Hvorfor var lægekonflikten så vigtig?

 

Hjertet sank i livet på mig, da jeg lørdag eftermiddag hørte PLOs afgørelse af lægekonflikten: Med det snævrest tænkelige flertal (24/25) valgte man at leve med regeringsindgrebet og underkaste sig regionernes krav. Samtidig trådte PLOs formand, Henrik Dibbern tilbage. Andet kunne han i mine øjne heller ikke gøre.

Konflikten handlede om meget mere end bare, hvordan det bliver for danskerne at gå til læger i fremtiden - selv om det da er væsentligt nok. Konflikten handlede også om, at der var en flok ressourcerige mennesker, der rejste sig og kollektivt insisterede på retten til at udøve deres erhverv på en måde, der var forenelig med deres faglige stolthed og integritet som mennesker. 
Hvorfor var det så vigtigt? 
Fordi lønmodtagere overalt på arbejdsmarkedet har måttet underkaste sig en udhuling af deres rettigheder - senest som bekendt lærerene. For offentligt ansatte er denne undertvingelse især blevet sat igennem med styringsredskabet New Public Manegment, som også har gået sin sejrsgang igennem hospitalssektoren med destruktive konsekvenser for lægernes faglige stolthed og integritet her. Lægekonflikten var et udtryk for, at dette system for første gang fik alvorlig modstand - af nogle, der havde ressourcerne til at sætte sig op imod det. Jeg er godt klar over, at de alment praktiserende læger netop IKKE er lønmodtagere i almindelig forstand, da de jo ejer deres klinikker. Men de får deres betaling gennem det offentlige, derfor er det kun, hvis de opsiger kontrakten med det offentlige (= afleverer ydernumrene), at de reelt kan gøre op med deres arbejdsvilkår SOM offentligt ansatte.

Lægekonflikten handlede om individets kamp for sin integritet overfor et system, der er begyndt at optræde totalitært - med overvågning af arbejdskraften, knægtelse af strejkeretten/den danske model og udvidet borgerregistrering. Netop den udvidede borgerregistrering var faktisk et kærnepunkt i lægekonflikten, da et af kravene til lægerne netop er, at de skal indgive detaljerede oplysninger om deres patienter til en stor database over landets befolkning. Dels for at disse oplysninger skal kunne gøres til genstand for kommerciel udnyttelse af f.eks. forsikringsselskaber og medicinalindustrien. Og dels for at gøre det muligt at sanktionere lægen selv, hvis patienterne ikke følger de råd og behandlingsforskrifter, de får. ... Vi må sørge for at lægen lægger sig i selen, det er jo dyrt for samfundet med alle de syge menesker. ... Bevares vel. Det er det da nok, men JEG siger, at det er sådan et totalitært samfund tænker!

Da lægerne tabte konflikten, var det også protesten imod et sådant samfund, der tabte.

Det skriver man naturligvis ikke til en pæn avis som Politiken. Men jeg synes danskerne i det mindste skulle vide, hvad de kan regne med, når de går til læge i fremtiden.

(Nedenstående tekst blev trykt i Politken den 03.07.2013. (- http://politiken.dk/debat/debatindlaeg/ECE2012672/hr-og-fru-danmark-faar-en-ubehagelig-overraskelse-efter-laegenederlag)).

 

                                           *

 

 

Der venter hr og fru Danmark en grim overraskelse

 

Det intime rum, hvor en læge lytter til en patient, bliver nu rationaliseret bort.

Af Jette Hansen, mag.art., forfatter

Ganske rigtigt: Aviserne er flydt over af lovord til de alment praktiserende læger, der heldigvis kom til fornuft og viste sig ansvarlige og modne ved at acceptere regionernes krav og regeringens lovindgreb. Gooooodt, læger!

Et flertal af den danske befolkning vil formentlig også hilse lægernes beslutning om at afblæse konflikten velkommen: Åhhh, gudskelov! Betale for at gå til læge ... Brrrr. Det ville jo være frygteligt!

Længere tror jeg desværre ikke, at de fleste almindelige mennesker tænker.

Jeg vil ikke her beskæftige mig med årsagerne til, at lægerne tabte konflikten, men i stedet med konsekvenserne af nederlaget.

Regionerne har jo lovet hr og fru Danmark bedre adgang til deres læge – og det vil alle mægtig gerne have. Jeg arbejder selv som sekretær i en lægepraksis på Amager, og tro mig: Alle ønsker mere tid med deres læge – helst dobbelte eller tredobbelte tider, hvis det kunne lade sig gøre.

Det kan det desværre bare ikke. Hvorfor? Fordi der mangler læger. Og fordi nedskæringerne alle andre steder i sundhedsvæsnet medfører et mægtigt pres på almen praksis.

Tag ikke fejl. De alment praktiserende læger gør et enormt stort socialt arbejde ved at lægge øre til mennesker, der i mange tilfælde ikke har andre steder at gå hen. Det snakker man bare aldrig om.

