Hvordan skal man forstå hjemmemoderen som en strategi til selvrealisering?
Man kan sige at de borgerlige antifeministers hjemmemor er et opgør med lønarbejdermoderen, der nærmest opfattes som den kvindeidentitet feministerne har fundet på. Men det giver også antifeministerne et problem. For umiddelbart kan det være svært at få øje på forskellen imellem de borgerlige antifeministers hjemmemor og så 70'erfeministernes hadeobjekt nummer et, husmoderen. (Det bør dog for fuldkommenhedens skyld bemærkes, at såvel kvindebevægelsen som kvindeforskningen hen ad vejen også har forholdt sig positivt undersøgende og anerkendende til husmoderlivsformen, idet man erkendte, at den traditionelle kvindelighed rummede reelt værdifulde træk, som burde nyde respekt og fremme i samfundet). Jane Thoning Callesen søger ikke desto mindre under overskriften »Den hippe husmor«, på sit site, Hjemmeunger.dk at godtgøre, at der netop er en forskel, som gør hjemmemoderen til en mere værdifuld identitet end '50-erhusmoderen: »Det er et aktivt og ofte svært valg, som de tager for at kunne være mødre med stort M. Og det står jo i skarp kontrast til 1950′er-kvinderne, der gik hjemme, bare fordi det var normen dengang«.
Forskellen er med andre ord, at de moderne hjemmemødre er reflekterede og at de har præsteret at træffe et aktivt og svært valg – (hvorimod den hjemmegående '50-erhusmor altså gik hjemme, bare fordi det var normen dengang)… Man må jo forstå, at de hjemmegående husmødre var ureflekterede, uselvstændige, passive, ude af stand til at vælge eller at magte noget svært. Ja, ja - jeg kan ikke dy mig for at bemærke, at længere rækker kvindesolidariteten åbenbart ikke… Men okay. Hjemmemødre er sådan nogle, der succesfuldt har overvundet en modstand og haft mod og styrke til at definere sin identitet på egne præmisser, forstår vi. I kraft af, at den moderne hjemmemor tænker selv og træffer svære valg, tilskrives hun en form for individualitet og suverænitet, som man forestiller sig at '50-erhusmoderen ikke havde. Og det må jo betyde, at de borgerlige antifeminister altså åbenbart deler feministernes klassiske opfattelse af, at selvrealisering er defineret ved størrelser som autonomi, selvstændighed, handlekraft, individualisering, suverænitet etc..
Spørgsmålet er så bare stadigvæk, hvad det er, der gør hjemmemoderen til en progressiv kvindeidentitet i sammenligning med lønarbejdermoderen, hvis progressiv og frigjort vil sige at være et handlende og individualiseret samfundssubjekt – ?
Lad os se på, hvordan Lisbet Røge Jensen i nedenstående uddrag af en programmatisk tekst på Hjemmeunger.dk bærer sig ad med at sætte hjemmemor-identiteten op som noget progressivt i forhold til identiteten som lønarbejdermor. (Bemærk at Lisbet Røge Jensen tager afsæt i en til fortørnelse grænsende undren over kvinder, der efter et år på barselsorlov i sidste ende alligevel unddrager sig livet som hjemmegående ved at vende tilbage til arbejdspladsen):
»Den lange barsel knuselsker de fleste: Man er gravid i ni måneder, hvor man nærmest ikke kan få nok af graviditetsbøger, gravid-gymnastik, gravid-yoga, fødselsforberedelse og feminiserede mænd. Så kommer baby og man skynder sig til babyrytmik og i mødregrupper, hvor man spadserer på café og bruger urimeligt mange penge på kaffe til overpris, og man ammer for guds skyld offentligt og koger i øvrigt kun økologisk grød og purerer selv sin ærtemos. Når der så er gået 10-12 måneder har rigtig mange, forståeligt nok, nået en form for kvalmegrænse i selvsmageri, og kan ikke vente med at komme tilbage til sit lønnede arbejde med voksensnak og en form for ro. I mellemtiden er lille Tut i hvert fald også blevet såååå klar til at komme i institution, for nu kan man bare ikke længere selv underholde ham. Og mor skal have sit liv tilbage. Gå hjemme? Not in a life time! Det er virkelig sært«. (http://hjemmeunger.dk/samfo-en-husmoderlig-skruebraekker/)
Ikke? Overdrive alt helt vildt i det år barselsorloven varer, det vil de - men gå hjemme (ligesom os, hrmpf), det vil de ikke… Hvad f….. er meningen?
Nå.
