tirsdag den 3. juli 2012

Hvorfor forholde sig til Familien Sort? Del 3.




For nylig fik jeg den tanke, at den underligt primitive borgerlige antifeminisme måske var et udtryk for, at flere og flere mennesker har udviklet en form for spaltet identitet, som de ikke engang tænker nærmere over. De fungerer på en måde i deres officielle, udadvendte virke i arbejdslivet – og på en anden som privatpersoner i forhold til netværk, venner og familie. I kraft af internettet og de sociale medier kommer de bare til at udtrykke denne »private« del af deres personlighed på en måde, der er offentlig tilgængelig - debatterne i netavisernes kommentarfelter, facebooksiderne, blogs og så videre. Og… i sandhedens interesse… at disse to sfærer derfor også har en tendens til at blive blandet sammen med en vis uklarhed til følge. (Man kan jo bare tænke på de ganske mange facebookskandaler på det sidste, hvor politikere eller spindoktorer er kommet for skade at lade munden (eller pennen) løbe over med, hvad hjertet er fuldt af og efterfølgende har stået med et gedigent forklaringsproblem).


Lad mig give et illustrativt eksempel på en typisk »menig« borgerlig antifeminist! 

For kort tid siden blev jeg tilfældigvis opmærksom på en hr. Rikki Tholstrup, fordi han engagerede sig i balladen om Udviklingsministerens kritiske omtale af Jørgen Leths betalings-forhold til unge, farvede kvinder i Haiti. Rikki Tholstrup fantaserede på sin blog om at vise sin solidaritet med Leth ved på den 1. maj, som han skrev, at »tage en nøgen negerkvinde med mig, som kunne stå med store bannere med en kærlighedshyldest til Jørgen Leth«. Godt nok tror jeg ikke, at Rikki Tholstrup virkelig overvejede at medbringe en afklædt, afroamerikansk kvinde til 1. maj-demonstration. Men han fandt helt tydeligt sit sexistiske indfald enormt vittigt. Lige som han heller ikke syntes at anse, at hans indfald på nogen måde indebar et racistisk og nedladende syn på afrikanske kvinder. 


Faktisk forestiller jeg mig, at Rikki Tholstrup direkte adspurgt dybt forbavset ville forsikre, at han da nærer den størst tænkelige respekt for afroamerikanske kvinder. Og for alle mulige andre kvinder også. Racist? Kvindehader? Hvem jeg? Da overhovedet ikke! Faktisk tværtimod! 

Ja, hm, hm.

Men formentlig ville Rikki Tholstrup jo ikke være i tvivl om, at hvis en kvinde proklamerede: Åhhh, jeg vil gerne markere 1. maj i år ved at tage Søren Pind med til demonstration uden en trevl på kroppen, så han kunne stå med store bannere med en kærlighedshyldest til Anni Fønsby - så var der tale om en nedværdigelse af den tidligere Udviklingsminister. Og hvordan kan det så være, at det samme scenarie med en afroamerikansk kvinde ikke er nogen nedværdigelse? Det må jo være fordi, Rikki Tholstrup ser helt anderledes på sorte kvinders grænser, end han gør på hvide midaldrende mænds grænser. Sorte kvinder er »sådan nogle« man kan fantasere om at flå med sig og fremvise upåklædt offentligt uden at dette repræsenterer en mangel på respekt. Hvide mænd derimod er ikke »sådan nogle«, man kan fantasere om at flå med sig og vise nøgne frem. Ikke uden at dette ville indebære en ganske grov despekt. 

Man må jo spørge sig, hvad det er, der gør Rikki Tholstrups indfald til en morsomhed - andet end den sexisme, der underordner kvinder i forhold til mændEt helt klassisk eksempel med andre ord på den sexisme, der er så uadskillelig fra hele Familien Sorts måde at tænke kønsforholdet på. 




Kommet så vidt i præsentationen af Rikki Tholstrup kunne nogen måske forfalde til at tro, at vi har at gøre med en slibrig, ældre, forbitret, fraskilt herre med ost i skægget og jord i hovedet, men så tager man grundigt fejl. Den hr. Tholstrup, der begejstret promoverer sin sexistiske tankegang som den mest liflige underholdning er politisk redaktør og adjunkt ved Århus Erhvervsakademi i slutningen af trediverne. Mere fuldkommen upåfaldende nydeligt og pænt bliver det simpelthen ikke. 

Efterfølgende blev jeg opmærksom på en fb-opdatering, hvor den humoristiske adjunkt atter diverterede med en sexistisk vits, hvis angivelige underholdningsværdi blev konstitueret på helt samme betingelser som det lysende indfald med den nøgne negerkvinde, der skulle slæbes med for at hylde Jørgen Leth: 

»Mange har spurgt hvorfor mænd er "seje" hvis de har sex med mange kvinder, men hvis kvinder har sex med mange mænd så er de billige? Se sådan her på det: Hvis du har en nøgle der kan åbne mange låse, så er det en "master key" og den er altid sej at have. Hvis en lås derimod kan åbnes af mange forskellige nøgler, så er det en billig lås :D«

Ikke? Villige kvinder ER bare billige.

Nå. Men nede i kommentarsporet viser det sig pludselig, at en af Rikki Tholstrups kvindelige østeuropæiske studerende, Den Novakova - har været inde på sin lærers fb-side, hvor hun læser hans vits og udtrykker sin lette undren over hans humoristiske præferencer: 

Jamen er det dog ikke… bemærkelsesværdigt? Jeg mener skizofrenien imellem det normsæt, man som professionelt menneske – (lærer for unge mennesker) – repræsenterer og så de holdninger, man forfægter i sit private liv. Som underviser står Rikki Tholstrup jo helt tydeligt inde for et helt, helt andet normsæt end det, han hævder privat. Der er selvfølgelig også den lille, lille, lillebitte ting med, hvad man egentlig skal mene om situationen, set fra den kvindelige, østeuropæiske studerendes side… altså lærere ved højere læreranstalter, der giver udtryk for foragtfulde, sexistiske holdninger til kvinder, samtidig med at de over for deres elever står inde for Danmark som et ligestillet land, hvor kvinder respekteres. Den Novakova ser i hvert fald ud til at være i tvivl om, hvordan det egentlig forholder sig og hvor hun har sin lærer henne? Og ærlig talt. Hvem kan fortænke hende?


Pointen er, at den sexisme, Rikki Tholstrup udtrykker, repræsenterer en norm og ikke afvigelsen fra den. Det er blevet mainstream at give udtryk for sexisme!


                                                          *


Lad mig fortsætte med at præsentere nogle af Familien Sorts menige medlemmer. I nedenstående facebooktråd forfægter en hr. Bo Nake den borgerlige antifeminismes typiske holdning til kvinders fødedygtighed. Ikke overraskende er en yngre kvinde, Tina Hummelgaard Nielsen – uenig med ham. (Fortsættes...)

mandag den 2. juli 2012

Hvorfor forholde sig til Familien Sort? Del 2

    

Henrik Dahl imødegår på sin fb-side min udlægning i nedestående blog af hans tekst i Weekendavisen om kønsforskningens bull-shitfaktor. Der er flere, der udtrykker ønske om, at måtte læse den tekst af Henrik Dahl, som jeg skriver om. Og da den ikke ligger på nettet, har jeg tilladt mig, at indkopiere den i sin helhed nederst i blogindlægget!




Når man kaster blikket på kataloget over de borgerlige antifeministers kønspolitiske holdninger (præsenteret i Del 1), må man alvorligt spørge sig, hvordan det er muligt for almindelige, velfungerende mennesker at forfægte så irrationelle synspunkter? Man må lige så alvorligt spørge sig, hvordan folk tilsyneladende undgår at opdage, at disse grundholdninger skam forfægtes bredt i samfundsdebatten.

Eksempel: Henrik Dahl rettede i Weekendavisen/ 25. maj en sønderlemmende kritik imod kønsforskningen for at have en skyhøj bull-shitfaktor… En tidsskriftsartikel fra Kvinder, køn & forskning om alternative betydningstilskrivelser til teknologiske genstande, forfattet af Karen Barad, Malou Juelskjær og Nete Schwennesen angiveligt efter en natlig samtale på et eksotisk beliggende konferencecenter i Grækenland, holder for som eksempel på den faglighed, Henrik Dahl kritiserer. 

Hvad selve kritikken angår, deler jeg et langt stykke hen ad vejen Henrik Dahls opfattelse. Den videnskabelige diskurs, han angriber, er efter min mening patetisk opblæst og fatalt irrelevant. Så i den forstand kan jeg sagtens respektere kritikken.

Men samtidig med at kritisere en retning inden for kønsforskningen, giver Henrik Dahl også en karakteristik af kvindelige kønsforskere som sådan. Hvis man uddrager det, Henrik Dahl siger i artiklen specifikt om kvindelige kønsforskere, får man følgende: De »er medlemmer af en sekt, der på andres regning drager omkring mellem konferencecentre (…) For at kunne leve det behagelige snakkeliv, de foretrækker (er) de dybt afhængige af de mageløse flyvende apparater(…) Og betænk så det ironiske i, at hverken Karen Barad, Malou Juelskjær eller Nete Schwennesen ville kunne levere så meget som to sekunders nyttigt input til dem, der dagligt arbejder med teknologisystemet »flyvning««. Disse flyvemaskiner, som de damer kønsforskere er så afhængige af, fortæller Dahl endvidere, »er konstrueret af saglige ingeniører, der intet ved om »ma(r)king time« eller »re-memberings« eller»dis/continuity« eller »intra-acting«. Til gengæld arbejder de i praksis med det, konferencedeltagerne sidder på altanen og snakker om«.

Eller anderledes sagt: Mænd arbejder i praksis med det, kvinder sidder på deres flade og knævrer om helt uendeligt. Kønsforskere udfører deres ikke-arbejde (det behagelige snakkeliv, de foretrækker) for andres penge og derudover er de mindreværdige, underlegne og fagligt utroværdige, fordi de ikke har for fem flade ørers forstand på mekanikken i de flyvemaskiner, der transporterer dem fra Herodes til Pilatus. Dem der HAR forstand på flyvemaskinerne og som sørger for at de står til rådighed, er imidlertid (så godt som) alle mænd. Lige som de, der tjener de »rigtige« penge ved det »rigtige« arbejde (som skattefar dirigerer ned i de kvindelige kønsforskeres lommer), er (mestendels) mænd… – pointerer Dahl.

At tænke sig - den dårlige forskning viser sig altså sørmer at være et konkret eksempel på den borgerlige antifeminismes grundpåstand om, at mændene skaber samfundet og tjener pengene, imens de »holdte« kvinder sladrende snylter på mændenes indsats og leverer ydelser af en inferiør karakter (snakkeliv og bull–shit forskning).

Dahl benytter lejligheden til at køre den borgerlige antifeminisme i stilling. Forbindelsen til holdningskataloget i Del 1, turde være tydelig. Kritikken af kønsforskningens bull-shitfaktor bliver brugt til at promovere et sæt kvindeforagtende synspunkter, der hviler på den forforståelse, at kulturudvikling og produktion er mænds fortjeneste, imens kvinders indsats i samfundet er snyltende og inferiør.

Som vi ser, bedriver en af den danske offentligheds mest fremtrædende og bredt anerkendte samfundsdebattører og meningsdannere altså en kulturkritik, der er fuldkommen sammenflettet med den borgerlige antifeminismes grundværdipåstande.

Gad vist om der overhovet er nogen, der har evnet at afkode netop dette ideologiske lag i Henrik Dahls kritik af kønsforskningen? For at sige det ligeud, mistænker jeg, at det får lov til at passere upåagtet og uimodsagt – ganske som når folk siger til mig, at de dog virkelig ikke fatter, jeg vil beskæftige mig med noget så marginalt som den borgerlige antifeminismes underlige kvindesyn og syn på samfundet.

Går det op for avislæserne hvilke afsindige rationaler, Henrik Dahl under dække af den ellers betimelige kritik, gør gældende og hvor urimeligt og kvindefjendsk, Henrik Dahls implicitte samfundssyn er? 

For nu bare at tage fat ét sted: Jeg ved ikke, om der er nogen, der forestiller sig, at Lars Løkke Rasmussen for eksempel… eller Claus Hjort Frederiksen…. eller… ja, hvorfor dog ikke, Henrik Dahl – har forstand på flyvemaskiner, bare fordi de fløjter rundt i sådan nogle konstant? I det hele taget har jeg aldrig hørt en mands professionalitet blive udpeget som illegitim og utroværdig – med henvisning til, at han ikke ved noget om de flyvemaskiner, der transporterer ham rundt imellem hans globale destinationer. Jeg har heller aldrig hørt Henrik Dahl tale om sit eget arbejdsliv f.eks. som noget, der foregår »på andres regning«, fordi han benyttes som foredragsholder i offentligt regi (for skatteyderpenge…). Det forlyder heller ikke at…. skal vi sige f.eks. Børn Lomborg i sin tid som direktør for Institut for Miljøvurdering eller i sin egenskab af professor ved Copenhagen Business School, »på andres regning drager omkring mellem konferencecentre«. Men det er ikke desto mindre den argumentation, Henrik Dahl sætter i spil i forhold til de kvindelige kønsforskere. Som om kritik af bull–shitfaktoren ikke var nok. For det var den jo!

Og en anden ting: Hvordan ved Henrik Dahl, at kønsforskerne lever, som han siger, et behageligt snakkeliv? Alle andre universitetsansatte har igennem de sidste 15 år oplevet at blive underlagt et markant stigende arbejdspres - lige som forøvrigt skolelærere, gymnasielærere og alle andre undervisere i offentligt regi. Alle med den mindste kontakt til universitetsmiljøet ved, at folk styrter rundt helt grå i ansigterne for at nå den påbudte undervisning og administration, samtidig med at de selv skal rejse de nødvendige penge til deres egen forskning.

Men altså ikke kønsforskerne?  Dé lever behagelige snakkeliv efter personlig egen smag og præference…

Hvor mærkeligt!

Eller måske er forklaringen bare, at Henrik Dahl – i modsætning til sine angiveligt ekstremt rationelle og saglige kønsfæller i flykonstruktionsbranchen –  er hamrende usaglig, fordi han forholder sig til myter, fjendebilleder og fordomme i stedet for nøgtern realitet. Virkelig! Henrik Dahls kvindebillede - evindeligt knævrende, urealistiske, hjælpeløse og latterligt uvidende skabninger - er jo som taget ud af vittighedsbladet Hudibras, dengang jeg var ung…


 
Det er som at høre sine fede, gamle, platte onkler snakke til julefrokosterne. Det eneste, der mangler, er noget om menstruation og bla, bla, bla... kommunister  i lysthuset. (Haw, haw, haw).

Men Weekendavisens læsere får det altså serveret, som var der tale om saglig sociologisk viden.

Jeg mener…. Dybest set går Henrik Dahl jo ud fra en meget mærkelig antagelse af, at den ekspertviden om flyvemaskiner, der besiddes af et givet antal mænd (og i sandhedens interesse, også nogle kvinder) på en eller anden mystisk måde smitter af på alle verdens andre mænd, uanset hvor uvidende disse måtte være om denne teknologi. Så mænd kan godt flyve rundt i flyvemaskiner, de ikke aner et klap om, uden at de mister deres legitimitet ved det – imens kvinder ikke kan. Det må jo være grunden til, at f.eks. en Bjørn Lomborg ikke udråbes som snylter på det mandlige kollektiv, når han transporterer sig rundt med fly – imens de kvindelige kønsforskere gør.

Henrik Dahl må endvidere også anse, at mænd i alle mulige andre slags ansættelser eller uden nogen ansættelser overhovedet for den sags skyld, legitimeres af mænds indsats inden for det private erhvervsliv - siden den akademiske verdens i øvrigt overvældende majoritet af mænd ikke udråbes som snyltere på mænds kollektive værdiskabelse inden for den private sektor – samtidig med at akademias kvinder gør.

Sidst men ikke mindst ligger der jo en ufatteligt primitiv og forkortet samfundsforståelse til grund for den antagelse, der bærer hele denne ideologiske konstruktion: Nemlig at den værdiskabelse, der sker via arbejdet i erhvervslivet og inden for den private sektor på en eller anden måde har forrang for den værdiskabelse, der sker via etableringen af infrastruktur og det reproduktive arbejde inden for den offentlige sektor.

Forståelsen af det reproduktive som tilsæt og udgifter er helt centralt for den borgerlige antifeminisme! Det er nemlig ved at sætte køn på dette samfundsforhold, at nedvurderingen af kvindekønnet i forhold til det mandlige køn kommer i stand.

Produktionen (forestået af mændene) er værdifuld og bør ekspandere, hvorimod reproduktionen  (forestået af kvinderne) er en udgift og bør minimeres. Så langt trækker Henrik Dahl ikke sit synspunkt lige her, men hans mildt sagt specielle fremstilling af de kvindelige kønsforskeres aflønning, som noget der sker »på andres regning« samt kritikken af deres manglende saglighed, har rod i den antifeministiske ideologi ifølge hvilken udygtige offentligt ansatte kvinder snylter på værdierne skabt af mændene i den private sektor. (Jævnfør det ovenstående eksempel fra 180grader (Jacques d´Biann,  IT-koordinator, Programmør)).

