Hvorfor forholde sig til Familien Sort ? Del 8.

Okay – den borgerlige antifeminisme er med sit udspring af neoliberalismen udpræget en vinderdiskurs, der bygger på en identifikation med det man kunne kalde de økonomiske magthavere - børsspekulanter og virksomhedsejere. Det er selvfølgelig også det, der gør den tiltrækkende. Hvem vil ikke gerne være på vindernes hold? Og den borgerlige antifeminisme forfægter vindernes sag. Men hvor stiller det egentlig de kvinder, der gerne vil bringe sig i overensstemmelse med den borgerlige antifeminismes værdier for selv at blive værdige til anerkendelse? I det neoliberale antifeministiske værdiunivers er »kvinden« jo definitivt »den anden«, den arbejdskraft, nemlig, der ikke på samme måde som manden evner en konstant og uforstyrret produktivitet (ja, det er naturligvis fuldstændig en myte, at mænd skulle fungere som rene maskiner af stabilitet, for selvfølelig gør de ikke det, men sådan lyder påstanden).

Måske den verserende moderskabsdebat, hvor veluddannede kvinder forlader arbejdsmarkedet for at passe deres børn selv, samtidig med at de angriber lønarbejdermødre for at nasse på fællesskabet (fordi staten – d.v.s. skatteborgerne – »jo« betaler broderparten af udgifterne til daginstitutionerne) og svigte deres afkom, skal ses i dét lys. Det er et forsøg på en kvindelig selvrealisering på den borgerlige antifeminismes paradoksale præmisser. Hvis man lægger mærke til det, har de borgerlige antifeminister stadig et ømt punkt: beskyldningen for kvindehad! De borgerlige antifeminister kan ikke tåle at få ord for kvindehad, fordi det trods alt vil fratage dem legitimitet i offentligheden. Derfor lyder påstanden jo også altid, at deres ideologi skyldes, at de vil forsvare FRIHED. Og ikke at de ser ned på kvinder.

Eva Agnete Selsing og Lisbet Røge Jensen fremstiller begge hjemmemoderen som en oprørsk modstandsidentitet. Og det er ikke mindst i kraft heraf, at hjemmemoderen kommer til at stå som noget kvindefrigørende og offensivt selvdefinerende.

Men hvem er modstanderen?

Tjaaaa. Som bekendt identificerede feministerne jo samfundet og mændene som kvindefrigørelsens modstandere... Men sådan kan de borgerlige antifeminister ikke så godt se på det! Jane Thoning Callesen betoner på Hjemmeunger.dk (med afsæt i sociolog Jannie Kjærs speciale om hjemmegående mødre ved Aalborg Universitet), at det netop ikke er »modstand mod arbejdsmarkedet«, der får de moderne hjemmegående til at vinke jobbet farvel. Der er tale om kvinder med gode uddannelser, som faktisk »har haft en meget aktiv karriere, som de efter lange overvejelser har lagt på hylden for at skabe en bedre balance i deres familieliv. (…) Kvinderne ønsker at få mere tid sammen med deres børn og skabe en rolig hverdag med masser af nærhed, tryghed og fællesskab«.

Nej. Der er ikke noget i vejen med samfundets…. eller nej, arbejdsgivernes… krav til mennesker. Overhovedet ikke! Og mænd… end ikke omtales.

Okay. Men igen: Hvem er så modstanderen? Når nu det ikke er det arbejdsmarked, som kvinderne vælger at forlade. Og når hverken mændene eller den heftige nedrakning af det reproduktive i forhold til produktionen angribes.

Okay – here comes: Andre kvinder selvfølgelig. De kvinder nærmere betegnet, som realiserer den livsform, velfærdsstaten faciliterer – det vil sige kombinationen af moderskab og lønarbejde. Détte er de heroiske hjemmemødres modstandere!

I det ovenstående uddrag (i del 7) af Lisbet Røge Jensens programmatiske tekst på Hjemmeunger.dk etablerer hun netop det modsætningsforhold til »lønarbejderkvinder«, der gør identiteten som forsørget hjemmemor til en oprørsk fremvisning af autentisk individualitet! Livet som hjemmemor bliver med andre ord til noget oprørsk i kraft af forestillingen om, at man rigtigt har fået fortalt lønarbejdermødrene, hvor skabet skal stå - på en BASTA-måde!

Lisbet Røge Jensen etablerer, som jeg allerede viste i sidste afsnit, modsætningsforholdet til lønarbejdermødrene ved at beskrive den barselskultur, de repræsenterer, med den største afsmag (på trods af det faktum, at det sådan set er nøjagtigt det samme, som hjemmemødrene egentlig selv har tænkt sig - bare meget, meget mere). Men hun gør det også ved at udlægge lønarbejdermødrenes tilbagevenden til arbejdsmarkedet efter barselsorloven som en ekstremt afvisende og nedladende gestus vendt imod hjemmelivet med barnet: (»… mor skal have sit liv tilbage. Gå hjemme? Not in a life time!«) Og det behøver jo slet, slet ikke at være sandt! Hvorfor i alverden skulle lønarbejderkvinder, der vender tilbage til deres job efter barselsorloven, dog have en hånlig eller afvisende holdning til det liv, de selv lige har været en del af?

Det savner jo fuldkommen ethvert belæg!

Men det er altså ikke desto mindre herved – ved at tillægge lønarbejdermødrene denne nedladende og aggressive holdning til hjemmemødrene – at Lisbet Røge Jensen etablerer den front, der også konstituerer hjemmemødrene som oprørere og livet i hjemmet som en modstandsform.

Hjemmemødrene skaber fjendebilleder af andre kvinder.  De identificerer andre kvinder som bærerene af den undertrykkelse, kvinder har brug for at frigøre sig fra.

(Fortsættes...)

Uddraget af Lisbet Røge Jensens tekst på Hjemmeunger.dk, som jeg forholder mig til i dete og forrige afsnit:
»Den lange barsel knuselsker de fleste: Man er gravid i ni måneder, hvor man nærmest ikke kan få nok af graviditetsbøger, gravid-gymnastik, gravid-yoga, fødselsforberedelse og feminiserede mænd. Så kommer baby og man skynder sig til babyrytmik og i mødregrupper, hvor man spadserer på café og bruger urimeligt mange penge på kaffe til overpris, og man ammer for guds skyld offentligt og koger i øvrigt kun økologisk grød og purerer selv sin ærtemos. Når der så er gået 10-12 måneder har rigtig mange, forståeligt nok, nået en form for kvalmegrænse i selvsmageri, og kan ikke vente med at komme tilbage til sit lønnede arbejde med voksensnak og en form for ro. I mellemtiden er lille Tut i hvert fald også blevet såååå klar til at komme i institution, for nu kan man bare ikke længere selv underholde ham. Og mor skal have sit liv tilbage. Gå hjemme? Not in a life time! Det er virkelig sært«. (http://hjemmeunger.dk/samfo-en-husmoderlig-skruebraekker/)







                                                                               *