mandag den 2. juli 2012

Hvorfor forholde sig til Familien Sort? Del 2

    

Henrik Dahl imødegår på sin fb-side min udlægning i nedestående blog af hans tekst i Weekendavisen om kønsforskningens bull-shitfaktor. Der er flere, der udtrykker ønske om, at måtte læse den tekst af Henrik Dahl, som jeg skriver om. Og da den ikke ligger på nettet, har jeg tilladt mig, at indkopiere den i sin helhed nederst i blogindlægget!




Når man kaster blikket på kataloget over de borgerlige antifeministers kønspolitiske holdninger (præsenteret i Del 1), må man alvorligt spørge sig, hvordan det er muligt for almindelige, velfungerende mennesker at forfægte så irrationelle synspunkter? Man må lige så alvorligt spørge sig, hvordan folk tilsyneladende undgår at opdage, at disse grundholdninger skam forfægtes bredt i samfundsdebatten.

Eksempel: Henrik Dahl rettede i Weekendavisen/ 25. maj en sønderlemmende kritik imod kønsforskningen for at have en skyhøj bull-shitfaktor… En tidsskriftsartikel fra Kvinder, køn & forskning om alternative betydningstilskrivelser til teknologiske genstande, forfattet af Karen Barad, Malou Juelskjær og Nete Schwennesen angiveligt efter en natlig samtale på et eksotisk beliggende konferencecenter i Grækenland, holder for som eksempel på den faglighed, Henrik Dahl kritiserer. 

Hvad selve kritikken angår, deler jeg et langt stykke hen ad vejen Henrik Dahls opfattelse. Den videnskabelige diskurs, han angriber, er efter min mening patetisk opblæst og fatalt irrelevant. Så i den forstand kan jeg sagtens respektere kritikken.

Men samtidig med at kritisere en retning inden for kønsforskningen, giver Henrik Dahl også en karakteristik af kvindelige kønsforskere som sådan. Hvis man uddrager det, Henrik Dahl siger i artiklen specifikt om kvindelige kønsforskere, får man følgende: De »er medlemmer af en sekt, der på andres regning drager omkring mellem konferencecentre (…) For at kunne leve det behagelige snakkeliv, de foretrækker (er) de dybt afhængige af de mageløse flyvende apparater(…) Og betænk så det ironiske i, at hverken Karen Barad, Malou Juelskjær eller Nete Schwennesen ville kunne levere så meget som to sekunders nyttigt input til dem, der dagligt arbejder med teknologisystemet »flyvning««. Disse flyvemaskiner, som de damer kønsforskere er så afhængige af, fortæller Dahl endvidere, »er konstrueret af saglige ingeniører, der intet ved om »ma(r)king time« eller »re-memberings« eller»dis/continuity« eller »intra-acting«. Til gengæld arbejder de i praksis med det, konferencedeltagerne sidder på altanen og snakker om«.

Eller anderledes sagt: Mænd arbejder i praksis med det, kvinder sidder på deres flade og knævrer om helt uendeligt. Kønsforskere udfører deres ikke-arbejde (det behagelige snakkeliv, de foretrækker) for andres penge og derudover er de mindreværdige, underlegne og fagligt utroværdige, fordi de ikke har for fem flade ørers forstand på mekanikken i de flyvemaskiner, der transporterer dem fra Herodes til Pilatus. Dem der HAR forstand på flyvemaskinerne og som sørger for at de står til rådighed, er imidlertid (så godt som) alle mænd. Lige som de, der tjener de »rigtige« penge ved det »rigtige« arbejde (som skattefar dirigerer ned i de kvindelige kønsforskeres lommer), er (mestendels) mænd… – pointerer Dahl.

At tænke sig - den dårlige forskning viser sig altså sørmer at være et konkret eksempel på den borgerlige antifeminismes grundpåstand om, at mændene skaber samfundet og tjener pengene, imens de »holdte« kvinder sladrende snylter på mændenes indsats og leverer ydelser af en inferiør karakter (snakkeliv og bull–shit forskning).

