onsdag den 4. april 2012

Martin Aagerups kvindeudslet 2

Jeg ved det, jeg ved det. Jeg lovede jeg ville fortælle jer en historie til, om familien Sorts egen tænketankdirektør, Martin Aagerups reaktionære kvindesyn. Kommer her! Sagen er bare at jeg har historieoverload. Jeg kan ikke følge med. Familien Sorts reaktionære kvindesyn er ved at udvikle sig til en føljeton.

Her får I del 2. (Del 3. følger  i morgen)

I skrivende stund deler tænketank-direktøren i en facebook-opdatering sin fuldtonede glæde over, som han skriver på sin væg, en »fremragende kommentar af Peter Kurrild-Klitgaard«. 

Nå da da. Lad os se på, hvad det er, der i den grad har vakt hr. Aagerups store glæde!

Forleden fremhævede Ligestillingsminister Manu Sareen en amerikansk rapport fra en »uafhængig« tænketank, Catalyst - der viste, at udbyttet i de største virksomheder, domineret af mænd, er lavere end i virksomheder med mange kvinder i ledelsen. Dette optog Sareen som en støtte for idéen om at indføre kvindekvoter til bestyrelser.

Det, der i den grad har vakt Martin Aagerups store glæde er, at Peter Kurrild-Klitgaard imidlertid under overskriften »Kvotefup« skriver, at Professor Nina Smith og professor Steen Thomsen vurderer, at man ikke med sikkerhed kan vide om resultaterne holder.

Men hvor er det dog mystisk, at hr. Aagerup synes, det er sådan en skøn nyhed at få, at han ligefrem jubler højt og i glædesrus linker til Peter Kurrild-Klitgaards kommentar. Plejer de ellers ikke at sige i familien Sort, at de kun går op i en eneste ting, når de forholder sig til rammerne for samfundsudviklingen: Profit, profit og atter profit. Hvad der er godt for erhvervslivet er godt for alle. Så glem alle andre og alt andet - end erhvervslivets interesser. Så bliver alt godt (og alle rige).

Men så skulle man jo tro, at det var nyheden om, at virksomheder med kvinder i bestyrelsen tjener bedre end virksomheder uden, der ville give anledning til jubel og glædesrus i familien Sort. For så præsenterer der sig en spritny mulighed for at sikre erhvervslivet større profit: kvindekvoter til bestyrelserne!

Jubiiii! Vi bliver rige. Jaaaa.

Og den nye nyhed om, at det alligevel ikke er blevet bevist, at kvinder i bestyrelserne er en sikker vej til større overskud, skulle man derfor ærlig talt også tro måtte være rigtigt nedslående for liberalistsegmentet.

Øv, øv og tre gange øv. Nu er kvoter måske ikke vejen til større indtægter for erhvervslivet alligevel.

Men nej! Sådan er det slet ikke. Det er faktisk lige omvendt.

Udsigten til, at virksomheder ville klare sig bedre med kvinder på magtfulde poster, er decideret nedslående for CEPOSkartellet. Derimod vækker udsigten til at kvinder kan undværes i magtens korridorer jubel.

Sådan er det!

Hvad  i al verden skal man konkludere ud fra denne meget selvmodsigende adfærd?

Meget tyder på, at familien Sort ud over større profit til virksomhederne har endnu en ting på deres politiske dagsorden.

Nemlig at holde kvinder nede og ude!

Og så forstår man selvfølgelig bedre CEPOSdirektørens smittende glæde...


To be continued...




1 kommentar:

  1. Hold op, hvor er det godt, at du hænger på og afslører Familien Sorts hykleri, og dermed tydeliggør, hvad der er deres egentlige hensigt.

    DEt er årtier siden, der har været SÅ mange og så kvalificerede indspark i kønsdebatten.

    SvarSlet