Det bemærkelsesværdige er jo den deciderede afsmag, hvormed lønarbejdermoderens liv på barselsorlov beskrives. Hvordan kan Lisbet Røge Jensen dog undre sig over, at kvinderne forlader den måde at leve på, når hun selv lige har demonstreret, hvor meget hun ser ned på den? Hvis kvinder møder den form for kollektiv misbilligelse, er det vel ikke så sært, at de skynder sig væk igen, når orloven er forbi, kan man sige. Lisbet Røge Jensen kalder det ligefrem for en kvalmegrænse i selvsmageri. Manden er pludselig blevet feminiseret og altså forkert på en eller anden måde. Amningen (for guds skyld offentligt) underligt urimeligt påtrængende, og alt i forbindelse med graviditeten og yngelplejen ganske irriterende overdrevet.
Hjemmemoderen bliver i første omgang til noget progressivt på baggrund af den massive mængde urimelighed, der (åbenbart) klæber sig til lønarbejdermoderen, uanset hvor man ser hende fra. Alligevel må man jo spørge sig, hvorfor der er denne deciderede afsmag for kvinders måde at leve på, imens de er på barselsorlov? Ja, ja. Beskyldningerne for selvsmageri, feminisering af manden og aggressiv amning er da som taget ud af karrierekvinden Anne Sophia Hermansens blog igennem tiderne. Men hvorfor har Lisbet Røge Jensen de synspunkter… i betragtning af, at hele hendes projekt ellers går ud på at fremhæve livet som hjemmemor som en ligeværdig… eller… nej, faktisk bedre livsform end lønarbejderlivsformen? Det er da underligt!
Lad os se på den indre logik, der ligger til grund for Lisbet Røge Jensens umiddelbart inkonsekvente måde at forholde sig til barselslivet på: Som en konsekvens af den borgerlige antifeminismes dæmonisering og nedskrivning af velfærdsstaten og den offentlige sektor bliver den sociale identitet, disse instanser gør mulig – nemlig lønarbejdermoderen - til noget (åbenbart) lige så frastødende og illegitimt og fordømmelsesværdigt. (For kvinden… vel at mærke).
Eller…. måske er det snarere den anden vej rundt: Autonomi og individualitet er de to ting, det traditionelt har været – og mange steder i verden stadig er - svært for kvinder at udvikle, fordi forpligtelsen på det reproduktive beslaglægger deres ressourcer. Velfærdsstaten har frigjort kvinder fra denne binding og givet dem en historisk set unik mulighed for at opnå autonomi og realisere deres individualitet ved at omsætte personlige evner og anlæg til faglige kvalifikationer på et arbejdsmarked, hvorved de også bliver i stand til at tjene deres egne penge.
Men fordi velfærdsstaten har understøttet og muliggjort kvinders autonomi og selvrealisering, er der også sket det besynderlige, at den i de borgerlige antifeministers bevidsthed nærmest er blevet synonym med »kvindelig autonomi« og »kvinders frigørelse«, således at holdningen til kvinder – eller til kvinders selvstændiggørelse - også bliver holdningen til velfærdsstaten. Man har det med velfærdsstaten som man har det med kvinders autonomi og selvrealisering: en urimelighed, en provokation og en torn i øjet (åbenbart). Kvindehad og hadet til velfærdsstaten er simpelthen blevet to sider af den samme mønt. Det er i kraft af denne logik, at det bliver muligt at fremstille lønarbejdermødres barselsorlov som en decideret modbydelighed.
For måske ligger det nu engang meget dybt i kvinder (som det gør i mennesker i det hele taget…), at gerne ville føle sig som selvstændige, afgrænsede individer med en autonomi. Og måske har kvinder et tilsvarende stærkt indre ønske om en identitet, der hviler på at agere som handlende subjekter i samfundet. Også f.eks. Eva Agnete Selsing og Lisbet Røge Jensen. Nu er den kvindeidentitet, som velfærdsstaten gør mulig, jo imidlertid blevet udråbt til at være afhængig og nassende. Ikke sandt?
Satans også!
Hmmm. Hvordan bærer man sig SÅ ad med at blive et handlende subjekt, der anerkendes for sin individualitet og autonomi?
Den politiserede moderkult, der på det seneste er udsprunget af den borgerlige antifeminisme, med Lisbet Røge Jensen og Eva Selsing som chefideologer, er egentlig logisk, hvis man betragter det som kvinders forsøg på at bringe sig i overensstemmelse med den borgerlige antifeminismes værdinormer – for at opnå at blive anerkendt som legitime samfundsindivider. Et grundlæggende selvmodsigende projekt, da kvinde for de borgerlige antifeminister jo netop VIL sige nogen, der ikke på samme måde som mænd har en individualitet. Så at bekræfte dét – for at opnå individualitet… er jo lidt lige som at gispe efter luft under vandet. Men det forklarer den ambivalens og inkonsekvens hvormed hjemmemødrene forholder sig til lønarbejdermødrenes barselsorlov…
Kvinderne… i dette tilfælde Eva Selsing og Lisbet Røge… prøver simpelthen at finde en eller anden måde alligevel at opnå en identitet som autonome individer på – på trods af, at det egentlig regnes for kvindelighedens modsætning og på trods af, at selvrealiseringen på arbejdsmarkedet lige er blevet erklæret for ugyldig for kvindernes vedkommende (på grund af at ansættelse i den offentlige sektor ikke tæller o.s.v., o.s.v.). Men hvordan gør man? Hvis man modtager noget fra staten, har man jo fortabt enhvert krav på respekt og anerkendelse – tydeligvis. Det er også forkert at ville »det samme« som mænd. Det regnes for feministernes påfund… som hedder »resultatlighed« på antifeministisk og regnes for helt og aldeles forkasteligt. Så det går heller ikke. Mænd og kvinder er jo ikke ens… som det hedder. Nå. Men hvordan bærer man sig ad med at »ville« tilbagetrækningen til hjemmet på en offensiv måde, der samtidig tydeliggør en som individ og handlende subjekt i samfundslivet?
Hmmm.
Hvis nu kvinderne kaster sig ind på mændenes side i kampen imod de samfundsforordninger, der støtter kvinders autonomi og mulighed for selvrealisering på arbejdsmarkedet…. og sådan rigtigt kræver dem fjernet og virkelig insisterer på ikke at ville bruge dem... kunne dét ikke være en måde? Første bud må være, at kvinder frabeder sig enhver form for understøttelse fra samfundet som den største krænkelse af deres værdighed og selvstændighed og… Heureka! Der var den: Fri mig fra Big Mother-omklamring og fra at blive lagt passivt til velfærdsstatens bryst! Den moderne kvindefrigørelses kampråb! Og jo minsanten.
Eva Agnete Selsing og Lisbet Røge har knækket koden! I hvert fald kan de konstatere, at deres kronikker og blogindlæg, hvor de hegler lønarbejderkvinderne igennem med beskyldinger for at lade sig bære frem som forkælede, uansvarlige småpiger på de flittige mænds bekostning, modtages med en strøm af billigende anerkendelser fra fyrene: Klog. Skarp. Intelligent. Velformuleret. Fedt. Spooot ooon. Og… Aaaarjjj. Tænk at blive anerkendt og respekteret SÅ meget for det, man skriver, sine meninger og holdninger, sin analytiske kapacitet. Det må vel nok være en helt fantastisk tilfredsstillende fornemmelse. Ja, en selvrealisering kunne man vel ligefrem kalde det uden at sige for meget. Altså at omsætte de individuelle evner og anlæg (= selv) til en faglighed, der anerkendes af omgivelserne som en værdifuld indsats (= realisering).
Set i dette perspektiv er moderkulten et resultat af de borgerlige antifeministers pres på kvinder. Det har ført til, at kvinderne nu er begyndt selv at tage voldsomt afstand fra den kombination af moderskab og lønarbejderidentitet, velfærdsstaten gør mulig. De skyer associationen med velfærdsstaten som en PEST. Hvilket jo egentlig, den massive propaganda taget i betragtning, ikke er så mærkeligt.
Forklaringen på moderkultens tilsyneladende meget selvmodsigende mistænkeliggørelse af barsels-livsstilen er selvfølgelig, at denne 1-årige periode er på velfærdsstatens præmisser og hvis kvinder vil gøre sig håb om at blive anset for ligeværdige og fuldgyldige samfundsindivider, skal de først formå at frigøre sig fra statens støtte. Det er manddomsprøven… så at sige.
Når hjemmemoderen i modsætning til den udearbejdende mor kan lanceres som en gyldig selvrealisering for kvinder, er det fordi det gøres til en fortælling om en særlig autonomi, der er erobret ved, at man har frigjort sig fra den omklamrende kvindelige big mother–velfærdsstats subsidier – og nu står på egne ben… (Ja, det kaldes det altså at blive forsørget af manden, imens man går hjemme). Og ved at politisere moderskabet tilføres projektet netop dén komponent, som forlener det med aktiv handlen, fremvisning af autonomi og faglig kapacitet. Der appliceres på denne måde såkaldt maskuline kvaliteter til livet som hjemmemor, (og det er derved, at det bliver identitetsskabende) - men uden samtidig at komme i opposition til den borgerlige antifeminisme.
Genialt!
Hjemmemor-identiteten repræsenterer helt enkelt det kunststykke at manøvrere med kvindelig ambition i et felt, hvor kvinders frigørelse regnes for en vederstyggelighed.
(Fortsættes...)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar