I dag skal det handle om incest. Og dét ikke med min gode vilje! Men Lennart Kiil inddrager det i sin anmeldelse... nej, »anmeldelse«… af min bog, »Patteprinsen og de skinhellige drager« inde på MANFO.dk. På trods af, at jeg såmænd ikke engang skriver om incest i bogen.
Jeg synes, at jeg må forholde mig til det.
»Behandlere og psykologer havde længe vidst, at incest var sjældent forekommende, og at både mænd og kvinder var krænkere i de få tilfælde, hvor det forekom, og at det i det hele taget mest var stedforældre, der gav sig i kast med denne forkastelige form for overgreb.
»Behandlere og psykologer havde længe vidst, at incest var sjældent forekommende, og at både mænd og kvinder var krænkere i de få tilfælde, hvor det forekom, og at det i det hele taget mest var stedforældre, der gav sig i kast med denne forkastelige form for overgreb.
Alligevel valgte feminister udelukkende at fokusere på de sager, hvor krænkeren var mand og offeret en pige. For kun disse eksempler underbyggede feministernes teori om, at incest var en konsekvens af et patriarkalsk samfund.
Feministerne bryder sig bare heller ikke om drenge eller mænd som ofre. Det gør Jette Hansen heller ikke.«
Jeg blev vred, da jeg læste det! En ting er, at du overhovedet inddrager det her i denne sammenhæng, Lennart. Incest er ikke morsomt på nogen måde. Eller et fænomen, man kan tillade sig at tage let, eller useriøst på. Og det gør du – allerede ved at du inddrager det som et element i din personlige kamp imod min bog. Incest er alt for virkeligt og alvorligt og lidelsesvoldende til, at man kan tillade sig at bruge det på den useriøse måde.
Men det virkeligt frastødende er dit forsøg på at bagatellisere fænomenet… allerede når du siger, at behandlere og psykologer længe har VIDST, at incest var sjældent forekommende. …
For har de det, Lennart? Nej, det har de lige præcis ikke! Hvad man derimod VED er, at det er utroligt SVÆRT at vide noget helt sikkert om incest. Om forekomsten. Og om omfanget. Men der er et meget stort mørketal. Og dét ved man. Man ved jo også, at medierne er leveringsdygtige i disse uhyggelige historier i en lind strøm og hvor det gerne viser sig, at incesten har stået på i årtier uden at et pluk er sket, ingen har reageret, ingen grebet ind.
Lennart, hvad bygger du det på, når du hævder, at feminister udelukkende vælger at fokusere på de sager, hvor krænkeren er mand og offeret en pige? Og at feministerne ikke bryder sig om drenge eller mænd som ofre?
Det passer jo ikke!
Incest… som er en alvorlig lovovertrædelse kort og godt.. burde jo egentlig ikke have noget sådan særligt med kønspolitik eller feminisme at gøre. Så hvordan går det til, at det alligevel får med det at gøre hele tiden?
Du står jo langt fra alene med din… skal vi sige forudindtagede tilgang til emnet, skal du vide, Lennart. Professor i sociologi, Henning Bech har i årtier excelleret i ekstremt polemiske, ideologiske fremstillinger af incest, der konsekvent bagatelliserer og nedtoner - både forekomsten og alvoren i selve overgrebet. I sin afhandling, »Kvinder og mænd« fra 2005 og generelt som samfundsdebattør.
Selve bekæmpelsen af incest og arbejdet med at hjælpe ofrene er blevet tykt latterliggjort og mistænkeliggjort af Henning Bech, (og også af f.eks. en debattør som Henrik List). Skal vi tro den gode professor, er dette engagement nærmest at betragte som en form for SNERPERI. Nypuritanisme, pædofil-panik og hvilke andre ord professoren ellers betegner den form for socialarbejde med. (Ja, ja. Jeg ved godt, at incest og pædofili er to forskellige ting, derved at incest forudsætter blodsbånd. Men som perversitet betragtet ses det alligevel, at incest og pædofili grænser op til hinanden og ofte behandles under ét i teoretiske sammenhænge).
Du gør ikke grin eller driver gæk med det, Lennart. Men hvilken interesse har du i at skrive, som du gør, at incest er »sjældent forekommende« og i »få tilfælde« på din blog? Når nu du umuligt kan have belæg for det. Og hvorfor er det dig så magtpåliggende, at betone for læseren at både mænd og kvinder var krænkere i de få tilfælde, hvor det forekom? (Rent bortset fra, at jeg også vil direkte betvivle, at du har belæg for selve påstanden).
Mænd og kvinder er »skam« lige gode om overgrebene… om at være sexkrænkere… ligesom…? Er det det, du vil sige?
Tja Lennart. Ud over at jeg ikke tror, at den holder i byretten, at påstå at mænd og kvinder er sådan fifty fifty »lige gode« om seksuelt misbrug af deres børn, så kan vi jo konstatere, at det i hvert fald ikke er OFRENE, der har din interesse her, vel? Så er det MÆNDENE, det drejer sig om. Mændene. Og deres forfængelighed på deres køns vegne. Ret mig, hvis jeg tager fejl. Men sådan synes jeg altså, at det ser ud.
Og ved du hvad, Lennart. Børnerådets nye formand, Lisbeth Zornig Andersen, (der for nylig har udgivet en bog om sin opvækst i underklassens Danmark, »Zornig - mit mellemnavn er vrede«) fortæller en heeeelt anden historie. End sådan nogle som dig… Og Henning Bech... Lisbeth Zornig siger nemlig, at incest er »en del af pakken«. Og hvis det nu er sandt: Incest er en del af pakken! Ved du hvad, så synes jeg, at det ideologiske korstog for at bagatellisere fænomenet simpelthen STINKER!
Feministerne bryder sig bare heller ikke om drenge eller mænd som ofre. Det gør Jette Hansen heller ikke.«
Jeg blev vred, da jeg læste det! En ting er, at du overhovedet inddrager det her i denne sammenhæng, Lennart. Incest er ikke morsomt på nogen måde. Eller et fænomen, man kan tillade sig at tage let, eller useriøst på. Og det gør du – allerede ved at du inddrager det som et element i din personlige kamp imod min bog. Incest er alt for virkeligt og alvorligt og lidelsesvoldende til, at man kan tillade sig at bruge det på den useriøse måde.
Men det virkeligt frastødende er dit forsøg på at bagatellisere fænomenet… allerede når du siger, at behandlere og psykologer længe har VIDST, at incest var sjældent forekommende. …
For har de det, Lennart? Nej, det har de lige præcis ikke! Hvad man derimod VED er, at det er utroligt SVÆRT at vide noget helt sikkert om incest. Om forekomsten. Og om omfanget. Men der er et meget stort mørketal. Og dét ved man. Man ved jo også, at medierne er leveringsdygtige i disse uhyggelige historier i en lind strøm og hvor det gerne viser sig, at incesten har stået på i årtier uden at et pluk er sket, ingen har reageret, ingen grebet ind.
Lennart, hvad bygger du det på, når du hævder, at feminister udelukkende vælger at fokusere på de sager, hvor krænkeren er mand og offeret en pige? Og at feministerne ikke bryder sig om drenge eller mænd som ofre?
Det passer jo ikke!
Incest… som er en alvorlig lovovertrædelse kort og godt.. burde jo egentlig ikke have noget sådan særligt med kønspolitik eller feminisme at gøre. Så hvordan går det til, at det alligevel får med det at gøre hele tiden?
Du står jo langt fra alene med din… skal vi sige forudindtagede tilgang til emnet, skal du vide, Lennart. Professor i sociologi, Henning Bech har i årtier excelleret i ekstremt polemiske, ideologiske fremstillinger af incest, der konsekvent bagatelliserer og nedtoner - både forekomsten og alvoren i selve overgrebet. I sin afhandling, »Kvinder og mænd« fra 2005 og generelt som samfundsdebattør.
Selve bekæmpelsen af incest og arbejdet med at hjælpe ofrene er blevet tykt latterliggjort og mistænkeliggjort af Henning Bech, (og også af f.eks. en debattør som Henrik List). Skal vi tro den gode professor, er dette engagement nærmest at betragte som en form for SNERPERI. Nypuritanisme, pædofil-panik og hvilke andre ord professoren ellers betegner den form for socialarbejde med. (Ja, ja. Jeg ved godt, at incest og pædofili er to forskellige ting, derved at incest forudsætter blodsbånd. Men som perversitet betragtet ses det alligevel, at incest og pædofili grænser op til hinanden og ofte behandles under ét i teoretiske sammenhænge).
Du gør ikke grin eller driver gæk med det, Lennart. Men hvilken interesse har du i at skrive, som du gør, at incest er »sjældent forekommende« og i »få tilfælde« på din blog? Når nu du umuligt kan have belæg for det. Og hvorfor er det dig så magtpåliggende, at betone for læseren at både mænd og kvinder var krænkere i de få tilfælde, hvor det forekom? (Rent bortset fra, at jeg også vil direkte betvivle, at du har belæg for selve påstanden).
Mænd og kvinder er »skam« lige gode om overgrebene… om at være sexkrænkere… ligesom…? Er det det, du vil sige?
Tja Lennart. Ud over at jeg ikke tror, at den holder i byretten, at påstå at mænd og kvinder er sådan fifty fifty »lige gode« om seksuelt misbrug af deres børn, så kan vi jo konstatere, at det i hvert fald ikke er OFRENE, der har din interesse her, vel? Så er det MÆNDENE, det drejer sig om. Mændene. Og deres forfængelighed på deres køns vegne. Ret mig, hvis jeg tager fejl. Men sådan synes jeg altså, at det ser ud.
Og ved du hvad, Lennart. Børnerådets nye formand, Lisbeth Zornig Andersen, (der for nylig har udgivet en bog om sin opvækst i underklassens Danmark, »Zornig - mit mellemnavn er vrede«) fortæller en heeeelt anden historie. End sådan nogle som dig… Og Henning Bech... Lisbeth Zornig siger nemlig, at incest er »en del af pakken«. Og hvis det nu er sandt: Incest er en del af pakken! Ved du hvad, så synes jeg, at det ideologiske korstog for at bagatellisere fænomenet simpelthen STINKER!
Der er selvfølgelig grænser for, hvor stor betydning - og hvor stort ansvar, man med rimelighed kan tillægge dig, Lennart. Jeg ved ikke af, at du har været ude med incest-bagatelliserende synspunkter i debatten før. Men hvad professor Henning Bech angår, har han i mine øjne et endog meget stort ansvar for, at have arbejdet direkte FOR at påvirke offentligheden på en måde, så at eksempelvis socialarbejdere og pædagoger bliver mere bange og usikre i forhold til at gribe ind, hvis de fornemmer, at der er noget galt. Holde hånden over krænkeren, kunne man også kalde det.
Jeg går ikke ind for et samfund, hvor man holder hånden over krænkere. Og det gør dé, der bagatelliserer incest!
Fortsættes... – vi er ikke færdige med din anmeldelse endnu, Lennart.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar