Hvorfor forholde sig til Familien Sort? Del 6

Diskussionen om moderskabets betydning for kvinders liv og valgmuligheder er tilsyneladende blevet revitaliseret. I skrivende stund kører moderskabsdebatten på de høje nagler ude i verden. Der er opstået en fornyet bevidsthed om moderlighed… eller om forældreskab måske snarere… som en særligt kvindelig ting og dermed også et vilkår særligt for kvinder.

Det hele startede egentlig med, at feministernes grand old lady, Erica Jong skrev en kritisk artikel om, at de moderne kvinder pludselig var begyndt at dyrke moderskabet på en fuldkommen backlashagtig måde, der umuliggjorde at de samtidig kunne arbejde og tjene deres egne penge. At moderskabet med andre ord blev administreret på en måde, der samtidig udelukkede kvinderne fra den autonomi og selvrealisering, som feminismen havde anvist som vejen til kvinders frigørelse... og til det ligestillede samfund ikke mindst.

http://politiken.dk/debat/ECE1157280/moderkulten-er-en-byrde/

Ud over at påpege tendensen havde Erica Jong i grunden ingen særlig analyse eller forklaring på fænomenet at tilbyde. Hvorfor valgte kvinderne pludselig en tilgang til moderrollen, der forekom anakronistisk – og i hvert fald reaktionær i forhold til feminismens definition på kvindefrigørelse?

Svaret blæste i vinden.

Herefter blev den fornyede debat af moderskabets betydning i kvinders liv skudt igang af to artikler: »1% Wives Are Helping Kill Feminism and Make the War on Women Possible. - Being a mother isn't a real job -- and the men who run the world know it.« af Elizabeth Wurtzel. Og »Why Women Still Can’t Have It All« af Anne-Marie Slaughter, (der netop har valgt at forlade en topposition i arbejdslivet for at give sine teenagedrenge mere tid).

Elisabeth Wurtzel spørger, om det er foreneligt med feminismens forståelse af frigjorthed og autonomi at lade sig forsørge af en mand og svarer selv med et rungende NEJ. Hendes artikel er ikke mindst et angreb på et segment af kvinder, der i kraft af ægteskabet med velhavende mænd vælger at lade sig forsørge, imens de opskriver deres egen værdi i forhold til kvinder, der arbejder samtidig med at have børn, ved at idealisere moderskabet.

I forhold hertil stiller Anne-Marie Slaughter det foruroligede og komplekse spørgsmål, om det nogen sinde vil ske, at kvinder vender deres børn ryggen på samme ubesværede måde som de mænd, de skal konkurrere imod ude på arbejdsmarkedet gør? Og hvis ikke – er forestillingen om det ligestillede samfund, hvor mænd og kvinder nogenlunde ligeligt deler den politiske og den økonomiske magt, så ikke slet og ret en illusion?

Den danske version af den verserende moderskabsdebat er ikke overraskende i hovedsagen genereret af de borgerlige antifeminister:

Anne Sophia Hermansen havde vrænget hånligt ad noget, hun kaldte »spelt-mødre«, i det meste af to år, uden at nogen havde haft noget at indvende. Ganske vist var det lidt uklart, hvad kategorien egentlig dækkede over i en mere sociologisk forstand, men eftersom alle forstod, at det i hvert fald drejede sig om KVINDER og også at det måtte være nogle relativt priviligerede af slagsen, eftersom de residerede på Østerbro og excellerede i at forlange allehånde urimelige ting af deres mænd så som økohåndmalede forglemmigejer på JUNO–vuggen og den slags, virkede det fuldkommen rimeligt at foragte deres livsstil.

Men så en dag skrev Dennis Nørmark (medlem af Familien Sort) en kritisk kronik imod karrierekvinden Anne Sophia Hermansen til fordel for de børnepassende speltkvinder. 

(http://www.b.dk/kronikker/findes-speltmoedre-i-virkeligheden) Og det ændrede debatlandskabet i et hug! Opmuntret af Nørmarks kronik tog Jane Thoning Callesen, journalist og hjemmegående mor mod til sig og skrev kronikken »En speltmors bekendelser« i Berlingske.

(http://mobil.business.dk/touch/article.pml;jsessionid=FC782CC92F845CB25E6BCFBB331DE029.uw-portal2?guid=18627003):

Hermed var kønsdebattens hjemmemoderfløj nemlig i realiteten etableret… Det startede ellers meget fredeligt, idet Callesen i sin kronik bedyrede: »Det, at jeg dyrker mine børn og begraver næsen dybt i min moderrolle, betyder ikke, at jeg ser ned på dem, der ikke gør. Tværtimod. Jeg har fuld respekt for jer seje kvinder, der jonglerer både karriere og børn«.

Men piben fik hurtigt en anden lyd. På det seneste er flere yngre, veluddannede kvinder således trådt offentligt frem og har fortalt, at de med velberådet hu lægger arbejdslivet på hylden for at gå hjemme og passe deres børn selv. Hvad mere er, så mener de, at deres valg har en principiel gyldighed. Kvinderne gør sig således til fortalere for en kvindeidentitet, der hviler på at blive forsørget af manden, imens man selv passer børnene derhjemme. I den terminologi, som er udviklet til formålet, betegnes disse børn »hjemmebørn« og kvinderne selv »hjemmemødre«/»hjemmemor«. Som debatposition har hjemmemoderen rødder i den borgerlige antifeminismes kønsopfattelse og samfundsforståelse. Og den indledende erklæring om fuld respekt for kvinder, der jonglerer karriere og børn, er for længst fortid.

I skrivende stund er hjemmemorpositionen karakteriseret ved en ganske aggressiv hævdelse af opdelte kønsrollers moralske forrang frem for det, man kunne kalde lønarbejderparrets ideal om at supplere hinanden. Den pt verserende moderskabsdebat er således en væsentlig komponent i den nye kønsrolle til kvinder, som de borgerlige antifeminister er i færd med at køre i stilling.

Lisbet Røge Jensens blog, Moderland er en del af denne trend. Når Røge angriber finansieringen af børnepasningen over skatten, er det netop fordi hun anser, at skattetrykket fratager familierne muligheden for at vælge at leve af mandens indtægt, imens kvinden går derhjemme med børnene.

Eva Agnete Selsing, filosof er en anden fremtrædende fortaler for som veluddannet kvinde at skrotte job og karriere til fordel for ægtefællefinansieret hjemmeliv med børn.

Jane Thoning Callesen stiftede hjemmesiden, »Hjemmeunger.dk - fordi barndommen ikke genudsendes«. Projektet præsenteres således: »Karriere kan fravælges OG genvælges igen senere. Moderskab kan kun fravælges. Jeg har stiftet hjemmeunger.dk, fordi jeg selv savnede en dansk inspirationsportal til stay-at-home-livet. Jeg håber, du vil føle dig velkommen herinde«.

Der er tale om en politiseret moderkult udsprunget af den borgerlige antifeminisme, med Lisbet Røge Jensen og Eva Selsing som chefideologer. Som man vil bemærke, er der allerede udviklet et helt lingo (stay-at-home-livet), der gør livsformen hip.

Hjemmemoderen bliver forstået som en selvrealiserende protestidentitet. Det opfattes som progressivt og oprørsk at definere sig som hjemmemor (jævnfør Lisbet Røge Jensens blog).

Set i et kønspolitisk perspektiv er spørgsmålet selvfølgelig på hvad måde hjemmemoderen kan siges at være en dynamisk, selvrealiserende og kvindefrigørende identitet? Dels fordi kvinden lægger sin arbejdsidentitet fra sig og trækker sig fra arbejdsmarkedet. Og dels fordi det indebærer en økonomisk afhængighed af manden. Der lægges vægt på at sige, at »Karriere kan fravælges OG genvælges igen senere«, men efter f.eks.10 år ude af arbejdsmarkedet ved man jo godt, at dét er en sandhed med modifiationer og da netop i forhold til et karriereperspektiv.

Hvordan argumenterer hjemmemødrene for hjemmemoderen som en progressiv og oprørsk selverealisering? Hvordan bliver det muligt at fremstille identiteten som hjemmemor som en frigjort selvrealisering?

(Fortsættes...)