mandag den 22. juli 2013

Well, how do you sleep at night, Politiken?/Lægekonflikten



Jeg sigter til jeres dækning af lægekonflikten. ... Hvad går der dog af jer!!?? Aviser skal være borgernes vagthund overfor magten. Men her har I meldt jer ind i et politisk magtspil og gjort jer selv til en del af det - på regionerne og politikernes side. 

Den selv samme dag, som afgørelsen om aflevering af ydernumrene skulle træffes, annoncerede I i radio og på tv få timer før afstemningen, at I var »kommet i besiddelse« af et notat, der fortalte, at regionerne i den 11. time sørmer havde fundet et tocifret million-beløb at smide oveni til lægerne. Det er ikke til at sige, hvilken indflydelse denne oplysning fik på afstemningen. Men man skal jo være idiot, hvis man ikke kan gennemskue hensigten med at smide en (helst) forvirrende oplysning til fordel for IKKE at aflevere ydernumrene, ind i spillet på nøjagtigt dette tidspunkt. Det er en tydeligt kalkuleret manipulation, der har til hensigt at påvirke afstemningen. Hvad går der af jer, Politiken, siden I accepterer at stille jer til rådighed for regionerne i deres magtkamp imod lægerne?

I accepterer at bringe åbenlyst plantede historier, der skal miskreditere lægerne i befolkningen. (Den lille dreng, der døde efter at have slugt et batteri, lægen, som næsten ikke arbejdede i sin klinik, fordi hans kone var alvorligt syg og i stedet skrev falske regninger ud - etc..).

Jeg direkte græmmes over dagens »tema« den 04.07., som I kalder »Lægefusk«. Og nej, sætningen blev ikke afsluttet med et spørgsmålstegn. I går som avis ind og afgør, at der ER tale om lægefusk - og nu skal læserne bare høre. ... (http://politiken.dk/indland/ECE2014032/regioner-vil-stoppe-laegers-fupregninger/)

Det er jo det samme som at tilskrive en hel gruppe (lægerne), at de fusker. Men så skal I også kunne godtgøre, at lægerne rent faktisk fusker i et eller andet substantielt omfang, for ellers er der tale om hez og smædekampagne. Og kan I så det, Politiken?

Lad os se. Hvad hænger I helt konkret denne alvorlige anklage op på?

1) Regionerne siger, de har »oplevet et stigende antal sager de senere år.... (...) vi har set et stigende antal svindelsager, hvor læger og andre misbruger systemet«. (Jens Stenbæk, chefforhandler for Danske Regioner).

Godt så. ... Men hvad vil »et stigende antal sager« sige? Hvilket antal, rent numerisk taler vi om? Og hvor stor er den angivelige stigning? Vi får det ikke at vide, for journalisten spørger ikke om det. Vi præsenteres med andre ord for en subjektiv vurdering fra en interessent i konflikten, der ikke desto mindre får lov til at stå til troende over for læseren.

Journalistik...?

Hvad hænger Politiken ellers anklagen imod lægerne for at »fuske« op på?

2) DFs sundhedsordfører, Liselotte Blixt, mener at »vi efterhånden har set for mange som arbejder uhæderligt«.

Ikke godt! Men hvor mange er de »for mange«, som Liselotte Blixt taler om? Er det 2 eller er det 300? Det skylder hun læserne et svar på, hvis læserne skal have en ærlig chance for at danne sig en kvalificeret, selvstændig mening. Men måske er det slet ikke meningen, at læseren skal give sig af med denne ting kaldet »en selvstændig mening«. I hvert fald er der ingen, der spørger Liselotte Brix om netop det: »Hvor mange taler De om, der arbejder uhæderligt, fru Liselotte Brix«.

3) Endelig fremfører Venstres sundhedsordfører Sophie Løhde en anklage imod lægerne, idet hun siger, at »vi taler om store beløb« (underforstået: som der bliver snydt for).

Uha. »Store beløb.« Men okay, hvad sigter Sophie Løhde til helt konkret..? ... Hvor mange penge taler vi om, at der bliver snydt for. Hvor mange læger taler vi om, der snyder? Ingen stiller desværre Sophie Løhde disse spørgsmål. Hun synes bare at beløbene er store. Det må være nok for læserne.

Ikke at jeg forestiller mig, man kan sige, hvor mange læger, der snyder præcis i tal med decimaler, selvfølgelig ikke - men alligevel et estimeret omfang. ... det skylder de, der kommunikerer dette her, at fortælle os. Men de gør det ikke.

Sådan ser Politikens grundlag for at dømme lægerne som fuskere og fupmagere ikke desto mindre ud... I kan jo selv læse artiklen og se.

Det kalder jeg tyndt argumenteret!

Men så konkrete eksempler på læger, der har malket systemet da? DEM må avisen vel have en masse af, som den kan bringe til torvs!? Næææ - ude til højre står en lille fattig kolonne med fire skamredne eksempler, hvoraf kun to drejer sig om læger og kun det ene om en alment praktiserende læge. To eksempler! Historien om en speciallæge i psykiatri, der skrev regninger ud på ikke-eksisterende konsultationer, er blevet trukket frem igen og igen i medierne. Det samme er eksemplet med den alment praktiserende læge, der næsten ikke arbejdede i sin praksis, fordi hans kone var alvorligt syg, og skrev falske regninger ud for omkring 2 millioner.

Ikke at jeg mener snyd med honoraret skal forsvares, selvfølgelig ikke. Men det vil på den anden side altid være muligt at finde eksempler på snyd i ethvert system, det ved man. Derfor gælder det om at forholde sig til omfanget og størrelsen af misbruget. Det er slet og ret uansvarligt, hvis mediet - her Politiken - bringer sådanne historier uden at sætte dem i perspektiv. Borgerne har krav på at få at vide, hvor stort problemet med snyd er - og ikke bare blive spist af med historier om oprørende enkelttilfælde. Og ved folk overhovedet, hvordan lægernes ydelsessystem reelt er sat sammen?

Det vil jeg tippe på, at de IKKE gør. Og enten ved journalisten det heller ikke (hvilket ville være skandaløst dårligt) eller også svigter han læserne groft ved ikke at fortælle dem det (hvilket OGSÅ er skandaløst dårligt).

Sagen er nemlig, at systemet er sat sammen på en måde, der ganske effektivt garderer imod misbrug! 

Lad mig forklare: En alment praktiserende læge er forpligtet til at have et bestemt antal patienter tilmeldt - for tiden omkring 1500. For hver patient får han et årligt grundhonorar. Den øvrige indtjening stammer fra de såkaldte »ydelser« og det er dem, der svindles med, hvis der svindles.

Læger aflønnes nemlig af regionerne efter et taksametersystem, hvor de såkaldte »ydelser« modsvarer specifikke funktioner: F.eks. giver en telefonkonsultation 24,84 kr., en almindelig konsultation 126,86 kr., en urindyrkning 71,16 kr., en blodprøve 43,47 kr. og så videre. For hver funktion modtager lægen altså en bestemt løn. Og som man vil se, er der ikke ligefrem tale om nogen herregård - 126,86 for en konsultation..

