Mothers little helper er som bekendt en gul pille i stesolid-familien, der opnåede at blive en fast bestanddel af så mange 60'erhusmødres hverdag, at Rolling Stones dedikerede et helt nummer til dens ære. (http://www.youtube.com/watch?v=13olfeD026g).
Daddys little helper er IKKE nogen gul pille i Stesolidfamilien (om end virkningen ligner... men det kommer vi til), men derimod en (relativt) ung, (relativt) veluddannet kvinde i Sort-familien, der fortørnet insisterer på retten til at fravælge skattetrykket (og dermed velfærdsstaten) til fordel for en ægtefællefinansieret tilværelse som hjemmegående husmor. Sådan nogle som filosof Eva Agnete Selsing, debattør og freelance journalist-den-væltede-hamster Camilla Paaske Hjort og cand. merc. Lisbet Røge Jensen.
Uden kvinder som dem ville familien Sorts farmænd - Martin Aagerup, Christoffer Arzrouni m.fl fremstå som mavesure, bagstræberiske patriarker med deres snak om, at kvinder ikke hører hjemme i bestyrelser, professorrater, direktørstillinger etc., etc., fordi de nu engang slet ikke ØNSKER at prioritere karrieren. Men med en række energiske, yngre kvinder der af egen drift forlanger netop den kønsrolle, ser billedet straks anderledes ud: Nu er mændene bare nogle samfundskloge daddies, der fortæller om, hvordan tingene simpelthen ER.
Familien Sort opererer med et kvindesyn, ifølge hvilket kvinders faglige ambitioner er at ligne ved en art hjælpsomhed, hvormed de assisterer mænd i driften af samfundet - men for GUDS skyld uden på nogen måde at overtage driften. Eller ligefrem bevæge sig op på samme økonomiske eller hierarkiske niveau som mændene.
Ind-ud, ind-ud, ind-ud. Eller: frem og tilbage, frem og tilbage, frem og tilbage. … Sådan ser familien Sort kvindens stilling i samfundet. Ind-ud, ind-ud, ind-ud. Eller: frem og tilbage, frem og tilbage, frem og tilbage.
Og lige nu synes vi altså at stå ved »ud« eller »tilbage«. Øh jaaa altså det vil selvfølgelig sige med mindre det lige er »Carina«, vi taler om. Hm, hm. I ved, BISTANDS-Carina, ikke? Nej, for HENDE vil vi sgu ikke se rende rundt derhjemme hos sine unger. Hvad ##&!§!#€##% er meningen? BISTANDS-Carina skal i HVERT fald være derude i et rengøringsjob eller et kassemedarbejderjob eller et sekretærjob eller… Ja, lige meget hvilket job faktisk. Når bare vi VED, at HUN i hvert fald IKKE går derhjemme hos sine børn. Men så for alle andre kvinder med børn - synes vi altså at stå ved »ud« eller »tilbage«
Jeg synes altså godt nok, at man skal knibe øjnene ualmindeligt hårdt i for ikke at opfatte det klokkeklare krisetegn: Kvinder, der 1) lover mændene pornografisk sex ad libitum og 2) trække sig som konkurrenter på arbejdsmarkedet til gengæld for et væg til væg (hus)moderskab. Kan det snart blive tydeligere? Som sædvanlig skal kvinden berolige manden og give ham storbarmet tryghed, når krisen kradser. Så... Daddys little helper ER lidt i stesolidfamilien, ikke?
Lisbet Røge Jensen, der netop blogger i JP om retten til at fravælge skattetrykket til fordel for en ægtefællefinansieret tilværelse som hjemmegående husmor, skriver i sit sidste indlæg under overskriften: »Danske kvinder bliver ikke topledere«: »Bare rolig. Det er ikke en værdidom. Men danske kvinder bliver altså ikke topledere, det gør de bare ikke«. (På grund af deres engagement i det reproduktive og mgl engagement i det produktive, forstår man). Man tænker jo ved sig selv: Hvordan skal overskriftens »Danske kvinder bliver ikke topledere« egentlig forstås, (når nu det ikke er en værdidom)? Og hvordan skal det lidt underlige »Bare rolig«, forstås? Hvis ikke på den måde, at overskriftens Danske kvinder bliver ikke topledere er et LØFTE, Lisbet Røge Jensen afgiver?
