Hvorfor forholde sig til Familien Sort? Del 7

Hvordan skal man forstå hjemmemoderen som en strategi til selvrealisering?

Man kan sige at de borgerlige antifeministers hjemmemor er et opgør med lønarbejdermoderen, der nærmest opfattes som den kvindeidentitet feministerne har fundet på. Men det giver også antifeministerne et problem. For umiddelbart kan det være svært at få øje på forskellen imellem de borgerlige antifeministers hjemmemor og så 70'erfeministernes hadeobjekt nummer et, husmoderen. (Det bør dog for fuldkommenhedens skyld bemærkes, at såvel kvindebevægelsen som kvindeforskningen hen ad vejen også har forholdt sig positivt undersøgende og anerkendende til husmoderlivsformen, idet man erkendte, at den traditionelle kvindelighed rummede reelt værdifulde træk, som burde nyde respekt og fremme i samfundet). Jane Thoning Callesen søger ikke desto mindre under overskriften »Den hippe husmor«, på sit site, Hjemmeunger.dk at godtgøre, at der netop er en forskel, som gør hjemmemoderen til en mere værdifuld identitet end '50-erhusmoderen: »Det er et aktivt og ofte svært valg, som de tager for at kunne være mødre med stort M. Og det står jo i skarp kontrast til 1950′er-kvinderne, der gik hjemme, bare fordi det var normen dengang«.

Forskellen er med andre ord, at de moderne hjemmemødre er reflekterede og at de har præsteret at træffe et aktivt og svært valg – (hvorimod den hjemmegående '50-erhusmor altså gik hjemme, bare fordi det var normen dengang)… Man må jo forstå, at de hjemmegående husmødre var ureflekterede, uselvstændige, passive, ude af stand til at vælge eller at magte noget svært. Ja, ja - jeg kan ikke dy mig for at bemærke, at længere rækker kvindesolidariteten åbenbart ikke… Men okay. Hjemmemødre er sådan nogle, der succesfuldt har overvundet en modstand og haft mod og styrke til at definere sin identitet på egne præmisser, forstår vi. I kraft af, at den moderne hjemmemor tænker selv og træffer svære valg, tilskrives hun en form for individualitet og suverænitet, som man forestiller sig at '50-erhusmoderen ikke havde. Og det må jo betyde, at de borgerlige antifeminister altså åbenbart deler feministernes klassiske opfattelse af, at selvrealisering er defineret ved størrelser som autonomi, selvstændighed, handlekraft, individualisering, suverænitet etc..

Spørgsmålet er så bare stadigvæk, hvad det er, der gør hjemmemoderen til en progressiv kvindeidentitet i sammenligning med lønarbejdermoderen, hvis progressiv og frigjort vil sige at være et handlende og individualiseret samfundssubjekt – ?

Lad os se på, hvordan Lisbet Røge Jensen i nedenstående uddrag af en programmatisk tekst på Hjemmeunger.dk bærer sig ad med at sætte hjemmemor-identiteten op som noget progressivt i forhold til identiteten som lønarbejdermor. (Bemærk at Lisbet Røge Jensen tager afsæt i en til fortørnelse grænsende undren over kvinder, der efter et år på barselsorlov i sidste ende alligevel unddrager sig livet som hjemmegående ved at vende tilbage til arbejdspladsen):

»Den lange barsel knuselsker de fleste: Man er gravid i ni måneder, hvor man nærmest ikke kan få nok af graviditetsbøger, gravid-gymnastik, gravid-yoga, fødselsforberedelse og feminiserede mænd. Så kommer baby og man skynder sig til babyrytmik og i mødregrupper, hvor man spadserer på café og bruger urimeligt mange penge på kaffe til overpris, og man ammer for guds skyld offentligt og koger i øvrigt kun økologisk grød og purerer selv sin ærtemos. Når der så er gået 10-12 måneder har rigtig mange, forståeligt nok, nået en form for kvalmegrænse i selvsmageri, og kan ikke vente med at komme tilbage til sit lønnede arbejde med voksensnak og en form for ro. I mellemtiden er lille Tut i hvert fald også blevet såååå klar til at komme i institution, for nu kan man bare ikke længere selv underholde ham. Og mor skal have sit liv tilbage. Gå hjemme? Not in a life time! Det er virkelig sært«. (http://hjemmeunger.dk/samfo-en-husmoderlig-skruebraekker/)

Ikke? Overdrive alt helt vildt i det år barselsorloven varer, det vil de - men gå hjemme (ligesom os, hrmpf), det vil de ikke… Hvad f….. er meningen?

Nå.

Det bemærkelsesværdige er jo den deciderede afsmag, hvormed lønarbejdermoderens liv på barselsorlov beskrives. Hvordan kan Lisbet Røge Jensen dog undre sig over, at kvinderne forlader den måde at leve på, når hun selv lige har demonstreret, hvor meget hun ser ned på den? Hvis kvinder møder den form for kollektiv misbilligelse, er det vel ikke så sært, at de skynder sig væk igen, når orloven er forbi, kan man sige. Lisbet Røge Jensen kalder det ligefrem for en kvalmegrænse i selvsmageri. Manden er pludselig blevet feminiseret og altså forkert på en eller anden måde. Amningen (for guds skyld offentligt) underligt urimeligt påtrængende, og alt i forbindelse med graviditeten og yngelplejen ganske irriterende overdrevet.

Hjemmemoderen bliver i første omgang til noget progressivt på baggrund af den massive mængde urimelighed, der (åbenbart) klæber sig til lønarbejdermoderen, uanset hvor man ser hende fra. Alligevel må man jo spørge sig, hvorfor der er denne deciderede afsmag for kvinders måde at leve på, imens de er på barselsorlov? Ja, ja. Beskyldningerne for selvsmageri, feminisering af manden og aggressiv amning er da som taget ud af karrierekvinden Anne Sophia Hermansens blog igennem tiderne. Men hvorfor har Lisbet Røge Jensen de synspunkter… i betragtning af, at hele hendes projekt ellers går ud på at fremhæve livet som hjemmemor som en ligeværdig… eller… nej, faktisk bedre livsform end lønarbejderlivsformen? Det er da underligt!

Lad os se på den indre logik, der ligger til grund for Lisbet Røge Jensens umiddelbart inkonsekvente måde at forholde sig til barselslivet på: Som en konsekvens af den borgerlige antifeminismes dæmonisering og nedskrivning af velfærdsstaten og den offentlige sektor bliver den sociale identitet, disse instanser gør mulig – nemlig lønarbejdermoderen - til noget (åbenbart) lige så frastødende og illegitimt og fordømmelsesværdigt. (For kvinden… vel at mærke).

Eller…. måske er det snarere den anden vej rundt: Autonomi og individualitet er de to ting, det traditionelt har været – og mange steder i verden stadig er - svært for kvinder at udvikle, fordi forpligtelsen på det reproduktive beslaglægger deres ressourcer. Velfærdsstaten har frigjort kvinder fra denne binding og givet dem en historisk set unik mulighed for at opnå autonomi og realisere deres individualitet ved at omsætte personlige evner og anlæg til faglige kvalifikationer på et arbejdsmarked, hvorved de også bliver i stand til at tjene deres egne penge.

Men fordi velfærdsstaten har understøttet og muliggjort kvinders autonomi og selvrealisering, er der også sket det besynderlige, at den i de borgerlige antifeministers bevidsthed nærmest er blevet synonym med »kvindelig autonomi« og »kvinders frigørelse«, således at holdningen til kvinder – eller til kvinders selvstændiggørelse - også bliver holdningen til velfærdsstaten. Man har det med velfærdsstaten som man har det med kvinders autonomi og selvrealisering: en urimelighed, en provokation og en torn i øjet (åbenbart). Kvindehad og hadet til velfærdsstaten er simpelthen blevet to sider af den samme mønt. Det er i kraft af denne logik, at det bliver muligt at fremstille lønarbejdermødres barselsorlov som en decideret modbydelighed.

For måske ligger det nu engang meget dybt i kvinder (som det gør i mennesker i det hele taget…), at gerne ville føle sig som selvstændige, afgrænsede individer med en autonomi. Og måske har kvinder et tilsvarende stærkt indre ønske om en identitet, der hviler på at agere som handlende subjekter i samfundet. Også f.eks. Eva Agnete Selsing og Lisbet Røge Jensen. Nu er den kvindeidentitet, som velfærdsstaten gør mulig, jo imidlertid blevet udråbt til at være afhængig og nassende. Ikke sandt?

Satans også!

Hmmm. Hvordan bærer man sig SÅ ad med at blive et handlende subjekt, der anerkendes for sin individualitet og autonomi? 

Den politiserede moderkult, der på det seneste er udsprunget af den borgerlige antifeminisme, med Lisbet Røge Jensen og Eva Selsing som chefideologer, er egentlig logisk, hvis man betragter det som kvinders forsøg på at bringe sig i overensstemmelse med den borgerlige antifeminismes værdinormer – for at opnå at blive anerkendt som legitime samfundsindivider.  Et grundlæggende selvmodsigende projekt, da kvinde for de borgerlige antifeminister jo netop VIL sige nogen, der ikke på samme måde som mænd har en individualitet. Så at bekræfte dét – for at opnå individualitet… er jo lidt lige som at gispe efter luft under vandet. Men det forklarer den ambivalens og inkonsekvens hvormed hjemmemødrene forholder sig til lønarbejdermødrenes barselsorlov…

Kvinderne… i dette tilfælde Eva Selsing og Lisbet Røge… prøver simpelthen at finde en eller anden måde alligevel at opnå en identitet som autonome individer på – på trods af, at det egentlig regnes for kvindelighedens modsætning og på trods af, at selvrealiseringen på arbejdsmarkedet lige er blevet erklæret for ugyldig for kvindernes vedkommende (på grund af at ansættelse i den offentlige sektor ikke tæller o.s.v., o.s.v.). Men hvordan gør man? Hvis man modtager noget fra staten, har man jo fortabt enhvert krav på respekt og anerkendelse – tydeligvis. Det er også forkert at ville »det samme« som mænd. Det regnes for feministernes påfund… som hedder »resultatlighed« på antifeministisk og regnes for helt og aldeles forkasteligt. Så det går heller ikke. Mænd og kvinder er jo ikke ens… som det hedder. Nå. Men hvordan bærer man sig ad med at »ville« tilbagetrækningen til hjemmet på en offensiv måde, der samtidig tydeliggør en som individ og handlende subjekt i samfundslivet?

Hmmm.

Hvis nu kvinderne kaster sig ind på mændenes side i kampen imod de samfundsforordninger, der støtter kvinders autonomi og mulighed for selvrealisering på arbejdsmarkedet…. og sådan rigtigt kræver dem fjernet og virkelig insisterer på ikke at ville bruge dem... kunne dét ikke være en måde? Første bud må være, at kvinder frabeder sig enhver form for understøttelse fra samfundet som den største krænkelse af deres værdighed og selvstændighed og… Heureka! Der var den: Fri mig fra Big Mother-omklamring og fra at blive lagt passivt til velfærdsstatens bryst! Den moderne kvindefrigørelses kampråb! Og jo minsanten.

Eva Agnete Selsing og Lisbet Røge har knækket koden! I hvert fald kan de konstatere, at deres kronikker og blogindlæg, hvor de hegler lønarbejderkvinderne igennem med beskyldinger for at lade sig bære frem som forkælede, uansvarlige småpiger på de flittige mænds bekostning, modtages med en strøm af billigende anerkendelser fra fyrene: Klog. Skarp. Intelligent. Velformuleret. Fedt. Spooot ooon. Og… Aaaarjjj. Tænk at blive anerkendt og respekteret SÅ meget for det, man skriver, sine meninger og holdninger, sin analytiske kapacitet. Det må vel nok være en helt fantastisk tilfredsstillende fornemmelse. Ja, en selvrealisering kunne man vel ligefrem kalde det uden at sige for meget. Altså at omsætte de individuelle evner og anlæg (= selv) til en faglighed, der anerkendes af omgivelserne som en værdifuld indsats (= realisering).

Set i dette perspektiv er moderkulten et resultat af de borgerlige antifeministers pres på kvinder. Det har ført til, at kvinderne nu er begyndt selv at tage voldsomt afstand fra den kombination af moderskab og lønarbejderidentitet, velfærdsstaten gør mulig. De skyer associationen med velfærdsstaten som en PEST. Hvilket jo egentlig, den massive propaganda taget i betragtning, ikke er så mærkeligt.

Forklaringen på moderkultens tilsyneladende meget selvmodsigende mistænkeliggørelse af barsels-livsstilen er selvfølgelig, at denne 1-årige periode er på velfærdsstatens præmisser og hvis kvinder vil gøre sig håb om at blive anset for ligeværdige og fuldgyldige samfundsindivider, skal de først formå at frigøre sig fra statens støtte. Det er manddomsprøven… så at sige.

Når hjemmemoderen i modsætning til den udearbejdende mor kan lanceres som en gyldig selvrealisering for kvinder, er det fordi det gøres til en fortælling om en særlig autonomi, der er erobret ved, at man har frigjort sig fra den omklamrende kvindelige big mother–velfærdsstats subsidier – og nu står på egne ben… (Ja, det kaldes det altså at blive forsørget af manden, imens man går hjemme). Og ved at politisere moderskabet tilføres projektet netop dén komponent, som forlener det med aktiv handlen, fremvisning af autonomi og faglig kapacitet. Der appliceres på denne måde såkaldt maskuline kvaliteter til livet som hjemmemor, (og det er derved, at det bliver identitetsskabende) - men uden samtidig at komme i opposition til den borgerlige antifeminisme.

Genialt!

Hjemmemor-identiteten repræsenterer helt enkelt det kunststykke at manøvrere med kvindelig ambition i et felt, hvor kvinders frigørelse regnes for en vederstyggelighed.

(Fortsættes...)

Hvorfor forholde sig til Familien Sort? Del 6

Diskussionen om moderskabets betydning for kvinders liv og valgmuligheder er tilsyneladende blevet revitaliseret. I skrivende stund kører moderskabsdebatten på de høje nagler ude i verden. Der er opstået en fornyet bevidsthed om moderlighed… eller om forældreskab måske snarere… som en særligt kvindelig ting og dermed også et vilkår særligt for kvinder.

Det hele startede egentlig med, at feministernes grand old lady, Erica Jong skrev en kritisk artikel om, at de moderne kvinder pludselig var begyndt at dyrke moderskabet på en fuldkommen backlashagtig måde, der umuliggjorde at de samtidig kunne arbejde og tjene deres egne penge. At moderskabet med andre ord blev administreret på en måde, der samtidig udelukkede kvinderne fra den autonomi og selvrealisering, som feminismen havde anvist som vejen til kvinders frigørelse... og til det ligestillede samfund ikke mindst.

http://politiken.dk/debat/ECE1157280/moderkulten-er-en-byrde/

Ud over at påpege tendensen havde Erica Jong i grunden ingen særlig analyse eller forklaring på fænomenet at tilbyde. Hvorfor valgte kvinderne pludselig en tilgang til moderrollen, der forekom anakronistisk – og i hvert fald reaktionær i forhold til feminismens definition på kvindefrigørelse?

Svaret blæste i vinden.

Herefter blev den fornyede debat af moderskabets betydning i kvinders liv skudt igang af to artikler: »1% Wives Are Helping Kill Feminism and Make the War on Women Possible. - Being a mother isn't a real job -- and the men who run the world know it.« af Elizabeth Wurtzel. Og »Why Women Still Can’t Have It All« af Anne-Marie Slaughter, (der netop har valgt at forlade en topposition i arbejdslivet for at give sine teenagedrenge mere tid).

Elisabeth Wurtzel spørger, om det er foreneligt med feminismens forståelse af frigjorthed og autonomi at lade sig forsørge af en mand og svarer selv med et rungende NEJ. Hendes artikel er ikke mindst et angreb på et segment af kvinder, der i kraft af ægteskabet med velhavende mænd vælger at lade sig forsørge, imens de opskriver deres egen værdi i forhold til kvinder, der arbejder samtidig med at have børn, ved at idealisere moderskabet.

I forhold hertil stiller Anne-Marie Slaughter det foruroligede og komplekse spørgsmål, om det nogen sinde vil ske, at kvinder vender deres børn ryggen på samme ubesværede måde som de mænd, de skal konkurrere imod ude på arbejdsmarkedet gør? Og hvis ikke – er forestillingen om det ligestillede samfund, hvor mænd og kvinder nogenlunde ligeligt deler den politiske og den økonomiske magt, så ikke slet og ret en illusion?

Den danske version af den verserende moderskabsdebat er ikke overraskende i hovedsagen genereret af de borgerlige antifeminister:

Anne Sophia Hermansen havde vrænget hånligt ad noget, hun kaldte »spelt-mødre«, i det meste af to år, uden at nogen havde haft noget at indvende. Ganske vist var det lidt uklart, hvad kategorien egentlig dækkede over i en mere sociologisk forstand, men eftersom alle forstod, at det i hvert fald drejede sig om KVINDER og også at det måtte være nogle relativt priviligerede af slagsen, eftersom de residerede på Østerbro og excellerede i at forlange allehånde urimelige ting af deres mænd så som økohåndmalede forglemmigejer på JUNO–vuggen og den slags, virkede det fuldkommen rimeligt at foragte deres livsstil.

Men så en dag skrev Dennis Nørmark (medlem af Familien Sort) en kritisk kronik imod karrierekvinden Anne Sophia Hermansen til fordel for de børnepassende speltkvinder. 

(http://www.b.dk/kronikker/findes-speltmoedre-i-virkeligheden) Og det ændrede debatlandskabet i et hug! Opmuntret af Nørmarks kronik tog Jane Thoning Callesen, journalist og hjemmegående mor mod til sig og skrev kronikken »En speltmors bekendelser« i Berlingske.

(http://mobil.business.dk/touch/article.pml;jsessionid=FC782CC92F845CB25E6BCFBB331DE029.uw-portal2?guid=18627003):

Hermed var kønsdebattens hjemmemoderfløj nemlig i realiteten etableret… Det startede ellers meget fredeligt, idet Callesen i sin kronik bedyrede: »Det, at jeg dyrker mine børn og begraver næsen dybt i min moderrolle, betyder ikke, at jeg ser ned på dem, der ikke gør. Tværtimod. Jeg har fuld respekt for jer seje kvinder, der jonglerer både karriere og børn«.

Men piben fik hurtigt en anden lyd. På det seneste er flere yngre, veluddannede kvinder således trådt offentligt frem og har fortalt, at de med velberådet hu lægger arbejdslivet på hylden for at gå hjemme og passe deres børn selv. Hvad mere er, så mener de, at deres valg har en principiel gyldighed. Kvinderne gør sig således til fortalere for en kvindeidentitet, der hviler på at blive forsørget af manden, imens man selv passer børnene derhjemme. I den terminologi, som er udviklet til formålet, betegnes disse børn »hjemmebørn« og kvinderne selv »hjemmemødre«/»hjemmemor«. Som debatposition har hjemmemoderen rødder i den borgerlige antifeminismes kønsopfattelse og samfundsforståelse. Og den indledende erklæring om fuld respekt for kvinder, der jonglerer karriere og børn, er for længst fortid.

I skrivende stund er hjemmemorpositionen karakteriseret ved en ganske aggressiv hævdelse af opdelte kønsrollers moralske forrang frem for det, man kunne kalde lønarbejderparrets ideal om at supplere hinanden. Den pt verserende moderskabsdebat er således en væsentlig komponent i den nye kønsrolle til kvinder, som de borgerlige antifeminister er i færd med at køre i stilling.

Lisbet Røge Jensens blog, Moderland er en del af denne trend. Når Røge angriber finansieringen af børnepasningen over skatten, er det netop fordi hun anser, at skattetrykket fratager familierne muligheden for at vælge at leve af mandens indtægt, imens kvinden går derhjemme med børnene.

Eva Agnete Selsing, filosof er en anden fremtrædende fortaler for som veluddannet kvinde at skrotte job og karriere til fordel for ægtefællefinansieret hjemmeliv med børn.

Jane Thoning Callesen stiftede hjemmesiden, »Hjemmeunger.dk - fordi barndommen ikke genudsendes«. Projektet præsenteres således: »Karriere kan fravælges OG genvælges igen senere. Moderskab kan kun fravælges. Jeg har stiftet hjemmeunger.dk, fordi jeg selv savnede en dansk inspirationsportal til stay-at-home-livet. Jeg håber, du vil føle dig velkommen herinde«.

Der er tale om en politiseret moderkult udsprunget af den borgerlige antifeminisme, med Lisbet Røge Jensen og Eva Selsing som chefideologer. Som man vil bemærke, er der allerede udviklet et helt lingo (stay-at-home-livet), der gør livsformen hip.

Hjemmemoderen bliver forstået som en selvrealiserende protestidentitet. Det opfattes som progressivt og oprørsk at definere sig som hjemmemor (jævnfør Lisbet Røge Jensens blog).

Set i et kønspolitisk perspektiv er spørgsmålet selvfølgelig på hvad måde hjemmemoderen kan siges at være en dynamisk, selvrealiserende og kvindefrigørende identitet? Dels fordi kvinden lægger sin arbejdsidentitet fra sig og trækker sig fra arbejdsmarkedet. Og dels fordi det indebærer en økonomisk afhængighed af manden. Der lægges vægt på at sige, at »Karriere kan fravælges OG genvælges igen senere«, men efter f.eks.10 år ude af arbejdsmarkedet ved man jo godt, at dét er en sandhed med modifiationer og da netop i forhold til et karriereperspektiv.

Hvordan argumenterer hjemmemødrene for hjemmemoderen som en progressiv og oprørsk selverealisering? Hvordan bliver det muligt at fremstille identiteten som hjemmemor som en frigjort selvrealisering?

(Fortsættes...)

Hvorfor forholde sig til Familien Sort? Del 5.

Vi nærmer os så småt dér, hvor det virkelig brænder på i sommerens kønspolitiske føljeton. Galskaben er ikke kun galskab. Der er også en mening med galskaben - en politisk agenda. Den borgerlige antifeminisme er i færd med at køre en ny kønsrolle til kvinder i stilling.

Om kvinder da skal hjem til kødgryderne, spørger I? Nej, nej. Ikke helt. Selv om det snerper. Det er en mere subtil ændring end som så, der er ved at ske, men nok så gennemgribende alligevel.

Før sommerføljetonen går videre med at se på ændringerne i den kvindelige kønsrolle, bringer vi for de særligt interesserede et illustrativt eksempel på den analyse, de borgerlige antifeminister lægger til grund for at betragte kvinder med lønarbejde i den offentlige sektor – (i nedenstående eksempel, pædagoger) - som snyltere på mænd i kraft af alliancen med velfærdsstaten.

Debattøren reflekterer over, hvad der monstro gør det til en federe fidus for kvinderne at udføre omsorgsarbejdet som lønarbejde betalt af det mandlige, skattebetalende kollektiv frem for i hjemmet finansieret af ægtefællens indtægt. (Og nu ikke noget med at sige, at det gider jeg sgu ikke at læse, bare fordi det virker fuldkommen langt ude at kalde skatteindbetalinger for mænds penge – (som om kvinder ikke betaler skat….) eller fordi man måske synes, at det er en komplet oldnordisk opfattelse, at anse omsorg for kvinders særlige bestemmelse – og så ovenikøbet kalde det for en »fidus«. Sagen er jo, at en anerkendt meningsdanner som Henrik Dahl, gør nøjagtigt de samme opfattelser og rationaler gældende i sin samfundsdebat. Det er et kvindebillede og en samfundsopfattelse, der bliver forfægtet i ramme alvor og på mange niveauer.

Skrevet af Bekymret Borger 72 dage siden - Direkte link

Der er selvfølgelig ingen fidus i det samfundsøkonomisk, men der er indtil flere fiduser i det fra pædagogens side. Hun kan nemlig forestille sig at hun er en smart, selvstændig karrierekvinde. Realiteten er selvfølgelig at hun stadig laver det samme arbejde som kvinder altid har gjort, og at hendes løn stadig i sidste ende stammer fra mænd, men det dulmer hendes svage ego at det er mindre åbenlyst at det forholder sig sådan. En anden fordel ligger i den måde hun får sine penge på. Kvinder er ikke i stand til at forsørge sig selv, eller i hvert fald er de ikke i stand til at forsørge sig selv med den livsstil som de ønsker. Det betyder at de er nødt til at søge økonomisk støtte enten fra staten eller fra individuelle mænd. Staten har haft held til at overbevise kvinderne om at den stiller mindre krav end en individuel mand ville gøre, og at det derfor bedre kan betale sig for dem at forhandle med den end med mænd individuelt. Jeg tvivler personligt på at det er rigtigt, men det afgørende er at kvinderne tror det. Fra statens side er der den fidus at den nu har overtaget kontrollen med kvinder og børn fra mænd. Hvad de har tænkt sig at bruge den magt til ved jeg ikke, men der ingen ende på de diabolske formål man kan forestille sig).

Og her! I får også lige et eksempel på et debatindlæg, der argumenterer for at fjerne kravene om ligebehandling af arbejdskraften, så kvinderne kan arbejde på dårligere løn og ansættelsesvilkår som kompensation over for arbejdsgiverne for, at ansvaret for yngelplejen gør dem til en mindre attraktiv arbejdskraft end mændene.

                     Måske bør gravide kunne fyres?

Ind­sendt af Mat­hi­as den 30-5-2012
Li­ge­be­hand­lings­lo­ven og bar­sels­lo­ven yder gravi­de og ny­bag­te mødre en sær­lig be­skyt­tel­se på ar­bejds­mar­ke­det og med fuld ri­me­lig­hed vil mange mene. Imid­ler­tid er det re­le­vant at spør­ge om, den nu­væ­ren­de lov­giv­ning ikke bare be­skyt­ter nogle få, men stil­ler det store fler­tal kvin­der rin­ge­re?

Hvor­for skul­le en virk­som­hed an­sæt­te en kvin­de i den fø­de­dyg­ti­ge alder, hvis de kunne an­sæt­te en kva­li­fi­ce­ret mand, når kvin­den kan på­fø­re virk­som­he­den store pro­ble­mer, hvis hun bli­ver gravid?

Kvin­ders mu­lig­he­der ram­mes

Fak­tum er, om man vil det eller ej, at en gravid me­d­ar­bej­der kan re­sul­te­re i gan­ske be­ty­de­li­ge om­kost­nin­ger. Virk­som­he­den skal hyre en vikar og vi­ka­ren skal læres op. Yder­me­re har den op­rin­de­li­ge me­d­ar­bej­der krav på at få sit job til­ba­ge efter bar­se­len og skul­le virk­som­he­den få brug for at skære ned, så er det i prak­sis næ­sten umu­ligt at fyre den gravi­de.

In­ten­tio­ner­ne bag lov­giv­nin­gen kan na­tur­lig­vis være for­skel­lig­ar­te­de, men hvis et af må­le­ne er at få flere kvin­der ind på ar­bejds­mar­ke­det kan den virke mod sin in­ten­tion. Den med­føl­gen­de li­ge­løns­lov fra­ta­ger til­med kvin­der­ne mu­lig­he­den for at gøre sig at­trak­ti­ve ved at ac­cep­te­re en la­ve­re løn som kom­pen­sa­tion for den hø­je­re ri­si­ko for ar­bejds­gi­ve­ren. Der­med sik­res den per­ver­se in­ci­ta­ments­struk­tur desvær­re to­talt.

Bar­sel ko­ster små virk­som­he­der livet

Jeg med­gi­ver, at dette of­test er li­ge­gyl­digt i det of­fent­li­ge, men for det pri­va­te er­hvervs­liv gæl­der den samme luksus ikke og små nystar­te­de virk­som­hed vil i prak­sis ofte ikke have råd til at have folk på bar­sel. En gravid ansat kan sim­pelt­hen koste virk­som­he­den livet, hvil­ket for ek­sem­pel den lille virk­som­hed Delta ECM måtte sande. Da en kunde gjor­de en ansat gravid, og der­ef­ter op­sag­de kon­trak­ten, måtte virk­som­he­den skære ned og fyre den an­sat­te. Lands­ret­ten vur­de­re­de, at der var tale om en urets­mæs­sig fy­ring og virk­som­he­den gik kon­kurs på grund af er­stat­nings­kra­vet.

Til­sva­ren­de har en række af­gø­rel­ser af sager sendt samme ut­ve­ty­di­ge sig­nal om, at kvin­der i den fø­de­dyg­ti­ge alder bør man holde sig fra. Jeg spurg­te en suc­ces­fuld ung iværk­sæt­ter jeg ken­der om, hvil­ke tan­ker han havde gjort sig. Han ryste­de på ho­ve­d­et og sagde så, at han ikke kunne drøm­me om at an­sæt­te en kvin­de, sådan som reg­ler­ne er nu. Mon han er den ene­ste?

Lov­giv­ning fjer­ner flek­si­bi­li­tet på ar­bejds­mar­ke­det

Pa­ra­doksalt nok an­er­ken­der Dan­mark pro­blem­stil­lin­gen på andre punk­ter. En af ho­ve­d­i­de­er­ne i vores, af mange, høj­tag­te­de ”Fle­xi­curi­ty­mo­del” er netop, at hvis det er let for en virk­som­hed at af­ske­di­ge, så vil det til­sva­ren­de være let­te­re for virk­som­he­den at an­sæt­te. For tiden frem­hæ­ves netop dette punkt ofte som noget de kri­se­ram­te sy­d­eu­ro­pæ­i­ske lande kunne tage ved lære af. I flere af disse lande gør de lange op­si­gel­ses­vars­ler og det ri­gi­de ar­bejds­mar­ked det så be­svær­ligt at komme af med folk i en kri­se­tid, at unge men­ne­sker al­drig bli­ver ansat i før­ste om­gang.

Så alt imens Sy­d­eu­ro­pa gæld­sæt­ter sig yder­li­ge­re, kunne vi pas­sen­de kaste et kri­tisk blik på kon­se­kven­ser­ne af li­ge­be­hand­lings­lo­ven. Som med så meget anden lov­giv­ning i Dan­mark er det på tide at få en debat om re­sul­ta­ter­ne af denne frem for in­ten­tio­ner­ne bag.



Fra  Manfo.dk

(Fortsættes...)

Hvorfor forholde sig til Familien Sort? Del 4.

De borgerlige antifeminister betragter kvinder som andenrangs samfundsborgere. I »Hvorfor forholde sig til Familien Sort? Del 2« så man et eksempel på, hvordan meningsdanneren Henrik Dahl skriver om kvinder som andenrangs samfundsborgere og som bærere af andenrangs akademisk kultur. I dagens afsnit af den kønspolitiske sommerføljeton fortsætter jeg med at præsentere nogle af Familien Sorts menige medlemmer. I nedenstående facebooktråd forfægter en hr. Bo Nake den borgerlige antifeminismes typiske holdning til kvinders fødedygtighed. Ikke overraskende er en yngre kvinde, Tina Hummelgaard Nielsen – uenig med ham.

Bo Nake har kort forinden kaldt litteraturforskeren Benjamin Boysen, hvis kønspolitiske holdninger byder ham imod, for »en plat kælling og intellektuel smatso« (et eksempel forresten på, hvordan, der stilles spørgsmålstegn ved mænds maskulinitet, hvis de giver udtryk for kvindesolidariske synspunkter) og dernæst bedyret, at han ikke er kusseforskrækket, men at »et hul er et hul, uanset om det sidder på ryggen af en havnearbejder«.

Tråden er illustrativ i forhold til bloggens emne på tre måder.

1) Man bliver præsenteret for den typiske række af argumenter, den borgerlige antifeminisme lægger til grund for ikke at tilkende kvinders medborgerskab samme legitimitet og suverænitet som mænds. Vi ser med andre ord det rationale i anvendelse, der lægges til grund for en generel opfattelse af kvinder som andenrangs samfundsborgere…

2) Man bliver præsenteret for de borgerlige antifeministers brug af kvindefjendske fordomme i diskussionerne, når de føler sig pressede. Først beskylder Bo Nake den unge kvinde for at betjene sig af en overgeneralisering, som det reelt er ham selv, der er fremkommet med - og kalder hendes argumentation for feminint irrationel og umulig at diskutere med. Da dette ikke er tilstrækkeligt til at trænge Tina Hummelgaard Nielsen i defensiven, går Bo Nake over til at betjene sig af direkte krænkelser.

3) Og til sidst i tråden kommer en yngre fyr – (Kim Hvid Johnsen, endnu en typisk repræsentant for de menige borgerlige antifeminister) pludselig sin kønsfælle til undsætning, idet han uden nogen form for belæg gentager og derved sanktionerer Bo Nakes tidligere fremsatte beskyldning imod Tina Hummelgaard Nielsen for at betjene sig af mindreværdigt sludrende, kvindeligt »snik snak«, der fanger de rationelle mænd i et klæbrigt spind. (Det er selvfølgelig også meget bedre end den virkelige grund – at Bo Nake nemlig var komplet hjælpeløs over for Tina Hummelgaard Nielsens fastholdte konsekvens i diskussionen).

Kim Johnsen, viser det sig, forfægter inde på sin facebookside den samme opfattelse af kvinder og moderskab som Bo Nake.

Bo Nake: Tidligere klarede kvinder som enkeltpersoner på samme præmisser som mænd. Men siden har de krævet kollektivistiske fordele, f.eks. køn over kompetence. - Man kan også se problemet som et familieproblm og ikke et kønsspecifikt. Fra at være en ressource er familien blevet forvandlet til en belastning for samfundet.
I går kl. 11:10 · Synes godt omSynes ikke godt om længere

Tina Hummelgaard Nielsen: Bestyrelser er de facto en mandeverden, og kvinder klarer sig IKKE på lige vilkår.... Der er sket en samfundsmæssig udvikling; hvor man, for ikke at høre til bærmen, som der sparkes ihærdigt ned på, er "tvunget" til to indtægter. Jeg mener mange er blevet gidsler i et gældsfængsel. Her opfatter jeg faktisk børnene som de store ofre. I en travl børnefamilie, med institionaliserede børn.... hvor meget reel voksenkontakt har disse børn så i dagens løb?
Jeg kunne godt frygte og tro at Ole Birk Olesen er et af disse understimulerede børn. Hans empati, respekt og forståelse for det modsatte køn er i al fald ikke synderligt veludviklet.
Jeg mener kvindernes entré på arbejdsmarkedet har medført store problemer...kønskampen værende et af dem. For den er unuanceret, og beror i øjeblikket på den fejlopfattelse at mænd og kvinder ER ligestillede og opfattes ligeværdigt....det er desværre langt fra tilfældet. At der så er skrigeballoner der vil lave en modsat forfordeling af mænd, er der ingen undskyldning for. Men kønsdebatten og ligestilling er stadig en væsentlig debat, der har stor relevans. Hvem siger det er kvinderne der skal til kødgryderne.... ;o)

I går kl. 12:51 · Synes godt omSynes ikke godt om længere

Bo Nake: Det er ganske rigtigt, at børnene i dag må bære underskudet. Tidligere var det ofte kvinder. Men er det noget fremskridt. Vil kvinder have unger eller et job? De vil have begge dele, og så vil de også gerne pumpe staten. Derfor giver kvinder over et livsløb staten et stort underskud.
I går kl. 13:32 · Synes godt omSynes ikke godt om længere

Tina Hummelgaard Nielsen: Vil mænd have unger eller job? Livsformen kan kritiseres, men hvis det ene køn skal stigmatiseres som udgiftbærende for samfundet, så viser det tydeligt mig at du ikke anser kvinder som ligeværdige/lige kvalificerede. Du vinkler det på kvindekønnet alene....trist. Er det kvinder der pumper staten...eller er det familier? Hvem styrer økonomien og hvad der "pumpes" Pumper enlige fædre staten, eller er det kun forbeholdt enlige mødre? Jeg synes det er noget chauvanistisk vrøvl du skriver.
I går kl. 13:38 · Synes godt omSynes ikke godt om længere

Bo Nake: Det er Velfærdskommissionens tal. En nyfødt dreng giver i løbet af et liv et overskud på 800.000, en nyfødt pige et underskud på 2,5 mill. Christen Sørensen ( socialdemokrat ) har været inde på det samme. Jeg har ikke alene vinklet på kvindekønnet, men nu er det altså kvinder, der føder, og de må gerne sige nej.
I går kl. 13:40 · Synes godt omSynes ikke godt om længere

Tina Hummelgaard Nielsen: Hvordan ser det ud med ligeløn? Betaler kvinder mindre i skat. da deres indtægt er lavere? Gælder ophold på fødselsgange, barsel osv med? Har kvinderne flere barns sygedage, omsorgsdage etc....fordi kønsrollefordelingen lever i bedste velgående. Selvfølgelig kan kvinder sige nej...det kan og må mænd også. Men hvilke skatteindtægter skal så betale for samfundets udgifter. Holde hjulene i gang og sikre væksten osv. Vi kan også forbeholde det for rige kvinder at få børn...eller nogen der forsørges af deres mand. Du kan komme med nok så fine nøgletal. Du opfatter kvinden som problemet...og der er faktisk to køn. Mener stadig de fleste børn fødes i familier og ikke af singler. Nå ja...der er jo også en hovedvægt af kvinder der tager videregående uddannelser. Det er dyrt, men det postuleres, fra alle politiske partier, som værende essentielt for samfundet at vi uddanner os. Skam få kvinder....

I går kl. 14:26 · Synes godt omSynes ikke godt om længere ·  1

Bo Nake: Du interesserer dig jo slet ikke for diskussionem. Når jeg giver informationer, fejer du dem til side, og fyrer en række konfuse spørgsmål af. - De, der tjener mest, betaler også mest i skat. - Med at sige nej mente jeg at sige nej til graviditet. - I øvrigt kan du ikke bare sige kvinder en bloc. En del kvinder yder mere, end de modtager. Men det er ikke nødvendigvis dem med de længste uddannelser. - Værdien af uddannelse er helt afhængig af hvilken uddannelse. Etc., etc.
for 23 timer siden · Synes godt omSynes ikke godt om længere

Tina Hummelgaard Nielsen: ‎Bo Nake, Jeg stiller (konfuse?) spørgsmål.... Hvilke omkostninger der medregnes som henholdvis kvindeskabte og mandeskabte; er da i denne diskussion, hvor du fremdrager velfærdskommissionens tal, ikke konfust... men betimelige spørgsmål!? Mænd kan, som jeg skrev tidligere, også sige nej...til kvinders graviditet (eller er "egoismen" i det også kun på kvinders side?) Jeg skal da gerne specificere, for jeg kan se jeg kan have udtrykt mig uklart, at flere kvinder end mænd tager lange uddannelser. Er det et gode eller en bekostning? Og er det medregnet i tallene? Hvorfor er der stadig ikke ligeløn? Hvis vel og mærke kvinders arbejde er lige så meget værd som mænds? Derudover mener jeg ikke at have udtrykt mig en bloc…. Jeg mærker mig dog, at du ikke svarer på ét eneste af mine spørgsmål. Spørgsmålet er vel snarere, om det er dig eller mig der er konfus? Men vil du svare mig, Bo Nake? Jeg interesserer mig faktisk for diskussionen...!
for 20 timer siden · Synes godt omSynes ikke godt om længere ·  1

Bo Nake: Nej. Jeg har jo sagt, at jeg ikke gider, når din argumentation er så sommerfugleagtig, ja feminin. Ellers, tag et emne af gangen.
for 19 timer siden · Synes godt omSynes ikke godt om længere

Tina Hummelgaard Nielsen: Jeg skal spørge mandhaftigt og konkret.
1.Tager velfærdskommisionens tal højde for at kvinder føder børn, med hvad der af følger?
2.Tager den højde for at der er et overtal af kvinder på (dyre)universitetsuddannelser?
3.Tager den højde for at kvinder får mindre i løn?
 Tre korte konkrete spørgsmål, til de tal DU bragte ind i debatten.
for 19 timer siden · Synes godt omSynes ikke godt om længere ·  2

Bo Nake: Find det selv. - Jeg er opdraget med, at kvinder er det opvartende køn og mænd det opvartede. Ikke omvendt.
for 19 timer siden · Synes godt omSynes ikke godt om længere ·  1

Tina Hummelgaard Nielsen: Du er nok også opdraget med at kvinder skal tie i forsamlinger. Kor 14.33-36 Der står ellers også at manden er kvindens hoved. Nuvel, noget har da ændret sig siden du tillagde dig dine gammeltestamentlige holdninger til kvinder.
for 19 timer siden · Synes godt omSynes ikke godt om længere ·  2
Bo Nake ‎@Tina. Find da ud af noget selv i stedet for at spørge som en hjælpeløs kvinde. - Du tog for meget for givet i min sætning om pæne kvinder. Jeg har taget sætningen fra en engelsk forfatterinde og kun ændret et stedord. Det hedder udbytning af kvindelig arvejdskraft. Det ved de alt om i KVINFO. 

for 16 timer siden · Synes godt omSynes ikke godt om længere

Tina Hummelgaard Nielsen: Du påstår dig med at jeg ikke er interesseret i diskussionen, afviser mine spørgsmål (!!) som sommerfugleagtig argumentation [sic] Du skriver " Ellers, tag et emne af gangen." men vil (kan?) så alligevel ikke svare på helt konkrete spørgsmål og unddrager dig at være vederhæftig for dine egen argumentation i tråden. I samme åndedrag som du beder mig gøre dét for dig. Nej, Bo Nake, det er ikke hjælpeløshed der gør, at jeg har ikke planer om at gennemtrawle (substansen og grundlaget for) velfærdskommisionens rapport for at be eller afkræfte din argumentation, for det er mig tydeligt at de fine ord, og henvisning til dette og hint, kun er et dække for at du blot er en simpel chauvanist som ringeagter kvinder og ikke ser dem som dine ligeværdige. Jeg ytrede tidligt i tråden at jeg mener at både familie og samfundsstruktur er dybt problematiske (for især børnene) og der skrev jeg, at det ikke nødvendigvis var kvinderne der skulle til kødgryderne! Herefter blev det tydeligt, at du ikke grundlæggende evner at anskue kvinder som andet end en opvartende ånd og fødemaskine, som skal være dit beck and call!
....men ved du hvad? Underdanighedens dage er længst forbi og du er reelt blot en dinosaur, omend du svøber det i intellekt og fine fraser.
for 9 timer siden · Synes ikke godt om længereSynes godt om ·  3

Bo Nake: Det hedder "chauvinist". - Uanset hvad jeg skriver, vil du kunne det ud af det, du ønsker.
for 5 timer siden · Synes godt omSynes ikke godt om længere ·  1

Tina Hummelgaard Nielsen: Trods stavefejl, tror jeg bestemt jeg har fået essensen ud af det....Mangler du ikke et ord. Kongruensen er ikke slående.
Hav en god dag.
for 5 timer siden · Synes godt omSynes ikke godt om længere ·  1

Bo Nake: Nej. Det har du ikke. - Du kan rende og hoppe.
for 5 timer siden · Synes godt omSynes ikke godt om længere

Kim Hvid Johnsen: Denne tråd beviser at kvinder er mestre i snik snak. Bo du burde vide bedre end at spille det spil.
for 4 timer siden · Synes godt omSynes ikke godt om længere

Bo Nake: Jo, men det er jo, fordi min kærlighed til kvinder er så stor.
for 4 timer siden · Synes godt omSynes ikke godt om længere

Kim Hvid Johnsen: Ja de spinder spind man dårligt slipper fra igen.
for 4 timer siden · Synes godt om

Lad os se nærmere på rationalerne bag Familien Sorts sympatier og holdninger: Samme Kim Hvid Johnsen, der her melder sig på scenen for at bakke den slemt nødsstedte Bo Nake op, linker i en fb-opdatering til Lisbet Røge Jensen (som blev præsenteret allerede i føljetonens første afsnit), der skarpt kritiserer, at skatteyderne tvinges til at betale for at staten stiller nogenlunde betalelige daginstitutioner til rådighed for at kvinder (NB: ikke mænd eller mænd OG kvinder), kan få deres børn passet: »Det chokerende for mig er at omkostningerne for mine børn i institution er større end min indkomst! Ellers har Lisbet Røge Jensen fuldstændigt ret. Kvinden er voldsomt subsideret af det offentlige system, så hun faktisk kan både kan blæse og have mel i munden«.

Vi gentager: »Kvinden er voldsomt subsideret af det offentlige system, så hun faktisk både kan blæse og have mel i munden«.

Det var fuldkommen samme tankegang som Bo Nakes »Vil kvinder have unger eller et job? De vil have begge dele, og så vil de også gerne pumpe staten. Derfor giver kvinder over et livsløb staten et stort underskud«. Og senere: »…nu er det altså kvinder, der føder, og de må gerne sige nej«.

Andetsteds fortæller Kim Johnsen en vittighed, der handler om, at nogen hører, at en gås er død og tror, at der menes Helle Thorning Schmidt. (Haw, haw, haw).

Det er lidt lige som med Rikki Tholstrup før: Hvis man tror, at sådanne holdninger og loyaliteter nok tilhører en slibrig, ældre, forbitret, fraskilt herre med ost i skægget og jord i hovedet – tager man helt fejl. Kim Hvid Johnsen er en nydelig ung fyr, der har læst historie på Købehavns Universitet og arbejder som sagsbehandler hos Natur og Erhvervsstyrelsen. Og er far til en lille pige… sågar.

