Information, no-face-plankeværk og armhulebilledet fra helvede

Information vågnede i et glimt op fra sin dødelignende søvn, så man kunne læse mine svar på spørgsmål fra Informations læsere i papiravisen denne påske-lørdag. Og hvor var det morsomt, at de sørmer til lejligheden havde fundet et billede af mig fra den selv samme fotoserie, som Weekendavisen også valgte billeder til Leonora Christina Skovs anmeldelse-det-skulle-da-være-til-politiet fra. Dog syntes Information i modsætning til Weekendavisen ikke, at det skulle være lige dét billede, hvor jeg fotograferet fra en lidet flatterende vinkel står med løftet arm og frit udsyn til – oh skandale - armhulen. Information syntes heller ikke – stadig i modsætning til Weekendavisen –  at det skulle være dét, hvor jeg med bortvendt ansigt meget klodset forcerer et plankeværk ind til en tilgroet have. Nej de mente, at mine udtalelser skulle følges af et billede, hvor jeg kigger tænksomt (her skal ikke grines) ud ad et vindue. (Jeg står inde på et ølstinkende, formørket værtshus, men det kan man vist ikke se). Jeg har i øvrigt ikke andre kommentarer til lige dét end TAK. 

TAK Information, for billedvalget! Åhhhhh TAK!

Det er ellers ikke, fordi Information ikke kunne finde på at bruge lige netop dé to billeder fra fotoserien: - no-face-plankeværksbilledet og armhulebilledet fra helvede. Oh no, tværtimod. Det var nøjagtig, hvad de gjorde! Bare i en anden sammenhæng: Nemlig dengang, jeg havde givet interview om (i mine øjne) problemerne med den aktuelle seksuelle kultur, som florerer i medierne og på internettet. Blot valgte Information at gøre no-face-plankeværksbilledet til det store, imens armhulebilledet blev bragt i frimærkestørrelse på forsiden. Weekendavisen valgte som bekendt at gøre det omvendte: Armhule STOR, no-face-plankeværk lille.

Det var den sommer, hvor Information gjorde frisind vs. nypuritanisme til agurketidsføljeton. Det gik op for mig (for sent, desværre), at jeg åbenbart repræsenterede det modsatte synspunkt af avisens. Billedvalget var bare en af mange ting, der blev gjort ved det interview, som underminerede min autoritet og følgelig vægten af mine ord…  det er klart. Jeg skal dog spare læseren for den detaljerede redegørelse (folk kan bare sige til her på bloggen, hvis de gerne vil høre hele historien, så beretter jeg gerne) og nøjes med at fortælle, hvad der skete, da jeg blandt meget andet altså også klagede over billedvalget til den daværende chefredaktør Palle Weis:

»Det forekommer mig et bemærkelsesværdigt valg af billede til et holdningsinterview at vælge et, hvor man ikke kan se den interviewedes ansigt. Hvad er signalet i det? At her er en person, man skal tage alvorligt?« - spurgte jeg i en mail.

Weiss svarede: »Jeg går ud fra, du selv har været med, da billederne blev taget, så den redaktionelle frihed omkring billedvalget vil jeg ikke kommentere«.

Host, host.

Jeg går ud fra, du selv har været med, da billederne blev taget….

Er det ikke simpelthen et utroligt udsagn?

Jow hr. Weiss. Det var jeg da. Bestemt! Men jeg var altså IKKE med, da billederne blev UDVALGT, vel? Udvalgt af en serie på måske 100 billeder eller mere. Jeg rendte rundt med den fotograf i samfulde tre timer en sommerformiddag og foretog mig alt muligt på den dames høflige anmodning, for at der kunne komme nogle gode, sjove, flotte billeder ud af det – (håber man jo, ak ja). Jeg var også inde på et værtshus. Og i en nærliggende swingerklub for at det ikke skal være løgn. Og så er der alle havebillederne blandt brændenælder, stokroser og grønne buske. Jeg har slet ikke tal på, hvor mange gange den fotograf nåede at knipse på de tre timer. Der må være EN UENDELIGHED af billeder fra den fotosession, man kan vælge imellem. Så det er jo ikke af NØD, man ender med no-face-plankeværket og armhulebilledet fra helvede. Tværtimod. Billedredaktionen er udtryk for et positivt defineret, aktivt tilvalg: (JUBBBBI - HER er liiiige de billeder, vi skal bruge!!! Hvor ER de vel nok bare liiige det HELT rigtige...) 

