Karen West taler sådan om. Hvad giver hende overhovedet ret til at stille et så insinuerende spørgsmål? Om han er en seksuelt frustreret undertrykker? I hvert fald ikke noget i debatten, så vidt jeg kan se. Hun, den selverklærede venstreorienterede humanist og feminist…. opfører sig som den værste kulsorte sexist. Og jeg mindes ellers en ualmindeligt høj moralsk tonus, dengang det var min blog, der skulle tages stilling til. …

Tillad mig en digression: Jeg faldt dengang over en tråd på en Familien Sort fb-side, hvor min blog blev diskuteret. Karen West foretog først den rituelle afstandstagen fra legitimiteten af min diskussionsform på bloggen og gav dernæst udtryk for følgende vurdering af mit kønspolitiske engagement: at jeg ganske sikkert måtte lide af bitter misundelse efter at være blevet gammel og uattraktiv. Hm. hm. Og hvordan hun kunne sige det? Jo, fordi hun, Karen West nemlig rent faktisk havde mødt Camilla Paaske Hjort og Lennart Kiil og snakket med dem. Og de var et så ualmindeligt smukt ungt par, de to. … Så jeg MÅTTE jo være ved at gå til af misundelse. (?)

Når jeg bringer det ind i diskussionen, er det fordi det forekommer mig ubegribeligt, hvordan man kan være venstreorienteret og feminist og samtidig give udtryk for en så konventionel forståelse af årsagssammenhænge. Det er jo patriarkatets ekstremt nedgørende blik på kvindens betydning, Karen West her gør brug af! Ung og fertil og ellers igenting værd. Misundelig? Selvfølgelig!

I almindelighed ville man betragte et sådant ræsonnement som værende stærkt kvindeundertrykkende og aldersfascistisk. Men der gælder måske andre regler for, hvad man kan tillade sig, så snart det er Familien Sort?

Hvorom alting er. Jeg ville holde inde med den jublende selvros, hvis jeg var Karen West. Jeg vil egentlig også opfordre hende til at ophøre med at kalde sig selv for »venstreorienteret« og »feminist«. Det holder jo ingen vegne. For i realiteten giver West udtryk for holdninger, der gør hende til et fuldgyldigt medlem af Familien Sort. Det synes jeg hellere at hun skulle forholde sig til. Karen – det er jo ikke ULOVLIGT at være medlem af Familien Sort, vel, man vil bare blive udfordret på argumenter. Hvad siger du til det, Karen? Var det noget? En en diskussion på argumenter?

Men sådan »svarer« man altså sin kønspolitiske diskussionsmodstander i Familien Sort.

Da nogen (mig) gør indvendinger i tråden imod den seksualiserende diskussionsform er svaret blot en yderligere fremturen:
Kaare Rex Thomsen: »Mandfjols kan tage det. Man er SÅ liderlig i den alder <3   «

Jørgen Storm: »Rolig nu Jette, du er ikke i farezonen. I hvert fald ikke når det drejer sig om mænd uden gult armbind og med intakt hørelse................    «

Kaare Rex Thomsen: »Jeg er gået HEN, og fået en lille stivert på......….«

Familien Sort svaret ikke med argumenter, men med de tarveligste og mest slibrige nedgøringer og forsøg på krænkelse.

Ærlig talt. Se at få Jer en diskussionskultur, Familien Sort! Var det ikke noget at forsøge sig med argumenter for en gangs skyld?

Her er hvad Lennart Kiil byder ind med i en tråd hos Mandfjols, hvor der foregår en argumenteret kritik af synspunkter fremsat på MANFO.

Lennart Kiil: »Hvor er jeg dog træt af jeres løgne, jeres manipulation, jeres stråmænd og jeres evindelige uforstand. Må 2013 blive et oplysende år for jer. Og må I få jer andre interesser end at cyberstalke Manfo, Få jer dog et liv«.

Ingen kvalificering af udbruddet overhovedet – det vil sige argumenter for den fremsatte (negative) værdidom. Hvilke løgne? Hvilke stråmænd f.eks.? Længere nede i tråden kommer Lennart igen, men stadig uden at kvalificere sit angreb: »Mandfjols, du er en ynk at læse. Du er nitten år. Du ved ingenting om hverken biologi eller videnskabsteori. Du stiller dig op og gør dig til overdommer over folk, der har arbejdet med videnskab i årevis«.

Faktum er at Mandfjols nu i fem måneder har gjort sig den umage at på et fuldkommen argumenteret grundlag bl.a. pille de antifeministiske tekster, som Lennart Kiil publicerer på MANFO, fra hinanden og eftervise det underliggende kvindehad i dem. Det er jo ufrivilligt komisk at Lennart Kiil benævner dét cyberstalking…  Lennaaaaart, Nikolaj argumenterer altså på sin blog! Han betjener sig ikke af hverken stalking eller tilsvining.

Men i stedet for at kvalificere sin kritik, gør Lennart Kiil den personlig. Han viser hen til Mandfjolsets alder (Du er nitten år. Du ved ingenting) som et udtryk for underlegenhed (= du er ikke en RIGTIG mand (men det er jeg og jeg har arbejdet med videnskab i årevis!)). Host, host. Ja, det kan jo gerne være at Lennart Kiil har arbejdet med videnskab »i årevis«. Men så meget desto mere pinligt er det at han har forstået så lidt.

I stedet for at fremkomme med argumenter imod Mandfjolsets tekstanalyser tyer han ganske lige som sin kone, Camilla Paaske Hjort til aldersdiskrimination som et slet skjult forsøg på at kastrere Mandfjolset og gør ham til et barn uden autoritet. Naturligvis lykkes det jo ikke. Lennart Kiils frustrerede, skingre tone udstiller hans egen underliggende utilstrækkelighedsfølelse – og sådan en mand kan selvsagt ikke kastrere nogen. Men bare det at han prøver… Camilla Paaske Hjort, Jørgen Storm, Karen West, Kaare Rex Thomsen og hvad de ellers hedder kan selvfølgelig heller ikke kastrere Mandfjolset, fordi de selv taler fra så tydeligt et infantilt niveau (»FAR, du er DUM!!!!«). Men igen: Bare det at de prøver.

Sandheden er, at Mandfjols nu i fem måneder med stor humor, stor originalitet, begavelse, og seriøsitet har påtaget sig at gennemgå Lennart Kiils hjernedøde, sexistiske indlæg på MANFO med det formål at blotlægge de underliggende invalide præmisser for dén tænkning. Indlæg på indlæg på indlæg. At han overhovedet har orket det... Manden skulle jo have en medalje! Den afmagt Familien Sort føler sig hensat i og som er helt reel, giver de afløb ved at betjene sig af en primitiv, aggressiv og krænkende adfærd. Dé vil fortælle os at en ung fyr på 19 ikke er nogen mand – fordi han forsvarer den feministiske tænkning. Desværre fortæller de i stedet om sig selv, at de er forkrøblede og langt ude.

Det virkeligt pinlige her er jo ikke at Mandfjolset viser sig at være 19 år. Det virkeligt pinlige er, at en fyr på 19 ene mand(!) har formået at sætte Familien Sort til vægs - så de ikke har nogen andre svar at komme med end en primitiv sexistisk hetz!

Mandfjols har demaskeret Familien Sort!

1 kommentar:

  1. har lagt linket på min væg, så add'er dig lige som ven. :)

    SvarSlet