Hvorfor forholde sig til Familien Sort? Del 9.

Som vi så i sidste afsnit hævder de borgerlige antifeministers hjemmemødre, at den kvindeundertrykkelse, de oplever, udgår fra »andre kvinder«. Selv om man måske kan mene at denne opfattelse forekommer noget søgt, er der jo ingen tvivl om, at den frustration, som ligger til grund for at kvinder f.eks. vælger at blive hjemmemødre, er et udtryk for, at der reelt eksisterer et modsætningsforhold imellem den enkelte kvindes behov og så den identitet, samfundet gør mulig.

Lad os se nærmere på, hvordan hjemmemødrene forstår kvinders dilemmaer i forbindelse med selvrealisering – hvilke årsagssammenhænge etablerer de? I det nedenstående uddrag fra programartiklen »Den hippe husmor« på Hjemmeunger.dk udlægger Jane Thoning Callesen det pres og den undertrykkelse, som moderne kvinder er underlagt på følgende måde:

»… valget har en pris. De samfundsmæssige normer hylder nemlig ikke den hjemmegående husmor anno 2012, og mange har ambivalente følelser, fordi de bliver fanget mellem deres eget, inderste ønske om at dedikere sig til familielivet, og presset for at leve op til samfundets forventning om at være selvstændige kvinder, der har karriere og familie på samme tid«.  (Jane Thoning Callesen)  (http://hjemmeunger.dk/den-hippe-husmor/)

Det at være en selvstændige kvinde, der har karriere og familie på samme tid - er samfundets forventning. Imens det at dedikere sig til familielivet er kvindernes eget, inderste ønske.

Kvindernes ægte behov er m.a.o., at dedikere sig til hjemmelivet, imens selvstændighed og karriere og familie på samme tid, er et undertrykkende krav og pres, som kvinderne bliver påført udefra af omgivelserne.

Hjemmemødrene opfatter slet og ret kvinders ønske om at realisere deres individuelle evner og anlæg igennem udannelse og arbejde, som falsk bevidsthed. Ambitioner i arbejdslivet er en falsk selvrealisering.

Ifølge hjemmemødrene er kvinder altså undertrykt af, at de samfundsmæssige normer ikke hylder den hjemmegående husmor og af, at de forhindres i at kunne følge deres autentiske behov for at dedikere sig til familielivet, fordi samfundet forventer af dem, at de skal have et arbejdsliv og familie på samme tid.

Virker det som en logisk og sammenhængende forståelse?

Lad os se på det: Ud fra denne logik består kvindens autentiske frigørelse jo i at dedikere sig til hjemmelivet ved at frigøre sig fra den (påduttede) ambition om at realisere sine individuelle potentialer i arbejdslivet. 

Men alligevel taler hjemmemødrene mærkeligt nok også om en »valgets pris« - selv når kvinden har taget skridtet til at blive hjemmemor og egentlig skulle formodes at leve i overensstemmelse med sit eget inderste. Hvad skyldes det, at ligningen åbenbart alligevel ikke går op?

Man bør måske hæfte sig ved Jane Thoning Callesens ordvalg i teksten!

Om det kvinden gør: dedikere (sig til familielivet).

Om den samfundsmæssige status, der ønskes knyttet til kvindens dedikation til familielivet: hyldest.

Brugen af ord som dedikation og hyldest afslører, at der knytter sig et stærkt anstrøg af idealisering… eller rettere behov for idealisering… til identiteten som hjemmemor. Og netop dét sladrer om, at hele ræsonnementet måske i virkeligheden bygger på en løgn. Det behov for idealisering, som ret åbent lige pludselig gøres gældende – midt inde i selveste lykkelivet som hjemmemor – viser jo, at der er noget som varetagelsen af omsorgsarbejdet alligevel ikke formår at opfylde for kvinden. For kvinden har åbenbart et behov for at blive set og anerkendt som et værdifuldt samfundsindivid og det behov stikker hovedet frem, som en frustration, kvinderne oplever ved at gå derhjemme hos ungerne, imens manden arbejder og tjener pengene.

Jane Thoning Callesens reflektioner afslører, at hjemmekvinderne kæmper med det underskud af status, som hører med til rollen. Den hjemmegående husmor og hjemmemoderen er fælles om at have intimsfæren som sin aktionsradius. Fordi der mangler en samfundsmæssig dimension, er det ikke en social identitet at være husmor og hjemmemor.

Hjemmemødrene vil gerne benægte, at det udgør et problem for kvinder ikke at deltage fuldgyldigt i samfundslivet på lige fod med mænd, men noget tyder jo på, at det slet og ret ikke passer, når det kommer til stykket. Heller ikke for dé hjemmemødre, der påstår det. …

Man bør måske opholde sig ved påstanden om, at hjemmemødrenes frustration skyldes, at samfundet ikke hylder dem... som det hedder – fordi den implicitte påstand jo er, at problemet vil være løst den dag, det lykkes at få samfundet til at hylde hjemmemødre…

Egentlig forestiller jeg mig, at alle Familien Sorts mænd med den største glæde ville stille sig op på rad og række og brøøøle i kor,  at de totalt går ind for at hylde kvinder, der lægger arbejdslivet på hylden for familien… Ja, faktisk HAR de allerede gjort præcis det... ved den måde de både hyldede og hylder Jane Thoning Callesen, Eva Agnete Selsing og Lise Røge Jensen og alle de andre kvinder, der fører hjemmemordebatten. Men sagen er jo, at der er tale om en principerklæring: Ja, selvfølgelig bør I hjemmemødre da hyldes, for den helt fantastisk rigtige og vigtige og værdifulde handling det er, at lægge arbejdslivet til side for at gå derhjemme hos børnene… Men som vi jo vil huske, hævder de borgerlige antifeminister et værdihieraki, hvor det produktive tilskrives en kæmpe stor kulturel værdi, imens de reproduktive funktioners betydning totalt underkendes. Den borgerlige antifeminisme er et politisk projekt, der opskriver betydningen af det (mandligt) produktive på baggrund af nedskrivningen af det (kvindeligt) reproduktive. Og hvordan kan fyrene så samtidig tilbyde en kulturel opskrivning af kvindernes indsats i hjemmet? (På anden måde naturligvis end ved som den nyligt afdøde skibsreder A.P. Møller gjorde, at sende konen en ugentlig blomsterbuket fra Bering som en tak for indsatsen,  (også selv om han var bortrejst, så huskede han altid at bestille den i forvejen). Hvor sandsynligt er det lige, at der vil opstå samfundsmæssige normer, der hylder den hjemmegående husmor - i en samfundsorden, hvis værdihieraki simpelthen bygger på, at det mandligt produktive bliver idealiseret på baggrund af nedskrivningen af det kvindeligt reproduktive?

Nej vel? 

(fortsættes...)

MANFO angriber Mandfjolset - er Lennart Kiil klog eller dum?

Nejjjj, nu har MANFO minsanten også opdaget Mandfjolset.

(Mandfjols' adresse på nettet: http://mandfjols.blogspot.dk/http://mandfjols.blogspot.dk/)

Jamen dog uha. MANFObestyrer Lennart Kiil går sandelig til heftigt frontalangreb, ser jeg.
Inde på selve bloggen:
»Mon ikke dine to læsere er ligelade med layoutet. Fortæl i stedet lidt om dig selv. Hvad er dit opbyggelige projekt. Vil du andet og mere end bare at kritisere en anden blog på internettet?
Bedste hilsner,
Lennart«

Og denne hånlige opdatering på MANFOs fb-side:
»Så er der minsandten en eller anden, der har oprettet en blog bare for at "analysere" MANFO. Jamen dog!«

Hvorfor mener Lennart Kiil så, at Mandfjols er en dårlig blog? En blog bare for at "analysere" MANFO. Hvor latterligt … siger MANFO – som jo selv er grundlagt med det erklærede mål bare at overvåge KVINFO dag og nat(?) Jamen dog, hvilket nådesløst klarsyn, når det gælder om at identificere mindreværdighed!

Okay, Lennart Kiil mener åbenbart, at Mandfjols bliver til en ubetydelighed af at beskæftige sig med  MANFO. Men det må jo også betyde, at Lennart Kiil opfatter MANFO som en ubetydelighed. For ellers ville det jo bare gøre Mandfjols til en relevant og interessant blog, at den skrev om MANFO. ... Brrr. Forvirrende…. Eller…. nej, egentlig ikke. For Lennart Kiil har jo fuldkommen ret: Det er da komplet patetisk at anlægge en blog i protest imod KVINFOs blotte eksistens med det ene formål at finde så meget som muligt, man kan brokke sig over. Tænk også at lave en blog og kalde den MANFO, for at gøre opmærksom på, at man føler sig blodigt forfordelt som mand, fordi der findes noget, der hedder KVINFO - altså KVIN(de)FO… ikke? Fordi så skal der tiværtifæl osse være en MANFO bare NÅ.

Ja, Lennart. Du har helt ret: Hvor småt kan det blive? Først følte manfødderne sig vanvittigt krænkede af nytårsartiklen i KVINFOs webmagasin, om året der gik i et kønspolitisk perspektiv – hvor Breivik blev omtalt som antifeminist. Det måtte betyde, mente genierne på MANFO, (eller der er måske kun dig, Lennart?) at KVINFO i virkeligheden beskyldte alle mænd i Danmark, der hadede feminister, for at være psykopatiske massemordere… Så vanvittig var vreden, at nogen foreslog at sende »en fuld Breivik« imod KVINFO. Mage til svineri at mistænkeliggøre gode feministhadende danske mænd på den måde. Ikke sandt? Men i sidste øjeblik valgte man alligevel at nøjes med en officiel klage til Ligestillingsministeren over KVINFO, som man ville forlange straks blev frataget alle bevillinger. (Klagen er vistnok stadig under behandling).

KVINFOs sidste grove krænkelse af maskulin (selv)retfærdighedsfølelse, som MANFO/Lennart Kiil mente burde føre til KVINFOs omgående lukning var – hold på sut og hat og briller: At KVINFOs webterminal med links til artikler om køn i alverdens internationale medier blandt andet indeholdt et link til en samtale imellem to psykologer om kønsroller og mandepsykologi på Huffington Post :
(http://www.huffingtonpost.com/2012/06/25/ken-corbett-and-mark-oconnell-bullying_n_1630426.html)

MANFO afslørede harmdirrende skandalen under følgende overskrift: »KVINFO beklager: far og søn danser ikke nok sammen ved bryllupper.« Og fortsatte nede i brødteksten: »Der er ingen græn­ser for, hvil­ke ab­sur­di­te­ter man kan læse om på KV­IN­FO«, hvorpå fulgte citater fra artiklen på Huffington Post.