Familien Sort opererer med et kvindesyn, ifølge hvilket kvinders faglige ambitioner er at ligne ved en art hjælpsomhed, hvormed de assisterer mænd i driften af samfundet - men for GUDS skyld uden på nogen måde at overtage driften. Eller ligefrem bevæge sig op på samme økonomiske eller hierarkiske niveau som mændene.
Ind-ud, ind-ud, ind-ud. Eller: frem og tilbage, frem og tilbage, frem og tilbage. … Sådan ser familien Sort kvindens stilling i samfundet. Ind-ud, ind-ud, ind-ud. Eller: frem og tilbage, frem og tilbage, frem og tilbage.
Og lige nu synes vi altså at stå ved »ud« eller »tilbage«. Øh jaaa altså det vil selvfølgelig sige med mindre det lige er »Carina«, vi taler om. Hm, hm. I ved, BISTANDS-Carina, ikke? Nej, for HENDE vil vi sgu ikke se rende rundt derhjemme hos sine unger. Hvad ##&!§!#€##% er meningen? BISTANDS-Carina skal i HVERT fald være derude i et rengøringsjob eller et kassemedarbejderjob eller et sekretærjob eller… Ja, lige meget hvilket job faktisk. Når bare vi VED, at HUN i hvert fald IKKE går derhjemme hos sine børn. Men så for alle andre kvinder med børn - synes vi altså at stå ved »ud« eller »tilbage«
Jeg synes altså godt nok, at man skal knibe øjnene ualmindeligt hårdt i for ikke at opfatte det klokkeklare krisetegn: Kvinder, der 1) lover mændene pornografisk sex ad libitum og 2) trække sig som konkurrenter på arbejdsmarkedet til gengæld for et væg til væg (hus)moderskab. Kan det snart blive tydeligere? Som sædvanlig skal kvinden berolige manden og give ham storbarmet tryghed, når krisen kradser. Så... Daddys little helper ER lidt i stesolidfamilien, ikke?
Lisbet Røge Jensen, der netop blogger i JP om retten til at fravælge skattetrykket til fordel for en ægtefællefinansieret tilværelse som hjemmegående husmor, skriver i sit sidste indlæg under overskriften: »Danske kvinder bliver ikke topledere«: »Bare rolig. Det er ikke en værdidom. Men danske kvinder bliver altså ikke topledere, det gør de bare ikke«. (På grund af deres engagement i det reproduktive og mgl engagement i det produktive, forstår man). Man tænker jo ved sig selv: Hvordan skal overskriftens »Danske kvinder bliver ikke topledere« egentlig forstås, (når nu det ikke er en værdidom)? Og hvordan skal det lidt underlige »Bare rolig«, forstås? Hvis ikke på den måde, at overskriftens Danske kvinder bliver ikke topledere er et LØFTE, Lisbet Røge Jensen afgiver?
Bare rolig: Danske kvinder bliver ikke topledere. Ganske enkelt. Men løfter plejer jo normalt at være noget positivt. Noget, man ønsker på en eller anden måde. (Og hvis ikke kommer det ind under en anden kategori, nemlig som trussel…). Det er svært at læse det anderledes, end at Lisbet Røge Jensen tillægger det en positiv betydning over for nogen, at kvinder ikke kommer til at gøre karriere på lige fod med mænd.
Ikke?
Og der har vi det jo! Det er et SVAR på en bøn. Ikke en bøn i sig selv.
Det underlige er nemlig, at helt det samme bare i et andet regi (staten i stedet for »farmand«) bliver betragtet utroligt negativt hos Lisbet Røge Jensen… som en slags utilladelig dovenskab nærmest. Jo hør her: Vi ved selvfølgelig alle sammen godt, at der er noget der hedder »at fede den« (som oftest på… nogens… regning… Ikke sandt?). Men hvor mange er klar over, at man nu også kan tale om »at barsle den«? Men jo. Det kan man skam. Lisbet Røge Jensen skriver netop i samme blogindlæg med tydelig kvindeforagt: »…den danske kvinde får betalt uddannelse, bliver ledt ind i erhvervslivet med særligt udtænkte og kønnede ordninger, barsler den på firmaets regning, sender børnene i kommunalt udbudte og skattefinansierede dagtilbud, får betalt børnenes sygedage og i øvrigt subsidieres med børnepenge«.
(Vi ser bort fra hele den del af diskussionen, der handler om hvilke præmisser kvinderne har at konkurrere på arbejdsmarkedet på). Men ikke sandt? Den danske almindelige velfærdsordning for folk med børn omtales i et sprog, så at det fremtræder som den mest usympatiske og hæmningsløse grådighed. (...barsler den på firmaets regning, sender børnene i kommunalt udbudte og skattefinansierede dagtilbud, får betalt børnenes sygedage og i øvrigt subsidieres med børnepenge.) Men… Kan det passe … at det er for galt, at man er der hos sine børn, når de er syge? At man trækker sig fra andre aktiviteter i forbindelse med fødsel og i tiden efter? Nej! Selvfølgelg ikke. Men det viser jo, at det primære – og den essentielle samfundsdiskussion – åbenbart ikke er, hvor meget man er i stand til at være sammen med sine børn. Det er det at være VÆK fra arbejdsmarkedet, der er det primære… Og som bestemmer, hvordan der ses på tingene. Meget tid sammen med børnene – er jo netop højt værdsat, når bare det er i et regi, hvor man helt har sluppet arbejdsmarkedet. Det anstødelige ved barselsorloven er det, den indebærer: nemlig at der findes et job ude på den anden side, som kvinden vender tilbage til. SÅ er det pludselig det tarveligste svigt af fællesskabet... at tilbringe tid sammen med sine børn. Mens det er en ædel og samfundsbevarende handling, når bare »daddy« derhjemme betaler for det.
Ikke?
Og der har vi det jo! Det er et SVAR på en bøn. Ikke en bøn i sig selv.
Det underlige er nemlig, at helt det samme bare i et andet regi (staten i stedet for »farmand«) bliver betragtet utroligt negativt hos Lisbet Røge Jensen… som en slags utilladelig dovenskab nærmest. Jo hør her: Vi ved selvfølgelig alle sammen godt, at der er noget der hedder »at fede den« (som oftest på… nogens… regning… Ikke sandt?). Men hvor mange er klar over, at man nu også kan tale om »at barsle den«? Men jo. Det kan man skam. Lisbet Røge Jensen skriver netop i samme blogindlæg med tydelig kvindeforagt: »…den danske kvinde får betalt uddannelse, bliver ledt ind i erhvervslivet med særligt udtænkte og kønnede ordninger, barsler den på firmaets regning, sender børnene i kommunalt udbudte og skattefinansierede dagtilbud, får betalt børnenes sygedage og i øvrigt subsidieres med børnepenge«.
(Vi ser bort fra hele den del af diskussionen, der handler om hvilke præmisser kvinderne har at konkurrere på arbejdsmarkedet på). Men ikke sandt? Den danske almindelige velfærdsordning for folk med børn omtales i et sprog, så at det fremtræder som den mest usympatiske og hæmningsløse grådighed. (...barsler den på firmaets regning, sender børnene i kommunalt udbudte og skattefinansierede dagtilbud, får betalt børnenes sygedage og i øvrigt subsidieres med børnepenge.) Men… Kan det passe … at det er for galt, at man er der hos sine børn, når de er syge? At man trækker sig fra andre aktiviteter i forbindelse med fødsel og i tiden efter? Nej! Selvfølgelg ikke. Men det viser jo, at det primære – og den essentielle samfundsdiskussion – åbenbart ikke er, hvor meget man er i stand til at være sammen med sine børn. Det er det at være VÆK fra arbejdsmarkedet, der er det primære… Og som bestemmer, hvordan der ses på tingene. Meget tid sammen med børnene – er jo netop højt værdsat, når bare det er i et regi, hvor man helt har sluppet arbejdsmarkedet. Det anstødelige ved barselsorloven er det, den indebærer: nemlig at der findes et job ude på den anden side, som kvinden vender tilbage til. SÅ er det pludselig det tarveligste svigt af fællesskabet... at tilbringe tid sammen med sine børn. Mens det er en ædel og samfundsbevarende handling, når bare »daddy« derhjemme betaler for det.
Der er bare en ting, man kan blive ved med at under sig over: Hvis det virkelig er så dybt tilfredsstillende at leve på den tilbagetrukkede måde, hvad laver de kvinder, der anbefaler det så vældig kraftigt, ude i den offentlige debat tidligt og silde?
Ingen kommentarer:
Send en kommentar