Så forlyder det, at visse læger misbruger systemet ved at tage ydelser for fiktive konsultationer. Men for det første skal patientens sygesikringskort registreres elektronisk, hvilket samtidig beviser at patienten rent faktisk fysisk har været på klinikken. Dette skal gælde for mindst 80%. For naturligvis vil der altid være nogle, der har glemt deres kort eller hvor kortet er beskadiget, så man bliver nødt til at indtaste personnummeret manuelt. For det andet er systemet sådan indrettet, at hvis den enkelte læge kommer op på en indtægt, der ligger mere end 25% over gennemsnittet udløser det automatisk en sag i Samarbejdsudvalget, der kigger den pågældende efter i sømmene. Endelig overvåges ydelsesMØNSTERET. Hvis f.eks. regionerne kan sidde og se at en enkelt læge tager blodprøver på 80 procent af alle sine patienter, imens gennemsnittet blandt lægerne måske ligger på 15 procent, vil man også reagere på en sådan uregelmæssighed. 

Jeg vil stille et meget stort spørgsmålstegn ved, om det i realiteten udgør et virkeligt problem, at læger fusker med ydelserne! For der er lagt ganske mange reguleringsmekanismer ind i systemet, der forhindrer misbrug. Det er således i mine øjne langt fra noget tilfælde, at der i eksemplet med lægen, der snød med regninger for 2 millioner, gjorde sig nogle meget specielle omstændigheder gældende, nemlig at han grundet konens sygdom, næsten ikke arbejdede på klinikken. En læge, der arbejder almindeligt, vil nemlig automatisk generere så mange ydelser (= regninger), at han lynhurtigt, hvis han kom nogle falske oveni, vil ramme loftet på de 25% over gennemsnitsomsætningen.

Den oplysning mangler danskerne imidlertid at få, samtidig med at man diverterer dem med eksemplerne på misbrug.

                                                    ************

Det er beskæmmende elendig journalistik, Politiken! I går tydeligvis »nogens« ærinde.

I stiller jeg til rådighed som ukritiske mikrofonholdere for den ene part i en konflikt (regionerne og regeringen), imens I bidrager til mistænkeliggørelsen af den anden part (lægerne), ved at bringe plantede historier. Og I indvilliger i at lade regionerne bruge jer som redskab til at påvirke udfaldet af  afstemningen.

I har gjort jer til magtens håndlangere, der hvor I skulle have været borgernes vagthund.



                                                    **************







Denne identifikation med magten er Politiken på ingen måde ene om. Den kan man se som et gennemgående træk i samfundet - lige fra medierne over de forskellige institutioner til den almindelige befolkning. I samme skynding er vi også vidne til et omsiggribende magtmisbrug. I lægekonflikten har det jo f.eks. været helt åbenlyst at regioner og folkevalgte politikere har brugt deres magt til at manipulere med befolkningen via medierne. 

Hvis man åbner øjnene og ser sig omkring, vil man opdage, at det Danmark, vi har vænnet os til at tænke på som et af verdens mest hæderlige samfund, hvor der eksisterer den største tillid indbyggere og indbyggere/institutioner imellem - for øjnene af os udvikler sig til en korrupt og magtmisbrugende stat. Mon ikke vi alle sammen godt husker, hvordan Lars Løkke Rasmussen (V) rakte vennerne i det private erhvervsliv en hjælpende hånd, dengang han overbetalte privathospitalerne med det offentlige sygehusvæsens midler? Eller VKO-regeringens forhandling med A. P. Møller om retten til at udvinde olien af Danmarks undergrund, der fuldkommen svigtede befolkningens interesser? Eller beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S), der løj for befolkningen om sit kendskab til det estimerede antal borgere, der ville miste dagpengeretten som konsekvens af regeringens reform - o.s.v., o.s.v..

Det er på tide at vågne op og mærke kaffelugten!

LEAN, den elektroniske gabestok/lægekonflikten

Her skal vi alle sammen høre Berlingskes solstrålehistorie om, hvordan det går, når det GÅR GODT i hospitalsvæsnet! (http://www.b.dk/nationalt/saadan-blev-udskaeldt-sygehus-til-danmarks-hospitals-duks). Jo, det drejer sig om det ulyksalige Slagelse Sygehus, der måtte døje med et ry blandt embedsmænd og politikere som en "low performer". (Puuuuuha, føj, "low performer", det lugter langt væk af Viagra og al den slags elendighed, gør det ikke?)

Men nu går det MEGET bedre, hør her:

"Med det samme antal medarbejdere er det på fem måneder lykkedes at øge antallet af ambulante behandlinger og undersøgelser med 8,5 pct.. På urologisk afdeling er antallet af udskrivninger øget med 19 pct., og sygehusets indtægter fra de interne afregningstakster – er øget med 8,9 pct.. Det overordnede mål er at øge produktiviteten på hele sygehuset med 15 pct. i løbet af et år, hvilket f.eks. den medicinske afdeling skal bidrage til ved at reducere liggetiden med 20 pct.."

For de, der ikke ved det, vil "liggetid" sige den tid, patienten modtager en kombination af lægelig behandling og plejende omsorg. Med andre ord kan en substantiel del af sygehusets "succes" tilskrives at patienterne ryger hurtigere ud af vagten ganske enkelt. Men det er måske også meget godt?
 
Tjaaa. Det afhænger af en bestemt ting: Nemlig om patienterne også ER ordentligt raske, når de kommer hjem - eller om den tidlige udskrivning gør det nødvendigt at indlægge visse af patienterne igen?

Problemet med artiklen er, at vi ikke ved det. For jourmalisten bevæger sig overhovedet ikke ind på sådanne spørgsmål. Vi bliver bare fortalt - af Berlingskes journalist og af Slagelse Sygehus - at her går det godt! Men denne ting kaldet kritisk - endsige dybdeborende - journalistik, er der ikke skyggen af.

Nå, men hvad skyldes det så, at det går så godt?

Journalisten rapporterer: "Stående på gangen har alle blikket fast rettet mod det nye husalter og absolutte centrum for afdelingens liv og velbefindende: Lean-tavlen. Her kan man dag for dag og uge for uge følge, om afdelingen gør sit arbejde godt nok og får gennemført det nødvendige antal patientundersøgelser til tiden".

Bemærk: "gør sit arbejde godt nok" er et og det samme som "får gennemført det nødvendige antal patientundersøgelser til tiden". ...

Nå, men når det går så godt skyldes det altså, som man kan forstå, et system, der hedder "lean". Lean er en metode til at få bugt med langsommelighed og slendrian, ved at nærstudere den enkelte medarbejders arbejdsindasts med henblik på at luge enhver overflødig detalje eller tilløb til omstændelig arbejdsgang bort.

Brrr. hvad ville I andre sige til at have sådan et kyklopøje hængende over
jer hver eneste bevægelse I gør? Af nogen, der forresten kan få jer fyret? Just askin'. ...

Synlighed er vigtig i "lean" og derfor har alle afdelingerne altså fået den blinkende, lysende tavle, journalisten omtaler som "husalteret", der gør det muligt at følge afdelingernes produktivitet minut for minut. Tavlens magt er så stor, at det ligefrem hedder, at den er centrum for alles "liv og VELBEFINDENDE". Men okay, her kan man jo også studere individernes arbejdsindsats fra øjeblik til øjeblik.

Det er jo frygteligt at sige det, men egentlig ville jeg være mere tilbøjelig til at kalde sådan en lean-tavle for en elektronisk gabestok!

Der bliver også hængt gule sedler op i fuld synlighed med forslag til effektiviseringer af folks arbejdsgange påskrevet den medarbejders navn, der i givet fald ville være ansvarlig for at implementere denne effektivisering.

Som gruppeformand Laila Lindén (S) fra regionsrådet i Region Hovedstaden siger til den artigt mikrofonholdende journalist:
"»Lean er et godt system til at sætte fingeren på ømme punkter, hvor noget foregår uhensigtsmæssigt. Det er også blevet OK at tale om, at det og det kan vi gøre smartere. Det flugter godt med de større krav fra befolkningen og fra politisk hold om, at man skal komme rimeligt hurtigt igennem systemet,«"

720 menige medarbejdere er uddannet til såkaldte "Lean-sagenter"...!  Det er frygteligt at sige det, men jeg ville jo kalde dem stikkere. ...

Det ville journalisten vist også, hvis han overhovedet havde været i stand til at tænke tanken. Men det er han nok ikke, så han skriver: "Hensigten er, at Lean-hæren skal drage ud i felten og »identificere og gennemføre forbedringer«"- ellers ved jeg ikke, hvor billedet af en hær, der drager i felten for at true, forfølge og bekæmpe nogen kommer fra...

Der skal uddannes ialt 46 Lean-konsulenter og her beretter journalisten glædesstrålende: "Alene under uddannelsen af de første 20 konsulenter lykkedes det at finde et årligt forbedringspotentiale på 28 mio. kr.....". Bemærk igen bare for sportens skyld, hvordan "besparelser" og "forbedringer" uden videre antages at være et og det samme.

I det hele taget lyder det underligt truende med "et årligt forbedringspotentiale på 28 mio. kr"... Brrr. Så vidt jeg ved omsættes den slags anslåede "potentialer" lynhurtigt til meget håndgribelige budgetbeskæringer. Penge er tid ved vi jo - i en meget konkret forstand, når talen er om lean og New Public Manegment. I lean og New Public Manegment tages denne logik til nye højder, idet man her sætter en ære i, at omsætte ethvert af tilværelsens forhold til penge, der således har status af universel målestok.

Derfor er det urovækkende, at ingen kan ane, hvad det angivelige pengebeløb egentlig dækker over? Her har vi for 28. millioner kroners spildtid. Javel, hvor? Og hvad? Vi ved det ikke. Bare at, juhuuuu, det skal VÆK!

Et er dog sikkert og vist: "Slagelse har sat et mål på forhånd om at reducere liggetiden med 20 pct. på de medicinske afdelinger". Det indgår selvfølgelig helt ukritisk i journalistens historie om denne helt fantastiske og vidunderlige succes, at det bliver skønt omsider at få skåret 20 procent af liggetiden. ...

I mine ører er det snarere en historie om bortrationalisering af omsorg og patientpleje - og om at man presser arbejdskraften uden hensyn til nogen form for arbejdsmiljø ved at fremelske en stikkerkultur og sætte de ansatte i en elektronisk gabestok.

Det er dybt kritisabelt at pressen på denne måde er pot og pande med en politisk kultur (neoliberalismen) og dens styreredskaber, lean og New Public Manegment i en grad, så at det slet og ret er magthavernes selvforståelse journalisten og avisen formidler til læserne SOM OM det var en nyhed...

                                                                 ***
 
Ifølge den insisterende matemagiske (sic) kapitallogik, som lean og New Public Manegment betjener sig af, må det betyde, at hvis 20 konsulenter kan finde 28 millioner kroner i besparelser, så vil 46 konsulenter kunne finde 64,4 millioner kroner i besparelser! Faktisk forstår jeg ikke, hvorfor de ikke simpelt og enkelt skifter hele sygehuspersonalet ud med lean-konsulenter. Besparelserne ville nå op på ASTRONOMISKE summer! Hvad venter vi på?





                                                 ******************************



Sådan blev udskældt sygehus til Danmarks hospitals-duks

Lørdag den 29. juni 2013, 20:44

Produktiviteten er skudt i vejret, og patienterne behandles til tiden. Kodeordet er LEAN.

»Vi hænger lidt på ultralyd. Hér er vi bagud«.
Ledende overradiograf Birthe Degn er i gang med det ugentlige møde for samtlige ansatte på radiologisk afdeling på Slagelse Sygehus. Stående på gangen har alle blikket fast rettet mod det nye husalter og absolutte centrum for afdelingens liv og velbefindende: Lean-tavlen.
Her kan man dag for dag og uge for uge følge, om afdelingen gør sit arbejde godt nok og får gennemført det nødvendige antal patientundersøgelser til tiden.
Det går, som det skal med MR- og CT-skanninger. Det samme er tilfældet med de konventionelle røntgenbilleder. Derfor er der grønt i de små trafiklys ud for disse tre søjle-diagrammer. Men så er det ultralyden. Hér er der rødt lys.
»Det skyldes, at vi har været ferieramte. Men vi er på vej op igen og er snart tilbage på sporet,« lyder det fra Birthe Degn.
Tilsvarende tavler hænger der på alle andre afdelinger på sygehusene i Slagelse, Næstved og Ringsted, som udgør én organisatorisk enhed. Dermed er det blevet landets første sygehus, hvor det ikke kun er enkelte afdelinger, men hele organisationen, der arbejder efter Lean-tankegangen.
De i alt 124 tavler blev hængt op i midten af januar, og siden er alt som forvandlet på sygehuset, der ellers blandt embedsmænd og politikere i Region Sjælland gik for at være en »low performer« med lange ventetider og evige budgetproblemer.Med det samme antal medarbejdere er det på fem måneder lykkedes at øge antallet af ambulante behandlinger og undersøgelser med 8,5 pct. i forhold til samme periode året før. Antallet af udskrivninger er steget, alene på urologisk afdeling er det med 19 pct., og de meget afgørende såkaldte DRG-indtægter – sygehusenes interne afregningstakster – er øget med 8,9 pct.
Det overordnede mål er at øge produktiviteten på hele sygehuset med 15 pct. i løbet af et år, hvilket f.eks. den medicinske afdeling skal bidrage til ved at reducere liggetiden med 20 pct.
»Slagelse Sygehus havde et kedeligt ry. Der var dårlige patienthistorier i pressen, og der skulle ske noget radikalt. Lean blev svaret, og det skulle ikke kun være på enkelte afdelinger. Det skulle være på hele sygehuset, et big bang. Vi er gået efter et paradigmeskifte, og det er vi godt på vej til at opnå,« siger sygehusdirektør Vinni Breuning.

Lean overalt

Det er ikke kun i Slagelse, at man har taget det japansk inspirerede styringsinstrument til sig. Overalt på de danske sygehuse pibler det frem med Lean-projekter, hvor arbejdsgange granskes ned i mindste detalje, de overflødige ting skæres bort, og medarbejderne har fået en stribe meget håndfaste mål at leve op til.
I Region Hovedstaden blev der f.eks. i 2010 lanceret en egentlig Lean-strategi. Siden har 655 af lederne på regionens ni hospitaler – 30 pct. – modtaget træning i »Lean-kultur og metoder«. 720 menige medarbejdere er uddannet til »Lean agenter«, og der er uddannet og rekrutteret 46 interne »Lean konsulenter«.
Hensigten er, at Lean-hæren skal drage ud i felten og »identificere og gennemføre forbedringer«. Alene under uddannelsen af de første 20 konsulenter lykkedes det at finde et årligt forbedringspotentiale på 28 mio. kr., og generelt har resultatet af Lean-arbejdet været en reduktion af ventetiden og en større ensartethed i behandlingen, fremgår det af en orientering til regionens politikere.
»Lean er et godt system til at sætte fingeren på ømme punkter, hvor noget foregår uhensigtsmæssigt. Det er også blevet OK at tale om, at det og det kan vi gøre smartere. Det flugter godt med de større krav fra befolkningen og fra politisk hold om, at man skal komme rimeligt hurtigt igennem systemet,« siger gruppeformand Laila Lindén (S) fra regionsrådet i Region Hovedstaden.

»Fornuft sat i system«

Konkret er Lean f.eks. på Gentofte Hospital blevet brugt til at få over 90 pct. af blodprøvesvarerne klar inden for én time. Prøverne tages og analyseres nu umiddelbart efter indlæggelse, så de er klar til stuegang den første dag. Desuden står analysemaskinerne nu i ét lokale, og rengøringen af dem foregår ikke længere om morgenen, hvor der er allermest travlt.
Odense Universitetshospital har også været langt fremme med at rulle Lean-projekter ud i stor skala, og metoden har dermed bl.a. bidraget til de bemærkelsesværdige forbedringer af produktiviteten på op til fem til seks pct. om året eller mere, som regionerne som helhed har præsteret de senere år.
Fra medarbejderside har man et langt stykke ad vejen spillet positivt med. I Overlægeforeningen konstaterer formand Anja Mitchell, at Lean har vist sig at kunne føre til mere rationelle arbejdsgange og bedre kvalitet.
»Lean er jo bare sund fornuft sat i system,« siger hun.
Hun har det derfor fint med, at man bruger systemet bl.a. på Slagelse Sygehus, men fremhæver også, at det er afgørende, at medarbejderne, overlægerne, er med i processen, for hvis det bruges forkert, kan det få uheldige konsekvenser. Det bør f.eks. ikke bruges til at gennemføre besparelser, hvilket vil »dræbe« den største styrke ved Lean, nemlig medarbejdernes motivation.
»Derfor kan jeg godt blive lidt bekymret, når Slagelse har sat et mål på forhånd om at reducere liggetiden med 20 pct. på de medicinske afdelinger. Det er afgørende for processen, at man ikke går på kompromis med kvaliteten af behandlingen. Hvis ledelsen respekterer dette, tror jeg bestemt, at det kan føre til forbedringer,« siger Anja Mitchell.

Patienten som kunde

I Slagelse har hver afdeling opstillet typisk en håndfuld konkrete mål – »key perfomance indicators« – for de optimale patientforløb og det bedst mulige samarbejde med de andre aktører på sygehuset.
Et mål er f.eks., at patienter på akutafdelingen skal være diagnosticeret inden for fire timer. På en medicinsk afdeling, som var hyppigt ramt af overbelægning, skulle patienterne udskrives tidligere på dagen.
Det krævede hurtigere svar på blodprøver, og derfor kom laboranterne til at møde tidligere for at kunne leve op til de mål for svartider, som blev opstillet for deres afdeling og af hensyn til de andre led i kæden – samt ikke mindst patienterne.
»Tidligere har sygehuse snarere været styret ud fra medarbejdernes behov end for patienternes. Nu styrer vi ud fra, hvad der er efterspørgsel efter. Vi ser på patienten som en kunde,« siger sygehusdirektør Vinni Breuning, der har en fortid som direktør på privathospitalet Hamlet og bl.a. trækker på Lean-erfaringer fra Novo.
Systemet bruges ikke kun til at sætte produktionen i vejret. Der opereres også med mål for, hvordan kvaliteten kan forbedres. Overordnet er der f.eks. sat et mål for, at dødeligheden på sygehuset skal sættes ned med ti pct. Samme mål er sat for antallet af genindlæggelser ud fra devisen om, at det ikke hjælper at få folk udskrevet hurtigere og hurtigere, hvis konsekvensen er, at de hurtigt må indlægges igen.

Tag overtøjet af

Det ligger også i tankegangen, at Lean-tavlerne skal bruges til at få gode ideer frem i lyset. På radiologisk afdeling blev der forleden sat en gul seddel op med et forslag om, at man skulle bede patienterne om at tage overtøjet af, før de kom ind til undersøgelsen. På den måde ville man kunne spare noget tid og måske nå at få undersøgt én patient ekstra om dagen.
På det seneste tavlemøde blev der også sat navn på den medarbejder, som skulle følge op på en anden gul seddel på tavlen: Et ønske fra lægevagten om at kunne henvise patienter herfra direkte til undersøgelser uden om skadestuen. Det ville både spare tid for patienten og for skadestuen – men først skal der afklares nogle IT-problemer.
»Tavlen giver en synlighed, vi ikke havde tidligere, om de udfordringer, vi har, og hvordan vi agerer på dem. Der kommer gode ideer frem, og vi får involveret medarbejderne,« siger ledende overradiograf Birthe Degn, radiologisk afdeling.

Hvorfor var lægekonflikten så vigtig?

 

Hjertet sank i livet på mig, da jeg lørdag eftermiddag hørte PLOs afgørelse af lægekonflikten: Med det snævrest tænkelige flertal (24/25) valgte man at leve med regeringsindgrebet og underkaste sig regionernes krav. Samtidig trådte PLOs formand, Henrik Dibbern tilbage. Andet kunne han i mine øjne heller ikke gøre.

Konflikten handlede om meget mere end bare, hvordan det bliver for danskerne at gå til læger i fremtiden - selv om det da er væsentligt nok. Konflikten handlede også om, at der var en flok ressourcerige mennesker, der rejste sig og kollektivt insisterede på retten til at udøve deres erhverv på en måde, der var forenelig med deres faglige stolthed og integritet som mennesker. 

Hvorfor var det så vigtigt? 
Fordi lønmodtagere overalt på arbejdsmarkedet har måttet underkaste sig en udhuling af deres rettigheder - senest som bekendt lærerene. For offentligt ansatte er denne undertvingelse især blevet sat igennem med styringsredskabet New Public Manegment, som også har gået sin sejrsgang igennem hospitalssektoren med destruktive konsekvenser for lægernes faglige stolthed og integritet her. Lægekonflikten var et udtryk for, at dette system for første gang fik alvorlig modstand - af nogle, der havde ressourcerne til at sætte sig op imod det. Jeg er godt klar over, at de alment praktiserende læger netop IKKE er lønmodtagere i almindelig forstand, da de jo ejer deres klinikker. Men de får deres betaling gennem det offentlige, derfor er det kun, hvis de opsiger kontrakten med det offentlige (= afleverer ydernumrene), at de reelt kan gøre op med deres arbejdsvilkår SOM offentligt ansatte.

Lægekonflikten handlede om individets kamp for sin integritet overfor et system, der er begyndt at optræde totalitært - med overvågning af arbejdskraften, knægtelse af strejkeretten/den danske model og udvidet borgerregistrering. Netop den udvidede borgerregistrering var faktisk et kærnepunkt i lægekonflikten, da et af kravene til lægerne netop er, at de skal indgive detaljerede oplysninger om deres patienter til en stor database over landets befolkning. Dels for at disse oplysninger skal kunne gøres til genstand for kommerciel udnyttelse af f.eks. forsikringsselskaber og medicinalindustrien. Og dels for at gøre det muligt at sanktionere lægen selv, hvis patienterne ikke følger de råd og behandlingsforskrifter, de får. ... Vi må sørge for at lægen lægger sig i selen, det er jo dyrt for samfundet med alle de syge menesker. ... Bevares vel. Det er det da nok, men JEG siger, at det er sådan et totalitært samfund tænker!

Da lægerne tabte konflikten, var det også protesten imod et sådant samfund, der tabte.

Det skriver man naturligvis ikke til en pæn avis som Politiken. Men jeg synes danskerne i det mindste skulle vide, hvad de kan regne med, når de går til læge i fremtiden.

(Nedenstående tekst blev trykt i Politken den 03.07.2013. (- http://politiken.dk/debat/debatindlaeg/ECE2012672/hr-og-fru-danmark-faar-en-ubehagelig-overraskelse-efter-laegenederlag)).