Ikke bare opererer den borgerlige antifeminisme med et samfundssyn, der tilsiger, at det er udgifterne til det reproduktive, der gør os fattige og at det er folk med ansættelser inden for disse områder, der derfor bærer skylden for forarmelsen. De borgerlige antifeminister personliggør og dæmoniserer også velfærdsstaten ved at tildele den et (kvinde)køn og undertrykkende moderlige karakteregenskaber: Anne Sophia Hermansen beskrev f.eks. i et interview i Politiken antifeminismen som en kamp imod »Big Mother-omklamring«, der skyldes at kvinder ikke ønsker at »blive lagt passivt til velfærdsstatens bryst«. (http://politiken.dk/debat/ECE1295257/fri-mig-for-big-mother-omklamringen/).

Den borgerlige antifeminisme adskiller sig på visse måder afgørende fra den almindelige samfundsdebat (hvilket faktisk også er det, der gør den til en primitiv og dårlig diskurs - propaganda var en rimelig betegnelse). En ting er selvfølgelig, at der med politiske overbevisninger også følger en kritisk holdning til visse institutioner og bestemte måder at organisere samfundet på. Det er der ikke noget mærkeligt eller forkert ved. Men hvad den borgerlige antifeminisme angår, er der jo tale om en stærkt følelsesbetonet, idiosynkratisk afstandstagen fra velfærdsstaten og den offentlige sektor. Ikke mindst er tildelingen af køn (kvindelig, big mother) og personlighed (omklamrende, kvælende omsorg, dominerende, undertrykkende) påfaldende. Er det holdningen til kvinder eller holdningen til samfundet, de borgerlige antifeminister snakker om?

Man er i tvivl.

Okay. Egentlig er det jo bare en anden måde at sige på, at kvindehad har afløst samfundskritik i den borgerlige antifeminisme.

Den spinkle kerne af rationalitet, der skulle begrunde de borgerlige antifeministers kvindesyn – (at produktion er mere værdifuldt for samfundet end reproduktion) – holder heller ikke. Det er direkte fejlagtigt at betragte velfærdsstaten og det reproduktive som tilsæt og udgifter. Faktisk var det NETOP investeringen i det reproduktive efter Anden Verdenskrig, der skabte velstandsboomet i '60–erne. Optimeringen af folkeskolen, vejnettet, den offentlige trafik, befolkningssundhed, ældrepleje, videregående uddannelser og så videre gjorde os rige. Velfærdsstaten som sådan udgjorde en kolossal optimering af produktionsapparatet og arbejdskraften. Desuden betød den, at det reproduktive omsorgsarbejde, som kvinderne tidligere havde udført ulønnet i hjemmet, nu blev udført ude på arbejdsmarkedet for penge. Og denne anderledes måde at organisere det reproduktive på, øgede kapaciteten enormt, hvilket igen muliggjorde en markant øget levestandard.

Det er altså på grund af denne investering i infrastrukturen i årtierne efter Anden Verdenskrig, som simpelthen ER velfærdsstaten, at det danske samfund som helhed blev fantastisk velfungerende og produktivt. Den offentlige sektor er ikke en forbruger af ressourcer skabt i den private sektor, sådan som de borgerlige antifeminister fremstiller det. Tværtimod udgør den en værditilvækst. I modsætning til påstanden om, at det private erhvervsliv »betaler« de offentligt ansatte kvinders løn, kan vi direkte takke kvindernes indsats på arbejdsmarkedet for den stigende levestandard.

En anden side af sagen er så, at VKO-regeringen i sine år ved magten faktisk udbyggede og substantielt fordyrede den offentlige sektor. Da man indså, at det var for politisk svært at gennemføre store nedskæringer, gik man i stedet den modsatte vej og udnyttede den råderet, man i kraft af regeringsmagten havde fået over den offentlige sektor til for lønmodtagernes penge at ansætte folk, hvis opgave var at disciplinere andre offentligt ansatte og folk uden for arbejdsmarkedet. En slags trojansk hest… Men reelt var der jo tale om omkostninger knyttet til arbejdsgiverne og den private sektors interesser - som det bare er lykkedes at tørre af på de almindelige skatteydere. Genialt! Ja.

Men det har som sagt ikke noget at gøre med udgifter til det reproduktive.

Den nye fattigdom og generelle fald i levestandard, der bryder igennem i de vestlige samfund i disse år som et kolossalt chok for befolkningerne, har i virkeligheden ligget og simret under overfladen længe, men uden at det rigtigt er gået op for de fleste. Jeg undrer mig nogle gange over, hvordan folk har kunnet undgå at opdage den gradvist faldende levestandard på visse bestemte samfundsområder gennem de sidste 30 år? Og hvordan de har kunnet undgå at spørge sig selv, hvordan i alverden dette kunne passe – når virksomhederne og aktiemarkederne samtidig gav enorme afkast? Der er ikke længere råd til, at børn kan få sig et glas mælk til frokosten henne i børnehaven (og faktisk heller ikke til den pædagog, der i givet fald skulle skænke det op.)… samtidig med at de bliver afleveret om morgenen af forældre, der har to biler i carporten, drikker vin til maden og årligt tager på ferierejser til udlandet.

Offentlig trafik var både bedre og billigere for 30 år siden, end i dag! Og det samme gælder for postvæsnet, skolerne og universiteterne lige som f.eks. ældrepleje i form af hjemmehjælp, fysioterapi, genoptræning m.m.. Tror nogen, at det var en tilfældighed, at 13-tallet blev afskaffet i den nye karakterskala!? Nej. Det var det ikke. Det var udtryk for, at vi opgav at fastholde en oprindelig standard i vores uddannelsessystem. Absurd nok samtidig med at Lars Løkke henrykt proklamerede sin ambition om, at Danmark med ham ved roret nok skulle generobre sin tabte førerposition på uddannelsesområdet.

På samme måde kan jeg huske, hvilket kolossalt stort indtryk det gjorde på mig, da jeg som ung  studerende i begyndelsen af '80-erne var på ferie i Italien og oplevede tiggere på gaderne. Der var nemlig ikke tiggere i Danmark den gang, og derfor havde jeg aldrig set det før. Hvordan det er i dag ved vist alle – og nej, det var begyndt længe inden østeuropæerne gjorde deres ankomst.  Kan folk virkelig ikke se, at vi rent faktisk igennem længere tid har oplevet en forarmelse og en tilbagerulning af civilisation?

Anført af Tatcher i England og Reagan i USA – begyndte de vestlige lande fra og med '80-erne at føre en økonomisk politik, der baserede sig på deregulering af finansmarkederne og besparelser og nedskæringer af den offentlige sektor. Og siden den tid har hver ny generation overtaget en lidt mere nedslidt og dysfunktionel infrastruktur end den forrige. Krisen skyldes ikke som hævdet »overforbrug af velfærd« (absurd udtryk under alle omstændigheder). Derimod har nedskæringer og besparelser i den offentlige sektor siden '80-erne i stedet for udvikling, investering og optimering ført til, at velstandsniveauet og uddannelsesniveauet er faldet støt i de vestlige samfund – også inden krisen slog igennem. Stik imod neoliberalismens påstand skaber nedskæringer i den offentlige sektor og besparelser på infrastruktur og reproduktion ikke rigdom, men fattigdom!

Men neoliberalismens tåbeligt primitive nedvurdering af det reproduktive er altså selve grundlaget for den borgerlige antifeminisme.

Man kan selvfølgelig godt spørge sig, hvordan Henrik Dahl, der er uddannet sociolog og må formodes at have en dybtgåede forstand på samfundsforhold, kan forfægte et samfundssyn, der totalt underkender det reproduktives værdi. Men det er ikke pointen lige her. Pointen er, at han gør det. Og at han erstatter nøgtern analyse med usaglige fordomme imod kvinder. Pointen er også, at ingen anholder den urimelighed, Henrik Dahls tankegang så åbenlyst repræsenterer. End ikke de, der måtte formodes at være imod den.

Det fænomen, at holdninger fremsættes som var de facts, uden at nogen griber ind, er dét, der også kaldes definitionsmagt… at have definitionsmagten. Så når Henrik Dahl kan sige, som han gør, uden at nogen stiller ham til regnskab for, at det er tåbeligt, er det et udtryk for, at han sidder med definitionsmagten

Den borgerlige antifeminismes holdningskatalog er blevet den måde »man« tænker på.

                                                                     *

For nylig fik jeg den tanke, at den underligt primitive borgerlige antifeminisme måske var et udtryk for at flere og flere mennesker har udviklet en form for spaltet identitet, som de ikke engang tænker nærmere over (... fortsættes)




                                           ******************************************



Kommentar. Der er mange halvkloge akademikere, og bullshitforskning er de halvkloges hævn over de helkloge.


An ethico-onto-epistemologicalissue

Af Henrik Dahl

"This interview was conducted on a balcony, overlooking the Mediterranean Sea (with airplanes taking off and landing above our heads) during the Third International Symposium on Process Organization Studies, at Corfu, Greece in June 2011. The symposium had the theme 'How Matter Matters: Objects, Artifacts and Materiality in Organization Studies'. We talked the day after Karen Barad had given the keynote: 'Ma®king Time: Material Entanglements and Re-memberings. Cutting Together-Apart'."

Sådan begynder spidsartiklen i det seneste nummer af tidsskriftet Kvinder, Køn & Forskning. Og man ser i ét glimt, hvad det hele går ud på.

Siddende på en altan har vi tre medlemmer af en sekt, der på andre regning drager omkring mellem konferencecentre - helst i den subtropiske klimazone - og leget dybsindige ordlege.

Samtidig flyver der store maskiner rundt oppe i luften. Maskiner, der vejer både tre og fire hundrede tons. De er konstrueret af saglige ingeniører, der intet ved om "ma®king time" eller "rememberings" eller "dis/continuity" eller "intra-acting". Til gengæld arbejde de i praksis med det, konferencedeltagerne sidder på altanen og snakker om: apparater (som i: maskiner. Dingenoter).

Hør først, hvad Karen Barad siger: "The bots fixing one part of the apparatus to another, or springs that enable parts of the apparatus to move and be responsive - are of fundamental importance."

Og betænk så det ironiske i, at hverken Karen Barad, Malou Juelskjær eller Nete Schwennesen (de to andre altansnakkere) ville kunne levere så meget som to sekunders nyttigt input til dem, der dagligt arbejder med teknologisystemet "flyvning".

Skønt det angiveligt er procesorganisering, konferencen handler om, og de alle tre er dybt afhængige af de mageløse, flyvende apparater for at kunne leve det behagelige snakkeliv, de foretrækker.

Blot fordi mennesker, der lever af at lave usynligt tøj til kejsere, generelt har et dårligt ry, behøver der ikke være noget galt med Karen Barad.

Men allerede i den redaktionelle indledning til temanummeret får man mistanke om, at nu følger der mængder af bullshit. Hvorfor? Jo. Ligesom det automatisk bør vække mistanke, når nogen siger "vækrtøjer", ved alle, der har befattet sig med humaniora, at der er grund til at være på vagt, når nogen skriver "materialisms" eller "understandings".

Den tekst, der står rundt om sådanne sjældne flertalsformer (og her gemmer sig måske et spændende specialeemne: flertalsformen som jargon), vil meget ofte være vag og selvrefererende. Præget af den selvforståelse, at den repræsenterer et eller andet nyt og spændende "turn". Og ikke mindst: politisk korrekt til det yderste.

Men lad os ikke fælde en dom for tidligt. Lad os se, hvad der findes af bullshitmarkører i samtalen, før vi fælder en dom.

Bullshitmarkør 1: Referencer til kvantefysikken. Det er ikke uden grund, at den til dato mest rystende afsløring af intellektuel svindel inden for humaniora (Alan Sokal: Towards a transformative Hermeneutics of Quantum Gravity) benyttede tricket.

Karen Barad ved antageligvis noget om kvantefysik; hun har en doktorgrad i pratikelfysik. Men hun er slået ind på en levevej, hvor hvor hun først og fremmest imponerer mennesker, der ikke aner en klap om emnet. Som for eksempel redaktionene af Kvinder, Køn & Forskning.

Bullshitmarkør 2: Referencer til akademiske plattenslagere som Derrida og Foucault.

Bullshitmarkør 3: Politisk korrekthed. En af de morsomste passager i interviewet med Barad er omtalen af en vis Monica Casper, der forsker i kirurgi på fostre.

Ifølge en mand, der måske ikke er plattenslager, men oversælger nogle ret enkle pointer, Bruno Latour, er ting, vi andre betragter som døde eller ikke-menneskelige, også aktører.

Men hvad så, når man i Latours ånd ser på fostre?

Så der de jo også "aktører"; altså mere eller mindre levende. Ups. Det mener de højreorienterede sådan set også. Så må vi lave en undtagelse, så vi både kan snakke latoursk og være venstreorienterede. Grineren.

Bullshitmarkør 4: Hjemmelavede ord og begreber. Teksten består nærmest ikke af andet: "Cuttingtogehter-apart". "Im/possibility". "Dis/continuity". "Spacetimemattering". Og det mest latterlige af dem alle: "An ethico-onto-epistemologicalissue".

Det er tydeligt, at Barads "tænkning" er en bestæbelse på at ødelægge al stringens. Hun hader distinktioner - men uden kan man ikke tænke.  Og hun argumenterer ved at producere lange kæder af hjemmelavede ord. Af den slags, hvor det ottende er drejet en halv omgang og limet på det første; til et intellektuelt møbiusbånd, hvorfra der ikke er nogen udveje.

Det er 99 procent sikkert, at Karen Barad er bullshit. Men hvorfor så dyrke hende? Fordi der er så mange halvkloge akademikkere, og bullshitforskning er de halvkloges hævn over de helkloge. 








fredag den 29. juni 2012

Hvorfor forholde sig til Familien Sort? Del 1


Den kønspolitiske diskussion er blevet rødglødende aktuel efter at have ligget underdrejet i en årrække. Det er imidlertid en særlig form for aktualitet, der er tale om. Som IT-kommentator Dorte Toft skrev dags dato i en fb-opdatering:

»Det er lidt skræmmende, men forklarer meget om det stigende antal meningsdannere m/k, der prioriterer kønsdebat højt. Der er "stemmer" i det. Tjek Berlingske blogs på b.dk. Og se, hvorledes kritik mod kvinder udløser langt, langt flere kommentarer (og vel også klik) end noget andet emne. Money, money, money. For avisen - og vel skribenten i sidste ende. Om direkte i kr. eller bevidsthed«.

Kritik af kvinder udkonkurrerer helt enkelt alle andre emner!

Vi er også vidne til, at nye debatpositioner, ser dagens lys. Her tænker jeg især på den verserende moderskabsdiskussion, hvor den hjemmegående husmoder uventet har gjort come back - nu som en del af en antifeministisk og samfundskritisk position.

Siden jeg skrev »Patteprinsen og de skinhellige drager« og startede bloggen her, er der mange der har spurgt mig, hvorfor jeg dog beskæftiger mig med, hvad de der Familien Sort… såkaldte… siger i kønsdebatten. Det er jo så plat og langt ude det meste af det.

Senest sagde en god bekendt, som oven i købet arbejder med kønsforskning, »De synspunkter og holdninger til køn, som du skriver om, kan jeg ikke genkende. Okay, jeg læser måske ikke lige dé aviser,  - Berlingske og Børsen og JP,… men jeg læser jo Politiken og Information. Men altså… der hvor jeg færdes, bliver der ikke talt om køn og om kvinder på den måde, som du fortæller om i din bog. Ingen jeg kender har den slags holdninger til kvinder«.

For hende var logikken tydeligt nok, at det kvindesyn, jeg beskrev, var så ubehageligt, næsten krænkende at forholde sig til, både på grund af kvindehadet og på grund af den utroligt primitive samfundsforståelse, der blev gjort gældende, at det i sig selv var en grund til at se den anden vej og i stedet forholde sig til noget mere konstruktivt og (i hendes øjne) realistisk. Hun lagde med andre ord både et kvalitetskriterie og et kriterie om repræsentativitet til grund for sin afvisning af, at beskæftige sig med de borgerlige antifeministers samfundsdebat:

1) Arh, Jette. De borgerlige antifeminister har jo jord i hovedet.

2) Arh, Jette. Sådan er der jo ikke nogle andre end højest en lille bitte håndfuld underlige freaks, der tænker.

Selv tvivler jeg ikke på nødvendigheden af at forholde sig til den borgerlige antifeminisme (og til den neoliberalisme, den udspringer af). For det korte svar er jo, at de borgerlige antifeminister påvirker, hvordan folk tænker.

Hvis man vil vide, om propagandaen har virket – så se her, hvordan selvbevidste, veluddannede, midaldrende kvinder f.eks. er begyndt at reflektere over fænomenet parforholdskonflikter i deres liv…– (eksemplet er hentet fra en fb-tråd, om kvinders erotiske præferencer for latinoelskere). (Og nej, jeg aner ikke hvorfor kvinden pludselig gav sig til at skrive på engelsk, for hun er skam pæredansk).

Anna T: priceless! og - Fuck.
I am afraid, he is right. And I realize that this is what I spotted halfway through my marriage.
And the reason why I value making my man my hero, being submissive, feminine, let go and FUCK equality in relationships. As most danish women do, I tamed my husband and when I succeeded, i lost interest…. I get turned on by a man who is able to control me, put me in my place and go all in in masculine power.
And I get turned off by a man who do as I say and get too settled and comfortable in the relationship.
11. maj kl. 16:57 · Synes godt om


Ikke sandt? »… As most danish women do, I tamed my husband and when I succeeded, i lost interest….«. Som taget ud af »Herre i eget hus« og »Hjælp, min kone er skidesur«! Jeg mener… det er jo vægtig visdom, denne kvinde giver videre her… »…let go and FUCK equality in relationships«. For hvad betyder det… når nu talen er om modsætninger i parforholdet? Jo: Når jeg bliver vred over noget… hvis nogen f.eks. overskrider mine grænser – så er det meget bedre at underkaste sig (og kalde det sex) end at slås (og kalde det ligestilling).

Men læg så mærke til, hvad det er for en underliggende forestilling, der i virkeligheden driver kvindens rationale frem: As most danish women do, I tamed my husband… Som de fleste danske kvinder… tæmmede jeg min mand…. Hmmmm. Gør danske kvinder da i en sådan særlig grad det - tæmmer deres mænd? Mere end kvinder i Belgien? Og USA? Og England, og Tyskland og Irland?

For en rationel betragtning – gør de jo nok ikke.

Men jo, det gør de så alligevel, de danske kvinder! Tæmmer deres mænd…. MEGET mere end kvinder i USA og Belgien og Santa Fé. Tilsammen. Det er faktisk et af de borgerlige antifeministers hyppigst formidlede budskaber overhovedet – at danske kvinder lige præcis er ganske særligt, specielt dominerende. »Husets Herre« og »Hjælp, min kone er skidesur«, er grundlagt på den opfattelse. Jeg vil vædde på, at man kan få 90% af alle kvinder til at skrive under på, at de godt nok er temmelig dominerende.

For det er nemlig, hvad de hører om sig selv uafbrudt: Danske kvinder er essentielt intimiderende! På grund af deres uddannelsesniveau. På grund af deres handlekraft. På grund af deres økonomiske uafhængighed. På grund af '70–erfeminismen. Men mest af alt, fordi de går rundt med en opfattelse af ligestilling som noget naturligt (sindssyge kællinger).

Kvinder meddeles: At de er for meget. At ligestilling er tyranni. Og herfra er det så er op til den enkelte kvinde at tænke selv: - Og derfor er det heller ikke så underligt, at nogen overskrider mine grænser… dem har jeg jo A L T for mange af.

Kvinder slæber kort sagt rundt på en dyne af skyld over al den urimelighed, de pr. definition byder mænd.

De borgerlige antifeministers meddelelse: Danske kvinder er (særligt) dominerende.

Den enkelte kvindes følgeslutning: Jeg er urimelig, når jeg sætter mine grænser.

Resultat - Ræsonnementer som det ovenstående: Hvis mine grænser bliver overtrådt, er det meget bedre at underkaste sig (og kalde det sex) end at slås (og kalde det ligestilling). FUCK equality!

Derfor: Man bør beskæftige sig med de borgerlige antifeminister, fordi de faktisk påvirker, hvordan folk tænker. Men en pædagogisk indsats er måske nødvendig. For som MetroXpress skrev forleden: »Ligestillingspolitik får dumpekarkter. Det er ikke meget man har set til regeringens ligestillingspolitik«.
Jeg mener…. når folk ikke forstår, HVORFOR regeringen måtte lade forslaget om kvotering af kvinder i bestyrelser falde, HVORFOR ingen politikere tør gå videre med øremærket barsel til mænd, HVORFOR politikere er holdt op med at snakke om kriminalisering af prostitution, HVORFOR kønsforskningen i stigende grad varetages af mænd, som forsker i seksualitet…, HVORFOR enlige mødre lægges for had i samfundsdebatten, HVORFOR den offentlige sektor og velfærdsstaten er blevet hadeobjekter, HVORFOR planer om at skride effektivt ind overfor uligeløn er lagt på hylden, HVORFOR ingen længere problematiserer kvinders konsekvente underrepræsentation i toppen af alle samfundshierakier. Kort sagt – HVORFOR ligestillingsprojektet ligger underdrejet.

Ikke for det. Jeg forstår skam udmærket, hvad min gode bekendte mener. Da jeg fik øje på den borgerlige antifeministiske debat for et par års tid siden, opfattede jeg det jo også selv som et freakshow.

Lad mig opsummere hvilke holdninger og rationaler, det drejer sig om.




Katalog over den borgerlige antifeminismes kønspolitiske holdninger:

Samfundet og kulturen er op igennem historien skabt af mændene og drives til stadighed frem af mændene, kvinderne er konstitutionelt mændene underlegne på dette område.

Kvindernes bidrag til fællesskabet er mindre værd end mændenes bidrag til fællesskabet. (Hvis kvinder bidrager med hård kulturel valuta – så som forskning, arkitektur, udvikling af computerteknologi – anses det for at have en ringere kvalitet end mænd i samme positioner. Hvis kvinder bidrager med blød kulturel valuta – reproduktivt omsorgsarbejde – anses dette for at være inferiørt i forhold til den hårde valuta).

Velfærdsstaten er et system, kvinderne bruger til at undertrykke mændene og udnytte dem økonomisk.

Barselsorloven, børnechekken, tilskuddet til eneforsørgere og den delvise finansiering af daginstitutionerne over skatten betragtes som en subsidiering af kvinden (ikke af familien, eller af manden OG kvinden) - betalt af mændene (ikke af mændene OG kvinderne). Fordi kvinder derfor betragtes som »holdt«, nyder de kollektivt ikke respekt som værende fuldgyldige samfundsindivider på lige fod med mænd.

Kvinder bør fratages mulighed for at modtage økonomisk støtte som eneforsørgere, fordi det underminerer ægteskabet og mandens magtposition i parforholdet.

Kvinder er hovedansvarlige for yngelplejen.

Kvinder må kompensere for, at hovedansvaret for yngelplejen gør dem mindre attraktive som arbejdskraft for arbejdsgiverne, ved at underbyde mændene i lønforhandlingerne.

Den eksisterende uligestilling – er egentlig ikke en uligestilling, fordi den skyldes, at mænd er flittigere og mere hårdtarbejdende end kvinder.

Den eksisterende uligestilling – er egentlig ikke en uligestilling, fordi den er et udtryk for kvinders egne ønsker til livet og således noget, de selv har valgt.

Kvinderne har ansvaret for drengenes problemer i samfundet.

Kvinderne har ansvaret for (taber)mændenes problemer i samfundet.

Bekæmpelse af prostitution er kvindeundertrykkelse.

Tematisering af kvindeundertrykkelse i kunsten - (for eksempel som teaterdramatik) er en krænkelse af mænd, som disse er i deres gode ret til at reagere imod.

Det er racisme at kalde ældre, vestlige mænds købeforhold til unge fattige tredieverdenskvinder for kvindeundertrykkelse. 

Det er et udtryk for fordomsfrihed og frisind at sige, at de mørkere racers kvinder har en mere dyrisk seksualitet end hvide kvinder.

Sexistisk sprogbrug og mandschauvinistisk seksualisering af kvinder er desuden et gennemgående formaspekt ved den borgerlige antifeministiske diskurs. Man kunne også bare sige… Hudibras rules.

Mænd, der fremsætter kvindesolidariske synspunkter med baggrund i deres faglighed - som f.eks. kønsforskeren Kenneth Reiniche -  angribes på deres kønsidentitet med beskyldninger om at være feminiserede eller kastrerede. Til sammenligning bliver kvinder, der som Mie Harder, Camilla Paaske Hjort, Lisbet Røge Jensen eller Eva Agnete Selsing forsvarer mænds interesser, aldrig kaldt hverken mandhaftige eller små mænd.


                                                                      *

Enig! Katalogets holdninger fremtræder ikke hverken videre indbyrdes konsistente eller rationelt velmotiverede  – (på anden måde end ved at privilegere en bestemt gruppes perspektiv).

Tillad mig som belæg at anføre fem illustrative eksempler på denne samfundsdebat.

1) Kronik af Ole Birk Olesen i JP, »Kernefamilen er bedst. Velfærdsstaten: Massiv statsstøtte til skilsmisse«: »Det er et af dansk socialpolitiks største paradokser, at selvom de fleste er enige om, at det som hovedregel er bedst for børn at bo sammen med begge deres biologiske forældre, så giver velfærdsstaten alligevel meget store tilskud til forældre, som forlader hinanden«.   (http://blogs.jp.dk/vejentilfrihed/2011/06/24/børn-kernefamilien-er-bedst-velfærdsstaten-massiv-statsstøtte-til-skilsmisse/))

2) Blogindlæg af Lisbet Røge Jensen, cand. merc. »Den “manglende” repræsentation af kvinder i samfundets formelle top er måske et symptom på den overdosis velfærd vi indtager. (…) selvom den danske kvinde får betalt uddannelse, bliver ledt ind i erhvervslivet med særligt udtænkte og kønnede ordninger, barsler den på firmaets regning, sender børnene i kommunalt udbudte og skattefinansierede dagtilbud, får betalt børnenes sygedage og i øvrigt subsidieres med børnepenge, så er hun alligevel ikke nået længere, når hun akkumuleres i feministernes regnskab over topposter. Er hun slet ikke så frigjort, som de siger? Er hun holdt?« (http://blogs.jp.dk/moderland/2012/04/08/danske-kvinder-bliver-ikke-topledere/)

3) Reaktion på Pernille Aalund, der i et interview udtalte den for tiden ofte fremførte påstand om, at ligestillingen har gjort mænd overflødige: Tilføjet 180Grader 13/05 17:51 af Jacques d´Biann,  IT-koordinator, Programmør: Så er femi-narcissistfjabbens jordforbindelse omsider helt væk:http://lokalavisen.dk/pernille-aalund-maend-er-blevet-overfloedige-/20120511/artikler/120519805?ref=jplisterseneste             
Hvem innoverer? Hvem konstruerer det innoverede? Hvem laver det, når det går i stykker? Med andre ord: Hvem står bag al konstruktion, vedligehold og videreudvikling af det højmoderne samfunds installationer, imens kvinderne - for mændenes regning - afskærmes under monopolets beskyttende vinger som den ikke-værdiskabende administrerende klasse de er, hævet over den konkurrence de slet ikke mentalt er gearet til at udholde i længere tid? Dokumentation? Kønsfordelingen i patentsamlingen - den lyver ikke! Kvinder er nu engang skønnest når de bare indser det: http://www.youtube.com/watch?v=vkIiIaXcal4

4) Kronik af Katrine Stampe Andersen, cand.merc., chefkonsulent, ekstern underviser (CBS), »Find Holger - og en feminist«: »Manden er gået fra at være skaffedyr til at være tabermand. Hver fjerde mand under 40 år har i dag kun folkeskolen som uddannelse. Mændene får altså ikke uddannelse, heraf et ringe job, kvinder gider ikke gifte sig med dem, og de dør tidligere. Man skal være en meget rød og bitter feminist, før denne udvikling ikke gør indtryk på én. Lad os et øjeblik opholde os ved, hvorfor det er gået sådan med mænd og uddannelse. Eller rettere sagt: Hvorfor det ikke går så godt med mænd og uddannelse. Mænd under 40 er alle blevet ammet, opdraget og passet i velfærdsstatens institutioner, der sjovt nok primært beskæftiger kvinder. I takt med at andelen af drenge, der ikke får anden uddannelse end 9. klasse, stiger, er den offentlige sektor med de mange kvinder vokset markant. Det ville da være relevant at se på, om der en sammenhæng mellem væksten i den offentlige sektor, udviklingen i antallet af offentligt ansatte kvinder (der nok tager mere udgangspunkt i feminin pædagogik og »føle-føle« frem for at tillade mudder i ansigtet) og så drengebørns stigende mistrivsel og trang til at komme væk fra institutionerne efter 9. klasse. I hvert fald som minimum høre, hvordan venstrefløjens feminister stiller sig til dette. For venstrefløjen interesserer da sig for mennesker, der har det skidt, gør den ikke? Under alle omstændigheder falder antallet af stærke, maskuline, slagkraftige mænd - som vi kvinder helst vil have dem - samtidig med at vi kvinder bliver mere og mere højtuddannede, selvstændige, får karriere og lever længere«. (http://www.b.dk/kronikker/find-holger-og-en-feminist)

5) Facebook-tråd/Gunar Langemark, Cand.mag. · Film & Medievidenskab · Retorik
Gunnar Langemark: Det er sindssygt vigtigt, at vi mænd vedholdende insisterer på, at børnene har brug for et ægte maskulint modspil og medspil. Det er svært, men det er muligt - selv i de mest "feminiserede" institutioner, hvor hønsegården er blevet til det primære ledelsesprincip.
Jeg ved det - for jeg har været der. Hvis vi efterlader ungerne til konstant påvirkning af finker, kællinger og femifascistiske hystader fra helvede - så kan det kun gå galt.
Det største problem her i landet er jo, at selv de mandlige kønsforskere - som Kenneth Reincke - er feminiserede og underlagt feministiske ideologiske rammer for deres virke. De ville ikke kunne overleve med deres forskning - hvis de virkelig turde sige deres kønsforsker-kolleger midt imod.
søndag kl. 10:34 ·  1
Gunnar Langemark: Og inden nogen nu finder på at tage anstød af at jeg kalder nogle kvinder for finker, kællinger og hystader - så vil jeg lige tilføje at det gør jeg ikke for at fornærme nogen, men fordi de ER det.

                                                                  *



Jamen helt ærligt. Ikke? Jeg opfattede det som nogle primitive, afvigende holdninger, udsprunget af personlige problemer og en dysfunktionel samfundsopfattelse. Jeg troede, at det var internettet, der åbenbart gav alle galningene og dem med knald i låget, de havarerede og de forbitrede frit spil til at udtrykke deres underlige patologiske vrede imod kvinder.

Da det gik op for mig, at jeg tog fejl, tabte jeg fuldstændig underkæben. Virkelig! Jeg troede da  ikke, at nogen normale mennesker, hvis ord man ville tillægge vægt, så på kvinder på den måde. Men jeg opdagede, at disse synspunkter rent faktisk blev talstærkt forfægtet af velsituerede ressourcestærke, veluddannede mennesker i gode stillinger og at der for den sags skyld også var masser af kvinder med på vognen. De borgerlige antifeminister var hverken marginaliserede eksistenser eller en minoritet – men tilhørte derimod det, vi plejer at betragte som samfundets kærne af solide, velfungerende og privilegerede samfundsborgere. Samfundets såkaldte støtter… Ja, det fremgår vel allerede til dels af de fem ovenstående eksempler. Ole Birk Olesen: journalist og medlem af Folketinget. Jacques d'Biann: IT-koordinator og programmør. Lisbet Røge Jensen: cand. merc.. Katrine Stampe Andersen: cand.merc., chefkonsulent, ekstern underviser (CBS). Gunnar Langemark: Cand.mag. · Film & Medievidenskab · Retorik.

Man kan selvfølgelig spørge, om det så ikke må betyde, at de borgerlige antifeministers samfundsdebat netop er kvalificeret og betimelig… Når nu de er så (relativt) mange og (relativt) ressourcestærke. Til det er der at sige, at synspunkters kvalitet jo ikke afhænger af uddannelseniveauet hos de, der fremsætter dem, men må bedømmes ud fra deres grad af iboende kontinuitet og konsekvens, og ud fra hvor vidt de etablerer korrekte forståelser af årsagssammenhænge og giver retvisende fremstillinger af magtforhold.

En anden side af sagen er så, at det selvfølgelig ganske alvorligt kalder på en forklaring, hvis man kan konstatere, at store grupper af ellers resourcestærke samfundsborgere begynder at producere en primitiv, fejlbehæftet, dysfunktionel samfundsforståelse. Den slags er jo fatalt i et demokrati.

Så meget desto større var gåden, da jeg først stiftede bekendtskab med de borgerlige antifeministers tanker, som at det jo ikke ligefrem er den slags holdninger og værdier, vi danskere plejer at præsenterer os selv med f.eks. over for udlandet. I vores selvforståelse er den danske nationalkarakter kendetegnet ved et demokratisk, humanistisk sindelag, en solidarisk holdning til sociale problemer, en høj grad af egalitet imellem samfundsgrupperne og opbakning til velfærdsstatens forsikring af individet imod social udstødelse, - fordomsfrihed, frisind, ligeværdighed imellem kønnene og respekt for kvinder.

Ingen præsenterer jo sig selv som dansker ved at fortælle, at der skam ses ned på alle, der ikke arbejder inden for det private erhvervsliv, at sexisme er mainstream, at kvinder under et opfattes som mindreværdige og snyltende, at kvinders indsats i samfundet (selvfølgelig) ikke respekteres på lige fod med mænds og at målet er en socialpolitik, der styrker mandens magt i parforholdet ved at gøre kvinden økonomisk afhængig.

Ikke desto mindre er lige præcis dette de borgerlige antifeministers kærneværdier. Og de borgerlige antifeminister selv er en del af det danske samfunds kærnetropper. Det bemærkelsesværdige er bare, at det åbenbart går hen over hovedet på mange mennesker, at det ovenstående katalog over ideologiske grundholdninger skam forfægtes bredt i samfundsdebatten. Hvordan undgår folk at opdage det?

Eksempel: Henrik Dahl rettede i Weekendavisen/ 25. maj en sønderlemmende kritik imod kønsforskningen for at have en skyhøj bull-shitfaktor...  (fortsættes...)