Og MANFO fortsatte: »Ingen kom­men­ta­rer her­fra. Or­de­ne fra KV­IN­FO taler for sig selv.« (Anderledes sagt: For helvede mand, det er jo lige ved at man taber pikken, når man læser den slags… BØSSEÆVL…  Bvadr. Danse med sin far ved bryllupper…). »Måske skul­le KV­IN­FO over­ve­je at få nyt slo­gan “KV­IN­FO: Vi spre­der per­ver­si­te­ter for 30 mil­li­o­ner kro­ner om året” Og tror du ikke på, at KV­IN­FO skri­ver så mær­ke­li­ge ting? Følg selv lin­ket her eller se do­ku­men­ta­tio­nen her­un­der«. (Og tror du mådke ikke på at MANFO skriver så skudt ind igennem hovedet ting, så følg selv lin­ket her eller se do­ku­men­ta­tio­nen her­un­der: http://www.manfo.dk/node/177)

Og på MANFOs fb-væg:
Lennart Kiil: Den slags marginalt ævl må de bruge deres egne penge og deres egen fritid på. Jeg kan ærligt talt ikke se, hvorfor skatteyderne skal betale for at den slags vrøvl udbredes i Danmark.

Ja, ikke? Og dette på grund af et link i et webmagasin til en artikel om kønsroller på nettet. Jo, jo. Selvfølgelig kan jeg da godt se, at det er… idiotisk… at MANFO tilskriver KVINFO ansvaret for indholdet i den umådelige mængde af artikler omhandlende køn, som man linker til... Og selvfølgelig er det jo helt indlysende latterligt at himle op over, hvor mange skattekroner monstro et link til en artikel i Huffington Post kan koste - og forlange bixen lukket med den begrundelse. Lennart har ret. Ingen normale mennesker kan virkelig tage den slags alvorligt. Men... at det er Lennart Kiil af alle, der gør opmærksom på, at MANFO–bloggen sgudda er for dum til at blive taget alvorligt af normalt tænkende mennesker, er bare frygteligt forvirrende.

Hvad er sandheden om Lennart Kiil? Er Lennart dum (fordi han skriver alt det latterlige lort, der står på MANFO)? Eller er Lennart klog (fordi han påpeger, at det der står på MANFO er noget latterligt lort)?

At jeg ikke er den eneste, der stiller mig selv dét spørgsmål, gik op for mig, da jeg forleden faldt over en tråd inde på Lennarts fb-væg, hvor en herre ved navn Ole Nørskov blandede sig i en verserende diskussion, fordi han gik og undrede sig over Lennarts generelt underligt uvederheftige og fejlbehæftede kønspolitiske tænkning.

Jeg ved ikke, hvor Ole Nørskov kender Lennart Kiil fra. Men jeg synes, det kunne se ud som om, han muligvis har været Lennarts lærer på journalistuddannelsen. Også fordi Lennart ikke turde afbryde forbindelsen på samme aggressive måde som han plejer, når han ikke kan klare sig i diskussioner på fb, nemlig ved at beskylde den anden for at være afsindigt grov og true med at unfriende personen, hvis ikke denne straks holder op med at argumentere. Her siger Lennart som man vil se i stedet, at han altså har alllllt for travlt til at kunne svare og farvel, farvel. 

Læs Ole Nørskovs undren over det, han kun kan opfatte som urimelighed og mangel på indre sammenhæng i Lennart Kiils kønspolitiske tænkning:

Ole Nørskov: En ting som generelt virker underligt på mig i forhold til mange af de ting du skriver, Lennart, er at du synes at mene (ret mig hvis jeg tager fejl) at der findes en 'naturlighed' - en 'urform' - i forholdet mellem manden og kvinden og i samfundet generelt, som vi på en eller anden måde har forvildet os væk fra og skal tilbage til. Det er så ganske vist ikke den urform man ville finde hos urmennesket, hvor børnene voksede op i en pærevælling store og små samlet i en grad så de sikkert knap har vidst hvem der var deres søskende, og hvor man har delt (næsten) alt mellem sig - men en 'urform' der er sammenstykket af lige dele Jung, Freud, Danmark i 50'erne, Friedman mm. Jeg ville jo nok anfægte, at der overhovedet FINDES en naturlighed at vende tilbage til - og jeg vil da i særklasse anfægte at den naturlighed du har stykket sammen af intellektuelt vraggods og romantisme skulle være den eneste gyldige. Det undrer mig også, at du synes at mene (ret mig hvis jeg tager fejl), at det at kvinder klarer sig godt i dag på mange fronter skyldes fejl i vores samfundsopbygning - fejl som vi skal lave om på - mens det at mænd klarede sig bedre før skyldes den føromtalte "naturlighed". Det er jo rent sludder - undskyld. Der var ikkemere naturlighed over Danmark i 50'erne, end der er i dag eller vil være om 100 år.
19. juli kl. 11:06 · Synes godt omSynes ikke godt om længere

Lennart Kiil: Ole, kernefamilien går faktisk langt tilbage. Man har fundet "parceller" helt tilbage til den tidlige stenalder.
Men det er nu ikke mit ærinde at idealisere det liv, de levede dengang.
Jeg kan konstatere at kernefamilien er en relativ stabil form, der i de fleste tilfælde skabe velfungerende mennesker. Alternativet er enlige mødre med skiftende partnere. Det giver knapt så velfungerende mennesker.
19. juli kl. 11:16 ·

Ole Nørskov: Mit indspark var nu ikke tænkt som et angreb på kernefamilien, men på hele din livsopfattelse :-)
19. juli kl. 11:19 ·

Lennart Kiil: Ole, ok. Men så meget tid har jeg desværre ikke i dag ;)
19. juli kl. 11:21 ·

Som Ole Nørskov ellers indleder diskussionen højere op i tråden med at sige: »Lennart, for s...., slå nu hjernen til«. Men desværre ser det ud til, at Lennart Kiil ikke har andet end decideret dumme undskyldninger at slå til, når han bliver stillet knivskarpe, revevante spørgsmål til sin kønspolitiske tænkning. Men hvis Lennart er dum – som en hel del jo tyder på, at han er -  hvordan kan han så samtidig være i stand til at sige, at MANFO er dum? Og at det er tåbeligt at forfremme et eneste begrænset fænomen til verdens undergang (som f.eks. KVINFO).
Måske er det bare endnu et udtryk for dumhed, når man ikke kan overskue, hvad der er konsekvenserne af sine egne udmeldinger? Eller anderledes sagt: At man er inkonsekvent. Lennart Kiil føler sig fri til at argumentere på alle mulige forskellige måder imod de ting, han ikke kan lide, fordi han slet ikke opdager sine egne inkonsekvenser og selvmodsigelser.

Og for nu at vende tilbage til forsøget på at nedgøre Mandfjolset... der, som vi ved, jo kun er sat i verden for at analysere MANFO: Ups, det viser sig sørmer at bloggen også beskæftiger sig med antifeminisme alle mulige andre steder end lige på MANFO.dk.. Mandfjols er overhovedet ikke oprettet bare for at "analysere" MANFO...

Læs f.eks. dette indlæg, der tager Lars Hedebo Olsens klumme i lørdagens Politiken under kyndig behandling (for ja, Hedebos klumme er ved gud også som taget direkte ud af Hjælp min kone er skidesur eller Herre i eget hus...): http://mandfjols.blogspot.dk/2012/07/mnd-skal-stvsuge-og-kbe-ind.html

Uha, Lennart. Præmisserne for at underkende Mandfjolset smuldrer vist, hvad? Nu er der kun den tilbage med, at du mener at vide, bloggen kun har latterlige to læsere... (I grel modsætning til de 112 personer, der i skrivende stund liker MANFO inde på fb...). ... Pas for himlens skyld på, at du ikke kommer til aktivere linket. Så falder den præmis helt sikket også...

Hvorfor forholde sig til Familien Sort ? Del 8.

Okay – den borgerlige antifeminisme er med sit udspring af neoliberalismen udpræget en vinderdiskurs, der bygger på en identifikation med det man kunne kalde de økonomiske magthavere - børsspekulanter og virksomhedsejere. Det er selvfølgelig også det, der gør den tiltrækkende. Hvem vil ikke gerne være på vindernes hold? Og den borgerlige antifeminisme forfægter vindernes sag. Men hvor stiller det egentlig de kvinder, der gerne vil bringe sig i overensstemmelse med den borgerlige antifeminismes værdier for selv at blive værdige til anerkendelse? I det neoliberale antifeministiske værdiunivers er »kvinden« jo definitivt »den anden«, den arbejdskraft, nemlig, der ikke på samme måde som manden evner en konstant og uforstyrret produktivitet (ja, det er naturligvis fuldstændig en myte, at mænd skulle fungere som rene maskiner af stabilitet, for selvfølelig gør de ikke det, men sådan lyder påstanden).

Måske den verserende moderskabsdebat, hvor veluddannede kvinder forlader arbejdsmarkedet for at passe deres børn selv, samtidig med at de angriber lønarbejdermødre for at nasse på fællesskabet (fordi staten – d.v.s. skatteborgerne – »jo« betaler broderparten af udgifterne til daginstitutionerne) og svigte deres afkom, skal ses i dét lys. Det er et forsøg på en kvindelig selvrealisering på den borgerlige antifeminismes paradoksale præmisser. Hvis man lægger mærke til det, har de borgerlige antifeminister stadig et ømt punkt: beskyldningen for kvindehad! De borgerlige antifeminister kan ikke tåle at få ord for kvindehad, fordi det trods alt vil fratage dem legitimitet i offentligheden. Derfor lyder påstanden jo også altid, at deres ideologi skyldes, at de vil forsvare FRIHED. Og ikke at de ser ned på kvinder.

Eva Agnete Selsing og Lisbet Røge Jensen fremstiller begge hjemmemoderen som en oprørsk modstandsidentitet. Og det er ikke mindst i kraft heraf, at hjemmemoderen kommer til at stå som noget kvindefrigørende og offensivt selvdefinerende.