Dahl benytter lejligheden til at køre den borgerlige antifeminisme i stilling. Forbindelsen til holdningskataloget i Del 1, turde være tydelig. Kritikken af kønsforskningens bull-shitfaktor bliver brugt til at promovere et sæt kvindeforagtende synspunkter, der hviler på den forforståelse, at kulturudvikling og produktion er mænds fortjeneste, imens kvinders indsats i samfundet er snyltende og inferiør.

Som vi ser, bedriver en af den danske offentligheds mest fremtrædende og bredt anerkendte samfundsdebattører og meningsdannere altså en kulturkritik, der er fuldkommen sammenflettet med den borgerlige antifeminismes grundværdipåstande.

Gad vist om der overhovet er nogen, der har evnet at afkode netop dette ideologiske lag i Henrik Dahls kritik af kønsforskningen? For at sige det ligeud, mistænker jeg, at det får lov til at passere upåagtet og uimodsagt – ganske som når folk siger til mig, at de dog virkelig ikke fatter, jeg vil beskæftige mig med noget så marginalt som den borgerlige antifeminismes underlige kvindesyn og syn på samfundet.

Går det op for avislæserne hvilke afsindige rationaler, Henrik Dahl under dække af den ellers betimelige kritik, gør gældende og hvor urimeligt og kvindefjendsk, Henrik Dahls implicitte samfundssyn er? 

For nu bare at tage fat ét sted: Jeg ved ikke, om der er nogen, der forestiller sig, at Lars Løkke Rasmussen for eksempel… eller Claus Hjort Frederiksen…. eller… ja, hvorfor dog ikke, Henrik Dahl – har forstand på flyvemaskiner, bare fordi de fløjter rundt i sådan nogle konstant? I det hele taget har jeg aldrig hørt en mands professionalitet blive udpeget som illegitim og utroværdig – med henvisning til, at han ikke ved noget om de flyvemaskiner, der transporterer ham rundt imellem hans globale destinationer. Jeg har heller aldrig hørt Henrik Dahl tale om sit eget arbejdsliv f.eks. som noget, der foregår »på andres regning«, fordi han benyttes som foredragsholder i offentligt regi (for skatteyderpenge…). Det forlyder heller ikke at…. skal vi sige f.eks. Børn Lomborg i sin tid som direktør for Institut for Miljøvurdering eller i sin egenskab af professor ved Copenhagen Business School, »på andres regning drager omkring mellem konferencecentre«. Men det er ikke desto mindre den argumentation, Henrik Dahl sætter i spil i forhold til de kvindelige kønsforskere. Som om kritik af bull–shitfaktoren ikke var nok. For det var den jo!

Og en anden ting: Hvordan ved Henrik Dahl, at kønsforskerne lever, som han siger, et behageligt snakkeliv? Alle andre universitetsansatte har igennem de sidste 15 år oplevet at blive underlagt et markant stigende arbejdspres - lige som forøvrigt skolelærere, gymnasielærere og alle andre undervisere i offentligt regi. Alle med den mindste kontakt til universitetsmiljøet ved, at folk styrter rundt helt grå i ansigterne for at nå den påbudte undervisning og administration, samtidig med at de selv skal rejse de nødvendige penge til deres egen forskning.

Men altså ikke kønsforskerne?  Dé lever behagelige snakkeliv efter personlig egen smag og præference…

Hvor mærkeligt!

Eller måske er forklaringen bare, at Henrik Dahl – i modsætning til sine angiveligt ekstremt rationelle og saglige kønsfæller i flykonstruktionsbranchen –  er hamrende usaglig, fordi han forholder sig til myter, fjendebilleder og fordomme i stedet for nøgtern realitet. Virkelig! Henrik Dahls kvindebillede - evindeligt knævrende, urealistiske, hjælpeløse og latterligt uvidende skabninger - er jo som taget ud af vittighedsbladet Hudibras, dengang jeg var ung…


 
Det er som at høre sine fede, gamle, platte onkler snakke til julefrokosterne. Det eneste, der mangler, er noget om menstruation og bla, bla, bla... kommunister  i lysthuset. (Haw, haw, haw).

Men Weekendavisens læsere får det altså serveret, som var der tale om saglig sociologisk viden.

Jeg mener…. Dybest set går Henrik Dahl jo ud fra en meget mærkelig antagelse af, at den ekspertviden om flyvemaskiner, der besiddes af et givet antal mænd (og i sandhedens interesse, også nogle kvinder) på en eller anden mystisk måde smitter af på alle verdens andre mænd, uanset hvor uvidende disse måtte være om denne teknologi. Så mænd kan godt flyve rundt i flyvemaskiner, de ikke aner et klap om, uden at de mister deres legitimitet ved det – imens kvinder ikke kan. Det må jo være grunden til, at f.eks. en Bjørn Lomborg ikke udråbes som snylter på det mandlige kollektiv, når han transporterer sig rundt med fly – imens de kvindelige kønsforskere gør.

Henrik Dahl må endvidere også anse, at mænd i alle mulige andre slags ansættelser eller uden nogen ansættelser overhovedet for den sags skyld, legitimeres af mænds indsats inden for det private erhvervsliv - siden den akademiske verdens i øvrigt overvældende majoritet af mænd ikke udråbes som snyltere på mænds kollektive værdiskabelse inden for den private sektor – samtidig med at akademias kvinder gør.

Sidst men ikke mindst ligger der jo en ufatteligt primitiv og forkortet samfundsforståelse til grund for den antagelse, der bærer hele denne ideologiske konstruktion: Nemlig at den værdiskabelse, der sker via arbejdet i erhvervslivet og inden for den private sektor på en eller anden måde har forrang for den værdiskabelse, der sker via etableringen af infrastruktur og det reproduktive arbejde inden for den offentlige sektor.

Forståelsen af det reproduktive som tilsæt og udgifter er helt centralt for den borgerlige antifeminisme! Det er nemlig ved at sætte køn på dette samfundsforhold, at nedvurderingen af kvindekønnet i forhold til det mandlige køn kommer i stand.

Produktionen (forestået af mændene) er værdifuld og bør ekspandere, hvorimod reproduktionen  (forestået af kvinderne) er en udgift og bør minimeres. Så langt trækker Henrik Dahl ikke sit synspunkt lige her, men hans mildt sagt specielle fremstilling af de kvindelige kønsforskeres aflønning, som noget der sker »på andres regning« samt kritikken af deres manglende saglighed, har rod i den antifeministiske ideologi ifølge hvilken udygtige offentligt ansatte kvinder snylter på værdierne skabt af mændene i den private sektor. (Jævnfør det ovenstående eksempel fra 180grader (Jacques d´Biann,  IT-koordinator, Programmør)).

Ikke bare opererer den borgerlige antifeminisme med et samfundssyn, der tilsiger, at det er udgifterne til det reproduktive, der gør os fattige og at det er folk med ansættelser inden for disse områder, der derfor bærer skylden for forarmelsen. De borgerlige antifeminister personliggør og dæmoniserer også velfærdsstaten ved at tildele den et (kvinde)køn og undertrykkende moderlige karakteregenskaber: Anne Sophia Hermansen beskrev f.eks. i et interview i Politiken antifeminismen som en kamp imod »Big Mother-omklamring«, der skyldes at kvinder ikke ønsker at »blive lagt passivt til velfærdsstatens bryst«. (http://politiken.dk/debat/ECE1295257/fri-mig-for-big-mother-omklamringen/).

Den borgerlige antifeminisme adskiller sig på visse måder afgørende fra den almindelige samfundsdebat (hvilket faktisk også er det, der gør den til en primitiv og dårlig diskurs - propaganda var en rimelig betegnelse). En ting er selvfølgelig, at der med politiske overbevisninger også følger en kritisk holdning til visse institutioner og bestemte måder at organisere samfundet på. Det er der ikke noget mærkeligt eller forkert ved. Men hvad den borgerlige antifeminisme angår, er der jo tale om en stærkt følelsesbetonet, idiosynkratisk afstandstagen fra velfærdsstaten og den offentlige sektor. Ikke mindst er tildelingen af køn (kvindelig, big mother) og personlighed (omklamrende, kvælende omsorg, dominerende, undertrykkende) påfaldende. Er det holdningen til kvinder eller holdningen til samfundet, de borgerlige antifeminister snakker om?

Man er i tvivl.

Okay. Egentlig er det jo bare en anden måde at sige på, at kvindehad har afløst samfundskritik i den borgerlige antifeminisme.

Den spinkle kerne af rationalitet, der skulle begrunde de borgerlige antifeministers kvindesyn – (at produktion er mere værdifuldt for samfundet end reproduktion) – holder heller ikke. Det er direkte fejlagtigt at betragte velfærdsstaten og det reproduktive som tilsæt og udgifter. Faktisk var det NETOP investeringen i det reproduktive efter Anden Verdenskrig, der skabte velstandsboomet i '60–erne. Optimeringen af folkeskolen, vejnettet, den offentlige trafik, befolkningssundhed, ældrepleje, videregående uddannelser og så videre gjorde os rige. Velfærdsstaten som sådan udgjorde en kolossal optimering af produktionsapparatet og arbejdskraften. Desuden betød den, at det reproduktive omsorgsarbejde, som kvinderne tidligere havde udført ulønnet i hjemmet, nu blev udført ude på arbejdsmarkedet for penge. Og denne anderledes måde at organisere det reproduktive på, øgede kapaciteten enormt, hvilket igen muliggjorde en markant øget levestandard.

Det er altså på grund af denne investering i infrastrukturen i årtierne efter Anden Verdenskrig, som simpelthen ER velfærdsstaten, at det danske samfund som helhed blev fantastisk velfungerende og produktivt. Den offentlige sektor er ikke en forbruger af ressourcer skabt i den private sektor, sådan som de borgerlige antifeminister fremstiller det. Tværtimod udgør den en værditilvækst. I modsætning til påstanden om, at det private erhvervsliv »betaler« de offentligt ansatte kvinders løn, kan vi direkte takke kvindernes indsats på arbejdsmarkedet for den stigende levestandard.

En anden side af sagen er så, at VKO-regeringen i sine år ved magten faktisk udbyggede og substantielt fordyrede den offentlige sektor. Da man indså, at det var for politisk svært at gennemføre store nedskæringer, gik man i stedet den modsatte vej og udnyttede den råderet, man i kraft af regeringsmagten havde fået over den offentlige sektor til for lønmodtagernes penge at ansætte folk, hvis opgave var at disciplinere andre offentligt ansatte og folk uden for arbejdsmarkedet. En slags trojansk hest… Men reelt var der jo tale om omkostninger knyttet til arbejdsgiverne og den private sektors interesser - som det bare er lykkedes at tørre af på de almindelige skatteydere. Genialt! Ja.

Men det har som sagt ikke noget at gøre med udgifter til det reproduktive.

Den nye fattigdom og generelle fald i levestandard, der bryder igennem i de vestlige samfund i disse år som et kolossalt chok for befolkningerne, har i virkeligheden ligget og simret under overfladen længe, men uden at det rigtigt er gået op for de fleste. Jeg undrer mig nogle gange over, hvordan folk har kunnet undgå at opdage den gradvist faldende levestandard på visse bestemte samfundsområder gennem de sidste 30 år? Og hvordan de har kunnet undgå at spørge sig selv, hvordan i alverden dette kunne passe – når virksomhederne og aktiemarkederne samtidig gav enorme afkast? Der er ikke længere råd til, at børn kan få sig et glas mælk til frokosten henne i børnehaven (og faktisk heller ikke til den pædagog, der i givet fald skulle skænke det op.)… samtidig med at de bliver afleveret om morgenen af forældre, der har to biler i carporten, drikker vin til maden og årligt tager på ferierejser til udlandet.

Offentlig trafik var både bedre og billigere for 30 år siden, end i dag! Og det samme gælder for postvæsnet, skolerne og universiteterne lige som f.eks. ældrepleje i form af hjemmehjælp, fysioterapi, genoptræning m.m.. Tror nogen, at det var en tilfældighed, at 13-tallet blev afskaffet i den nye karakterskala!? Nej. Det var det ikke. Det var udtryk for, at vi opgav at fastholde en oprindelig standard i vores uddannelsessystem. Absurd nok samtidig med at Lars Løkke henrykt proklamerede sin ambition om, at Danmark med ham ved roret nok skulle generobre sin tabte førerposition på uddannelsesområdet.

På samme måde kan jeg huske, hvilket kolossalt stort indtryk det gjorde på mig, da jeg som ung  studerende i begyndelsen af '80-erne var på ferie i Italien og oplevede tiggere på gaderne. Der var nemlig ikke tiggere i Danmark den gang, og derfor havde jeg aldrig set det før. Hvordan det er i dag ved vist alle – og nej, det var begyndt længe inden østeuropæerne gjorde deres ankomst.  Kan folk virkelig ikke se, at vi rent faktisk igennem længere tid har oplevet en forarmelse og en tilbagerulning af civilisation?

Anført af Tatcher i England og Reagan i USA – begyndte de vestlige lande fra og med '80-erne at føre en økonomisk politik, der baserede sig på deregulering af finansmarkederne og besparelser og nedskæringer af den offentlige sektor. Og siden den tid har hver ny generation overtaget en lidt mere nedslidt og dysfunktionel infrastruktur end den forrige. Krisen skyldes ikke som hævdet »overforbrug af velfærd« (absurd udtryk under alle omstændigheder). Derimod har nedskæringer og besparelser i den offentlige sektor siden '80-erne i stedet for udvikling, investering og optimering ført til, at velstandsniveauet og uddannelsesniveauet er faldet støt i de vestlige samfund – også inden krisen slog igennem. Stik imod neoliberalismens påstand skaber nedskæringer i den offentlige sektor og besparelser på infrastruktur og reproduktion ikke rigdom, men fattigdom!

Men neoliberalismens tåbeligt primitive nedvurdering af det reproduktive er altså selve grundlaget for den borgerlige antifeminisme.

Man kan selvfølgelig godt spørge sig, hvordan Henrik Dahl, der er uddannet sociolog og må formodes at have en dybtgåede forstand på samfundsforhold, kan forfægte et samfundssyn, der totalt underkender det reproduktives værdi. Men det er ikke pointen lige her. Pointen er, at han gør det. Og at han erstatter nøgtern analyse med usaglige fordomme imod kvinder. Pointen er også, at ingen anholder den urimelighed, Henrik Dahls tankegang så åbenlyst repræsenterer. End ikke de, der måtte formodes at være imod den.

Det fænomen, at holdninger fremsættes som var de facts, uden at nogen griber ind, er dét, der også kaldes definitionsmagt… at have definitionsmagten. Så når Henrik Dahl kan sige, som han gør, uden at nogen stiller ham til regnskab for, at det er tåbeligt, er det et udtryk for, at han sidder med definitionsmagten

Den borgerlige antifeminismes holdningskatalog er blevet den måde »man« tænker på.

                                                                     *

For nylig fik jeg den tanke, at den underligt primitive borgerlige antifeminisme måske var et udtryk for at flere og flere mennesker har udviklet en form for spaltet identitet, som de ikke engang tænker nærmere over (... fortsættes)




                                           ******************************************



Kommentar. Der er mange halvkloge akademikere, og bullshitforskning er de halvkloges hævn over de helkloge.


An ethico-onto-epistemologicalissue

Af Henrik Dahl

"This interview was conducted on a balcony, overlooking the Mediterranean Sea (with airplanes taking off and landing above our heads) during the Third International Symposium on Process Organization Studies, at Corfu, Greece in June 2011. The symposium had the theme 'How Matter Matters: Objects, Artifacts and Materiality in Organization Studies'. We talked the day after Karen Barad had given the keynote: 'Ma®king Time: Material Entanglements and Re-memberings. Cutting Together-Apart'."

Sådan begynder spidsartiklen i det seneste nummer af tidsskriftet Kvinder, Køn & Forskning. Og man ser i ét glimt, hvad det hele går ud på.

Siddende på en altan har vi tre medlemmer af en sekt, der på andre regning drager omkring mellem konferencecentre - helst i den subtropiske klimazone - og leget dybsindige ordlege.

Samtidig flyver der store maskiner rundt oppe i luften. Maskiner, der vejer både tre og fire hundrede tons. De er konstrueret af saglige ingeniører, der intet ved om "ma®king time" eller "rememberings" eller "dis/continuity" eller "intra-acting". Til gengæld arbejde de i praksis med det, konferencedeltagerne sidder på altanen og snakker om: apparater (som i: maskiner. Dingenoter).

Hør først, hvad Karen Barad siger: "The bots fixing one part of the apparatus to another, or springs that enable parts of the apparatus to move and be responsive - are of fundamental importance."

Og betænk så det ironiske i, at hverken Karen Barad, Malou Juelskjær eller Nete Schwennesen (de to andre altansnakkere) ville kunne levere så meget som to sekunders nyttigt input til dem, der dagligt arbejder med teknologisystemet "flyvning".

Skønt det angiveligt er procesorganisering, konferencen handler om, og de alle tre er dybt afhængige af de mageløse, flyvende apparater for at kunne leve det behagelige snakkeliv, de foretrækker.

Blot fordi mennesker, der lever af at lave usynligt tøj til kejsere, generelt har et dårligt ry, behøver der ikke være noget galt med Karen Barad.

Men allerede i den redaktionelle indledning til temanummeret får man mistanke om, at nu følger der mængder af bullshit. Hvorfor? Jo. Ligesom det automatisk bør vække mistanke, når nogen siger "vækrtøjer", ved alle, der har befattet sig med humaniora, at der er grund til at være på vagt, når nogen skriver "materialisms" eller "understandings".

Den tekst, der står rundt om sådanne sjældne flertalsformer (og her gemmer sig måske et spændende specialeemne: flertalsformen som jargon), vil meget ofte være vag og selvrefererende. Præget af den selvforståelse, at den repræsenterer et eller andet nyt og spændende "turn". Og ikke mindst: politisk korrekt til det yderste.

Men lad os ikke fælde en dom for tidligt. Lad os se, hvad der findes af bullshitmarkører i samtalen, før vi fælder en dom.

Bullshitmarkør 1: Referencer til kvantefysikken. Det er ikke uden grund, at den til dato mest rystende afsløring af intellektuel svindel inden for humaniora (Alan Sokal: Towards a transformative Hermeneutics of Quantum Gravity) benyttede tricket.

Karen Barad ved antageligvis noget om kvantefysik; hun har en doktorgrad i pratikelfysik. Men hun er slået ind på en levevej, hvor hvor hun først og fremmest imponerer mennesker, der ikke aner en klap om emnet. Som for eksempel redaktionene af Kvinder, Køn & Forskning.

Bullshitmarkør 2: Referencer til akademiske plattenslagere som Derrida og Foucault.

Bullshitmarkør 3: Politisk korrekthed. En af de morsomste passager i interviewet med Barad er omtalen af en vis Monica Casper, der forsker i kirurgi på fostre.

Ifølge en mand, der måske ikke er plattenslager, men oversælger nogle ret enkle pointer, Bruno Latour, er ting, vi andre betragter som døde eller ikke-menneskelige, også aktører.

Men hvad så, når man i Latours ånd ser på fostre?

Så der de jo også "aktører"; altså mere eller mindre levende. Ups. Det mener de højreorienterede sådan set også. Så må vi lave en undtagelse, så vi både kan snakke latoursk og være venstreorienterede. Grineren.

Bullshitmarkør 4: Hjemmelavede ord og begreber. Teksten består nærmest ikke af andet: "Cuttingtogehter-apart". "Im/possibility". "Dis/continuity". "Spacetimemattering". Og det mest latterlige af dem alle: "An ethico-onto-epistemologicalissue".

Det er tydeligt, at Barads "tænkning" er en bestæbelse på at ødelægge al stringens. Hun hader distinktioner - men uden kan man ikke tænke.  Og hun argumenterer ved at producere lange kæder af hjemmelavede ord. Af den slags, hvor det ottende er drejet en halv omgang og limet på det første; til et intellektuelt møbiusbånd, hvorfra der ikke er nogen udveje.

Det er 99 procent sikkert, at Karen Barad er bullshit. Men hvorfor så dyrke hende? Fordi der er så mange halvkloge akademikkere, og bullshitforskning er de halvkloges hævn over de helkloge. 








2 kommentarer:

  1. Seriøst. Nedskæringer i det offentlige siden 80erne? Du har aldrig kigget på en tabel eller et numerisk dataset i dit liv, vel? Nej. Resten gider jeg ikke engang kommenterer på.

    SvarSlet
  2. Nedskæringer i de offentlige hænder på gulvet? Jo og øgede udgifter til konsulenter og "eksperter" tjek.

    Tak Jette du er knivskarp i dine analyser og indlægget i sin helhed er intet mindre end genialt IMO.

    SvarSlet