 

                                           *

 

 

Der venter hr og fru Danmark en grim overraskelse

 

Det intime rum, hvor en læge lytter til en patient, bliver nu rationaliseret bort.


Ganske rigtigt: Aviserne er flydt over af lovord til de alment praktiserende læger, der heldigvis kom til fornuft og viste sig ansvarlige og modne ved at acceptere regionernes krav og regeringens lovindgreb. Gooooodt, læger!
Et flertal af den danske befolkning vil formentlig også hilse lægernes beslutning om at afblæse konflikten velkommen: Åhhh, gudskelov! Betale for at gå til læge ... Brrrr. Det ville jo være frygteligt!
Længere tror jeg desværre ikke, at de fleste almindelige mennesker tænker.
Jeg vil ikke her beskæftige mig med årsagerne til, at lægerne tabte konflikten, men i stedet med konsekvenserne af nederlaget.
Regionerne har jo lovet hr og fru Danmark bedre adgang til deres læge – og det vil alle mægtig gerne have. Jeg arbejder selv som sekretær i en lægepraksis på Amager, og tro mig: Alle ønsker mere tid med deres læge – helst dobbelte eller tredobbelte tider, hvis det kunne lade sig gøre.

Det kan det desværre bare ikke. Hvorfor? Fordi der mangler læger. Og fordi nedskæringerne alle andre steder i sundhedsvæsnet medfører et mægtigt pres på almen praksis.
Tag ikke fejl. De alment praktiserende læger gør et enormt stort socialt arbejde ved at lægge øre til mennesker, der i mange tilfælde ikke har andre steder at gå hen. Det snakker man bare aldrig om.
De, der tror, at lægerne spekulerer i at overbehandle patienterne, kan godt tro om igen. Det er ikke spørgsmålet om at hive folk unødigt ned i lægens praksis. Det er spørgsmålet om at få aftaletiderne til at slå til, fordi der er så mange, der ønsker konsultation! Alligevel har regionerne altså lovet borgerne bedre adgang til familielægen og »mere sundhed for pengene«. Dette løfte har formentlig været med til at vinde borgerne over på regionernes side i konflikten – det lyder jo besnærende ... Og som sagt: Hvem vil ikke gerne have mere tid sammen med sin læge? Men hvilken virkelighed dækker regionernes forunderlige løfte om mere tid og bedre adgang til lægen over?

Når konflikten mellem regionerne og lægerne i denne omgang er blevet så ultimativ, har det en årsag!
Det skyldes, at regionerne for længe siden – og uden at spørge hverken befolkning eller de læger, det angik – har tænkt almen praksis ind som en krumtap i planerne om en grundlæggende omlægning af det danske sundhedsvæsen.

Nogle har måske allerede bemærket, at patienter bliver udskrevet tidligere og tidligere fra sygehusene – før de er hverken helt eller halvt raske. I stedet skal den alment praktiserende læge overtage behandlingen af gamle fru Jensen.
Rigtigt! Dette er regionernes columbusæg. Almen praksis skal overtage en god del af det, der tidligere har været hospitalslægernes arbejde – fordi de løser det meget, meget billigere!
Her er, hvad lægekonflikten i virkeligheden handler om: De syv planlagte supersygehuse, der i fremtiden kommer til at udgøre rygraden i dansk sundhedsvæsen, bliver opført med ganske få sengepladser i forhold til sygehusene i dag. I stedet skal de alment praktiserende læger pålægges dette omfattende arbejde. Man har ganske vist ikke spurgt de alment praktiserende læger først. Herregud, de kunne vel tvinges. Og sandelig, det kunne de også!

Et dybt splittet PLO besluttede som bekendt med det mindst mulige flertal (24 af 25) 29.6. at leve med regeringens lovindgreb, der for fremtiden fratager dem muligheden for at sige nej til regionernes krav. Det er for fremtiden meningen, at patienterne kun lige kommer ind på hospitalet for at modtage deres behandling (operation, eller hvad det måtte være) og straks efter udskrives igen. Ansvaret for det videre forløb skal herefter overdrages til den alment praktiserende læge.

Befolkningen? Jamen, det er jo det, folk glæder sig sådan til. De vil nemlig mægtig gerne passes af deres egen gode gamle ’familielæge’, der lytter til dem og kender dem ... Familielægen, som de allerede tragter sådan efter at få endnu mere tid og omsorg af. Så hvad kunne vel være bedre end dette? Jo, godmorgen. Der venter hr og fru Danmark en ubehagelig overraskelse. Dette arbejdspres kan nemlig kun håndteres på én måde: ved at lægen uddelegerer arbejdet til en bunke sundhedspersonale, som det hedder. Under regionernes vejledning vil driften af almen praksis således blive omlagt, så den kommer til at ligne det, man i dag kender fra hospitalerne. Herefterdags bliver der ikke noget med at ringe op og bestille tid til at snakke med sin læge mere.

Patienten vil møde en sygeplejerske, der udspørger ham eller hende efter et afkrydsningsskema om årsagen til henvendelsen og tager puls, blodtryk og temperatur.
Herefter vil lægen indfinde sig i et par minutter og ud fra patientens svar på spørgsmålene afgøre, hvilke handlinger der er relevante, instruere sygeplejersken og dernæst haste videre til næste visiterede patient – og så fremdeles. Det intime rum, hvor en læge lytter til en patient, er kort og godt rationaliseret bort – for at folk kan få ’mere sundhed for pengene’.

Ved at acceptere regionernes indgreb har lægerne på egne såvel som patienternes vegne sagt farvel til den kontakt mellem læge og patient, som var unik for familielægesystemet, og som er blevet kaldt for dansk sundhedsvæsens juvel.

Ak, det er latterligt og sørgeligt på samme tid. Fordi borgerne godt kunne tænke sig noget mere tid og kontakt, har de præcis spillet sig den af hænde! De har ved at sige naivt ja til ’mere sundhed for pengene’ mistet nøjagtig denne ressource, som allerede for længe siden er forsvundet fra de andre dele af sundhedsvæsnet, rationaliseret bort. Ingen synes at have forstået, at konflikten ganske enkelt handlede om, at nu var turen kommet til almen praksis! Men almen praksis var også empatiens sidste bastion.

Det vil selvfølgelig tage nogle år, før disse ændringer slår endeligt igennem, f.eks. skal supersygehusene jo lige opføres først. Men de kommer! Og de kommer med den kalkulerede mangel på sengepladser, der gør de alment praktiserende lægers indsats til et uomgængeligt krav. Så vil det lyttende øre endegyldigt være forsvundet. Man har slagtet gåsen, der lagde guldæggene.

lørdag den 20. juli 2013

Den offentlige sektor - magtens trojanske hest



Da min kræftsyge mor blev hasteindlagt på Hillerød Sygehus en varm sommerdag for to år siden efter flere døgns voldsomme opkastninger, var tørsten det, der pinte hende mest. Desværre kunne man ikke hjælpe den syge med et drop, hvilket ellers ville have været den indlysende løsning. Sygeplejersken kunne nemlig ikke få fat på en læge til at ordinere droppet. Så morfin da? Glem det! Det skulle jo også ordineres. Hospitalets bemanding var simpelthen så lav, at der ikke var ressourcer til at tage sig af problemer som min mors. Så enkelt var det.