Men Palle Weiss svarer altså, at jeg vel selv var der, da billederne blev taget. Anderledes sagt: Du kunne jo bare lade være med at se sådan ud, kunne du. Ikke? IKKE, Jette Hansen! SÅ LA' DOG VÆR' MED AT SE SÅDAN UD (fnis, fnis, fnis) HVIS DU IKKE SELV KA' LIDE DET (ha, ha, ha, ha - nej, nej, nej, stop, ha, ha, jeg må ned at ligge, hjælp mig en eller anden, uhu, ha, ha, ha - jeg DØR af grin ha, ha, ha… og så videre og så videre og så videre. De lo en MASSE på redaktionen den dag).

Det værste af det hele er, at jeg på mange måder ellers vældig godt kunne lide det Palle Weiss stod for. Seriøsitet. Ordentlighed. Okay, måske ikke den skarpeste kniv i skuffen, men til gengæld fanme en pæn mand, synes jeg. Sovekammerøjne. Ja, der var den: Mister Big! Palle Weiss ligner sgu da Mister Big - bare højere. Men her…. Ak, det viser jo hvordan hjernen går ud, når sexismen går ind. Suk. Jeg synes vel nok, at det er en utroligt antiaggressiv, slap og veg form for ansvarsfralæggelse, den gode chefredaktør præsterede. En magtudøvelse fra avisens side, som man efterfølgende slet ikke vil kendes ved. (Var du der da ikke selv, da billederne blev taget????) Som sprunget ud af Johannes V. Jensens portræt af den danske vege, vægelsindede mand i »Kongens Fald«.

Nå. Men det vi kom fra: Weekendavisens billedvalg er hævet over enhver tvivl inspireret af Informations ditto den gang for omtrent tre år siden. »Nogen« med en god hukommelse har sagt: »De der billeder af Jette Hansen, som Information brugte til et interview med hende i sommeren 09, skal vi finde, så vi kan sætte dem på til Leonora Christina Skovs anmeldelse-det-skulle-da-være-til-politiet«.
Men hvor ER det dog vel NOK en lettelse at konstatere, at der altså FINDES alternativer, der muliggør en anderledes værdig fremtræden. Så derfor TAK igen, Information, fordi I fandt at dette var lejligheden til at træffe lige dét valg! Selv om jeg ikke var der. Da der skulle vælges.

Men som altid er der nu engang mange ting, læserne ikke ved om baggrunden for det, der står i avisen. (For at sige det straks: nej, jeg har ikke nogen stor eller kontroversiel kritik at rette imod Information i anledning af deres »Læserne spørger…«). 

Avisens læsere bliver indbudt til at sende spørgsmål ind, som de kunne tænke sig at få pågældende forfatters svar på. Herefter videresender avisen spørgsmålene til forfatteren selv og denne (i dette tilfælde: jeg) får tildelt en vis plads at svare på (6000 enheder med mellemrum… som det hedder). Det, læserne ikke kan vide, er, hvor mange og hvilke spørgsmål, man egentlig får stillet (nemlig mange flere, end der ville være plads til, at man kunne besvare). Læserne kan heller ikke vide, hvilket til –og fravalg forfatteren (jeg) har foretaget. Hvilke spørgsmål valgte man at besvare og hvilke valgte man at springe over? 

Det synes jeg sådan set ikke, at der er noget galt med. Jeg tænker bare, at jeg ved denne lejlighed vil gøre en undtagelse og vise listen med spørgsmål, så læsere kan se mine til og fravalg. Og så har jeg det sådan, at jeg simpelthen ELSKER spørgsmål. At nogen spørger mig om noget – (forudsat at det er af oprigtig interesse, selvfølgelig) - synes jeg er en stor og glædelig ting: Nogen vil gerne have noget at vide af en. Jeg føler mig taknemlig for, at nogen har gjort sig den umage at formulere et spørgsmål til mig og fremsende det. Derfor har jeg lyst til at bruge bloggen her til at besvare spørgsmålene et for et. Så alle får et svar. Og ikke kun de få, jeg, grundet pladshensyn, kunne vælge.

Her er den listen med spørgsmål, jeg fik fra Information. Og nederst de svar, som blev bragt i Information. De kommende dage vil jeg besvare de resterende spørgsmål et for et - som et lille krydderi på alle historierne om familien Sort og sexistiske medieDanmark.

SPØRGSMÅL FRA INFORMATIONS LÆSERE

- Findes borgerlig feminisme overhovedet? Og i så fald hvordan adskiller
den sig fra din form for feminisme?

- Er Camilla Paaske Hjort og Anna Sophia Hermansen efter din mening
feminister?

- Hvor langt er vi kommet i forhold til ligestilling i Danmark, hvor er vi
og hvor står kampen i dag?

- Er vi ikke for længst blevet ligestillede og er der overhovedet noget
at kæmpe for?

- Hvad er mest irriterende ved Anna Sophia Hermansen?

