Hvorfor forholde sig til Familien Sort? Del 9.

Som vi så i sidste afsnit hævder de borgerlige antifeministers hjemmemødre, at den kvindeundertrykkelse, de oplever, udgår fra »andre kvinder«. Selv om man måske kan mene at denne opfattelse forekommer noget søgt, er der jo ingen tvivl om, at den frustration, som ligger til grund for at kvinder f.eks. vælger at blive hjemmemødre, er et udtryk for, at der reelt eksisterer et modsætningsforhold imellem den enkelte kvindes behov og så den identitet, samfundet gør mulig.

Lad os se nærmere på, hvordan hjemmemødrene forstår kvinders dilemmaer i forbindelse med selvrealisering – hvilke årsagssammenhænge etablerer de? I det nedenstående uddrag fra programartiklen »Den hippe husmor« på Hjemmeunger.dk udlægger Jane Thoning Callesen det pres og den undertrykkelse, som moderne kvinder er underlagt på følgende måde:

»… valget har en pris. De samfundsmæssige normer hylder nemlig ikke den hjemmegående husmor anno 2012, og mange har ambivalente følelser, fordi de bliver fanget mellem deres eget, inderste ønske om at dedikere sig til familielivet, og presset for at leve op til samfundets forventning om at være selvstændige kvinder, der har karriere og familie på samme tid«.  (Jane Thoning Callesen)  (http://hjemmeunger.dk/den-hippe-husmor/)

Det at være en selvstændige kvinde, der har karriere og familie på samme tid - er samfundets forventning. Imens det at dedikere sig til familielivet er kvindernes eget, inderste ønske.

Kvindernes ægte behov er m.a.o., at dedikere sig til hjemmelivet, imens selvstændighed og karriere og familie på samme tid, er et undertrykkende krav og pres, som kvinderne bliver påført udefra af omgivelserne.

Hjemmemødrene opfatter slet og ret kvinders ønske om at realisere deres individuelle evner og anlæg igennem udannelse og arbejde, som falsk bevidsthed. Ambitioner i arbejdslivet er en falsk selvrealisering.

Ifølge hjemmemødrene er kvinder altså undertrykt af, at de samfundsmæssige normer ikke hylder den hjemmegående husmor og af, at de forhindres i at kunne følge deres autentiske behov for at dedikere sig til familielivet, fordi samfundet forventer af dem, at de skal have et arbejdsliv og familie på samme tid.

Virker det som en logisk og sammenhængende forståelse?

Lad os se på det: Ud fra denne logik består kvindens autentiske frigørelse jo i at dedikere sig til hjemmelivet ved at frigøre sig fra den (påduttede) ambition om at realisere sine individuelle potentialer i arbejdslivet. 

Men alligevel taler hjemmemødrene mærkeligt nok også om en »valgets pris« - selv når kvinden har taget skridtet til at blive hjemmemor og egentlig skulle formodes at leve i overensstemmelse med sit eget inderste. Hvad skyldes det, at ligningen åbenbart alligevel ikke går op?

Man bør måske hæfte sig ved Jane Thoning Callesens ordvalg i teksten!

Om det kvinden gør: dedikere (sig til familielivet).

Om den samfundsmæssige status, der ønskes knyttet til kvindens dedikation til familielivet: hyldest.

Brugen af ord som dedikation og hyldest afslører, at der knytter sig et stærkt anstrøg af idealisering… eller rettere behov for idealisering… til identiteten som hjemmemor. Og netop dét sladrer om, at hele ræsonnementet måske i virkeligheden bygger på en løgn. Det behov for idealisering, som ret åbent lige pludselig gøres gældende – midt inde i selveste lykkelivet som hjemmemor – viser jo, at der er noget som varetagelsen af omsorgsarbejdet alligevel ikke formår at opfylde for kvinden. For kvinden har åbenbart et behov for at blive set og anerkendt som et værdifuldt samfundsindivid og det behov stikker hovedet frem, som en frustration, kvinderne oplever ved at gå derhjemme hos ungerne, imens manden arbejder og tjener pengene.

Jane Thoning Callesens reflektioner afslører, at hjemmekvinderne kæmper med det underskud af status, som hører med til rollen. Den hjemmegående husmor og hjemmemoderen er fælles om at have intimsfæren som sin aktionsradius. Fordi der mangler en samfundsmæssig dimension, er det ikke en social identitet at være husmor og hjemmemor.

Hjemmemødrene vil gerne benægte, at det udgør et problem for kvinder ikke at deltage fuldgyldigt i samfundslivet på lige fod med mænd, men noget tyder jo på, at det slet og ret ikke passer, når det kommer til stykket. Heller ikke for dé hjemmemødre, der påstår det. …

Man bør måske opholde sig ved påstanden om, at hjemmemødrenes frustration skyldes, at samfundet ikke hylder dem... som det hedder – fordi den implicitte påstand jo er, at problemet vil være løst den dag, det lykkes at få samfundet til at hylde hjemmemødre…

Egentlig forestiller jeg mig, at alle Familien Sorts mænd med den største glæde ville stille sig op på rad og række og brøøøle i kor,  at de totalt går ind for at hylde kvinder, der lægger arbejdslivet på hylden for familien… Ja, faktisk HAR de allerede gjort præcis det... ved den måde de både hyldede og hylder Jane Thoning Callesen, Eva Agnete Selsing og Lise Røge Jensen og alle de andre kvinder, der fører hjemmemordebatten. Men sagen er jo, at der er tale om en principerklæring: Ja, selvfølgelig bør I hjemmemødre da hyldes, for den helt fantastisk rigtige og vigtige og værdifulde handling det er, at lægge arbejdslivet til side for at gå derhjemme hos børnene… Men som vi jo vil huske, hævder de borgerlige antifeminister et værdihieraki, hvor det produktive tilskrives en kæmpe stor kulturel værdi, imens de reproduktive funktioners betydning totalt underkendes. Den borgerlige antifeminisme er et politisk projekt, der opskriver betydningen af det (mandligt) produktive på baggrund af nedskrivningen af det (kvindeligt) reproduktive. Og hvordan kan fyrene så samtidig tilbyde en kulturel opskrivning af kvindernes indsats i hjemmet? (På anden måde naturligvis end ved som den nyligt afdøde skibsreder A.P. Møller gjorde, at sende konen en ugentlig blomsterbuket fra Bering som en tak for indsatsen,  (også selv om han var bortrejst, så huskede han altid at bestille den i forvejen). Hvor sandsynligt er det lige, at der vil opstå samfundsmæssige normer, der hylder den hjemmegående husmor - i en samfundsorden, hvis værdihieraki simpelthen bygger på, at det mandligt produktive bliver idealiseret på baggrund af nedskrivningen af det kvindeligt reproduktive?

Nej vel? 

(fortsættes...)