tirsdag den 15. maj 2012

Føljeton: Dahl, Dell og Mads Christensen

Nå, hvor kom vi fra. Nå jo. Det var det med, at familien Sort er blevet et medlem mindre, fordi Anne Sophia Hermansen har vendt dem ryggen. Altså de er helt oppe at køre i familien, over at hun støtter barselsorlov til mænd og kritiserer dæmonisering af feminister og venstreorienterede… Har man KENDT så galt. Vendekåbe! Men egentlig forstår jeg ikke, hvad de himler sådan op over. Ret beset er det vel ikke mere underligt, at Anne Sophia Hermansen støtter barselsorlov til mænd og taler imod dæmonisering af feminister og venstreorienterede, end at familien Sort themselves i forbindelse med deres støtte til Jørgen Leth går til angreb på racisme og aldersdiskrimination. Jeg mener… protest imod racisme og aldersdiskrimination… dét havde man jo heller ikke ligefrem set komme fra den kant… Havde man vel?

Og en anden ting… nu vi er inde på det med familien Sorts støtte til Jørgen Leth vs. politisk konsekvens. Jeg ved selvfølgelig GODT, at der lige er blevet skiftet syndebuk ud - (fra indvandrere til folk på overførselsindkomster). Men kritikken af muslimernes kvindeundertrykkelse gælder vel stadig, gør den ikke? Og faktisk forstår jeg ikke, hvad forskellen er på danske, veluddannede kvinder, der solidariserer sig glødende med Jørgen Leths erotiske praksis og så kvinder, der af egen fri vilje konverterer til Islam og insisterer på at bære burka.

Men lad os komme videre i teksten. Det vil sige føljetonen. Kapitlet om Ditte Gieses provokation af det mandlige segment med sin skilsmisseklumme, »Midt i livet, midt i lortet«: Åh ja, Henrik Dahl havde såmænd den godhed at kalde mit sidste blogindlæg herligt… eller også var det pragtfuldt… eller vidunderligt… Noget lignende i hvert fald. Ja, han foreslog endog at jeg muligvis var for en genial politisk satiriker at regne (men var også ydmyg nok til åbent at erkende, at han ikke med sikkerhed kunne afgøre det). Ak ja. Så vidt Henrik Dahl. Hans FB-venner er så sandelig en anden snak. Du milde! Smålige FB-venner du har, Henrik.

Nej men hvad ER det med mænd og skilsmisser?

Jeg vil sige det på den måde, at hvis kvinder er kollektivt vrede på mændene over at de lader sig skille… af de grunde, de nu gør (unge koner og tirsdagsbajere), så er det da INTET imod mændenes vrede over kvindernes skilsmisseinitiativer.

Du gode gud!

Den slags svigtede, krænkede, fortørnede vrede, som man finder inde hos Dahlen, hvor folk skælder ud over Ditte Gieses klumme og andre steder i de kønspolitiske debatter på nettet, - giver kvinderne altså ikke udtryk for. Kvinderne ANTYDER højest at mændene måske er en liiiille bitte smule umodne og svaaaget latterligt patetiske (fnis, fnis).

Men det er så også det.

Mændene… de mener jo nærmest, at kvinder bør anbringes på hjul og stejle og piskes til blods med brændende skorpioner.

Så dybt krænkede er de.

Mens jeg lavede research til »Patteprinsen og de skinhellige drager« gik det op for mig, at der findes et helt segment af mænd, der i ramme alvor mener, at skilsmisseraten taler for, at hele den udvikling med velfærdsstaten var et civilisatorisk vildskud og bør rulles tilbage. Virkelig! Det bør være slut med økonomisk opbakning til kvinder, der vil skilles. Kvinder med børn skal ganske enkelt slet ikke KUNNE klare sig økonomisk uden deres mænd.

Hvad mere er: Ifølge dén tankegang gør kvinder det faktisk heller ikke!