- Hvad synes du om dit eget liv - har du formået at leve ligestillet?

- Er ligestillingsdebatten blevet mere eller mindre kvalificeret i løbet
af de sidste 5 år?

- Hvis du skulle give et råd til en 17-årig feminist om hvilken
kønspolitisk debat hun skulle engagere sig i, hvad skulle det så være
for en?

- Hvilke feminister under 35 kan begejstre dig?

- Har du selv nogle feministiske forbilleder?

- Ser du nogle strømninger i udlandet, som du tænker, vi i Danmark kan
lære af?

- Hvilken retning skal vi gå?

- Er ligestilling en kvindesag?

- Hvorfor har feminister på venstrefløjen kun diskuteret for eller imod
forbud mod købesex de sidste mange år. Sker der ikke snart noget nyt?

- Hvorfor hidser du dig op over Ole Birk Olesen, kan han ikke være
ligegyldig mht. feminisme, når der alligevel ikke er nogen, der lytter
til ham?

- Hvordan kan du forsvare, at du i din bog argumenterer for at fakta er
kedeligt og at du derfor ikke behøver at basere bogen på netop fakta?

- Din bog har fået meget kritik, hvorfor tror du?

- Hvad føler du selv du har opnået?

- Hvad har du gjort dig af nye erkendelser de seneste 10 år?

- Ser du nogle strømninger i udlandet, der inspirerer dig?

- Hvorfor hedder din bog patteprinsen og de skinhellige drager?

- Hvad var formålet med din bog, og hvad ville du med den?

- Er vi gået frem eller tilbage mht ligestilling i Danmark de seneste år?


Læserne spørger: Jette Hansen
»Jeg vil næsten gå så langt som til at sige, at det slet ikke er muligt at realisere et fuldkommen ligestillet liv i familien«
Oprettet 04/04/2012 - 17:00
— Din bog har fået megen kritik, hvorfor tror du?

Fordi dens budskab gør ondt, tror jeg. Nu havde vi det lige så hyggeligt og var næsten blevet enige om, at kvindeundertrykkelse var en saga blot. Min bog er jo en feministisk kulturanalyse og samfundskritik. Og den kritik rammer ind i noget, der har en meget stor betydning for alle mennesker: forholdet til det modsatte køn.

Det er typisk for de negative anmeldelser, min bog har fået, at de i modsætning til de positive nærmest slet ikke forholder sig til alle de forskellige eksempler på kvindeundertrykkelse i vores samtid, som jeg behandler. Jeg vil kalde det en fortrængning.

— Er vi ikke for længst blevet ligestillede, og er der overhovedet noget at kæmpe for?

Det er langt sværere for kvinder at komme til at gøre sig gældende på området for samfundsmagt. I det hele taget skal kvinder præstere bedre for at opnå den tilsvarende bedømmelse som en mand.

Se på mediebilledet: Hvem er det, der udlægger verden og forklarer den for os? Det er mænd. CEPOS-direktør  Martin Aagerup udtalte for nylig, at han slet ikke så noget problem i, at der omtrent ikke sidder kvinder i de indflydelsesrige tænketanke. Nej, for mangfoldigheden kunne sagtens sikres bare mændene var af forskellig alder, uddannelse og etnicitet. Mon man kunne forestille sig, at hr. Aagerup ville se lige så positivt på et scenarie, hvor retningen for samfundsudviklingen blev udstukket uden mænds deltagelse? Kvinder lider under, at de i højere grad står i et krydspres mellem arbejdsmarked og familieliv. Man ser det ved, at kvinder oftere end mænd bukker under med stress eller har alvorlige problemer med selvværdet (mere end hver femte kvinde lider af nedtrykthed og har problemer med selvværdet, viste en undersøgelse for nylig). Den seksuelle kultur i pornografien og prostitutionens tegn rummer i virkeligheden med sine krav om en hårløs, evigt ung krop en afstandtagen fra den voksne, udviklede kvindelighed og er kontraproduktiv for kvinders selvtillid og selvværd.

Noget af det vigtigste for ligestillingen ville være at lette krydspresset på kvinden via en mere ligelig fordeling af barselsorloven imellem manden og kvinden, og at man lempede kravene på arbejdsmarkedet i årene med småbørn, så at mændene også blev frigjort til i perioder at lægge mere tid og flere kræfter i familien.

— Hvordan kan du forsvare, at du i din bog argumenterer for, at fakta er kedeligt, og at du derfor ikke behøver at basere bogen på netop fakta?

Det er også en misforståelse. Jeg skriver, at jeg foretrækker sandsynliggørelser frem for beviser, og at »beviser er træls« (fordi læseren føler sig fanget og dermed ufri til at danne sig sin egen mening). Selvfølgelig forholder jeg mig til fakta i min bog, og selvfølgelig mener jeg, at man skal basere sine påstande på fakta. Bogen hedder netop (også) »feministiske billeder«, fordi jeg forholder mig til en række konkrete eksempler på kvindehad i kulturen (billederne). I kraft af at forholde mig analyserende til eksemplerne forsøger jeg at sandsynliggøre for læseren, at der igennem det seneste årti gradvist er fremvokset et problematisk syn på kvinder. Mandschauvinistisk seksualisering af kvinder og et nedsættende syn på kvinders evner er blevet comme il faux.

Min bog er skam i meget høj grad baseret på fakta. Men det er jo ikke det samme som at have bevist eksistensen af kvindehad generelt.

— Er debattørerne Camilla Paaske Hjort og Anna Sophia Hermansen efter din mening feminister?

Nej, det er de efter min mening ikke. Feminisme bygger på en grundopfattelse af, at der i selve kulturen er indlejret et værdisystem, hvor alt det, vi forbinder med noget maskulint, opvurderes, imens alt, hvad der forbindes med noget feminint, nedvurderes. Inklusiv mænd og kvinder … selvsagt. Det er også det, der kaldes den patriarkalske orden. Det berømte eksempel er en matematikopgavebesvarelse, man bad nogle censorer om at bedømme – først med et drengenavn og dernæst med et pigenavn, og hvor der viste sig en klar tendens til at opgaven fik en højere bedømmelse, når censorerne troede, at det var en dreng, der havde lavet opgavebesvarelsen, end når de troede, at det var en pige.

At være feminist vil sige at anerkende eksistensen af det patriarkalske værdisystem, at have en kritisk holdning til det og i sidste instans ønske det ændret.

Når jeg vil hævde, at Camilla Paaske Hjort og Anne Sophia Hermansen ikke er feminister, er det fordi, de, så vidt jeg ved, slet ikke anerkender eksistensen af et sådant værdisystem, der nedvurderer kvinder. Jeg vil desuden hævde, at de betjener sig aktivt af samme værdisystem i den forstand, at de reproducerer systemets syn på kvinder ved at de f.eks. argumenterer for, at den eksisterende forfordeling med hensyn til penge og samfundsmagt ganske enkelt skyldes, at kvinder bare er en dårligere og mindre dedikeret arbejdskraft end mænd. Anne Sophia Hermansen har desuden ofte på sin blog givet en meget nedsættende fremstilling af kvinders udøvelse af moderlig omsorg (de meget berømte speltmødre). Omvendt fremhæver hun mænd som generelt bedre samfundsborgere end kvinder, hvorfor disse (kvinderne) burde bruge mændene som rollemodeller og tage ved lære af dem. Jeg opfatter Camilla Paaske Hjort og Anne Sophia Hermansen som eksempler på kvinder, der har indforstået sig med den patriarkalske orden, og som aktivt forvalter selvsamme  orden i deres syn på kønnene.





— Hvad synes du om dit eget liv – har du formået at leve ligestillet?

Mit eget liv er en blandet pose bolsjer. Mine parforhold har på den ene side ikke været så konventionelle, synes jeg. Min første mand var fantastisk til at støtte mig i hele det lange stykke tid, jeg sad og skrev speciale: købte ind, lavede mad, ryddede op dag efter dag – accepterede, at jeg sad helt ukontaktbar og skrev og skrev. På den anden side vil jeg næsten gå så langt som til at sige, at det slet ikke er muligt at realisere et fuldkommen ligestillet liv i familien. Og det skyldes, at der er et andet blik på kvinder og andre forventninger til  dem. Kvinden får det følelsesmæssige til at hænge sammen i intimsfæren på en anden måde, end manden gør.

Og mand og børn bliver altså desperate og vilde i blikket ret hurtigt, hvis man har meldt sig ud for at skrive … er min erfaring.

Hvor mange mænd mon kan sige om sig selv, at de har skammet sig som en hund over at have skrevet hele dagen? Nu igen! Men det har jeg altså gjort mange gange. Fordi den indre følelse tilsiger, at man har skulket (fra sine egentlige pligter, som er at give nærvær og bekræftelse til de nære og kære). Og fordi mand og børn også har en forventning om, hvordan mit – kvindelige – nærvær bør prioriteres: For dem at se bør de være vigtigst, og det andet – skrivningen – må komme bagefter. Sandheden er, at jeg ikke er helt sikker på, om ikke de rent faktisk også har ret i det. (Mumle, mumle, satans også). Sagen er bare, at jeg meget sjældent tror, at mænd, der skriver, oplever sådanne forventninger fra deres nærmeste. Der er en helt anden respekt omkring mænds ’arbejdsro’.