Men hvem er modstanderen?

Tjaaaa. Som bekendt identificerede feministerne jo samfundet og mændene som kvindefrigørelsens modstandere... Men sådan kan de borgerlige antifeminister ikke så godt se på det! Jane Thoning Callesen betoner på Hjemmeunger.dk (med afsæt i sociolog Jannie Kjærs speciale om hjemmegående mødre ved Aalborg Universitet), at det netop ikke er »modstand mod arbejdsmarkedet«, der får de moderne hjemmegående til at vinke jobbet farvel. Der er tale om kvinder med gode uddannelser, som faktisk »har haft en meget aktiv karriere, som de efter lange overvejelser har lagt på hylden for at skabe en bedre balance i deres familieliv. (…) Kvinderne ønsker at få mere tid sammen med deres børn og skabe en rolig hverdag med masser af nærhed, tryghed og fællesskab«.

Nej. Der er ikke noget i vejen med samfundets…. eller nej, arbejdsgivernes… krav til mennesker. Overhovedet ikke! Og mænd… end ikke omtales.

Okay. Men igen: Hvem er så modstanderen? Når nu det ikke er det arbejdsmarked, som kvinderne vælger at forlade. Og når hverken mændene eller den heftige nedrakning af det reproduktive i forhold til produktionen angribes.

Okay – here comes: Andre kvinder selvfølgelig. De kvinder nærmere betegnet, som realiserer den livsform, velfærdsstaten faciliterer – det vil sige kombinationen af moderskab og lønarbejde. Détte er de heroiske hjemmemødres modstandere!

I det ovenstående uddrag (i del 7) af Lisbet Røge Jensens programmatiske tekst på Hjemmeunger.dk etablerer hun netop det modsætningsforhold til »lønarbejderkvinder«, der gør identiteten som forsørget hjemmemor til en oprørsk fremvisning af autentisk individualitet! Livet som hjemmemor bliver med andre ord til noget oprørsk i kraft af forestillingen om, at man rigtigt har fået fortalt lønarbejdermødrene, hvor skabet skal stå - på en BASTA-måde!

Lisbet Røge Jensen etablerer, som jeg allerede viste i sidste afsnit, modsætningsforholdet til lønarbejdermødrene ved at beskrive den barselskultur, de repræsenterer, med den største afsmag (på trods af det faktum, at det sådan set er nøjagtigt det samme, som hjemmemødrene egentlig selv har tænkt sig - bare meget, meget mere). Men hun gør det også ved at udlægge lønarbejdermødrenes tilbagevenden til arbejdsmarkedet efter barselsorloven som en ekstremt afvisende og nedladende gestus vendt imod hjemmelivet med barnet: (»… mor skal have sit liv tilbage. Gå hjemme? Not in a life time!«) Og det behøver jo slet, slet ikke at være sandt! Hvorfor i alverden skulle lønarbejderkvinder, der vender tilbage til deres job efter barselsorloven, dog have en hånlig eller afvisende holdning til det liv, de selv lige har været en del af?

Det savner jo fuldkommen ethvert belæg!

Men det er altså ikke desto mindre herved – ved at tillægge lønarbejdermødrene denne nedladende og aggressive holdning til hjemmemødrene – at Lisbet Røge Jensen etablerer den front, der også konstituerer hjemmemødrene som oprørere og livet i hjemmet som en modstandsform.

Hjemmemødrene skaber fjendebilleder af andre kvinder.  De identificerer andre kvinder som bærerene af den undertrykkelse, kvinder har brug for at frigøre sig fra.

(Fortsættes...)

Uddraget af Lisbet Røge Jensens tekst på Hjemmeunger.dk, som jeg forholder mig til i dete og forrige afsnit:
»Den lange barsel knuselsker de fleste: Man er gravid i ni måneder, hvor man nærmest ikke kan få nok af graviditetsbøger, gravid-gymnastik, gravid-yoga, fødselsforberedelse og feminiserede mænd. Så kommer baby og man skynder sig til babyrytmik og i mødregrupper, hvor man spadserer på café og bruger urimeligt mange penge på kaffe til overpris, og man ammer for guds skyld offentligt og koger i øvrigt kun økologisk grød og purerer selv sin ærtemos. Når der så er gået 10-12 måneder har rigtig mange, forståeligt nok, nået en form for kvalmegrænse i selvsmageri, og kan ikke vente med at komme tilbage til sit lønnede arbejde med voksensnak og en form for ro. I mellemtiden er lille Tut i hvert fald også blevet såååå klar til at komme i institution, for nu kan man bare ikke længere selv underholde ham. Og mor skal have sit liv tilbage. Gå hjemme? Not in a life time! Det er virkelig sært«. (http://hjemmeunger.dk/samfo-en-husmoderlig-skruebraekker/)







                                                                               *

Hvorfor forholde sig til Familien Sort? Del 7

Hvordan skal man forstå hjemmemoderen som en strategi til selvrealisering?

Man kan sige at de borgerlige antifeministers hjemmemor er et opgør med lønarbejdermoderen, der nærmest opfattes som den kvindeidentitet feministerne har fundet på. Men det giver også antifeministerne et problem. For umiddelbart kan det være svært at få øje på forskellen imellem de borgerlige antifeministers hjemmemor og så 70'erfeministernes hadeobjekt nummer et, husmoderen. (Det bør dog for fuldkommenhedens skyld bemærkes, at såvel kvindebevægelsen som kvindeforskningen hen ad vejen også har forholdt sig positivt undersøgende og anerkendende til husmoderlivsformen, idet man erkendte, at den traditionelle kvindelighed rummede reelt værdifulde træk, som burde nyde respekt og fremme i samfundet). Jane Thoning Callesen søger ikke desto mindre under overskriften »Den hippe husmor«, på sit site, Hjemmeunger.dk at godtgøre, at der netop er en forskel, som gør hjemmemoderen til en mere værdifuld identitet end '50-erhusmoderen: »Det er et aktivt og ofte svært valg, som de tager for at kunne være mødre med stort M. Og det står jo i skarp kontrast til 1950′er-kvinderne, der gik hjemme, bare fordi det var normen dengang«.

Forskellen er med andre ord, at de moderne hjemmemødre er reflekterede og at de har præsteret at træffe et aktivt og svært valg – (hvorimod den hjemmegående '50-erhusmor altså gik hjemme, bare fordi det var normen dengang)… Man må jo forstå, at de hjemmegående husmødre var ureflekterede, uselvstændige, passive, ude af stand til at vælge eller at magte noget svært. Ja, ja - jeg kan ikke dy mig for at bemærke, at længere rækker kvindesolidariteten åbenbart ikke… Men okay. Hjemmemødre er sådan nogle, der succesfuldt har overvundet en modstand og haft mod og styrke til at definere sin identitet på egne præmisser, forstår vi. I kraft af, at den moderne hjemmemor tænker selv og træffer svære valg, tilskrives hun en form for individualitet og suverænitet, som man forestiller sig at '50-erhusmoderen ikke havde. Og det må jo betyde, at de borgerlige antifeminister altså åbenbart deler feministernes klassiske opfattelse af, at selvrealisering er defineret ved størrelser som autonomi, selvstændighed, handlekraft, individualisering, suverænitet etc..

Spørgsmålet er så bare stadigvæk, hvad det er, der gør hjemmemoderen til en progressiv kvindeidentitet i sammenligning med lønarbejdermoderen, hvis progressiv og frigjort vil sige at være et handlende og individualiseret samfundssubjekt – ?

Lad os se på, hvordan Lisbet Røge Jensen i nedenstående uddrag af en programmatisk tekst på Hjemmeunger.dk bærer sig ad med at sætte hjemmemor-identiteten op som noget progressivt i forhold til identiteten som lønarbejdermor. (Bemærk at Lisbet Røge Jensen tager afsæt i en til fortørnelse grænsende undren over kvinder, der efter et år på barselsorlov i sidste ende alligevel unddrager sig livet som hjemmegående ved at vende tilbage til arbejdspladsen):

»Den lange barsel knuselsker de fleste: Man er gravid i ni måneder, hvor man nærmest ikke kan få nok af graviditetsbøger, gravid-gymnastik, gravid-yoga, fødselsforberedelse og feminiserede mænd. Så kommer baby og man skynder sig til babyrytmik og i mødregrupper, hvor man spadserer på café og bruger urimeligt mange penge på kaffe til overpris, og man ammer for guds skyld offentligt og koger i øvrigt kun økologisk grød og purerer selv sin ærtemos. Når der så er gået 10-12 måneder har rigtig mange, forståeligt nok, nået en form for kvalmegrænse i selvsmageri, og kan ikke vente med at komme tilbage til sit lønnede arbejde med voksensnak og en form for ro. I mellemtiden er lille Tut i hvert fald også blevet såååå klar til at komme i institution, for nu kan man bare ikke længere selv underholde ham. Og mor skal have sit liv tilbage. Gå hjemme? Not in a life time! Det er virkelig sært«. (http://hjemmeunger.dk/samfo-en-husmoderlig-skruebraekker/)

Ikke? Overdrive alt helt vildt i det år barselsorloven varer, det vil de - men gå hjemme (ligesom os, hrmpf), det vil de ikke… Hvad f….. er meningen?

Nå.

Det bemærkelsesværdige er jo den deciderede afsmag, hvormed lønarbejdermoderens liv på barselsorlov beskrives. Hvordan kan Lisbet Røge Jensen dog undre sig over, at kvinderne forlader den måde at leve på, når hun selv lige har demonstreret, hvor meget hun ser ned på den? Hvis kvinder møder den form for kollektiv misbilligelse, er det vel ikke så sært, at de skynder sig væk igen, når orloven er forbi, kan man sige. Lisbet Røge Jensen kalder det ligefrem for en kvalmegrænse i selvsmageri. Manden er pludselig blevet feminiseret og altså forkert på en eller anden måde. Amningen (for guds skyld offentligt) underligt urimeligt påtrængende, og alt i forbindelse med graviditeten og yngelplejen ganske irriterende overdrevet.

Hjemmemoderen bliver i første omgang til noget progressivt på baggrund af den massive mængde urimelighed, der (åbenbart) klæber sig til lønarbejdermoderen, uanset hvor man ser hende fra. Alligevel må man jo spørge sig, hvorfor der er denne deciderede afsmag for kvinders måde at leve på, imens de er på barselsorlov? Ja, ja. Beskyldningerne for selvsmageri, feminisering af manden og aggressiv amning er da som taget ud af karrierekvinden Anne Sophia Hermansens blog igennem tiderne. Men hvorfor har Lisbet Røge Jensen de synspunkter… i betragtning af, at hele hendes projekt ellers går ud på at fremhæve livet som hjemmemor som en ligeværdig… eller… nej, faktisk bedre livsform end lønarbejderlivsformen? Det er da underligt!

Lad os se på den indre logik, der ligger til grund for Lisbet Røge Jensens umiddelbart inkonsekvente måde at forholde sig til barselslivet på: Som en konsekvens af den borgerlige antifeminismes dæmonisering og nedskrivning af velfærdsstaten og den offentlige sektor bliver den sociale identitet, disse instanser gør mulig – nemlig lønarbejdermoderen - til noget (åbenbart) lige så frastødende og illegitimt og fordømmelsesværdigt. (For kvinden… vel at mærke).

Eller…. måske er det snarere den anden vej rundt: Autonomi og individualitet er de to ting, det traditionelt har været – og mange steder i verden stadig er - svært for kvinder at udvikle, fordi forpligtelsen på det reproduktive beslaglægger deres ressourcer. Velfærdsstaten har frigjort kvinder fra denne binding og givet dem en historisk set unik mulighed for at opnå autonomi og realisere deres individualitet ved at omsætte personlige evner og anlæg til faglige kvalifikationer på et arbejdsmarked, hvorved de også bliver i stand til at tjene deres egne penge.

Men fordi velfærdsstaten har understøttet og muliggjort kvinders autonomi og selvrealisering, er der også sket det besynderlige, at den i de borgerlige antifeministers bevidsthed nærmest er blevet synonym med »kvindelig autonomi« og »kvinders frigørelse«, således at holdningen til kvinder – eller til kvinders selvstændiggørelse - også bliver holdningen til velfærdsstaten. Man har det med velfærdsstaten som man har det med kvinders autonomi og selvrealisering: en urimelighed, en provokation og en torn i øjet (åbenbart). Kvindehad og hadet til velfærdsstaten er simpelthen blevet to sider af den samme mønt. Det er i kraft af denne logik, at det bliver muligt at fremstille lønarbejdermødres barselsorlov som en decideret modbydelighed.

For måske ligger det nu engang meget dybt i kvinder (som det gør i mennesker i det hele taget…), at gerne ville føle sig som selvstændige, afgrænsede individer med en autonomi. Og måske har kvinder et tilsvarende stærkt indre ønske om en identitet, der hviler på at agere som handlende subjekter i samfundet. Også f.eks. Eva Agnete Selsing og Lisbet Røge Jensen. Nu er den kvindeidentitet, som velfærdsstaten gør mulig, jo imidlertid blevet udråbt til at være afhængig og nassende. Ikke sandt?

Satans også!

Hmmm. Hvordan bærer man sig SÅ ad med at blive et handlende subjekt, der anerkendes for sin individualitet og autonomi? 

Den politiserede moderkult, der på det seneste er udsprunget af den borgerlige antifeminisme, med Lisbet Røge Jensen og Eva Selsing som chefideologer, er egentlig logisk, hvis man betragter det som kvinders forsøg på at bringe sig i overensstemmelse med den borgerlige antifeminismes værdinormer – for at opnå at blive anerkendt som legitime samfundsindivider.  Et grundlæggende selvmodsigende projekt, da kvinde for de borgerlige antifeminister jo netop VIL sige nogen, der ikke på samme måde som mænd har en individualitet. Så at bekræfte dét – for at opnå individualitet… er jo lidt lige som at gispe efter luft under vandet. Men det forklarer den ambivalens og inkonsekvens hvormed hjemmemødrene forholder sig til lønarbejdermødrenes barselsorlov…

Kvinderne… i dette tilfælde Eva Selsing og Lisbet Røge… prøver simpelthen at finde en eller anden måde alligevel at opnå en identitet som autonome individer på – på trods af, at det egentlig regnes for kvindelighedens modsætning og på trods af, at selvrealiseringen på arbejdsmarkedet lige er blevet erklæret for ugyldig for kvindernes vedkommende (på grund af at ansættelse i den offentlige sektor ikke tæller o.s.v., o.s.v.). Men hvordan gør man? Hvis man modtager noget fra staten, har man jo fortabt enhvert krav på respekt og anerkendelse – tydeligvis. Det er også forkert at ville »det samme« som mænd. Det regnes for feministernes påfund… som hedder »resultatlighed« på antifeministisk og regnes for helt og aldeles forkasteligt. Så det går heller ikke. Mænd og kvinder er jo ikke ens… som det hedder. Nå. Men hvordan bærer man sig ad med at »ville« tilbagetrækningen til hjemmet på en offensiv måde, der samtidig tydeliggør en som individ og handlende subjekt i samfundslivet?

Hmmm.

Hvis nu kvinderne kaster sig ind på mændenes side i kampen imod de samfundsforordninger, der støtter kvinders autonomi og mulighed for selvrealisering på arbejdsmarkedet…. og sådan rigtigt kræver dem fjernet og virkelig insisterer på ikke at ville bruge dem... kunne dét ikke være en måde? Første bud må være, at kvinder frabeder sig enhver form for understøttelse fra samfundet som den største krænkelse af deres værdighed og selvstændighed og… Heureka! Der var den: Fri mig fra Big Mother-omklamring og fra at blive lagt passivt til velfærdsstatens bryst! Den moderne kvindefrigørelses kampråb! Og jo minsanten.

Eva Agnete Selsing og Lisbet Røge har knækket koden! I hvert fald kan de konstatere, at deres kronikker og blogindlæg, hvor de hegler lønarbejderkvinderne igennem med beskyldinger for at lade sig bære frem som forkælede, uansvarlige småpiger på de flittige mænds bekostning, modtages med en strøm af billigende anerkendelser fra fyrene: Klog. Skarp. Intelligent. Velformuleret. Fedt. Spooot ooon. Og… Aaaarjjj. Tænk at blive anerkendt og respekteret SÅ meget for det, man skriver, sine meninger og holdninger, sin analytiske kapacitet. Det må vel nok være en helt fantastisk tilfredsstillende fornemmelse. Ja, en selvrealisering kunne man vel ligefrem kalde det uden at sige for meget. Altså at omsætte de individuelle evner og anlæg (= selv) til en faglighed, der anerkendes af omgivelserne som en værdifuld indsats (= realisering).

Set i dette perspektiv er moderkulten et resultat af de borgerlige antifeministers pres på kvinder. Det har ført til, at kvinderne nu er begyndt selv at tage voldsomt afstand fra den kombination af moderskab og lønarbejderidentitet, velfærdsstaten gør mulig. De skyer associationen med velfærdsstaten som en PEST. Hvilket jo egentlig, den massive propaganda taget i betragtning, ikke er så mærkeligt.

Forklaringen på moderkultens tilsyneladende meget selvmodsigende mistænkeliggørelse af barsels-livsstilen er selvfølgelig, at denne 1-årige periode er på velfærdsstatens præmisser og hvis kvinder vil gøre sig håb om at blive anset for ligeværdige og fuldgyldige samfundsindivider, skal de først formå at frigøre sig fra statens støtte. Det er manddomsprøven… så at sige.

Når hjemmemoderen i modsætning til den udearbejdende mor kan lanceres som en gyldig selvrealisering for kvinder, er det fordi det gøres til en fortælling om en særlig autonomi, der er erobret ved, at man har frigjort sig fra den omklamrende kvindelige big mother–velfærdsstats subsidier – og nu står på egne ben… (Ja, det kaldes det altså at blive forsørget af manden, imens man går hjemme). Og ved at politisere moderskabet tilføres projektet netop dén komponent, som forlener det med aktiv handlen, fremvisning af autonomi og faglig kapacitet. Der appliceres på denne måde såkaldt maskuline kvaliteter til livet som hjemmemor, (og det er derved, at det bliver identitetsskabende) - men uden samtidig at komme i opposition til den borgerlige antifeminisme.

Genialt!

Hjemmemor-identiteten repræsenterer helt enkelt det kunststykke at manøvrere med kvindelig ambition i et felt, hvor kvinders frigørelse regnes for en vederstyggelighed.

(Fortsættes...)

Hvorfor forholde sig til Familien Sort? Del 6

Diskussionen om moderskabets betydning for kvinders liv og valgmuligheder er tilsyneladende blevet revitaliseret. I skrivende stund kører moderskabsdebatten på de høje nagler ude i verden. Der er opstået en fornyet bevidsthed om moderlighed… eller om forældreskab måske snarere… som en særligt kvindelig ting og dermed også et vilkår særligt for kvinder.

Det hele startede egentlig med, at feministernes grand old lady, Erica Jong skrev en kritisk artikel om, at de moderne kvinder pludselig var begyndt at dyrke moderskabet på en fuldkommen backlashagtig måde, der umuliggjorde at de samtidig kunne arbejde og tjene deres egne penge. At moderskabet med andre ord blev administreret på en måde, der samtidig udelukkede kvinderne fra den autonomi og selvrealisering, som feminismen havde anvist som vejen til kvinders frigørelse... og til det ligestillede samfund ikke mindst.

http://politiken.dk/debat/ECE1157280/moderkulten-er-en-byrde/

Ud over at påpege tendensen havde Erica Jong i grunden ingen særlig analyse eller forklaring på fænomenet at tilbyde. Hvorfor valgte kvinderne pludselig en tilgang til moderrollen, der forekom anakronistisk – og i hvert fald reaktionær i forhold til feminismens definition på kvindefrigørelse?

Svaret blæste i vinden.

Herefter blev den fornyede debat af moderskabets betydning i kvinders liv skudt igang af to artikler: »1% Wives Are Helping Kill Feminism and Make the War on Women Possible. - Being a mother isn't a real job -- and the men who run the world know it.« af Elizabeth Wurtzel. Og »Why Women Still Can’t Have It All« af Anne-Marie Slaughter, (der netop har valgt at forlade en topposition i arbejdslivet for at give sine teenagedrenge mere tid).

Elisabeth Wurtzel spørger, om det er foreneligt med feminismens forståelse af frigjorthed og autonomi at lade sig forsørge af en mand og svarer selv med et rungende NEJ. Hendes artikel er ikke mindst et angreb på et segment af kvinder, der i kraft af ægteskabet med velhavende mænd vælger at lade sig forsørge, imens de opskriver deres egen værdi i forhold til kvinder, der arbejder samtidig med at have børn, ved at idealisere moderskabet.

I forhold hertil stiller Anne-Marie Slaughter det foruroligede og komplekse spørgsmål, om det nogen sinde vil ske, at kvinder vender deres børn ryggen på samme ubesværede måde som de mænd, de skal konkurrere imod ude på arbejdsmarkedet gør? Og hvis ikke – er forestillingen om det ligestillede samfund, hvor mænd og kvinder nogenlunde ligeligt deler den politiske og den økonomiske magt, så ikke slet og ret en illusion?

Den danske version af den verserende moderskabsdebat er ikke overraskende i hovedsagen genereret af de borgerlige antifeminister:

Anne Sophia Hermansen havde vrænget hånligt ad noget, hun kaldte »spelt-mødre«, i det meste af to år, uden at nogen havde haft noget at indvende. Ganske vist var det lidt uklart, hvad kategorien egentlig dækkede over i en mere sociologisk forstand, men eftersom alle forstod, at det i hvert fald drejede sig om KVINDER og også at det måtte være nogle relativt priviligerede af slagsen, eftersom de residerede på Østerbro og excellerede i at forlange allehånde urimelige ting af deres mænd så som økohåndmalede forglemmigejer på JUNO–vuggen og den slags, virkede det fuldkommen rimeligt at foragte deres livsstil.

Men så en dag skrev Dennis Nørmark (medlem af Familien Sort) en kritisk kronik imod karrierekvinden Anne Sophia Hermansen til fordel for de børnepassende speltkvinder. 

(http://www.b.dk/kronikker/findes-speltmoedre-i-virkeligheden) Og det ændrede debatlandskabet i et hug! Opmuntret af Nørmarks kronik tog Jane Thoning Callesen, journalist og hjemmegående mor mod til sig og skrev kronikken »En speltmors bekendelser« i Berlingske.

(http://mobil.business.dk/touch/article.pml;jsessionid=FC782CC92F845CB25E6BCFBB331DE029.uw-portal2?guid=18627003):

Hermed var kønsdebattens hjemmemoderfløj nemlig i realiteten etableret… Det startede ellers meget fredeligt, idet Callesen i sin kronik bedyrede: »Det, at jeg dyrker mine børn og begraver næsen dybt i min moderrolle, betyder ikke, at jeg ser ned på dem, der ikke gør. Tværtimod. Jeg har fuld respekt for jer seje kvinder, der jonglerer både karriere og børn«.

Men piben fik hurtigt en anden lyd. På det seneste er flere yngre, veluddannede kvinder således trådt offentligt frem og har fortalt, at de med velberådet hu lægger arbejdslivet på hylden for at gå hjemme og passe deres børn selv. Hvad mere er, så mener de, at deres valg har en principiel gyldighed. Kvinderne gør sig således til fortalere for en kvindeidentitet, der hviler på at blive forsørget af manden, imens man selv passer børnene derhjemme. I den terminologi, som er udviklet til formålet, betegnes disse børn »hjemmebørn« og kvinderne selv »hjemmemødre«/»hjemmemor«. Som debatposition har hjemmemoderen rødder i den borgerlige antifeminismes kønsopfattelse og samfundsforståelse. Og den indledende erklæring om fuld respekt for kvinder, der jonglerer karriere og børn, er for længst fortid.

I skrivende stund er hjemmemorpositionen karakteriseret ved en ganske aggressiv hævdelse af opdelte kønsrollers moralske forrang frem for det, man kunne kalde lønarbejderparrets ideal om at supplere hinanden. Den pt verserende moderskabsdebat er således en væsentlig komponent i den nye kønsrolle til kvinder, som de borgerlige antifeminister er i færd med at køre i stilling.

Lisbet Røge Jensens blog, Moderland er en del af denne trend. Når Røge angriber finansieringen af børnepasningen over skatten, er det netop fordi hun anser, at skattetrykket fratager familierne muligheden for at vælge at leve af mandens indtægt, imens kvinden går derhjemme med børnene.

Eva Agnete Selsing, filosof er en anden fremtrædende fortaler for som veluddannet kvinde at skrotte job og karriere til fordel for ægtefællefinansieret hjemmeliv med børn.

Jane Thoning Callesen stiftede hjemmesiden, »Hjemmeunger.dk - fordi barndommen ikke genudsendes«. Projektet præsenteres således: »Karriere kan fravælges OG genvælges igen senere. Moderskab kan kun fravælges. Jeg har stiftet hjemmeunger.dk, fordi jeg selv savnede en dansk inspirationsportal til stay-at-home-livet. Jeg håber, du vil føle dig velkommen herinde«.

Der er tale om en politiseret moderkult udsprunget af den borgerlige antifeminisme, med Lisbet Røge Jensen og Eva Selsing som chefideologer. Som man vil bemærke, er der allerede udviklet et helt lingo (stay-at-home-livet), der gør livsformen hip.

Hjemmemoderen bliver forstået som en selvrealiserende protestidentitet. Det opfattes som progressivt og oprørsk at definere sig som hjemmemor (jævnfør Lisbet Røge Jensens blog).

Set i et kønspolitisk perspektiv er spørgsmålet selvfølgelig på hvad måde hjemmemoderen kan siges at være en dynamisk, selvrealiserende og kvindefrigørende identitet? Dels fordi kvinden lægger sin arbejdsidentitet fra sig og trækker sig fra arbejdsmarkedet. Og dels fordi det indebærer en økonomisk afhængighed af manden. Der lægges vægt på at sige, at »Karriere kan fravælges OG genvælges igen senere«, men efter f.eks.10 år ude af arbejdsmarkedet ved man jo godt, at dét er en sandhed med modifiationer og da netop i forhold til et karriereperspektiv.

Hvordan argumenterer hjemmemødrene for hjemmemoderen som en progressiv og oprørsk selverealisering? Hvordan bliver det muligt at fremstille identiteten som hjemmemor som en frigjort selvrealisering?

(Fortsættes...)

Hvorfor forholde sig til Familien Sort? Del 5.

Vi nærmer os så småt dér, hvor det virkelig brænder på i sommerens kønspolitiske føljeton. Galskaben er ikke kun galskab. Der er også en mening med galskaben - en politisk agenda. Den borgerlige antifeminisme er i færd med at køre en ny kønsrolle til kvinder i stilling.

Om kvinder da skal hjem til kødgryderne, spørger I? Nej, nej. Ikke helt. Selv om det snerper. Det er en mere subtil ændring end som så, der er ved at ske, men nok så gennemgribende alligevel.

Før sommerføljetonen går videre med at se på ændringerne i den kvindelige kønsrolle, bringer vi for de særligt interesserede et illustrativt eksempel på den analyse, de borgerlige antifeminister lægger til grund for at betragte kvinder med lønarbejde i den offentlige sektor – (i nedenstående eksempel, pædagoger) - som snyltere på mænd i kraft af alliancen med velfærdsstaten.

Debattøren reflekterer over, hvad der monstro gør det til en federe fidus for kvinderne at udføre omsorgsarbejdet som lønarbejde betalt af det mandlige, skattebetalende kollektiv frem for i hjemmet finansieret af ægtefællens indtægt. (Og nu ikke noget med at sige, at det gider jeg sgu ikke at læse, bare fordi det virker fuldkommen langt ude at kalde skatteindbetalinger for mænds penge – (som om kvinder ikke betaler skat….) eller fordi man måske synes, at det er en komplet oldnordisk opfattelse, at anse omsorg for kvinders særlige bestemmelse – og så ovenikøbet kalde det for en »fidus«. Sagen er jo, at en anerkendt meningsdanner som Henrik Dahl, gør nøjagtigt de samme opfattelser og rationaler gældende i sin samfundsdebat. Det er et kvindebillede og en samfundsopfattelse, der bliver forfægtet i ramme alvor og på mange niveauer.

Skrevet af Bekymret Borger 72 dage siden - Direkte link

Der er selvfølgelig ingen fidus i det samfundsøkonomisk, men der er indtil flere fiduser i det fra pædagogens side. Hun kan nemlig forestille sig at hun er en smart, selvstændig karrierekvinde. Realiteten er selvfølgelig at hun stadig laver det samme arbejde som kvinder altid har gjort, og at hendes løn stadig i sidste ende stammer fra mænd, men det dulmer hendes svage ego at det er mindre åbenlyst at det forholder sig sådan. En anden fordel ligger i den måde hun får sine penge på. Kvinder er ikke i stand til at forsørge sig selv, eller i hvert fald er de ikke i stand til at forsørge sig selv med den livsstil som de ønsker. Det betyder at de er nødt til at søge økonomisk støtte enten fra staten eller fra individuelle mænd. Staten har haft held til at overbevise kvinderne om at den stiller mindre krav end en individuel mand ville gøre, og at det derfor bedre kan betale sig for dem at forhandle med den end med mænd individuelt. Jeg tvivler personligt på at det er rigtigt, men det afgørende er at kvinderne tror det. Fra statens side er der den fidus at den nu har overtaget kontrollen med kvinder og børn fra mænd. Hvad de har tænkt sig at bruge den magt til ved jeg ikke, men der ingen ende på de diabolske formål man kan forestille sig).

Og her! I får også lige et eksempel på et debatindlæg, der argumenterer for at fjerne kravene om ligebehandling af arbejdskraften, så kvinderne kan arbejde på dårligere løn og ansættelsesvilkår som kompensation over for arbejdsgiverne for, at ansvaret for yngelplejen gør dem til en mindre attraktiv arbejdskraft end mændene.

                     Måske bør gravide kunne fyres?

Ind­sendt af Mat­hi­as den 30-5-2012
Li­ge­be­hand­lings­lo­ven og bar­sels­lo­ven yder gravi­de og ny­bag­te mødre en sær­lig be­skyt­tel­se på ar­bejds­mar­ke­det og med fuld ri­me­lig­hed vil mange mene. Imid­ler­tid er det re­le­vant at spør­ge om, den nu­væ­ren­de lov­giv­ning ikke bare be­skyt­ter nogle få, men stil­ler det store fler­tal kvin­der rin­ge­re?