Små kællingeagtige lyde


Gad vist, hvordan det går med familien Sort? 

Hvad siger I, ved I ikke hvem familien Sort er? Jamen det er jo de borgerlige antifeminister, der optræder i medierne tidligt og silde og brunnæser hinanden så meget på fb, at der snart er bremsespor over hele cyperspace.

Nå, lad os se på det. Hmm. Ja, 180grader er i hvert fald så dødssyg efterhånden, at den burde tage navneforandring til 36.2°C, (37°C ville så afgjort være at stramme den).

Men hvad har vi her? Martin Ågerup, Cepos' direktør sidder som sædvanlig og kløer på sit kvindeudslet, imens han brokker sig som en kontrær knægt. Det er i den grad for dårligt, mener han, at KVINFO ikke har gjort indsigelser imod skattereformens diskrimination af højtlønnede kvinder. Hvad er meningen?

Hele tre gange i løbet af én lille bitte stavepladeartikel inde på 180grader om emnet, lykkes det ham faktisk at lufte sin indignation:
»Regeringens forslag til skattereform diskriminerer kvinder - et faktum, som medierne overraskende nok endnu ikke rigtigt har interesseret sig for. Det skyldes måske blandt andet, at
Kvinfo har været helt tavse i denne sag, hvilket mildest talt er svært at forstå«.
»Man skulle tro, at kønsforskerne ville tordne imod denne uretfærdighed. Men det synes ikke at være tilfældet«.
»Det kunne være interessant at få at vide, hvorfor en organisation som Kvinfo med sine godt 40 medarbejdere ikke har fundet det relevant at forholde sig til det kønsdiskriminerende i regeringens skatteudspil«.

- Man mener måske, at det er i orden at diskriminere de vellønnede kvinder… bare fordi de er vellønnede, fnyser direktøren til sidst med kendelig social indignation. 
(http://www.180grader.dk/Politik/knsforsker-sttter-diskrimination-af-bde-kvinder-og-maend)

Og wow. Tænk dog at jeg skulle opleve det! Feminisme, klassesolidaritet og social indignation. Det er jo ikke ligefrem hverdagskost fra Cepos' direktør – (ja, okay. Klassesolidariteten er selvfølgelig mestendels en overklassesolidaritet. Men hvad, overklassen er vel også en slags mennesker). Det eneste, der bare er en lille bitte smule underligt er at… Øhm, jeg mener… Er det ellers ikke de borgerlige antifeminister, der plejer at forlange KVINFO lukket, NETOP fordi de mener, at organisationen forfægter kvinders interesser (og det skal den ALDELES ikke gøre for MÆNDS skattekroner)? Og hvad kampen for vellønnede kvinders rettigheder angår… Host, host. Er det så ikke også de borgerlige antifeminister, der plejer at være så forargede, fordi de mener at feministerne kæmper de priviligerede kvinders sag… privilegiefeminster og elitefeminisme som de kalder det. Eller slet og ret femifascisme.

Men nu mener Ågerup altså lige pludselig, at det er et kæmpe svigt, at KVINFO ikke aldeles omgående politiserer de vellønnede kvinders interesser i forhold til regeringens skattereform?

Kan han bestemme sig?

Damn you if you do, damn you if you don't. Det er det, jeg mener med en kontrær knægt. For når jeg skal være helt ærlig, så er den eneste konstans, jeg kan få øje på faktisk kvindeudslettet, som åbenbart bryder ud ved mindste anledning. I virkeligheden er det fuldkommen ligemeget, hvad og hvordan KVINFO gør - Martin Ågerup vil altid brokke sig over det, alene fordi organisationens rødder i kvindebevægelsen provokerer hans kvindeudslet. Måske du skulle lade det være i fred lidt, Martin Ågerup. Den slags breder sig kun jo mere man kradser i det.

Lad os i stedet kigge til den søde og begavede Henrik Dahl, der er kendt for at have det frygteligt dårligt med, at det drejer sig om nogen andre end ham selv. Uuuha. Det har sandelig været en slem tid for Henrik Dahl.

Prøvelserne startede den 9. juni, da Annegrethe Rasmussen skrev i Politiken, at kvinder bliver udelukket fra at deltage i konferencer. (http://politiken.dk/debat/profiler/annegrethe/ECE1650573/konferencer-er-blevet-til-mandereservater/) Uf. Brrr. Det brød  Henrik Dahl sig ikke om. Skulle det nu til at handle om kvinder – i stedet for ham? Og så denne ubehagelige underliggende antydning af, at mænd måske slet ikke er så gode, som de får skyld for at være, imens kvinder er meget bedre end de for skyld for at være... Nej DET… Dahl linker omgående til Annegrethe Rasmussens artikel på sin fb-væg og skriver i opdateringen: »Chokket over at se, hvordan verden ville være uden politisk korrekthed«. 

Nu må vennerne komme ham til hjælp. Humøret er ved at styrtdykke. Heldigvis, han behøver ikke vente længe.


Gunnar Langemark: Det er rimelig nemt at score på konferencer. Lige præcis FORDI de er så kedelige. Alt det sjove foregår jo i gangene, i baren og  indkvarteringen. Lav dog sommerlejr ud af det.
Og til det brug er kvinder jo nærmest nødvendige.
9. juni kl. 10:39
Henrik Dahl: Det er korrekt, Gunnar. At tænke sig, at mennesker tager på konferencer, fordi indholdet er spændende, svarer til den forestilling, at folk drikker whisky, fordi de er tørstige.
9. juni kl. 10:40 ·

Den kære Gunnar. Konferencer er alligevel bare et sted, man tager hen for at score - og til det brug er kvinder jo nærmest nødvendige. »Det er korrekt Gunnar«, svarer Dahl - vældig opmuntret. (Det er jo overhovedet ikke, fordi jeg er sådan en nærig smålig en, der ikke kan tåle, at det også handler om kvinderne en gang imellem, fortæller han tilfreds sig selv. Faktisk ELSKER jeg jo kvindeligt selskab. GGGRRRR, Henrik - din gamle hanløve, tænker han og smiler ved tanken om sin fb-opdatering for nylig, hvor han frimodigt skrev om det fede ved at køre i sportsvogn, imens man havde sin ene hånd på damens lår. Damens lår. Det føles altså så fedt at skrive det... Damens lår. Han smager på det. Ikke EN dame, eller damer. Bare damens lår. På den der selvfølgelige måde... Som om der SELVFØLGELIG altid vil være en dame, man kan tage på låret. Måske man skulle skrive en lille rask ting om kvinders hang til mænd med sportsvogne, tænker han. Men hov – hvad er nu det!? En eller anden Hanne Niss, der brokker sig.

Hanne Niss: Sikke en gang mandehørm!
9. juni kl. 10:58

Fortrydelsen raser i Henrik Dahl. Hvad f..... er meningen med at forstyrre ham lige midt i at han udveksler så rart med sine venner... Der er altså en eller to ting han, godt lige vil have lov til at slå fast her:

Henrik DahlDer findes en samtaleposition, Hanne, som det stort set kun er kvinder, der indtager:
At møve sig ind i en samtale - ikke for at deltage, men for at kommentere med små, kællingeagtige lyde.
9. juni kl. 11:15 · 10


»…små, kællingeagtige lyde«... nu gik han forhåbentlig ikke gik for vidt dér. Urgh. Han var sgu temmelig vred, lige da han skrev dét. Bare der nu ikke er nogen, der opfatter foragten, så han får ballade, tænker han nervøst. Men heldigvis er Gunnar straks på banen:

Gunnar Langemark: Nu havde jeg ellers lige besluttet at ignorere hende. Men Henrik har ret. Det er en typisk - socialt tonedøv - kvindelig adfærd.
9. juni kl. 12:31

FEDT, Gunnar. Tak. Men... arj – nu er der fanme flere små kællingeagtige lyde.. fra en eller anden Le

Le LybyJa, jeg synes, I har så uendelig meget ret allesammen. Ud i garderoben med kvinderne. Den slags er jo så dygtige til at pakke på jakkerne og skabe god stemning. Jeg er overrakset over at kloge mænd som jer ikke kan se den objektive sandhed i det, der siges og skrives: Uligheden hersker bigtime. Og det er synd for både jer, os og Danmark, både fordi det er kedeligere, men også fordi forskelligheden er det, der kan skabe udvikling og vækst. Dixit.

Hun må sættes på plads! Ganske vist har nogle af trådens andre mænd allerede hånet hende, men Henrik vil være sikker på, at det bliver gjort ordentligt.

Henrik Dahl: Undskyld, jeg siger det, Le, men din bemærkning om garderoben er malplaceret (har en bekendt, der ikke kan lide, jeg siger stråmandsargumentation, så det vil jeg lade være med.
Min pointe er bare: Det er faktisk nogle private mennesker, der laver en konference, man kan tilmelde sig eller lade være. Det kommer da strengt taget ikke AGR ved?
Jeg synes også, der skulle være et ugentligt tv-program, hvor jeg fortæller danskerne, hvad der er op og ned i samtlige sager på den offentlige dagsorden.
Men jeg skriver ikke en klumme om, at der er noget galt med samfundet af den grund.


Nå. Nu siger hun, at hun skal til sommerfest med sine børn, så hun ikke har tid til at diskutere mere. Dét må da kunne bruges. Træd nu på hende en eller anden! Ja, godt Gunnar!

Gunnar Langemark: Le - du er kostelig. Det var SÅ forudsigeligt, at du lige skal noget andet nu.
:D. Jeg har "set problematikken" igennem mere end 30 år. Jeg er træt af at være forkælede kællinger tilpas. Det er et overstået kapitel.

Mmmm. Presset virker. Le når lige at underkaste sig med et par smilyer og nogle strategiske anerkendelser, før hun fortrækker, konstaterer Dahl tilfreds: »Jeg er enig i, at det er bedre at komme ind i kampen end at klynke.« Goooodt. Dér fik vi defineret kritik af diskrimination som klynk. Længere nede tilføjer hun: »Faktisk tror jeg, vi er ret enige, men vi kan selvfølgelig godt bruge lidt tid på at diskutere fraktioner og retorik frem for at arbejde for at nå målet ;-). Altså hvis vi har samme mål: Frihed, lighed og masser af penge og sjov«.

Mmmm, sikke en charmeoffensiv! Glimrende, Le. Du vil gerne være enig. Klogt træk. Og det var i virkeligheden egentlig bare en formssag med den diskussion, siger du: »lidt tid på at diskutere fraktioner og retorik«…. Og du har endda forstået helt rigtigt, hvad det er, vi skal være enige OM, nemlig lidt neoliberal »frihed, lighed og masser af penge og sjov«. Selvfølgelig har vi samme mål, Le. No worry. Så længe du bekender dig til neoliberal antifeminisme, kan intet da komme imellem os.

Aaaaarh, se bare. Henrik Dahl læner sig tilbage i sin ergonomiske trillestol og strækker sig så det knirker i alle lemmer (øh, næsten alle lemmer). Kvinder skal have en fast hånd. Så sidder de smukt på finger og synger. Og så ind i redekassen med dem, gnæg, gnæg tænker hr Dahl ved sig selv, atter i godt humør indtil - GIIISP. Henrik Dahl spærrer øjnene op og ryger frem i stolen. FUCK! Åhh nej. Det er jo Annegrethe Rasmussen herself, artiklens forfatter. Urgh. Henrik Dahl begynder at svede. Hun har åbenbart siddet og luret på hans tråd. Det havde han helt glemt at tage med ind i sine overvejelser, da han overlod til sine fb-venner at nurse hans ego. Annegrethe Rasmussen er omtrent den eneste kvinde, han kan komme i tanke om, hvis mening nyder så bred anerkendelse i offentligheden, at han helt afgjort IKKE skal nyde noget af at komme på kant med hende.

Åh nej. Hun tager fat i den med… lydene…

Annegrethe Felter Rasmussen PS: Apropos Henrik denne her: "Der findes en samtaleposition, Hanne, som det stort set kun er kvinder, der indtager: At møve sig ind i en samtale - ikke for at deltage, men for at kommentere med små, kællingeagtige lyde."
så vil jeg påpege, at der inde på pol.dk er to MÆND, der har kommeteret med følgende, "PIV" (det var vist en kællingeagtig lyd) og en anden, som har skrevet "Endnu et indlæg, hvor man skal undskylde for at have en pik".
I rest my case.

Henrik sveder. Gunnar, hans trofaste soldat er allerede på vild retræte.

Gunnar Langemark: Ja du bliver også uretfærdigt angrebet Annegrethe Felter Rasmussen. Du har fuldkommen ret til at mene, at sammensætningen af en konference er forkert. Du har også ret til at mene, at det skyldes at Danmark er "bagud" eller hvad det nu er du mener. Og selvfølgelig må du da udtrykke det. Lige i denne tråd tager vi en tur omkring nogle andre ting. Som fx at konferencer ofte slet ikke skal måles ud fra deres talere og oplægsholdere, men ud fra deres "sociale værdi" - på den ene og den anden måde.
Jeg er glad for at du ikke vil have kvoter.

Arj. Og nu fremturer hende Le igen (skulle hun ikke til sommerfest med de €#&&!##€" børn?):

Le Lyby: Jeg så lige en anmeldelse af en ny bog, Myter og Magt, hvor en række kvindelige topledere netop beretter om deres erfaringer med at være den (enlige svale) på holdet, der ikke er med, når vigtige aftaler fx bliver lukket på fodboldbaner og i stripklubber. Som jeg læser det, handler AGRs indlæg i høj grad om dette manderum, hvor kvinder ikke er velkomne og helst meget gerne bedes holde sig væk! Det gør de fleste kvinder nok gerne, men når de aftaler der bliver lukket i manderummet i sidste ende er det, der sætter kursen for et helt fag eller land - ja så er det sq surt at være sat udenfor omklædningsrummet, mens det sker.

Nej. Den her må Gunnar altså klare, tænker Henrik Dahl, idet han modløst synker tilbage i den ergonomiske.

Gunnar Langemark: AV. Jeg tror at et sæt værdier - som visse ( men langt fra de fleste ) mænd deler - sætter den barre. Det opfattes som en særlig mandlig eller maskulin facon. Men det er det ikke nødvendigvis. Trangen til på brovtende vis at lave en åndelig "helikopter" med sine evner, er ikke noget de fleste mænd har, ligesom det ikke er de fleste kvinder der virkelig er nogle utålelige finker.
Men vi lader disse mænd og disse kvinder - sætte rammerne for hvad vi tror skal tegne kønnenes lidt negative sider. Og vi lader dem dominere vores opfattelse af køn, når vi taler om køn på den kritiske måde.
Der er masser af mænd som hellere ville gøre tingene på en anden måde - og som hellere ville skabe en anden måde at drive virksomhed på - fx. Men de får ikke meget plads, fordi de ikke alene skal kæmpe mod egne ureflekterede fordomme, men også mod dominerende mænds forestillinger, og ikke mindst mod ubevidste kvinders ubegavede forventninger.
Så det er ikke kun kvinder der lider under, at nogle mænd synes at de skal svinge pik i deres faglige miljø. Det er også mænd.


Nå, tak skal du ellers have, hvor han glatter ud, tænker Dahl og rynker panden, imens han læser. Uuuuha. Nu lægger Gunnar afstand til mænd, der synes, at de skal svinge pik i deres faglige miljø… Åhh, bare Annegrethe nu ikke kommer i tanke om, hvad der blev sagt helt i begyndelsen af tråden og konfronterer ham med hykleriet. Svenden render i striber ned af Henriks ansigt. Selv om… Annegrethe er jo temmelig sød til sådan at være imødekommende á la: »Jeg respekterer fuldt ud naturligvis at du Henrik og du Gunnar er uenige med mig, og jeg vælger lige at overhøre jeres små morsomheder om gardrober og flirt og fest i kulisserne. Jeg ved jo, at I ikke rigtig mener det på DEN måde.« Og »Det betyder IKKE; at kvinder ikke skal tage deres kønsbrille af også i andre sammenhænge. F.eks. - som jeg ved du går op i Gunnar - i familiesammenhænge.«

Ikke? Vi skal jo gerne alle sammen kunne være her. Hun nåede også lige at forsikre om, at det selvfølgelig ikke var fordi, hun gik ind for kvoter. Det er jeg glad for, svarede Gunnar. Måske går det alligevel, tænker Henrik. Smart træk af Gunnar selvfølgelig, at gøre konflikten til et spørgsmål om nogle mænd, der er dumme og nogle kvinder, der er dumme… imens alle resten (det er os) jo i virkeligheden er gode venner og vil det samme. (Lad os for himlens skyld bare ikke komme ind på, hvad dét er). Jo, det er sgu egentlig ret smart, erkender Dahl ved sig selv. For på den måde får Annegrethe sit: Jamen mændene er da også dumme. Og Gunnar (og Henrik) får sit: Jamen kvinder er da også dumme. Uden at der egentlig er nogen, der har taget noget på sig. Og alle er glade.

Jo, det går. Annegrethe bilægger diskussionen med at erklære, at hun er enig. Pyha. Men øv, Henrik synes alligevel, at glansen på en eller anden måde er gået af hans dag... Gad vide hvad fremtiden vil bringe, tænker han modløst.

(Det skal blive værre endnu for den stakkels Henrik Dahl. Følg hans modige kamp for at holde humøret oppe og opmærksomheden samlet om sin person).