For hør her: Opfattelsen er nemlig, at det ER mændenes penge, kvinderne i kraft af velfærdsstatens omfordeling, nyder godt af eksempelvis ved skilsmisse.

Enhver kønspolitisk aktiv mand med respekt for sig selv i dag har således lært sig følgende regnestykke udenad, så han kan sige det stående på et ben i søvne: »En nyfødt dreng giver i løbet af et liv et overskud på 800.000, en nyfødt pige et underskud på 2,5 mill. En nyfødt dreng giver i løbet af et liv et overskud på 800.000, en nyfødt pige et underskud på 2,5 mill. En nyfødt dreng giver i løbet af et liv et overskud på 800.000, en nyfødt pige et underskud på 2,5 mill. En nyfødt dreng giver i løbet af et liv et overskud på 800.000, en nyfødt pige et underskud på 2,5 mill«.

Og så fremdeles.

Og hvis mændene skal slippe slanterne – så skal de også have magten. Magten over de skilsmisselystne kvinder. €#"!!&%€##.

Sådan nogle tanker om, hvordan man kunne få magt over de mænd, der gerne vil være ex, har jeg aldrig hørt kvinder give udtryk for i de kønspolitiske diskussioner på nettet. Derfor kan det da godt være, at de gør det kvinde og kvinde imellem. Det skal jeg ikke kunne sige. Men offentligt gør de i hvert fald ikke.

Det gør mænd.

(Ja, ja - jeg ved hvad I tænker kære læsere: Jamen har de fyre ikke simpelthen RET? Altså hvis nu det ER sådan, at »en nyfødt dreng giver i løbet af et liv et overskud på 800.000, en nyfødt pige et underskud på 2,5 mill«, - hvad er så egentlig modargumentet imod neoliberalisternes antifeministiske rationale? Det er jo Cepos-økonomer og sociologer og den slags veluddannede fyre, der mener dét her. (Ja, og også familien Sorts kvinder for den sags skyld). Har dé mænd ikke ret? Men jeg har også andet at lave end at skrive blogindlæg, så jeg har ikke tid til at fremføre det argument lige nu, I må vente. Indtil da kunne I måske selv prøve, om I kan komme i tanke om grunde til, at rationalet er manipulerende, primitivt, overgribende og asocialt).

Som sagt, så er hr. Dahl jo den pæne mand, der ikke sådan siger noget meget grimt og primitivt ligeud. Uanset hvad han måtte have oplevet i sit personlige liv af alt muligt. Selvfølgelig går hr. Henrik Dahl da ikke som en anden gammeldags patriark ind for at mænd skal have hals og håndsret over kvinder. Ha, ha. Hvor latterligt.

Det er han højt hævet over.

I stedet vil jeg godt bare sætte en kasse øl på højkant til den, der kan få Henrik Dahl til at erklære offentligt, at han går ubetinget ind for at staten understøtter kvinders individuelle frihed igennem den økonomiske fordelingspolitik. Den erklæring tror jeg, man kan komme til at vente længe på! (Ja, jeg kan godt se, at det ligner det der med, at man heeele tiden skal have fat i muslimerne for at få dem til at sige, at de går ind for homoseksuelles rettigheder og afsværger håndsafhugning). Jeg tror for den sags skyld også, at man kan komme til at vente meget, meget længe på at høre f.eks. hr. Martin Aagerup bakke offentligt op om velfærdsstatens økonomiske sikring af kvinders autonomi i tilfælde af skilsmisse… - for MÆNDENES penge, som det jo hedder i den jargon.

Den opfattelse er central i den neoliberale antifeminisme. Også selv om de rigtigt pæææne ikke er begyndt at sige det ligeud. Endnu.

Men få dem til at afsværge synspunktet... det tror jeg ikke, man kan.

Oh well. Det var et sidespring. Egentlig handlede det jo om, hvor hårdt det var for familien Sort for tiden. Ikke? 