Hvor­for skul­le en virk­som­hed an­sæt­te en kvin­de i den fø­de­dyg­ti­ge alder, hvis de kunne an­sæt­te en kva­li­fi­ce­ret mand, når kvin­den kan på­fø­re virk­som­he­den store pro­ble­mer, hvis hun bli­ver gravid?

Kvin­ders mu­lig­he­der ram­mes

Fak­tum er, om man vil det eller ej, at en gravid me­d­ar­bej­der kan re­sul­te­re i gan­ske be­ty­de­li­ge om­kost­nin­ger. Virk­som­he­den skal hyre en vikar og vi­ka­ren skal læres op. Yder­me­re har den op­rin­de­li­ge me­d­ar­bej­der krav på at få sit job til­ba­ge efter bar­se­len og skul­le virk­som­he­den få brug for at skære ned, så er det i prak­sis næ­sten umu­ligt at fyre den gravi­de.

In­ten­tio­ner­ne bag lov­giv­nin­gen kan na­tur­lig­vis være for­skel­lig­ar­te­de, men hvis et af må­le­ne er at få flere kvin­der ind på ar­bejds­mar­ke­det kan den virke mod sin in­ten­tion. Den med­føl­gen­de li­ge­løns­lov fra­ta­ger til­med kvin­der­ne mu­lig­he­den for at gøre sig at­trak­ti­ve ved at ac­cep­te­re en la­ve­re løn som kom­pen­sa­tion for den hø­je­re ri­si­ko for ar­bejds­gi­ve­ren. Der­med sik­res den per­ver­se in­ci­ta­ments­struk­tur desvær­re to­talt.

Bar­sel ko­ster små virk­som­he­der livet

Jeg med­gi­ver, at dette of­test er li­ge­gyl­digt i det of­fent­li­ge, men for det pri­va­te er­hvervs­liv gæl­der den samme luksus ikke og små nystar­te­de virk­som­hed vil i prak­sis ofte ikke have råd til at have folk på bar­sel. En gravid ansat kan sim­pelt­hen koste virk­som­he­den livet, hvil­ket for ek­sem­pel den lille virk­som­hed Delta ECM måtte sande. Da en kunde gjor­de en ansat gravid, og der­ef­ter op­sag­de kon­trak­ten, måtte virk­som­he­den skære ned og fyre den an­sat­te. Lands­ret­ten vur­de­re­de, at der var tale om en urets­mæs­sig fy­ring og virk­som­he­den gik kon­kurs på grund af er­stat­nings­kra­vet.

Til­sva­ren­de har en række af­gø­rel­ser af sager sendt samme ut­ve­ty­di­ge sig­nal om, at kvin­der i den fø­de­dyg­ti­ge alder bør man holde sig fra. Jeg spurg­te en suc­ces­fuld ung iværk­sæt­ter jeg ken­der om, hvil­ke tan­ker han havde gjort sig. Han ryste­de på ho­ve­d­et og sagde så, at han ikke kunne drøm­me om at an­sæt­te en kvin­de, sådan som reg­ler­ne er nu. Mon han er den ene­ste?

Lov­giv­ning fjer­ner flek­si­bi­li­tet på ar­bejds­mar­ke­det

Pa­ra­doksalt nok an­er­ken­der Dan­mark pro­blem­stil­lin­gen på andre punk­ter. En af ho­ve­d­i­de­er­ne i vores, af mange, høj­tag­te­de ”Fle­xi­curi­ty­mo­del” er netop, at hvis det er let for en virk­som­hed at af­ske­di­ge, så vil det til­sva­ren­de være let­te­re for virk­som­he­den at an­sæt­te. For tiden frem­hæ­ves netop dette punkt ofte som noget de kri­se­ram­te sy­d­eu­ro­pæ­i­ske lande kunne tage ved lære af. I flere af disse lande gør de lange op­si­gel­ses­vars­ler og det ri­gi­de ar­bejds­mar­ked det så be­svær­ligt at komme af med folk i en kri­se­tid, at unge men­ne­sker al­drig bli­ver ansat i før­ste om­gang.

Så alt imens Sy­d­eu­ro­pa gæld­sæt­ter sig yder­li­ge­re, kunne vi pas­sen­de kaste et kri­tisk blik på kon­se­kven­ser­ne af li­ge­be­hand­lings­lo­ven. Som med så meget anden lov­giv­ning i Dan­mark er det på tide at få en debat om re­sul­ta­ter­ne af denne frem for in­ten­tio­ner­ne bag.



Fra  Manfo.dk

(Fortsættes...)

Hvorfor forholde sig til Familien Sort? Del 4.

De borgerlige antifeminister betragter kvinder som andenrangs samfundsborgere. I »Hvorfor forholde sig til Familien Sort? Del 2« så man et eksempel på, hvordan meningsdanneren Henrik Dahl skriver om kvinder som andenrangs samfundsborgere og som bærere af andenrangs akademisk kultur. I dagens afsnit af den kønspolitiske sommerføljeton fortsætter jeg med at præsentere nogle af Familien Sorts menige medlemmer. I nedenstående facebooktråd forfægter en hr. Bo Nake den borgerlige antifeminismes typiske holdning til kvinders fødedygtighed. Ikke overraskende er en yngre kvinde, Tina Hummelgaard Nielsen – uenig med ham.

Bo Nake har kort forinden kaldt litteraturforskeren Benjamin Boysen, hvis kønspolitiske holdninger byder ham imod, for »en plat kælling og intellektuel smatso« (et eksempel forresten på, hvordan, der stilles spørgsmålstegn ved mænds maskulinitet, hvis de giver udtryk for kvindesolidariske synspunkter) og dernæst bedyret, at han ikke er kusseforskrækket, men at »et hul er et hul, uanset om det sidder på ryggen af en havnearbejder«.

Tråden er illustrativ i forhold til bloggens emne på tre måder.

1) Man bliver præsenteret for den typiske række af argumenter, den borgerlige antifeminisme lægger til grund for ikke at tilkende kvinders medborgerskab samme legitimitet og suverænitet som mænds. Vi ser med andre ord det rationale i anvendelse, der lægges til grund for en generel opfattelse af kvinder som andenrangs samfundsborgere…

2) Man bliver præsenteret for de borgerlige antifeministers brug af kvindefjendske fordomme i diskussionerne, når de føler sig pressede. Først beskylder Bo Nake den unge kvinde for at betjene sig af en overgeneralisering, som det reelt er ham selv, der er fremkommet med - og kalder hendes argumentation for feminint irrationel og umulig at diskutere med. Da dette ikke er tilstrækkeligt til at trænge Tina Hummelgaard Nielsen i defensiven, går Bo Nake over til at betjene sig af direkte krænkelser.

3) Og til sidst i tråden kommer en yngre fyr – (Kim Hvid Johnsen, endnu en typisk repræsentant for de menige borgerlige antifeminister) pludselig sin kønsfælle til undsætning, idet han uden nogen form for belæg gentager og derved sanktionerer Bo Nakes tidligere fremsatte beskyldning imod Tina Hummelgaard Nielsen for at betjene sig af mindreværdigt sludrende, kvindeligt »snik snak«, der fanger de rationelle mænd i et klæbrigt spind. (Det er selvfølgelig også meget bedre end den virkelige grund – at Bo Nake nemlig var komplet hjælpeløs over for Tina Hummelgaard Nielsens fastholdte konsekvens i diskussionen).

Kim Johnsen, viser det sig, forfægter inde på sin facebookside den samme opfattelse af kvinder og moderskab som Bo Nake.

Bo Nake: Tidligere klarede kvinder som enkeltpersoner på samme præmisser som mænd. Men siden har de krævet kollektivistiske fordele, f.eks. køn over kompetence. - Man kan også se problemet som et familieproblm og ikke et kønsspecifikt. Fra at være en ressource er familien blevet forvandlet til en belastning for samfundet.
I går kl. 11:10 · Synes godt omSynes ikke godt om længere

Tina Hummelgaard Nielsen: Bestyrelser er de facto en mandeverden, og kvinder klarer sig IKKE på lige vilkår.... Der er sket en samfundsmæssig udvikling; hvor man, for ikke at høre til bærmen, som der sparkes ihærdigt ned på, er "tvunget" til to indtægter. Jeg mener mange er blevet gidsler i et gældsfængsel. Her opfatter jeg faktisk børnene som de store ofre. I en travl børnefamilie, med institionaliserede børn.... hvor meget reel voksenkontakt har disse børn så i dagens løb?
Jeg kunne godt frygte og tro at Ole Birk Olesen er et af disse understimulerede børn. Hans empati, respekt og forståelse for det modsatte køn er i al fald ikke synderligt veludviklet.
Jeg mener kvindernes entré på arbejdsmarkedet har medført store problemer...kønskampen værende et af dem. For den er unuanceret, og beror i øjeblikket på den fejlopfattelse at mænd og kvinder ER ligestillede og opfattes ligeværdigt....det er desværre langt fra tilfældet. At der så er skrigeballoner der vil lave en modsat forfordeling af mænd, er der ingen undskyldning for. Men kønsdebatten og ligestilling er stadig en væsentlig debat, der har stor relevans. Hvem siger det er kvinderne der skal til kødgryderne.... ;o)

I går kl. 12:51 · Synes godt omSynes ikke godt om længere

Bo Nake: Det er ganske rigtigt, at børnene i dag må bære underskudet. Tidligere var det ofte kvinder. Men er det noget fremskridt. Vil kvinder have unger eller et job? De vil have begge dele, og så vil de også gerne pumpe staten. Derfor giver kvinder over et livsløb staten et stort underskud.
I går kl. 13:32 · Synes godt omSynes ikke godt om længere

Tina Hummelgaard Nielsen: Vil mænd have unger eller job? Livsformen kan kritiseres, men hvis det ene køn skal stigmatiseres som udgiftbærende for samfundet, så viser det tydeligt mig at du ikke anser kvinder som ligeværdige/lige kvalificerede. Du vinkler det på kvindekønnet alene....trist. Er det kvinder der pumper staten...eller er det familier? Hvem styrer økonomien og hvad der "pumpes" Pumper enlige fædre staten, eller er det kun forbeholdt enlige mødre? Jeg synes det er noget chauvanistisk vrøvl du skriver.
I går kl. 13:38 · Synes godt omSynes ikke godt om længere

Bo Nake: Det er Velfærdskommissionens tal. En nyfødt dreng giver i løbet af et liv et overskud på 800.000, en nyfødt pige et underskud på 2,5 mill. Christen Sørensen ( socialdemokrat ) har været inde på det samme. Jeg har ikke alene vinklet på kvindekønnet, men nu er det altså kvinder, der føder, og de må gerne sige nej.
I går kl. 13:40 · Synes godt omSynes ikke godt om længere

Tina Hummelgaard Nielsen: Hvordan ser det ud med ligeløn? Betaler kvinder mindre i skat. da deres indtægt er lavere? Gælder ophold på fødselsgange, barsel osv med? Har kvinderne flere barns sygedage, omsorgsdage etc....fordi kønsrollefordelingen lever i bedste velgående. Selvfølgelig kan kvinder sige nej...det kan og må mænd også. Men hvilke skatteindtægter skal så betale for samfundets udgifter. Holde hjulene i gang og sikre væksten osv. Vi kan også forbeholde det for rige kvinder at få børn...eller nogen der forsørges af deres mand. Du kan komme med nok så fine nøgletal. Du opfatter kvinden som problemet...og der er faktisk to køn. Mener stadig de fleste børn fødes i familier og ikke af singler. Nå ja...der er jo også en hovedvægt af kvinder der tager videregående uddannelser. Det er dyrt, men det postuleres, fra alle politiske partier, som værende essentielt for samfundet at vi uddanner os. Skam få kvinder....

I går kl. 14:26 · Synes godt omSynes ikke godt om længere ·  1

Bo Nake: Du interesserer dig jo slet ikke for diskussionem. Når jeg giver informationer, fejer du dem til side, og fyrer en række konfuse spørgsmål af. - De, der tjener mest, betaler også mest i skat. - Med at sige nej mente jeg at sige nej til graviditet. - I øvrigt kan du ikke bare sige kvinder en bloc. En del kvinder yder mere, end de modtager. Men det er ikke nødvendigvis dem med de længste uddannelser. - Værdien af uddannelse er helt afhængig af hvilken uddannelse. Etc., etc.
for 23 timer siden · Synes godt omSynes ikke godt om længere

Tina Hummelgaard Nielsen: ‎Bo Nake, Jeg stiller (konfuse?) spørgsmål.... Hvilke omkostninger der medregnes som henholdvis kvindeskabte og mandeskabte; er da i denne diskussion, hvor du fremdrager velfærdskommissionens tal, ikke konfust... men betimelige spørgsmål!? Mænd kan, som jeg skrev tidligere, også sige nej...til kvinders graviditet (eller er "egoismen" i det også kun på kvinders side?) Jeg skal da gerne specificere, for jeg kan se jeg kan have udtrykt mig uklart, at flere kvinder end mænd tager lange uddannelser. Er det et gode eller en bekostning? Og er det medregnet i tallene? Hvorfor er der stadig ikke ligeløn? Hvis vel og mærke kvinders arbejde er lige så meget værd som mænds? Derudover mener jeg ikke at have udtrykt mig en bloc…. Jeg mærker mig dog, at du ikke svarer på ét eneste af mine spørgsmål. Spørgsmålet er vel snarere, om det er dig eller mig der er konfus? Men vil du svare mig, Bo Nake? Jeg interesserer mig faktisk for diskussionen...!
for 20 timer siden · Synes godt omSynes ikke godt om længere ·  1

Bo Nake: Nej. Jeg har jo sagt, at jeg ikke gider, når din argumentation er så sommerfugleagtig, ja feminin. Ellers, tag et emne af gangen.
for 19 timer siden · Synes godt omSynes ikke godt om længere

Tina Hummelgaard Nielsen: Jeg skal spørge mandhaftigt og konkret.
1.Tager velfærdskommisionens tal højde for at kvinder føder børn, med hvad der af følger?
2.Tager den højde for at der er et overtal af kvinder på (dyre)universitetsuddannelser?
3.Tager den højde for at kvinder får mindre i løn?
 Tre korte konkrete spørgsmål, til de tal DU bragte ind i debatten.
for 19 timer siden · Synes godt omSynes ikke godt om længere ·  2

Bo Nake: Find det selv. - Jeg er opdraget med, at kvinder er det opvartende køn og mænd det opvartede. Ikke omvendt.
for 19 timer siden · Synes godt omSynes ikke godt om længere ·  1

Tina Hummelgaard Nielsen: Du er nok også opdraget med at kvinder skal tie i forsamlinger. Kor 14.33-36 Der står ellers også at manden er kvindens hoved. Nuvel, noget har da ændret sig siden du tillagde dig dine gammeltestamentlige holdninger til kvinder.
for 19 timer siden · Synes godt omSynes ikke godt om længere ·  2
Bo Nake ‎@Tina. Find da ud af noget selv i stedet for at spørge som en hjælpeløs kvinde. - Du tog for meget for givet i min sætning om pæne kvinder. Jeg har taget sætningen fra en engelsk forfatterinde og kun ændret et stedord. Det hedder udbytning af kvindelig arvejdskraft. Det ved de alt om i KVINFO. 

for 16 timer siden · Synes godt omSynes ikke godt om længere

Tina Hummelgaard Nielsen: Du påstår dig med at jeg ikke er interesseret i diskussionen, afviser mine spørgsmål (!!) som sommerfugleagtig argumentation [sic] Du skriver " Ellers, tag et emne af gangen." men vil (kan?) så alligevel ikke svare på helt konkrete spørgsmål og unddrager dig at være vederhæftig for dine egen argumentation i tråden. I samme åndedrag som du beder mig gøre dét for dig. Nej, Bo Nake, det er ikke hjælpeløshed der gør, at jeg har ikke planer om at gennemtrawle (substansen og grundlaget for) velfærdskommisionens rapport for at be eller afkræfte din argumentation, for det er mig tydeligt at de fine ord, og henvisning til dette og hint, kun er et dække for at du blot er en simpel chauvanist som ringeagter kvinder og ikke ser dem som dine ligeværdige. Jeg ytrede tidligt i tråden at jeg mener at både familie og samfundsstruktur er dybt problematiske (for især børnene) og der skrev jeg, at det ikke nødvendigvis var kvinderne der skulle til kødgryderne! Herefter blev det tydeligt, at du ikke grundlæggende evner at anskue kvinder som andet end en opvartende ånd og fødemaskine, som skal være dit beck and call!
....men ved du hvad? Underdanighedens dage er længst forbi og du er reelt blot en dinosaur, omend du svøber det i intellekt og fine fraser.
for 9 timer siden · Synes ikke godt om længereSynes godt om ·  3

Bo Nake: Det hedder "chauvinist". - Uanset hvad jeg skriver, vil du kunne det ud af det, du ønsker.
for 5 timer siden · Synes godt omSynes ikke godt om længere ·  1

Tina Hummelgaard Nielsen: Trods stavefejl, tror jeg bestemt jeg har fået essensen ud af det....Mangler du ikke et ord. Kongruensen er ikke slående.
Hav en god dag.
for 5 timer siden · Synes godt omSynes ikke godt om længere ·  1

Bo Nake: Nej. Det har du ikke. - Du kan rende og hoppe.
for 5 timer siden · Synes godt omSynes ikke godt om længere

Kim Hvid Johnsen: Denne tråd beviser at kvinder er mestre i snik snak. Bo du burde vide bedre end at spille det spil.
for 4 timer siden · Synes godt omSynes ikke godt om længere

Bo Nake: Jo, men det er jo, fordi min kærlighed til kvinder er så stor.
for 4 timer siden · Synes godt omSynes ikke godt om længere

Kim Hvid Johnsen: Ja de spinder spind man dårligt slipper fra igen.
for 4 timer siden · Synes godt om

Lad os se nærmere på rationalerne bag Familien Sorts sympatier og holdninger: Samme Kim Hvid Johnsen, der her melder sig på scenen for at bakke den slemt nødsstedte Bo Nake op, linker i en fb-opdatering til Lisbet Røge Jensen (som blev præsenteret allerede i føljetonens første afsnit), der skarpt kritiserer, at skatteyderne tvinges til at betale for at staten stiller nogenlunde betalelige daginstitutioner til rådighed for at kvinder (NB: ikke mænd eller mænd OG kvinder), kan få deres børn passet: »Det chokerende for mig er at omkostningerne for mine børn i institution er større end min indkomst! Ellers har Lisbet Røge Jensen fuldstændigt ret. Kvinden er voldsomt subsideret af det offentlige system, så hun faktisk kan både kan blæse og have mel i munden«.

Vi gentager: »Kvinden er voldsomt subsideret af det offentlige system, så hun faktisk både kan blæse og have mel i munden«.

Det var fuldkommen samme tankegang som Bo Nakes »Vil kvinder have unger eller et job? De vil have begge dele, og så vil de også gerne pumpe staten. Derfor giver kvinder over et livsløb staten et stort underskud«. Og senere: »…nu er det altså kvinder, der føder, og de må gerne sige nej«.

Andetsteds fortæller Kim Johnsen en vittighed, der handler om, at nogen hører, at en gås er død og tror, at der menes Helle Thorning Schmidt. (Haw, haw, haw).

Det er lidt lige som med Rikki Tholstrup før: Hvis man tror, at sådanne holdninger og loyaliteter nok tilhører en slibrig, ældre, forbitret, fraskilt herre med ost i skægget og jord i hovedet – tager man helt fejl. Kim Hvid Johnsen er en nydelig ung fyr, der har læst historie på Købehavns Universitet og arbejder som sagsbehandler hos Natur og Erhvervsstyrelsen. Og er far til en lille pige… sågar.

Denne unge veluddannede familiefar, støtter op om Bo Nake, som netop er fremkommet med disse utroligt sexistiske udfald imod trådens debatterende kvinder og har udtrykt et fascistisk kvindesyn generelt. HAN – en småbarnsfar til en lille pige - støtter dén argumentation og dét kvindesyn! Hvordan kan han? Også over for sin kone. Ja, det virker måske underligt at give sig til at blande hensynet til ægtefæller ind i bedømmelsen af folks fb-opdateringer. Men alligevel… jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvordan de mænd forener dette fundamentalt nedladende syn på arbejdende småbarnsmødre med forholdet til deres egne koner, som jo netop må formodes at være nogle sådanne… Hvordan kan de gå ind for, at deres egne koner skal betragtes som pariaer, der klemmer staten og både vil blæse og have mel i munden - fordi deres barn går i børnehave og de selv på arbejde? (….formoder jeg).

Og hvordan kan de være så usolidariske? Synspunktet er selvfølgelig forfærdeligt under alle omstændigheder. Men hvorfor er det moderen/kvinden og ikke forældene/manden OG kvinden, angrebet rettes imod, hvis det endelig skulle være? Er børnenes behov da kun kvindernes ansvar? Og hvor er respekten for nødvendigheden af, at børns behov varetages henne? Man kan jo ikke bare lade være med at tage sig af børnene, vel?

Kvaliteten af kvinders medborgerskab måles med en økonomisk alen, der gør dem illegitime. Modellens åbenlyse afmagt med hensyn til at værdisætte reproduktion realistisk anerkendes ikke som værende dette. I stedet stemples de (kvinder/kvinder med børn), som ikke formår at bringe sig i overensstemmelse med modellens værdisystem, som illegitime samfundsaktører.

Tråden med Bo Nake og Tina Hummelgaard Nielsen og Kim Hvid Johnsens fb-opdatering er et eksempel på en konsensus, der er ved at udvikle sig, om, at kvinder ganske enkelt ikke har legitimitet i samfundet på lige fod med mænd – med begrundelse i det regnestykke, som Bo Nake også fremkom med i tråden: »En nyfødt dreng giver i løbet af et liv et overskud på 800.000, en nyfødt pige et underskud på 2,5 mill«. Det fremføres overalt i debattråde rundt omkring på fb, netaviser og blogs. Alt andet end produktion i den private sektor, er at betragte som tilsæt og snylt på samfundet. Bare ved at være ANSAT i den offentlige sektor, er man i denne optik en snylter. Og fordi der er overvægt af kvinder i den offentlige sektor, gør det kvinder som sådan til et køn af samfundsnassere. Kvinder, som løber livet af sig som sygeplejersker, hjemmehjælpere, pædagoger, skolelærere og… fortsæt selv listen – for at udføre fuldkommen uundværlige funktioner i samfundet, anses i ramme alvor for nassende snyltere. Og nu er denne logik altså eskaleret til også at omfatte kvinders fødedygtighed.

Jeg opfatter det som et stort problem, at den borgerlige antifeminisme udråber kvinder til ikke at være fuldgyldige samfundsborgere i kraft af, at de bærer hovedparten af de reproduktive forpligtelser. At argumentere for, at kvinder ikke er fuldgyldige borger, er nemlig det samme som at argumentere for, at deres ord ikke har vægt. (Eller med Bo Nakes ord: din argumentation er så sommerfugleagtig, ja feminin...). Og hvis kvinders ord ikke tillægges vægt, er de jo sat uden for indflydelse på den demokratiske proces. Fordi de føder børnene.

(Fortsættes...)

Hvorfor forholde sig til Familien Sort? Del 3.

For nylig fik jeg den tanke, at den underligt primitive borgerlige antifeminisme måske var et udtryk for, at flere og flere mennesker har udviklet en form for spaltet identitet, som de ikke engang tænker nærmere over. De fungerer på en måde i deres officielle, udadvendte virke i arbejdslivet – og på en anden som privatpersoner i forhold til netværk, venner og familie. I kraft af internettet og de sociale medier kommer de bare til at udtrykke denne »private« del af deres personlighed på en måde, der er offentlig tilgængelig - debatterne i netavisernes kommentarfelter, facebooksiderne, blogs og så videre. Og… i sandhedens interesse… at disse to sfærer derfor også har en tendens til at blive blandet sammen med en vis uklarhed til følge. (Man kan jo bare tænke på de ganske mange facebookskandaler på det sidste, hvor politikere eller spindoktorer er kommet for skade at lade munden (eller pennen) løbe over med, hvad hjertet er fuldt af og efterfølgende har stået med et gedigent forklaringsproblem).

Lad mig give et illustrativt eksempel på en typisk »menig« borgerlig antifeminist! 

For kort tid siden blev jeg tilfældigvis opmærksom på en hr. Rikki Tholstrup, fordi han engagerede sig i balladen om Udviklingsministerens kritiske omtale af Jørgen Leths betalings-forhold til unge, farvede kvinder i Haiti. Rikki Tholstrup fantaserede på sin blog om at vise sin solidaritet med Leth ved på den 1. maj, som han skrev, at »tage en nøgen negerkvinde med mig, som kunne stå med store bannere med en kærlighedshyldest til Jørgen Leth«. Godt nok tror jeg ikke, at Rikki Tholstrup virkelig overvejede at medbringe en afklædt, afroamerikansk kvinde til 1. maj-demonstration. Men han fandt helt tydeligt sit sexistiske indfald enormt vittigt. Lige som han heller ikke syntes at anse, at hans indfald på nogen måde indebar et racistisk og nedladende syn på afrikanske kvinder. 

Faktisk forestiller jeg mig, at Rikki Tholstrup direkte adspurgt dybt forbavset ville forsikre, at han da nærer den størst tænkelige respekt for afroamerikanske kvinder. Og for alle mulige andre kvinder også. Racist? Kvindehader? Hvem jeg? Da overhovedet ikke! Faktisk tværtimod! 

Ja, hm, hm.

Men formentlig ville Rikki Tholstrup jo ikke være i tvivl om, at hvis en kvinde proklamerede: Åhhh, jeg vil gerne markere 1. maj i år ved at tage Søren Pind med til demonstration uden en trevl på kroppen, så han kunne stå med store bannere med en kærlighedshyldest til Anni Fønsby - så var der tale om en nedværdigelse af den tidligere Udviklingsminister. Og hvordan kan det så være, at det samme scenarie med en afroamerikansk kvinde ikke er nogen nedværdigelse? Det må jo være fordi, Rikki Tholstrup ser helt anderledes på sorte kvinders grænser, end han gør på hvide midaldrende mænds grænser. Sorte kvinder er »sådan nogle« man kan fantasere om at flå med sig og fremvise upåklædt offentligt uden at dette repræsenterer en mangel på respekt. Hvide mænd derimod er ikke »sådan nogle«, man kan fantasere om at flå med sig og vise nøgne frem. Ikke uden at dette ville indebære en ganske grov despekt. 

Man må jo spørge sig, hvad det er, der gør Rikki Tholstrups indfald til en morsomhed - andet end den sexisme, der underordner kvinder i forhold til mænd. Et helt klassisk eksempel med andre ord på den sexisme, der er så uadskillelig fra hele Familien Sorts måde at tænke kønsforholdet på. 

Kommet så vidt i præsentationen af Rikki Tholstrup kunne nogen måske forfalde til at tro, at vi har at gøre med en slibrig, ældre, forbitret, fraskilt herre med ost i skægget og jord i hovedet, men så tager man grundigt fejl. Den hr. Tholstrup, der begejstret promoverer sin sexistiske tankegang som den mest liflige underholdning er politisk redaktør og adjunkt ved Århus Erhvervsakademi i slutningen af trediverne. Mere fuldkommen upåfaldende nydeligt og pænt bliver det simpelthen ikke. 

Efterfølgende blev jeg opmærksom på en fb-opdatering, hvor den humoristiske adjunkt atter diverterede med en sexistisk vits, hvis angivelige underholdningsværdi blev konstitueret på helt samme betingelser som det lysende indfald med den nøgne negerkvinde, der skulle slæbes med for at hylde Jørgen Leth: 

»Mange har spurgt hvorfor mænd er "seje" hvis de har sex med mange kvinder, men hvis kvinder har sex med mange mænd så er de billige? Se sådan her på det: Hvis du har en nøgle der kan åbne mange låse, så er det en "master key" og den er altid sej at have. Hvis en lås derimod kan åbnes af mange forskellige nøgler, så er det en billig lås :D«

Ikke? Villige kvinder ER bare billige.

Nå. Men nede i kommentarsporet viser det sig pludselig, at en af Rikki Tholstrups kvindelige østeuropæiske studerende, Den Novakova - har været inde på sin lærers fb-side, hvor hun læser hans vits og udtrykker sin lette undren over hans humoristiske præferencer: 

• • 

    Den Novakova hahaha, sexism again? I thought there was equality of men and women in the Danish culture?
    

    kl. 22:34
  • 
    

    Rikki Tholstrup Jørgensen what??!? Who told you that Den?
    

    kl. 22:46
  • 

    Den Novakova you in the class about culture, I listen very carefully :D
    

    kl. 00:17
  • 
    

    Rikki Tholstrup Jørgensen WHAT?!?! I DID NO SUCH THING! Damn students for listening
    

    kl. 09:32
  • 

    Den Novakova he he he he he :D
    

    kl. 11:29

Jamen er det dog ikke… bemærkelsesværdigt? Jeg mener skizofrenien imellem det normsæt, man som professionelt menneske – (lærer for unge mennesker) – repræsenterer og så de holdninger, man forfægter i sit private liv. Som underviser står Rikki Tholstrup jo helt tydeligt inde for et helt, helt andet normsæt end det, han hævder privat. Der er selvfølgelig også den lille, lille, lillebitte ting med, hvad man egentlig skal mene om situationen, set fra den kvindelige, østeuropæiske studerendes side… altså lærere ved højere læreranstalter, der giver udtryk for foragtfulde, sexistiske holdninger til kvinder, samtidig med at de over for deres elever står inde for Danmark som et ligestillet land, hvor kvinder respekteres. Den Novakova ser i hvert fald ud til at være i tvivl om, hvordan det egentlig forholder sig og hvor hun har sin lærer henne? Og ærlig talt. Hvem kan fortænke hende?

Pointen er, at den sexisme, Rikki Tholstrup udtrykker, repræsenterer en norm og ikke afvigelsen fra den. Det er blevet mainstream at give udtryk for sexisme!

                                                          *

Lad mig fortsætte med at præsentere nogle af Familien Sorts menige medlemmer. I nedenstående facebooktråd forfægter en hr. Bo Nake den borgerlige antifeminismes typiske holdning til kvinders fødedygtighed. Ikke overraskende er en yngre kvinde, Tina Hummelgaard Nielsen – uenig med ham. (Fortsættes...)