De, der tror, at lægerne spekulerer i at overbehandle patienterne, kan godt tro om igen. Det er ikke spørgsmålet om at hive folk unødigt ned i lægens praksis. Det er spørgsmålet om at få aftaletiderne til at slå til, fordi der er så mange, der ønsker konsultation! Alligevel har regionerne altså lovet borgerne bedre adgang til familielægen og »mere sundhed for pengene«. Dette løfte har formentlig været med til at vinde borgerne over på regionernes side i konflikten – det lyder jo besnærende ... Og som sagt: Hvem vil ikke gerne have mere tid sammen med sin læge? Men hvilken virkelighed dækker regionernes forunderlige løfte om mere tid og bedre adgang til lægen over?

Når konflikten mellem regionerne og lægerne i denne omgang er blevet så ultimativ, har det en årsag!

Det skyldes, at regionerne for længe siden – og uden at spørge hverken befolkning eller de læger, det angik – har tænkt almen praksis ind som en krumtap i planerne om en grundlæggende omlægning af det danske sundhedsvæsen.

Nogle har måske allerede bemærket, at patienter bliver udskrevet tidligere og tidligere fra sygehusene – før de er hverken helt eller halvt raske. I stedet skal den alment praktiserende læge overtage behandlingen af gamle fru Jensen.

Rigtigt! Dette er regionernes columbusæg. Almen praksis skal overtage en god del af det, der tidligere har været hospitalslægernes arbejde – fordi de løser det meget, meget billigere!

Her er, hvad lægekonflikten i virkeligheden handler om: De syv planlagte supersygehuse, der i fremtiden kommer til at udgøre rygraden i dansk sundhedsvæsen, bliver opført med ganske få sengepladser i forhold til sygehusene i dag. I stedet skal de alment praktiserende læger pålægges dette omfattende arbejde. Man har ganske vist ikke spurgt de alment praktiserende læger først. Herregud, de kunne vel tvinges. Og sandelig, det kunne de også!

Et dybt splittet PLO besluttede som bekendt med det mindst mulige flertal (24 af 25) 29.6. at leve med regeringens lovindgreb, der for fremtiden fratager dem muligheden for at sige nej til regionernes krav. Det er for fremtiden meningen, at patienterne kun lige kommer ind på hospitalet for at modtage deres behandling (operation, eller hvad det måtte være) og straks efter udskrives igen. Ansvaret for det videre forløb skal herefter overdrages til den alment praktiserende læge.

Befolkningen? Jamen, det er jo det, folk glæder sig sådan til. De vil nemlig mægtig gerne passes af deres egen gode gamle ’familielæge’, der lytter til dem og kender dem ... Familielægen, som de allerede tragter sådan efter at få endnu mere tid og omsorg af. Så hvad kunne vel være bedre end dette? Jo, godmorgen. Der venter hr og fru Danmark en ubehagelig overraskelse. Dette arbejdspres kan nemlig kun håndteres på én måde: ved at lægen uddelegerer arbejdet til en bunke sundhedspersonale, som det hedder. Under regionernes vejledning vil driften af almen praksis således blive omlagt, så den kommer til at ligne det, man i dag kender fra hospitalerne. Herefterdags bliver der ikke noget med at ringe op og bestille tid til at snakke med sin læge mere.

Patienten vil møde en sygeplejerske, der udspørger ham eller hende efter et afkrydsningsskema om årsagen til henvendelsen og tager puls, blodtryk og temperatur.

Herefter vil lægen indfinde sig i et par minutter og ud fra patientens svar på spørgsmålene afgøre, hvilke handlinger der er relevante, instruere sygeplejersken og dernæst haste videre til næste visiterede patient – og så fremdeles. Det intime rum, hvor en læge lytter til en patient, er kort og godt rationaliseret bort – for at folk kan få ’mere sundhed for pengene’.

Ved at acceptere regionernes indgreb har lægerne på egne såvel som patienternes vegne sagt farvel til den kontakt mellem læge og patient, som var unik for familielægesystemet, og som er blevet kaldt for dansk sundhedsvæsens juvel.

Ak, det er latterligt og sørgeligt på samme tid. Fordi borgerne godt kunne tænke sig noget mere tid og kontakt, har de præcis spillet sig den af hænde! De har ved at sige naivt ja til ’mere sundhed for pengene’ mistet nøjagtig denne ressource, som allerede for længe siden er forsvundet fra de andre dele af sundhedsvæsnet, rationaliseret bort. Ingen synes at have forstået, at konflikten ganske enkelt handlede om, at nu var turen kommet til almen praksis! Men almen praksis var også empatiens sidste bastion.

Det vil selvfølgelig tage nogle år, før disse ændringer slår endeligt igennem, f.eks. skal supersygehusene jo lige opføres først. Men de kommer! Og de kommer med den kalkulerede mangel på sengepladser, der gør de alment praktiserende lægers indsats til et uomgængeligt krav. Så vil det lyttende øre endegyldigt være forsvundet. Man har slagtet gåsen, der lagde guldæggene.