onsdag den 7. marts 2012

Dag 0 - Lars Hedspore og synske Annette


Mail fra min forlagsredaktør. Du godeste. Idioterne på Politiken har åbenbart givet min bog til en eller anden ung, homoseksuel fyr. Lars Hedebo Olsen. Sidst jeg læste noget af ham, brokkede han sig over, at folk med børn fik lov til at vælge først, når der skulle planlægges sommerferie. 

Elendige padder! Begynder fanme så småt at forstå, hvorfor der er så meget Fernet i denne branche. Bethany... Du kan vel ikke undvære noget?

(Arj Jette - hold op! Skal du nu til at være sexist og aldersfascist måske? Mandens alder… og hans seksuelle observans er vel for himlens skyld sagen totalt uvedkommende….)

Ja, bestemt. Bestemt. Lige så uvedkommende som det er for tilblivelsen af min bog, at jeg er kvinde og heteroseksuel. Og ligsom min alder overhovedet heller ingen rolle spiller for, hvordan jeg bliver opfattet… what so ever... Vel? Overhovedet ikke? Det ved vi. En ung, homoseksuel fyr… han vil jo helt umiddelbart kunne opleve sit eget liv spejlet i de problemstillinger, jeg tager op i bogen på den mest vedkommende måde, ikke sandt? Vedkommende for ham og det liv, han lever. Og derfor vil han straks blive grebet af en enorm diskussionslyst – som det er meningen med en debatbog. Genialt greb af kulturredaktøren at lade lige netop den anmelder skrive om min bog. Selv om han vist ikke bliver brugt ret meget som anmelder… Gør han? Det mener jeg ikke. Nå, men her synes man altså, at han er relevant.

Hallo, Bethany - giver du et klunk af Fernetflasken? Jeg trænger til noget ekstremt bittert.

Brrr. Nå, surfer lige ind forbi Susanne Stauns facebookside et smut... og opdager at Annette Nielsen sørmer kommenterer min bog derinde – uha, meget surt skal jeg love for - aha, hun synes jeg forvrider debatten, fordi jeg ikke nævner Kenneth Reinicke, Ulrikke Moustgaard - og Leonora Christina Skov… Og dét allerede i lørdags. 

Jamen… hvordan kan Annette Nielsen dog vide, hvad der står i min bog… i lørdags… når den først udkommer i morgen… Nej dét er virkelig for mærkeligt. Er hun blevet synsk, Annette? Goe gamle Annette..., som jeg kender godt fra gamle dage, hvor vi begge to arbejdede på KVINFO. Nu er det ved at være et stykke tid siden… 16 år eller sådan noget. Men jeg husker tydeligt Annettes forkærlighed for det alternative, selvudvikling og den slags. Måske har hun udviklet sig så meget, at hun ligefrem er blevet synsk? Det kunne måske være. Eller også… Nej, det må man da ikke håbe... Kan det være fordi hendes kone, Leonora Christina Skov… som Annette er sur over at jeg ikke nævner i min bog… skal anmelde min bog i Weekendavisen? Og at det er derfor, Annette har haft mulighed for at læse bogen, før den udkommer. Og kan kritisere den på facebook? Men…nej,…nej, det kan jeg trods alt ikke tro. Leonora Christina Skov er jo hamrende inhabil i forhold til at anmelde min bog (det skulle da være til politiet... – ha, ha. Som man siger) - fordi vi kender hinanden fra Kvindeligt Selskabs bestyrelse, fordi hun er parthaver i Bethany–konflikten, som behandles i bogen, og fordi jeg blandede mig i debatten om genrelitteratur i sin tid med et meget kritisk indlæg imod hendes person. Samme Leonora Christina Skov som igen og igen har fortalt offentligheden, at hun af princip aldrig anmelder folk, hun på mindste måde har et forhold til. Hun synes nemlig, at det er afgørende for en anmelders troværdighed at være fri af enhver form for binding til personen bag bogen… 

Nej, det ville være helt utænkeligt. Så ville både Annette Nielsen og Leonora Christina Skov jo have mistet enhver form for integritet.

Selvfølgelig er Annette blevet synsk. 

Bethanyyyyy – nu SKAL jeg altså have den Fernet!!! I morgen er trods alt dag 1 – den dag »Patteprinsen og de skinhellige drager« udkommer.

SKÅL!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar