Cepos' kvindehad - en forklaring

Nå, lad os komme til det: Hvorfor i alverden skulle CEPOS dog have interesse i at betale debattører for at puste til kvindehad i offentligheden? Det spørgsmål vil jeg gerne besvare i dag!

Jeg forstår nemlig godt, hvis folk undrer sig. Lige som jeg har stor forståelse for, at mange i sin tid ikke begreb, hvorfor man dog skulle behøve at beskæftige sig med de borgerlige antifeminister, som den noble penge… nej, jeg mener tænketank så venligt betænker med hjælp i form af økonomiske midler og andet. (Ikke at jeg siger CEPOS kun understøtter debattører af antifeministisk observans, det er bare dét område, jeg kan kaste lys over).

For CEPOS' neoliberalister. Er de ikke bare nogle, der tænker på penge og penge og økonomi? En ekstrem form for økonmisk rationalisme? Så vidt jeg ved, ønsker neoliberalisterne bare… og i al beskedenhed… en så lille stat som muligt, en så omfattende markedsgørelse af alle ydelser som muligt og endelig at markedsmekanismen får lov til i en så omfattende grad som muligt at regulere samfundet. Befri økonomien og du har befriet mennesket - (især det rige menneske). Men når det så er sagt… hvad i alverden skal de glatte, økonomiske rationalister dog på kvindehadets slammede galaj?

Nej, det er også rigtigt. Men…. tænk på, måske bøvler neoliberalisterne også med andre problemer end økonomien? Vi lever som bekendt i et demokrati. Og så er man nødt til at få folk til at bakke op om sit budskab. For at kunne få flertal for det. I Folketinget og sådan.

Jeg vil gerne forklare nøjagtigt, hvad koblingen mellem det neoliberale samfundsprojekt (som CEPOS repræsenterer) og udbredelsen af borgerlig antifeminisme er!

Egentlig er det meget enkelt. Kvindehad og og feminisme er som to sider af samme mønt. Hvis der ikke fandtes kvindehad ville feminismen heller ikke være der. Men på trods af denne konstans har såvel kvindehad som feminisme kunnet antage meget forskellige former igennem tiden. Således er det f.eks. en meget stor misforståelse, som det sker for øjeblikket, at sætte lighedstegn mellem feminisme og venstreorientering – bare fordi rødstrømperne var venstreorienterede.

Men…. Jette, det er så hårdt sagt… er de borgerlige antifemnister da virkelig kvindehadere? Lad mig sige det sådan, at jeg endnu aldrig har mødt en borgerlig antifeminist m/k, der ikke argumenterer for, at kvinder er mindre kapable samfundsindivider målt på penge og prestige end mænd… Dét er i mine øjne kvindehad. Og så er vi SLET ikke kommet til den øvrige retorik, som karakteriserer segmentet endnu.

For at komme tilbage på sporet: Hvilken form har kvindehadet antaget i den borgerlige antifeminisme?

Jo, de borgerlige antifeminister underbygger deres opfattelse af kvinder som værende mindre værdifulde samfundsindivider målt på penge og prestige end mænd med en ganske bestemt italesættelse af samfundsforholdene: Således omtales staten, velfærdsstaten eller den offentlige sektor gerne som et individ af hunkøn! Et uønsket individ af hunkøn. En decideret møgkælling faktisk. »Hende« vi gerne vil af med. (Anne Sophia Hermansen beskrev f.eks. i et interview i Politiken antifeminismen som en kamp imod »Big Mother-omklamring«, der skyldes, at kvinder ikke ønsker at »blive lagt passivt til velfærdsstatens bryst«. (http://politiken.dk/debat/ECE1295257/fri-mig-for-big-mother-omklamringen/).) 

I den offentlige sektor arbejder alle kvinderne. De arbejder ikke nær så hårdt som alle mændene. Skat betalt af indtægter tjent indenfor det offentlige tæller faktisk ikke engang som skat…. Nej… Det gør det ikke, fordi det jo bare er nogle penge betalt tilbage til staten af penge, der allerede en gang er taget i skat…. fra det private erhvervsliv, nemlig. Og nu kommer vi til mændene. Alle mændene arbejder, altså rigtigt arbejder, inden for det private – i erhvervslivet. Og de betaler skat. Rigtig skat – ligesom virksomhederne også betaler rigtig skat (de af dem altså, der ikke har fundet en måde at undgå det på naturligvis). Det er således pr. definition kun penge fra det private erhvervsliv, der tæller for tjente penge til samfundet.

Egentlig er det morsomt at tænke på, hvor tit feminister bliver beskyldt for konspirationstænkning…. når man ser de borgerlige antifeministers massive abonnement på netop denne form for ræsonnementer: Denne samfundsforståelse munder nemlig ud i en opfattelse af, at der eksisterer en alliance imellem velfærdsstaten og kvinderne, der går ud på at lænse mændene for deres surt og redeligt tjente penge i den private sektor for derefter at forære dem til kvinderne for deres pseudoarbejde indenfor det offentlige og understøtte deres uafhængighed af en mand i kraft af diverse støtteordninger ISÆR til enlige mødre (##€%&!!§§&%€€).

Forståelsen af det reproduktive arbejde inden for den offentlige sektor som tilsæt og udgifter er helt centralt for den borgerlige antifeminisme! Det er nemlig ved at sætte køn på dette samfundsforhold, at nedvurderingen af kvindekønnet i forhold til det mandlige køn kommer i stand. Ja, man kan godt indvende, at det er en ufatteligt primitiv og forkortet samfundsforståelse. Der arbejder jo eksempelvis også masser af mænd i den offentlige sektor og masser af kvinder i den private – og hvad med dem? Og »skånejobs« i det offentlige…. folk skulle vist have lov til at prøve et job som sagsbehandler i et par uger… Men man skal bemærke to ting: For det første hænger ræsonnementet formelt om end ikke reelt sammen – og det formelle er faktisk tilstrækkeligt til at fortællingen kan fungere tilfredsstillende som netop fortælling. For det andet skal man bemærke, at denne fortælling desuden passer som fod i hose til det neoliberale samfundsprojekt, CEPOS ser det som sin opgave at understøtte: En så lille stat som muligt, al magt til erhvervslivet og væk med alle former for offentlige subsidier så den rene markedsregulering kan få lov at råde. Ikke? De borgerlige antifeministers samfundsforståelse er som en grovskitse med få streger, der, når man lægger den hen over neoliberalisternes mere detaljeret udførte samfundsmodel, mirakuløst viser sig at stemme overens. I virkeligheden er neoliberalisterne og de borgerlige antifeminister jo et match made in heaven. Selv om jeg vil kalde de borgerlige antifeministers samfundsforståelse for en efterrationalisering i forhold til det underliggende kvindehad, er den afgørende for alliancen med CEPOS!

Ganske vist viste jeg i de to sidste blogindlæg, at fremtrædende personer som bestyrelsesmedlem Christopher Arzrouni og direktør Martin Ågerup gladeligt giver udtryk for både sexistiske og kvindefjendske holdninger i offentligheden. Men det viser jo ikke i sig selv, at CEPOS qva den neoliberale ideologi, skulle have nogen særlig interesse i at understøtte udbredelsen af kvindefjendske budskaber i offentligheden. Det viser bare, at der hos tænketankens nøglepersoner ligger en personlig inklination, der i hvert fald ikke stiller sig i vejen for en sådan alliance. Jeg tror, man skal betragte det på en anden måde: CEPOS er rationelle og forstandige folk, der slet og ret ønsker at hverve tilhængere til den neoliberalistiske samfundsmodel. Så mange som muligt. Og på et tidspunkt har et lyst hoved fået øje på, at de borgerlige antifeministers tankegang egentlig uden videre kunne kobles til neoliberalismen. Ja, man kunne måske endda hjælpe den lidt på vej med nogle kurser i samfundstænkning på CEPOS-universitetet.

Har CEPOS en interesse i at puste til kvindehad i offentligheden? Ja! I den aller højeste grad. For det viser sig nemlig at være et prima redskab til at hverve tilhængere! Og at hverve tilhængere er faktisk det, det hele går ud på, hvis man vil have magten. Og det vil neoliberalisterne jo, hvis nogen skulle være i tvivl. Det er ikke engang nødvendigt selv at være kvindehader for at indse fordelen ved at understøtte de borgerlige antifeminister.

Ved at puste til kvindehad i offentligheden opnår man ganske enkelt at hverve en mængde potentielle tilhængere til den neoliberale samfundsmodel. Folk der er drevet af dybe, intense kræfter fra det ubevidste. Derfra hvor kvindehadets impuls nu engang udgår. Og så har man lige pludselig en stor pool af intenst for ikke at sige fanatisk dedikerede tilhængere!

CEPOS har smart formået at spænde kvindehadets stærke energier for neoliberalismens vogn!

Er CEPOS virkelig kvindehadere? Martin Ågerup

Som bekendt hævder jeg, at CEPOS bl.a. med  økonomiske midler aktivt understøtter udbredelsen af kvindefjendske budskaber i offentligheden. Jeg vil gerne forklare nøjagtigt hvad koblingen mellem det neoliberale samfundsprojekt (som CEPOS repræsenterer) og udbredelsen af borgerlig antifeminisme er! Men som optakt ønsker jeg, at pege på det generelle kønspolitiske klima i CEPOS, som lader sig iagttage i samfundsdebatten – skønt det faktisk ikke er det afgørende for min påstand om, at CEPOS/neoliberalismen har en interesse i at puste til kvindehad. Blot vil jeg gerne påpege, at der heller ikke ligefrem er noget i den fremherskende tankegang, som stiller sig i vejen for at betjene sig af en sådan strategi. ...

I sidste indlæg påviste jeg en markant og umisforståelig sexisme i udtalelser fra CEPOS' fremtrædende bestyrelsesmedlem, Christopher Arzrouni – debatredaktør på Børsen. I dag er det CEPOS' direktør, Martin Ågerups tur på bloggen.

Hvordan ser CEPOS' direktør, Martin Ågerup, egentlig på kvinders deltagelse i samfundslivet?!

For nylig havde Ugebrevet A4 lavet en opgørelse over kønsfordelingen i landets syv mest indflydelsesrige pengetanke – herunder CEPOS – og var kommet frem til det resultat, at kvinder stort set ikke forefandtes og jo højere op i hierakiet jo mere udpræget.

http://www.ugebreveta4.dk/2011/201146/Tirsdag/maend_taenker_mest.aspx?fb_comment_id=fbc_10150393982474585_19782990_10150394246159585#f1ea5c940bc5df

Professor på Institut for ledelse på Aarhus Universitet, Steen Hildebrandt fastslog, at det i hvert fald ikke skyldes, at kvinderne ikke fandtes, idet han udtalte: »Der er masser af højkompetente kvinder i det danske samfund, der kunne rekrutteres«.

Journalisten spurgte dernæst Martin Ågerup, om han ikke anså denne skævdeling på køn for at være et problem for fagligheden og om han som direktør virkelig var tilfreds med udelukkende at have ansat mænd – hvortil det selvsikre svar lød:

»Vi har ansat de bedst kvalificerede til jobbet uden at tage hensyn til, om det er mænd eller kvinder«.

Anderledes sagt: JA. Jeg er som direktør enormt vel –og selvtilfreds med kun at have ansat mænd. Mænd er nu engang dygtigere end kvinder.

Ja. Den vurdering må vi selvfølgelig bare bøje os for. Men det kan vi da også roligt gøre. For CEPOS' direktør er nemlig til overmål desuden fuldkommen sikker på, at det er hamrende ligegyldigt, om der er kvinder med i sådan en tænketank eller ej:

»Martin Aagerup (mener) slet ikke, at fraværet af kvinder i tænketanke giver et fagligt problem. (…) »Vi er enormt bredt sammensat og meget, meget forskellige. Hvis du ser på aldersspredningen er den stor, og hvis du ser på den erfaringsmæssige baggrund er vi meget forskellige. Jeg synes, at det er en meget snæver vinkel at se på  tingene, som at bredde handler om, hvilket køn man har. Det synes jeg ikke, at det gør,« siger Martin Ågerup«.

Hm, hm. Vi tager den igen: Martin Aagerup mener, at der skam er bredde og mangfoldighed i sammensætningen af CEPOS .... selv om der ikke lige er nogen kvinder ... men så er der faglige forskelle, der er aldersspredning, racetilhørsforhold og den slags…

CEPOS' direktør giver helt enkelt udtryk for, at han anser mangfoldighed og bredde for muligt at realisere – uden at kvinder nødvendigvis er repræsenterede…

Ville han også mene, at mangfoldighed og bredde var blevet realiseret, hvis der ingen mænd var? Ja, kunne man… overhovedet forestille sig hr. Ågerup gennemføre det tilsvarende ræsonnement med omvendt kønsfortegn? Altså at samfundstænkningen skam blev varetaget fint uden deltagelse af mænd, når bare der var kvinder af forskellig baggrund, alder og (måske) etnicitet repræsenteret?

For at sige det ligeud: Jeg opfatter det som værende utænkeligt, at Martin Aagerup ville anerkende en sammensætning bestående af lutter kvinder i landets tænketanke som repræsentativ! Faktisk er jeg overbevist om, at han tværtimod ville anse det for uantageligt. 

Kan man derfor opfatte Ågerups udtalelser som andet end, at han i fuld offentlighed underkender betydningen af kvinders deltagelse i samfundsudviklingen? Et kvindesyn, der giver rum for, at kvinder kan få lov til at opleve sig selv som tilskuere til en samfundsudvikling, der initieres, udkastes og iværksættes af mænd, hvilende på mænds forventninger, vurderinger og bedømmelser. Hvis Martin Ågerup tager betydningen af tænketanke alvorligt i hvert fald. Og det gør han vel, nu han selv er direktør for en…

Martin Ågerup sender et signal, der siger: »det er ikke kvindernes samfund, kvinder har ikke (med)ejerskab til samfundet på niveau med mændene, det er mændene, der tænker tankerne, udkaster visionerne og udstikker udviklingen«. Kvinder bliver anset for at være en art andenrangs samfundsborgere, hvis betydning for samfundsudviklingen hverken er konstitutionel eller uundværlig. Ganske som man i virkeligheden kan se det blandt de borgerlige antifeminister i MANFO og 180graders kønspolitiske artikler og kommentarspor. Kendetegnende for de borgerlige antifeministers samfundssyn er nemlig, at de meget konkret og meget direkte mener, at samfundet og kulturen er mænds frembringelse, mænds værk og rettelig mænds ejendom.

                                                         ***

Har CEPOS' direktør ellers givet udtryk et reaktionært kvindesyn? Jo, der var jo f.eks. den gang Helle Thorning Schmidt i The Times kritiserede engelske kvinders manglende mulighed for at arbejde, når de har fået børn… Hun udtalte: »I London ser jeg mange par, hvor begge er meget veluddannet, men de vælger, at manden skal arbejde, mens hun går derhjemme. Enhver skal vælge, hvad han eller hun ønsker at gøre - men det virker som spild for samfundet, at man giver en kvinde en uddannelse som jurist på et smart universitet, og hun så bruger sin tid på at kigge efter børnene«

Martin Aagerup kommenterede: »Britterne bliver udsat for et kultur-chok i mødet med dansk formynderi. For Thorning er kvindernes højere mål at tjene penge til staten, mens familiens behov kommer i anden række«.

Åh, det er vel nok trættende med denne evindelige ideologiske manipulation, hvor al samfundskritik konsekvent kaldes formynderi og angreb på individets frihed, imens det aldrig kaldes et formynderi og angreb på individets frihed at f.eks. fjerne efterlønnen, forkorte dagpengeperioden, eller presse studerende hurtigere igennem uddannelsesforløbene. Men bortset fra det…. så lad os se på Martin Ågerups særlige… skal vi sige udlægning af Helle Thornings ord:

Ågerup vælger interessant nok at tolke Thornings tale om samfundet som »staten«… altså at det specifikt er staten, Thorning vil have, at kvinderne skal tjene penge til..., frem for at tænke på familien. Men hvorfor dog det? Staten er jo en underafdeling af samfundet. Og det er netop ikke »staten«, Thorning taler om. Men fællesskabet i bredeste forstand.

Og formynderi? Thorning siger, »Enhver skal vælge, hvad han eller hun ønsker at gøre - men det virker som spild for samfundet at… og så videre... Det kalder Ågerup for, at Helle Thorning forlanger af kvinderne, at de skal tilsidesætte familiens behov. Men nej, det gør hun faktisk ikke. For hun siger netop, at enhver skal vælge, hvad han eller hun ønsker at gøre. MEN. Og så taler hun om det generelle: Det virker som spild for samfundet, hvis kvinderne ikke bruger deres uddannelse ude på arbejdsmarkedet.

Det er som om Helle Thorning Schmidts ord fordrejes efter en på forhånd skrevet… øh… drejebog (sorry), så de fremtræder ekstreme, formynderiske, dominerende, undertrykkende - lidt på samme måde som en »mor« der bare er for meget med sine krav om rensede ører og hænderne over dynen. Der bliver skabt et billede af, at Thorning tager kvinderne… og i det hele taget familierne… som statens gidsler (= staten er en ond overbestemmende mor). Reelt dæmoniserer Ågerup velfærdsstaten/den offentlige sektor. Han taler om den, som et opslugende hunkøns-dragevæsen, en ond mor, der opæder individets frihed og fører til svigtede familier. I sig selv et værre hykleri! For er neoliberalisterne måske ikke i almindelighed de første til at indforstå sig fuldkommen med arbejdsmarkedets ret til at råde over folk med hud og hår? Væk med lange ferier, korte arbejdsdage, efterløn o.s.v. Når individets højt besungne ret til frihed sættes i forhold til arbejdsmarkedet og arbejdsgivernes interesser, er den pludselig næsten slet ikke til at få øje på!

Hvad angår familiens højthellige behov plejer neoliberalisterne heller ikke ligefrem at være modstandere af nedskæringer herunder nedskæringer i vueggestuer og børnehaver. Helligere er familiens behov ikke. Det her handler med andre ord ikke om familiernes behov. Det handler om synet på kvinders deltagelse i samfundslivet!

Almindeligvis går neoliberalister ind for, at mennesker flinkt betjener kapitalismens evindeligt vekslende behov i en såkaldt fri konkurrence med hinanden. Men hr. Ågerup glemte at sige en enkelt lille ting om sin liberalisme: Fri konkurrence – det er noget mænd har med hinanden! Og ikke med kvinder. Hvor kan man se det henne? Tjaaa, i virkeligheden mange steder i samfundet, f.eks i kvindernes markante fravær i toppen af akademias hierakier.... Men vi vil bare helst ikke være ved, at det forholder sig sådan. ... Vi foretrækker at tro på meritokratiet – altså på at individets præstationer bedømt ud fra objektive kriterier ligger til grund for tildelingen af magt, indflydelse og prestige. … Og ikke at kvinder har en negativ bias imod sig, når deres præstationer skal bedømmes. Nej, vel. Brrrr. Hvilken ubehagelig tanke.

Men netop den situation i England, som Helle Thorning Schmidt fremkom med sin udtalelse i forhold til, er i virkeligheden netop et overtydeligt eksempel på, at den fri konkurrence er sat ud af kraft mellem mænd og kvinder!

Høje institutionspriser blev fremhævet i diskussionen som værende et stort problem for ligestillingen, men reelt var det ikke det, der var det afgørende. Det afgørende var den nye arbejdsløshed under krisen - som, surprise, surprise - især har ramt kvinderne. Reelt oplever englænderne jo, at det biologiske køn har sat konkurrencen om jobsene efter uddannelseskvalifikationer ud af kraft: Det er, uanset uddannelsesniveau, kvinderne, der trækker sig fra arbejdsmarkedet.

Det, Ågerup med andre ord døber »familiens behov«… er reelt mændenes behov for at bevare deres kønsidentitet som provider for familien på arbejdsmarkedet, mens kvinder kan få lov til på den konto, hm, hm (sorry… igen) at regrediere til en moder –og husmoderrolle. Når der – som tilfældet er i UK for tiden – mangler stillinger, så tilfalder dé, der er, naturligvis manden. Eller naturligvis og naturligvis…?? Naaaaj, man kalder det, at kvinderne skal have ret til at vælge frit. Det vil sige fravælge arbejdsliv til fordel for at passe børnene. Og først dernæst kalder vi det natur(ligvis).

Ågerup demonstrerer, at han i virkeligheden ser meget forskelligt på hhv. mænd og kvinder som samfundsindivider: I forhold til mænd er kvinder en art andenrangs samfundsborgere. Mændenes vikarer på samfundscenen, hvis betydning for samfundsudviklingen overhovedet ikke betragtes som hverken konstitutionel eller uundværlig. Ganske på samme måde som da han skulle tage stilling til betydningen af kvinders fravær i tænketanke. 

                                                                         ***

Er der andre eksempler på, at Martin Ågerup har hensyn, der forekommer mere irrationelle end de rent objektive økonomiske interesser i sin samfundstænkning? Lad os slutte med en lille ideologisk godbid dengang tænketank-direktøren i en facebook-opdatering udtrykte sin fuldtonede glæde over en »fremragende kommentar af Peter Kurrild-Klitgaard«. For hvad var det egentlig, der i den grad havde vakt hr. Ågerups store glæde!

Jo, det hele startede egentlig med at vores Ligestillingsminister, Manu Sareen (R), fremhævede en amerikansk rapport fra en »uafhængig« tænketank, Catalyst, der viste, at udbyttet i de største virksomheder, domineret af mænd, er lavere end i virksomheder med mange kvinder i ledelsen. Dette optog Sareen som en støtte for idéen om at indføre kvindekvoter til bestyrelser.

Det, der i den grad vakte Martin Aagerups store glæde, var, at Peter Kurrild-Klitgaard imidlertid under overskriften, »Kvotefup«, kunne skrive, at Professor Nina Smith og professor Steen Thomsen vurderede, at man ikke med sikkerhed kunne vide om resultaterne holdt.

Men det er da virkelig forvirrende. For en god neoliberalist som Martin Ågerup, burde dét jo aldeles ikke være nogen glædelig nyhed! Plejer neoliberalisterne måske ikke ellers at sige, at de kun går op i en og en eneste ting, når de forholder sig til rammerne for samfundsudviklingen: Profit, profit og atter profit. D.v.s. tallene på bundlinjen?

Derfor var det egentlig nyheden om, at virksomheder med kvinder i bestyrelsen tjener bedre end virksomheder uden, man skulle tro ville give anledning til jubel og glædesrus. For så præsenterer der sig en spritny mulighed for at sikre erhvervslivet større profit: kvindekvoter til bestyrelserne!

Og den nye nyhed om, at det alligevel ikke er blevet bevist, at kvinder i bestyrelserne er en sikker vej til større overskud, skulle man derfor ærlig talt også tro måtte være rigtigt nedslående for liberalistsegmentet: Øv, øv og tre gange øv. Nu er kvoter måske ikke vejen til større indtægter for erhvervslivet alligevel.

Men nej! Sådan er det ikke. Det er faktisk lige omvendt.

Udsigten til, at virksomheder ville klare sig bedre med kvinder på magtfulde poster, er decideret nedslående for CEPOSkartellet. Derimod vækker udsigten til at kvinder kan undværes i magtens korridorer jubel. …

Hvordan forklare det på anden måde, end at der fra CEPOS' mest fremtrædende repræsentanter, under hånden udgår en kønskonservativ og kvindefjendsk ideologi?

Er CEPOS virkelig kvindehadere? Christopher Arzrouni

Det med CEPOS. Er det nu ikke at gøre den pæne forening… nej, tænketank, mener jeg selvfølgelig… uret, når man, som jeg gjorde for nylig, anklager den for at betale debattører for at udbrede et borgerligt, antifeministisk budskab? Arj, kunne de virkelig finde på det? Jeg mener… Én ting er, at CEPOS arbejder målrettet på at udbrede det neoliberale budskab. Det ved vi selvfølgelig alle sammen godt. Men kvindehad? Hvorfor skulle CEPOS dog være interesseret i at udbrede kvindefjendske holdninger? Og i at understøtte borgerlige antifeminister økonomisk? Nej. Det er dog mærkeligt.

Eller er det?

Min sidste blog var en repremiere på en tekst om Christopher Arzrouni, der er bestyrelsesmedlem i CEPOS og debatredaktør på Børsen. (Nej, nej – højrefløjen sidder da bestemt ikke på medierne, vel? Og så fik jeg ikke engang nævnt, at Christopher Arzrouni er gift med Groft Sagt-skribent, Edith Thingstrup. Eller at selveste MANFOs Lennart Kiil sørmer opnåede at blive taget alvorligt med et længere holdnings-interview i Jyllands Posten forgangen weekend. Nej, de danske medier bruger ikke sådan noget som højreorienteret bias… eller nepotisme eller den slags. Dét kan vi fastslå med den største sikkerhed). Men hvor kom jeg nu fra? Nå jo, det var det med, om det ikke var at gøre CEPOS uret, sådan at påstå, at de kunne have en interesse i at udbrede kvindehad i offentligheden? 

Er der en forbindelse imellem det neoliberalistiske samfundssyn og kvindehad?

Lad os se lidt nærmere på det. Hvilken holdning til kvinder giver fremtrædende medlemmer af CEPOS egentlig udtryk for?

Da jeg sidst tog fat på Christopher Arzrouni, viste det sig jo, at han var en slem hykler, når det kom til den udtrykte bekymring over forbruget af offentlige midler. Pludselig var dette nemlig ikke et problem, når bare den, der lænsede statskassen var Arzrouni selv.

(Man må selv læse min foregående blog: http://jettehansenblogger.blogspot.dk/2012/10/repremiere-arzrouni-fortl-danmark-om.html). Dét er jo imidlertid ikke ensbetydende med at manden også er sexistisk og misogyn. Vel?

Nej okay. Men hvordan ser Christopher Arzrouni egentlig på feminisme og kvindefrigørelse?

Det har han været så venlig at give til kende dels i sin debatbog fra 2005, »Helt uforsvarligt«, hvor han forsvarer visse kontroversielle emner så som organhandel, bordeldrift, pengeafpresning, insiderhandel samt handel med truede dyrearter og med forurening. Det er selvfølgelig forsvaret for bordeldrift, der er interessant i denne sammenhæng. 

Ikke? 

Okay. Christopher Arzrouni bakker altså op om prostitution. Så ved vi dét.

Men derudover har Christopher Arzrouni også skrevet en blog til Damefrokosten (d'damer, som uden nogen form for støtte fra CEPOS har gjort en hel masse for dem. What a wonderful world!). Her giver Arzrouni sin holdning til netop feminisme, kvindefrigørelse og ligestilling til bedste: (http://www.damefrokosten.com/kon-henrik-dahl-og-darlige-undskyldninger/). Arzrouni er rigtig i hopla og lader os lige fra første sætning vide, hvor han står:  

»Jeg har kun mødt et eneste reelt kønsproblem i nyere tid. Mine døtre mener, at der er for få kvindelige Lego-figurer. Jeg prøver at kompensere for det ved at købe figurerne i løs vægt. Men jeg må indrømme, at der er for få varianter af Lego-kjoler til at det bliver virkelig spændende. Mon ikke Lego finder ud af det med tiden. Håret til figurerne er blevet bedre. Der er faktisk en del spændende, langlokkede frisurer«.

Dér ser man. Arzrouni er til langt hår…. big surprise. Men bortset fra det, mener han åbenbart, at det er helt til grin at tale om eksistensen af ligestillingsproblemer. Endog på sine kære, højtelskede døtres vegne. … »Far er her for jer, piger!«

Andre ligestillingsproblemer findes der ifølge denne skarpøjede samfundsiagttager og debatredaktør ikke, end at Legos pige-figurer har et for lille udvalg af frisurer. Eller anderledes sagt: det med ligestilling er noget latterligt pjat, et mere latterligt emne findes simpelthen ikke!

Men Christopher Arzrouni har alligevel yderligere et synspunkt, han åbenbart finder relevant, at gøre gældende:  

»Utallige mænd – sågar begavede fyre som mit forbillede Henrik Dahl – har brugt kvinder som undskyldning for, at de blev venstreorienterede i deres pure ungdom. Det var hos de venstreorienterede, man kunne få sex med spændende hunkønsvæsener. I bund og grund et fremragende argument for en ung, viril mand. Bortset fra, at Henrik Dahl stadig kalder sig venstreorienteret – selvom de spændende kvinder i dag findes på højrefløjen«.

Arjjjj - »…selvom de spændende kvinder i dag findes på højrefløjen«. Sån' en fin kompliment til højrefløjens kvinder. Har I hørt det? I er mere kneppeværdige end kvinder på venstrefløjen?

Hm, hm. Hvordan ser I selv på den slags (kærligheds)erklæringer, I kvinder på højrefløjen, fristes jeg til at spørge? Kommentarsporet rummer i hvert fald ikke kritik eller utilfredshed. Tværtimod. Det står enhver frit for at gå ind og selv forsikre sig om. Og jeg mindes heller ikke andre steder at have set Arzrounis udtalelse om højrefløjens kvinder kritiseret for at være sexistiske. (Øh, hørte jeg nogen spørge, hvorfor det er sexistisk at fremhæve højefløjens kvinder frem for venstrefløjens med henvisning til, at de er mere kneppeværdige? Jo, men det vil jeg da gerne straks forklare: Det er sexistisk, fordi Arzrouni egl. tematiserer, hvem der besidder den største faglige vægtighed på en politisk arena: De kvinder, der stemmer til højre for midten eller de kvinder, der stemmer til venstre for midten. Men Arzrouni afgør spørgsmålet om kvindernes værdi - ikke ud fra med hvilken validitet, de evner at forsvare deres politiske standpunkt, - men om han finder dem værd at gå i seng med. Og dét er sexisme. Fordi han tillader sig at definere  kvinders værd på alle niveauer som betinget af om HAN/andre mænd gider at gå i seng med dem - og ikke deres eventuelle faglige kapacitet).

Jeg kan næsten ikke få mig selv til at sige det, men jeg frygter vitterligt at enkelte totalt vildfarne individer af hunkøn på højrefløjen måske ligefrem oplever en form for bekræftelse… eller stolthed… ved sådan at blive klappet på hovedet af »far«. Eller udvalgt frem for andre kvinder…. 

Mmmmm mum. Dejligt. Herligt. Bvadr.

Ja, kun et fåtal. Det er jeg selvfølglig godt klar over. Bare fordi højrefløjens kvinder er højreorienterede behøver de jo ikke af den grund være både misogyne, til falds for sexisme eller enormt dumme.

Trods alt fremkommer Arzrouni med én eneste udtalelse, der viser en form for anerkendelse af eksistensen af uligestilling som noget, der er et problem for kvinder: 

»Den dag, kvinder i samme grad som mænd uddanner sig til ingeniører, civiløkonomer, statsautoriserede revisorer osv. kommer der uden tvivl flere kvinder på topposter i virksomhederne. Hvis de så i øvrigt lægger  sig hårdt i selen og fravælger familien i mange flere timer. Påstod jeg«, skriver Arzrouni med kendelig selvtilfredshed og gør sig herefter enormt lystig over at nogle humanistisk uddannede hunkønsvæsner misbilligende udtaler: ”Det kan da ikke være meningen, at man skal gøre karriere på mandens præmisser”.

»Nej vel?«, bemærker Arzrouni sarkastisk, »Det kan da ikke være meningen, at man bliver fravalgt, fordi man gør noget andet end det, der er brug for?«.

Pragtfuldt! Ikke? Så ved vi, hvor kvinders plads er! Ikke noget med at ændre på arbejdsvilkårene for at give mødre OG NB fædre tid og mulighed for at være mere sammen med deres børn, imens de er små. No, no. Hvem definerer hvad der er brug for? Det gør virksomhederne, erhvervslivet og denne verdens chefer.

For nu at sige det ligeud, så synes jeg, at Christopher Arzrouni demonstrerer en renlivet sexistisk nedgøring af kvinder i sit skriveri! En mand, der sidder i bestyrelsen for CEPOS. Og er debatredaktør i Børsen. Værså god at skylle.

Men bare fordi et bestyrelsesmedlem for CEPOS viser sig at være sexist, behøver det jo ikke at betyde, at det neoliberale samfundsprojekt som sådan har en særlig interesse i at puste til kvindehad i samfundet. Gør det?

Nææææ. Men jo! Det gør det faktisk alligevel. Men hvordan?!

Det meget gode spørgsmål agter jeg at besvare: Forbindelsen mellem CEPOS, det neoliberale samfundsprojekt og interessen i at puste til kvindehad! Men jeg ønsker at bygge op til min pointe med denne og den foregående blog om CEPOS' fremtrædende bestyrelsesmedlem, Christopher Arzrouni, – og dernæst endnu en blog om CEPOS´direktør, Martin Ågerups holdning til kvinder.

Herefter agter jeg at poste en blog, der nøjere gør rede for, hvad der er forbindelsen mellem CEPOS' neoliberale samfundsprojelt og udbredelsen af kvindehad!

Vær så god at spidse ørerne!