Og vi er nået til den arme Mads Christensen, der var nær ved at miste sin ytringsfrihed, bare fordi han kvikkede Dells underlige støvede IT-konference op med tilråb til mænnerne i salen om at unde sig selv en smule velfortjent selvglæde – sådan i lyset af kvindekønnets velkendte konstitutionelle inkompetence. Fed branche I har der ellers. En af de sidste bastioner med en nogenlunde sund og naturlig kønskvotering, IT-branchen. (Henvendt til de (få) fremmødte kvinder): Men hvad f….. laver I her?! Haw, haw, haw. Sække… øøh nej jeg mener kvinder har jo alligevel aldrig bidraget til kulturudviklingen med noget vægtigere end opfindelsen af  kagerullen (sagde Mads til konferencen). Haw, haw, haw. Og sig så »hold kæft kælling«, gutter - sådan hvizzzzlet ud imellem tænderne: »Hold kæffffft kælling«. Og husk at videregive kompetencen til jeres drengebørn derhjemme, ikke gutter? Haw, haw, ha… Hvad… hvad siger I? I er aldrig hjemme… Ikke før børnene er lagt i seng. Og det gør jeres  koner… Nå, eller au pair–pigen. Okay, okay. Nå, men så må I jo indspille et bånd, ikke. Hvor I hvizzzler »hold kæfffft kælling« ud imellem tænderne… Ja, ja og eventuelt også på filippinsk. Og I skal også huske at fortælle dem, at rigtige mænd knalder bevidstløse kvinder. Haw, haw, haw. Den sikreste måde at undgå klager på, gutter og… Øh, hvad siger I? Hvordan man kender forskel på sover og bevidstløs? Jo, altså hvis de snorker har I flyttet puden for tidligt. Ikke? Og ellers er der vel en læge i familien.

Hvor fjolset har dette guddommelige sludder fra vides ganske vist ikke. Kagerullen er opfundet af en fyr ved navn John W. Reed! Men ELLERS kørte det i smør og olie for Dell, Mads Christensen og alle IT-nørderne... Njaaa. Så var der også noget med at den første computerprogrammør for resten hed Ada Lovelace. Og at det var en Grace Hopper, der stod bag udviklingen af compileren, (et transformationsværktøj for programmører). Host, host. Og et par andre små teknologiske landevindinger, som kvinder stod for. Oh well. Men hvor der handles der spildes… som bekendt. Man kan jo heller ikke lave omelet uden at knuse æg… vel? Æg og kvinder.

Men desværre, desværre er det blevet hårdere at være sort, hvilket Mads og Dell straks fik at mærke. Hammeren faldt!

Christiane Vejlø (kendt for sin Elektronista-blog og –program på Radio 24syv) gik i flæsket på blærerøven på sin blog. Og dernæst skrev den dejlige Dorte Toft så uimodståeligt om hele affæren på Bizzen – IT & Business – at både Mads Christensen og Dells danske direktør, Nicolai Moresco måtte på banen og sige undskyld.

Undskyld, undskyld, undskyld. http://www.comon.dk/art/216015/quot-kvinder-skal-holde-kaeft-boern-skal-have-vaaben-og-vi-skal-knalde-bevidstloese-kaellinger-quot)

Christiane og Dorte-must read!: (http://elektronista.dk/kommentar/hvad-var-egentlig-problemet-med-dell-og-blaereroven/) + (http://bizzen.blogs.business.dk/2012/04/22/danmark-som-frizone-for-hold-kaeft-kaelling-fordel/)

Stakkels Mads. Det er fanme ikke let at være menneske. For nu har der ellers været frit slag til at håne kvinder og tale nedsættende og sexistisk om dem i offentligheden igennem hele det sidste årti. Jo mere jo bedre faktisk. Tænk bare på Ole Birk Olesens »Jeg anklager….«, der slår fast at al kultur og civilisation er skabt af mænd og kun bør forvaltes af mænd - som læserne kårede til årets bedste, modigste og mest befriende blogindlæg inde på Damefrokosten. Ja, Mads Christensen selv har jo sågar gjort til sin levevej at tale nedsættende om kvinder! Og nu ligger der pludselig et hus. Tarveligt, tarveligt.