Under VKO blev den offentlige sektor 74 mia. kr. dyrere p.a. end under Nyrup. Ifølge Peter Kurrild-Klitgaard, professor i statskundskab steg den offentlige sektors samlede udgifter i løbende priser fra 728,3 mia. kr. i 2001 til 1.001,5 mia. kr. i 2010, hvilket svarer til en realvækst på cirka 15 pct. for perioden. Antallet af offentligt ansatte steg fra 2002 til 2010 med 45.000 fuldtidsbeskæftigede, svarende til 6,2 pct.. (Berlingske den 12.09.2011)

Når VKO-politikerne bliver kritiseret for at have ødelagt velfærdsstaten med nedskæringer, afviser de anklagen som grundløs ved at henvise til, at den offentlige sektor blev større og dyrere end nogensinde. Det kan, som tallene viser, jo heller ikke nægtes.

Men hvad skyldes det så, at der hele tiden er kommet flere elever ind i skoleklasserne og at skolerne selv er ved at falde ned om ørerne på folk? Hvad skyldes det, at hjemmehjælp og ældrepleje nærmest er degenereret til omsorgssvigt? Hvad skyldes det, at små børn skal tilbringe deres dag i stedse mere nedslidte institutioner på mindre plads og med færre voksne til at give omsorg? Og hvorfor oplever universitetsstuderende at undervisningstimerne er blevet så få, at det snart kan være lige meget? Hvorfor er plejen af syge på hospitalerne svundet ind til det rent ud sagt nødtørftige?

Bevægelseskonsulent Anne Brodersen måtte i et forskningsprojekt om børns motoriske færdigheder i 2009 forbløffet konstatere, at børnene bliver dårligere motorisk fungerende fra de er 19 måneder til de er tre år(!) Det er et tegn på, at børnene ikke bevæger sig nok i daginstitutionerne, fordi der mangler plads (der er i gennemsnit to kvadratmeter pr. barn i børnehaverne) og pædagogerne ikke magter den nødvendige indsats. (»Vi elsker børnehaver, men det har vi ingen grund til«/Information den 15.05.2009). Ifølge Danmarks Lærerforening er antallet af elever pr skoleklasse steget støt siden årtusindskiftet og i 2012 var klassekvotienten i folkeskolen den højeste i over tredive år. (Folkeskolen.dk den 22.06.2012). Ifølge Danmarks Statistik har kommunerne sidste år reduceret hjemmehjælpen med 1,5 millioner timer om året, samtidig med at der er kommet 34.000 flere ældre over 65 år. Tallene viser, at 154.600 borgere sidste år modtog hjemmehjælp, mens der i 2011 var 162.800 brugere af hjemmehjælp. (»Ældresagen angriber spareivrige kommuner«/Berlingske den 23.04.2013).

Kort sagt: Hvordan har servicen i den offentlige sektor kunnet blive stedse dårligere samtidig med, at der er blevet flere ansatte end nogensinde?

Når vi ikke forstår det, skyldes det, at vi sidder fast i en forældet og illusorisk opfattelse af den offentlige sektor. Vi tror, at den offentlige sektor (stadig) er et sted, der leverer service til borgerne og hjælper dem med deres problemer - og at det er det, pengene går til.

Realiteten er imidlertid en anden: VKO-regeringens store politiske indsats bestod i, at ændre selve KULTUREN i den offentlige sektor - indefra. Så kunne ingen beskylde dem for at føre asocial nedskæringspolitik. … Den offentlige sektor er ikke længere bare den offentlige sektor. Der er blevet lagt et skarpt, dyrt og destruktivt redskab ind i den. Og det er man nødt til at forstå, hvis man vil forstå den virkelighed, vi lever i.

Pengene bliver ikke længere brugt til (primært) at hjælpe og servicere borgerne - men til at disciplinere og kontrollere dem! Så enkelt er det.

De offentligt ansatte selv er blevet underlagt et ydmygende registrerings- og kontrolregime, der skal øge »produktiviteten« og sikre »kvalitet«, men som reelt ikke gør det, fordi selve systemet stjæler både tid og focus fra kerneydelserne (typisk omsorg af en eller anden art). Derudover er de offentligt ansatte i stigende grad blevet pålagt en disciplinerende, kontrollerende og undertrykkende funktion i forhold til borgerne i modsætning til før en faciliterende. Her turde dyneløfter-heksejagten på de enlige mødre og regimet over arbejdsløse, folk på sygedagpenge og kontanthjælpsmodtagere tjene som eksempel. Og endelig findes der et gedigent lag af vellønnede ansatte (djøffere), der konstant under overskriften »New Public Manegment« udvikler og implementerer denne kulturændring. Populært sagt: Man fyrer nogle indianere og ansætter en høvding.

Neoliberalismen er den overordnede ideologi, der ligger til grund for denne samfundsudvikling. Hvis nogen stadig tror at »liberalister« er sådan nogle, der forsvarer individets frihed og går ind for en minimalstat - så tænk om igen! Neoliberalisterne ser skam gerne en stor stat, når bare den bruges til at kontrollere og disciplinere borgerne (ovenikøbet for deres egne penge - hvad kunne vel være bedre?). Og individets frihed? Ja, det fremgår vel at individets frihed nærmere bestemt indskrænker sig til det velbeslåede individs frihed. … Armslængdeprincippet er afskaffet, imens dokumentation, kontrol og øget borgerregistrering går sin sejrsgang. Den offentlige sektor er blevet forvandlet til redskab for den økonomiske magts interesser. Det vil sige disciplinering af arbejdsstyrken og udhuling af lønmodtagernes rettigheder.

Derfor skammer de borgerlige politikere sig heller ikke det mindste over at henvise til udgiftsniveauet i den offentlige sektor. De ved jo, at pengene er blevet brugt til at opfylde erhvervslivets krav.

VKOs strategiske genistreg var at forvandle den offentlige sektor til erhvervslivet og finansmarkedernes trojanske hest!

Den nuværende regering? Jamen det er jo fuldstændig det samme! Måske endda værre. Hvorfor? Fordi det er selve KULTUREN, der er blevet neoliberal. Menneskesynet og samfundsforståelsen. Den neoliberale ideologi har helt enkelt sejret ad helvede til! Politikernes afreguleringer af finansmarkedet op igennem 80'erne og 90'erne var reelt en overdragelse af magten. Vi er kommet til at leve i et demokrati, hvor et hoved = en stemme er blevet afløst af en dollar (eller Yen) = en stemme. I stedet for at repræsentere almenvellet og borgernes interesser er de folkevalgte politikere overgået til at blive det økonomiske systems hjælpere. De folkevalgte fører økonomisk og social politik hen over hovedet på befolkningen, alt efter hvad finansmarkederne dikterer som betingelse for at ville investere. Derfor fører politikerne neoliberal politik og betjener sig af samme retorik uanset hvilken side af folketingssalen, der har regeringsmagten.

Eftersom vores politikere (måske med undtagelse af Enhedslistens Pelle Dragsted) tilsyneladende ikke besidder ressourcerne til at hæve sig intellektuelt over den neoliberalistiske ideologi - men rask væk kalder den for »den nødvendige politik«, påhviler det mere end nogensinde borgerne at formulere en kritik og et alternativ.

(Ovenstående tekst er den uredigerede udgave af debatartikel i Politiken den 20.07.2013)

søndag den 7. juli 2013

Karen Wests sexisme





Der har ellers været stille om Familien Sort i nogen tid -  men nu synes jeg det er blevet lidt for broget. Vi må vist se på deres sidste meritter.

Forleden oplevede jeg, at Camilla Paaske Hjort tog et screenshot af en tråd, hvori jeg pjattede (var det meningen) med en god facebookven, Vagn Sparre-Ulrich, og lagde det op på sin egen væg. Screenshottet beskar tråden på en måde, så det gav et fuldkommen vildledende indtryk af den udveksling, der foregik. For en gangs skyld var det ikke engang mig selv, der stod for skud. Nej, Camilla Paaske Hjorts »ædle« formål med hele manøvren var at hænge Vagn Sparre-Ulrich ud for (hold fast) sexistiske holdninger til omskårne kvinder. ... Det er så grotesk,, at det NÆSTEN er morsomt. ... Vagn og så sexistiske holdninger til omskårne kvinder... Hahahahaha. Meget usædvanligt standpunkt for en intellektuel, humanistisk, magtkritisk, venstreorienteret debattør... Egentlig ville jeg have troet, at Vagn tilhørte den type debattører, Familien Sort elsker at håne for pladderhumansistisk tolerance med etniske minoriteter. Men HER hævdede man altså, at Vagn gav udtryk for racistiske og sexistiske holdninger til muslimske kvinder... Og så var det OGSÅ galt.

Det er sandelig svært at stille folk tilfreds. Hm, hm.

Nå. Men det skal blive bedre - det vil sige værre - endnu. Tina Hummelgaard Nielsen, der også havde deltaget i debatten på bemeldte tråd, mente at det liggodt var for groft at se Vagn hængt ud på den måde og gav sig til at forsvare ham - SELVFØLGELIG var der ikke tale om, at Vagn gav udtryk for sexistiske holdninger til omskårede kvinder. Fnys!

Nu kommer anden akt af den prægtige historie: Karen West spotter tråden på Camille Paaske Hjorts væg, snupper endnu et manipulerende beskåret screenshot og flyver som en anden ådselsgrib med kadaveret over på sin egen væg, hvor hun lykkeligt skræppende med hele næbbet smurt ind i råddenskaben bruger det til denne gang at hænge BÅDE Vagn Sparre-Ulrich og Tina Hummelgaard Nielsen ud for sexisme og ligegyldighed med omskårne kvinder... Jo for se selv, Tina Hummelgaard Nielsen direkte FORSVAREDE jo Vagn. ...

Nu har vi minsanten TO feministiske, humanistiske, magtkritiske debattører, der exellerer i racistiske og sexistiske synspunkter. ... Hvor helt igennem usædvanligt.

Det vil sige, det gør de jo ikke! Camilla Paaske Hjort og Karen West udnytter bare situationen til imod bedre vidende, at miskreditere debattører, de ikke kan lide, ved at tilskrive dem usympatiske holdninger, de aldrig har haft og aldrig har givet udtryk for. En regulær smædekampangne med andre ord.

Det er latterligt - men det er også ubehageligt og ikke så harmløst, som man skulle tro. Enhver ved, hvor dårligt man står, hvis man pludselig skal ud og forklare og gøre ved og forsikre om, at sådan var det, man sagde, jo ikke ment. Der kommer hurtigt noget »er-du-holdt-op-med-at-slå-din-kone« over det. Ved at svare kommer man til at give de afsindige præmisser en anderkendelse, der er helt urimelig og som bedrager til at gøre det uklart for udenforstående, hvad der egl er op og ned i sagen.

Når først smædekampangnen kører, er det svært for den eller de, den retter sig imod, at gribe ind overfor den.

Man kunne hævde, at en så grov og destruktiv manipulation med menneskers udtalelser var en direkte umoralsk fremfærd. Og det mener jeg fakisk også, at det er!



                                                          *

Historien stopper skam ikke her. Vi siger farvel til Camilla Paaske Hjort og fortsætter sammen med Karen West. Det havde jo vist sig effektivt at tage manipulerende screenschots af debattråde og bruge dem til at give et usympatisk indtryk af de debattører, man ikke brød sig om. Og snart tilsmilede heldet atter Karen West. Inde hos Betonfeministerne var der gang i en debat, der skyldtes følgende udtalelse om voldtægt på MANFO.dk:  

»Formentlig, så er kvinder fra naturens side skabt til at være særlig følsom overfor denne type vold. Ideen er at kvinderne fratages deres kontrol over hvem de har sex med, og dermed får børn med. Biologisk set er det rigtig dyrt at blive gravid, og hvis man er blevet voldtaget så har man ikke haft kontrol over hvem som har bidraget med sæden. I de fleste tilfælde vil det nok heller ikke være muligt at få resurser fra personen – resurser som er nødvendige når barnet skal vokse op. Nu om dage har man opfundet både prævention og abort, men naturen har ikke opdateret kvinder, så at sige, endnu. De føler derfor stadig at det er en særlig ubehagelig forbrydelse.«

Denne udlægning af hvorfor kvinder »føler« voldtægt som en særligt ubehagelig forbrydelse, er i mine øjne ikke så lidt sexistisk og kvindefjendsk. Men den er også lattervækkende i sin åbenlyse intellektuelle armod. Det er et niveau, som gennemgående kendetegner MANFO. Forleden forlød det f.eks., at amning i det offentlige rum var feministernes måde at endegyldigt sætte sig på samfundsmagten. ... For real! Det går over min forstand, hvordan nogen kan ytre sig så tumpet. Hvordan kan man læse det uden at dø af grin? Det kunne vi andre i den bemeldte tråd om voldtægt i hvert fald ikke. Jeg selv spillede ud med en vittig bemærkning:

»Som sædvanlig (SÆDvanlig - hæ, hæ) er det fuldstændig hjernedødt hvad der kommer fra den kant.«  

Dernæst skrev Dawn Shed Wagonmaker, at hvis hun læste bare ét til af den slags indlæg, var hun rede til at slagte voldtægtsforsvarere alle til hobe.

Jeg tillod mig som svar endnu en dristig vits:

»Hvis de skal slagtes (MANFOmændene), må det være lige som når man slår dyr ned, der er blevet for usle til at leve videre.«

RIGTIGT gættet. Den tråd snubbede Karen West et screenshot af, der igen viste replikkerne ude af deres sammenhæng, så indtrykket blev fordrejet, og lagde på sin væg:

»Er der en af de danske feminister, der i retorikken prøver at ligne de værste militante islamister? Skal i øvrigt i dag samles med initiativtagerne bag Folkets Avis (også MANFO) og snakke bestyrelse.
citat:
Jette Hansen: Hvis de skal slagtes (MANFOmændene) må det være ligesom dyr ned, der er blevet for usle til at leve videre. (citat slut)«

Tråden var jo ved at EKSPLODERE af forargelse, som man nok kan tænke. Det var såmænd ikke engang mig, det gik værst ud over. Den arme Dawn Shed Wagonmakers bemærkning om, at »slagte« de afsindige producenter af så vanvittige indlæg i debatten, blev udlagt som regulære trusler om mord på MANFObestyreren, Lennart Kiil, hvorfor Dawn Shed Wagonmaker ville blive meldt til politiet(!) Det manglede bare. Når nu KVINFO havde fået medhold i retten for nylig i sagen om Mie Harders kæreste, der skrev til Elisabeth Møller Jensen efter en debat i CEPOS og truede med at skyde hende en kugle for panden. ...

Dawn ville blive meldt og der ville blive lagt sag an! For se selv, der stod det jo: »Slagte«.

Jeg ved ikke helt, hvorfor jeg slap så meget nådigere? Egentlig er jeg lidt fornærmet. Hvorfor skal Dawn meldes til politiet, når jeg ikke skal? Er det fordi Dawns ord har større vægt end mine? Hvad? Hrmpf!

Nå. spøg til side. Lennart Kiil (ham, der driver MANFO) greb straks chancen for at få det til at se ud som om, nogen tog ham alvorligt og tilskrev med al den gravitet og patos, situationen krævede - med tag af Karen Wests navn og det hele (som om hun ikke sad med hele næbbet smurt ind i råddenskaben og vågede konstant over tråden): »Takker under alle omstændigheder Karen West for at underrette mig om de trusler, der rettes imod min person bag min ryg«.

»... de trusler, der rettes imod min person bag min ryg«. ... Pffffhahahahahahahahaha. (Forresten betyder »MANFOmænd« altså ikke »Lennart Kiil«, men mænd der er lige så dumme som indlæggene på MANFO).

Nå. Det jeg egentlig ville sige var, at det nu alligevel undrede mig at Lenny skrev sådan... som om han frygtede for sit liv efter at have læst Karen Wests screenshot. Det gør det, fordi samme Lennart Kiil overhovedet ikke så nogen grund til at reagere dengang en vis hr Lars Kiil (gad vist hvem det egentlig er? Lennart Kiils fætter?) skrev i en Lennart-tråd, at han ville opfordre til, at man sendte »en fuld Breivik imod KVINFO«. Ingen reaktion. Men Lenny var måske bare træt den dag? Gaaaaaab.

Eller også er sandheden, at der slet ikke ER nogen, der VIRKELIG har troet på, at Dawn Shed Wagonmaker og Jette Anne-Marie Hansen virkelig truede med at DRÆBE hr Lennart Kiil endsige MANFOs forfærdelige skribenter eller de mænd, der delte skribenternes spektakulære dumhed.

Måske folk i virkeligheden godt vidste, at Dawn mente, at hendes shit-detektor var belastet til bristepunktet og at det var derfor, hun talte om at SLAGTE, hvis hun skulle læse bare ET til idiotisk indlæg. Og måske var folk godt klar over, at jeg direkte morede mig med at lege med fantasien om, at de intellektuelt udfordrede voldtægtsforsvarere var at sidestille med dyr, der var for elendige til at leve videre ved egen kraft.

Der var bare tale om at benytte sig af en situation med det formål at sværte os til med beskyldninger om en fanatisme uden rod i realiteten.

En hetz med andre ord.

Er der noget andet, der taler for, at der kunne være tale om en ren og skær ond vilje?

Hmmmm. Lad os se. Jo. Den 24. juni skrev Karen West sådan her i en replik på Facebook: »Kommer netop an på, hvilke mænd eller kvinder man tænker på og de følelser, der deraf vækkes. Nogle mænd vækker vrede følelser og andre mænd vækker kærlige følelser. De bedste eksempler kan vi finde hos betonfeministerne, (Jette Hansen et al), der ser enhver maskulin følelse som en slags vold. Og det har så bevirket at dene svigersøn har aflagt sin maskulinitet og blevet en kvinde, der totalt er i sine følelsers vold. Det er uhyre interessant at obsrvere. Jeg er dog glad for, at jeg ikke er hans mor, fordi ellers ville jeg prompte sende hamtil psykolog«.

(Screenshottet kan ses inde hos Nikolj Munk/Mandfjolset på tidslinjen den 24. juni). Der er vel at mærke ikke nogen kontekst, det er Karen Wests første bemærkning i en tråd inde hos Jens Roved og hverken jeg eller Nikolaj er et emne i diskussionen.

Den Karen West, hvis moralske tonus synes endog meget høj på andres vegne, ser ikke ud til i noget synderligt omfang selv at være omfattet af sådanne pålæg. Her er et nedrigt og helt umotiveret pesonangreb på mig selv og Nikolaj Munk i hvert fald helt i sin orden, kan man forstå. ... Jeg ville endda mene, at det er et personangreb af de mere lede. En ting er uenighed og kritik af synspunkter. .... Men det handler indlægget slet ikke om. I stedet går Karen West efter at skade menneskers selvfølelse og menneskers relationer.

For det første er det grebet ud af luften, at »Jette Hansen« skulle anse »enhver maskulin følelse som en slags vold« - men det passer selvfølgelig fint til FORDOMMENE om feminister. For det andet - og det er det vigtigste - synes jeg simpelthen ikke, at det hører nogen steder hjemme, at en granvoksen kvinde giver sig af med at fremsætte nærgående bedømmelser af en ung fyrs seksuelle identitet i offentligheden. Og det gør Karen West, når hun siger om Nikolaj Munk, at han »har aflagt sin maskulinitet og er blevet en kvinde«. Det er slet og ret upassende og ækelt befamlende. Karen West opfører sig som den værste slibrige gamle gris, den slags som plejer at være af hankøn, men som sandelig ikke er det her.

Dernæst er det en vederstykkelig indblanding i min og Nikolajs indbyrdes relation. Hvordan er det meningen, Nikolaj skal få det med sit forhold til mig, når han kan læse ude i offentligheden, at andre på grund af det, anser ham for en kastreret tøs? Meningen må vist være, at han skal komme til at bryde sig mindre om det forhold. Og hvorfor? Jamen ikke af nogen andre grunde end at Karen West ikke bryder sig om Nikolaj Munks kønspolitiske debat på Mandfjolsesiden.

Nikolaj har selvfølgelig formatet og den intellektuelle kapacitet til at sætte sig ud over noget så primitivt, som dette angreb fra Karen West. Men det er egentlig ikke pointen. Det er slet ikke MENINGEN, at man skal have nogle særlige ressourcer til at tåle den slags ting. For de bør nemlig slet ikke forekomme! Og hvem kan sige om sig selv, at de SLET IKKE ville føle sig belastet af at blive udråbt offentligt til at have en forkert kønsidentitet?

Da Nikolaj Munk i sin tid blev »afsløret« som manden bag Mandfjols, hvorved hans unge alder også kom frem, iværksatte Familien Sort en decideret kampangne, hvor der blev kørt på at kalde Nikolaj for »barn« og »dreng« og ja, ...for en pige. »Hun«. Og også dengang deltog Karen West aktivt i løjerne. Jeg vil henlede opmærksomheden på det blogindlæg, jeg dengang skrev om kampangen imod Nikolaj Munk. (»Riv den af til et billede af XXX«)

Men - HOV STOP. Er Karen West da ikke FEMINIST???! Jo, det siger hun i hvert fald selv at hun er. Men er det ikke sexistisk at fremstille en ung mand som kastreret eller en tøs, fordi han forsvarer feministiske standpunkter? Er det i det hele taget ikke sexistiske at kalde folk for kvinder i et devaluerende øjemed - som om kvinder bare ER mindre værd?

Jo, det er sexisme!

Der var engang, at Karen West skrev på Facebook, at hun nok mente min kritik af Familien Sort måtte skyldes, at jeg var blevet gammel og uattraktiv for mændene, hvorfor jeg måtte være ved at kvæles af misundelse på Camilla Paaske Hjort og Lennart Kiil, som var SÅDAN et nydeligt, UNGT par. Hm, hm.

Men er det da ikke sexisme, at frakende kvinder værdi med henvisning til deres status som sexobjekter? Og er det ikke aldersfascisme at tildele yngre mennesker større værdi end ældre - udelukkende med henvisning til alderen?

Jo, det er det!

Hvordan er det muligt, at Karen West kan være feminist, samtidig med, at hun gør sexistiske og aldersfascistiske holdninger gældende i offentligheden?

Ja, hvordan kan man være sexist og feminist på samme tid? Det er den store gåde her!

                                               *


Facebook er blevet en vital del af samfundsdebattens fødekæde. Her foregår en stor del af den demokratiske samtale, her genereres en stor del af samfundsdebatten.

Hvad skal man mene om et debatmiljø, hvor der foregår sådanne ting, som dem, jeg fortæller om her? En bevidst misrepræsentation af debattører i et udelukkende chikanerende øjemed. Er det godt for samfundsdebatten?