Forresten VAR det overhovedet ikke kvinderne, der blev svinet til, bedyrede Mads Christensen. Overhovedet ikke. Og det har det faktisk ALDRIG været. Vel? Nej for hør her: »Det handlede om den undertrykte mand og at kvinderne er på vej frem. (…) - Hvis de bliver sure over det her, hvordan bliver det så ikke om 20 år, når de sidder på magten? Det lover ikke godt«

Du siger noget, Mads. Det er jo i virkeligheden Christiane og hende der Dorte Toft, der er nogle skide sure, dominerende, undertrykkende madammer, ikke? Med den der ekstremt aggressive kritik, de fremkommer med. Sgu da mandehad. Arj, jeg havde næsten overset det. KÆFT hvor den feministiske propaganda efterhånden siiiver ind alle vegne. Men selvfølgelig er det sådan det er. Alt det med »Hold kæft kælling« og »rigtige mænd knepper bevidstløse kællinger« er jo et selvforsvar. Som Mads siger til BT: »Hvis ikke mændene snart kommer med et modtryk, ender de som et appendiks til verdenshistorien«. (Jeg ville ellers ikke engang have troet, at Mads Christesen kendte verdenshistorien).

Et modtryk... Hvad vi har at gøre med er overhovedet ikke et sexistisk forsøg på at undertrykke og marginalisere kvinder. Det er nemlig KVINDERNE… og ikke mændene, der er aggressor. Hvordan kunne jeg dog overse det? Der er jo tale om et rent selvforsvar fra mændenes side. Et modtryk... »Hold kæft kælling« og »rigtige mænd knepper bevidstløse kællinger« ER jo bare det modtryk…

Men HOV… modtryk… til hvilket tryk? Hvad er det lige nøjagtigt for et tryk kvinderne udøver over for mændene?

Mads Christensen forklarede (i et tidligere interview) at kvinder simpelthen fylder for meget i dagens Danmark: »Kvinden som institution opfører sig som invasive arter som bjørnekloen, knivmuslingen og dræbersneglen. Vi mænd må lave et modtræk for at holde dem nede. Ellers overtager de historien…« 

En invasiv art… Hmmm. Interessant. Mads Christensen må jo opfatte kvinder og mænd som to forskellige arter. Og mene at arten kvinder trænger sig ind i et habitat, hvor den ikke naturligt hører hjemme, imens mændene gør. Den aggression, Mads Christensen taler om at kvinderne har udsat mændene for er slet og ret deres deltagelse i den del af samfundslivet som er uddannelserne og arbejdsmarkedet, hvor de tidligere ikke havde adkomst. De hører egentlig ikke hjemme der, men de deltager alligevel. Dét kræver et modtryk!

Jamen selvfølgelig! Endelig har jeg forstået det.


Mads Christensen, der er ved at komme i den alder, hvor man skal have høvlet af prostata...


(fortsættes)

1 kommentar:

  1. Ha - det giver pludselig mening - selvfølgelig er vi aggressorerne og Tabermandens angreb med romerlys mod 8.marts demonstrationen ren forsvar. Den stakkel, der mener, at staten har ansvaret for, at han ingen kæreste har og "hvad har de egentlig tænkt sig at gøre ved det?".

    Jeg tror ikke, at staten har svaret endnu.

    Men jeg kan da godt se, at det ikke er sjovt for de små hustyranner, der sidder rundt om i de små hjem og ikke længere kan tillade sig at banke kone og børn sådan på daglig basis, når han har haft en dårlig dag på jobbet. Vi er NØDT til at være mere forstående og beskyttende overfor ham - denne uddøende race af små hustyranner. Vi skulle måske oprette små reservater til ham.

    Elsker bare din blog Jette :-)

    SvarSlet