Denne unge veluddannede familiefar, støtter op om Bo Nake, som netop er fremkommet med disse utroligt sexistiske udfald imod trådens debatterende kvinder og har udtrykt et fascistisk kvindesyn generelt. HAN – en småbarnsfar til en lille pige - støtter dén argumentation og dét kvindesyn! Hvordan kan han? Også over for sin kone. Ja, det virker måske underligt at give sig til at blande hensynet til ægtefæller ind i bedømmelsen af folks fb-opdateringer. Men alligevel… jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvordan de mænd forener dette fundamentalt nedladende syn på arbejdende småbarnsmødre med forholdet til deres egne koner, som jo netop må formodes at være nogle sådanne… Hvordan kan de gå ind for, at deres egne koner skal betragtes som pariaer, der klemmer staten og både vil blæse og have mel i munden - fordi deres barn går i børnehave og de selv på arbejde? (….formoder jeg).

Og hvordan kan de være så usolidariske? Synspunktet er selvfølgelig forfærdeligt under alle omstændigheder. Men hvorfor er det moderen/kvinden og ikke forældene/manden OG kvinden, angrebet rettes imod, hvis det endelig skulle være? Er børnenes behov da kun kvindernes ansvar? Og hvor er respekten for nødvendigheden af, at børns behov varetages henne? Man kan jo ikke bare lade være med at tage sig af børnene, vel?

Kvaliteten af kvinders medborgerskab måles med en økonomisk alen, der gør dem illegitime. Modellens åbenlyse afmagt med hensyn til at værdisætte reproduktion realistisk anerkendes ikke som værende dette. I stedet stemples de (kvinder/kvinder med børn), som ikke formår at bringe sig i overensstemmelse med modellens værdisystem, som illegitime samfundsaktører.

Tråden med Bo Nake og Tina Hummelgaard Nielsen og Kim Hvid Johnsens fb-opdatering er et eksempel på en konsensus, der er ved at udvikle sig, om, at kvinder ganske enkelt ikke har legitimitet i samfundet på lige fod med mænd – med begrundelse i det regnestykke, som Bo Nake også fremkom med i tråden: »En nyfødt dreng giver i løbet af et liv et overskud på 800.000, en nyfødt pige et underskud på 2,5 mill«. Det fremføres overalt i debattråde rundt omkring på fb, netaviser og blogs. Alt andet end produktion i den private sektor, er at betragte som tilsæt og snylt på samfundet. Bare ved at være ANSAT i den offentlige sektor, er man i denne optik en snylter. Og fordi der er overvægt af kvinder i den offentlige sektor, gør det kvinder som sådan til et køn af samfundsnassere. Kvinder, som løber livet af sig som sygeplejersker, hjemmehjælpere, pædagoger, skolelærere og… fortsæt selv listen – for at udføre fuldkommen uundværlige funktioner i samfundet, anses i ramme alvor for nassende snyltere. Og nu er denne logik altså eskaleret til også at omfatte kvinders fødedygtighed.

Jeg opfatter det som et stort problem, at den borgerlige antifeminisme udråber kvinder til ikke at være fuldgyldige samfundsborgere i kraft af, at de bærer hovedparten af de reproduktive forpligtelser. At argumentere for, at kvinder ikke er fuldgyldige borger, er nemlig det samme som at argumentere for, at deres ord ikke har vægt. (Eller med Bo Nakes ord: din argumentation er så sommerfugleagtig, ja feminin...). Og hvis kvinders ord ikke tillægges vægt, er de jo sat uden for indflydelse på den demokratiske proces. Fordi de føder børnene.

(Fortsættes...)

Hvorfor forholde sig til Familien Sort? Del 3.

For nylig fik jeg den tanke, at den underligt primitive borgerlige antifeminisme måske var et udtryk for, at flere og flere mennesker har udviklet en form for spaltet identitet, som de ikke engang tænker nærmere over. De fungerer på en måde i deres officielle, udadvendte virke i arbejdslivet – og på en anden som privatpersoner i forhold til netværk, venner og familie. I kraft af internettet og de sociale medier kommer de bare til at udtrykke denne »private« del af deres personlighed på en måde, der er offentlig tilgængelig - debatterne i netavisernes kommentarfelter, facebooksiderne, blogs og så videre. Og… i sandhedens interesse… at disse to sfærer derfor også har en tendens til at blive blandet sammen med en vis uklarhed til følge. (Man kan jo bare tænke på de ganske mange facebookskandaler på det sidste, hvor politikere eller spindoktorer er kommet for skade at lade munden (eller pennen) løbe over med, hvad hjertet er fuldt af og efterfølgende har stået med et gedigent forklaringsproblem).

Lad mig give et illustrativt eksempel på en typisk »menig« borgerlig antifeminist! 

For kort tid siden blev jeg tilfældigvis opmærksom på en hr. Rikki Tholstrup, fordi han engagerede sig i balladen om Udviklingsministerens kritiske omtale af Jørgen Leths betalings-forhold til unge, farvede kvinder i Haiti. Rikki Tholstrup fantaserede på sin blog om at vise sin solidaritet med Leth ved på den 1. maj, som han skrev, at »tage en nøgen negerkvinde med mig, som kunne stå med store bannere med en kærlighedshyldest til Jørgen Leth«. Godt nok tror jeg ikke, at Rikki Tholstrup virkelig overvejede at medbringe en afklædt, afroamerikansk kvinde til 1. maj-demonstration. Men han fandt helt tydeligt sit sexistiske indfald enormt vittigt. Lige som han heller ikke syntes at anse, at hans indfald på nogen måde indebar et racistisk og nedladende syn på afrikanske kvinder. 

Faktisk forestiller jeg mig, at Rikki Tholstrup direkte adspurgt dybt forbavset ville forsikre, at han da nærer den størst tænkelige respekt for afroamerikanske kvinder. Og for alle mulige andre kvinder også. Racist? Kvindehader? Hvem jeg? Da overhovedet ikke! Faktisk tværtimod! 

Ja, hm, hm.

Men formentlig ville Rikki Tholstrup jo ikke være i tvivl om, at hvis en kvinde proklamerede: Åhhh, jeg vil gerne markere 1. maj i år ved at tage Søren Pind med til demonstration uden en trevl på kroppen, så han kunne stå med store bannere med en kærlighedshyldest til Anni Fønsby - så var der tale om en nedværdigelse af den tidligere Udviklingsminister. Og hvordan kan det så være, at det samme scenarie med en afroamerikansk kvinde ikke er nogen nedværdigelse? Det må jo være fordi, Rikki Tholstrup ser helt anderledes på sorte kvinders grænser, end han gør på hvide midaldrende mænds grænser. Sorte kvinder er »sådan nogle« man kan fantasere om at flå med sig og fremvise upåklædt offentligt uden at dette repræsenterer en mangel på respekt. Hvide mænd derimod er ikke »sådan nogle«, man kan fantasere om at flå med sig og vise nøgne frem. Ikke uden at dette ville indebære en ganske grov despekt. 

Man må jo spørge sig, hvad det er, der gør Rikki Tholstrups indfald til en morsomhed - andet end den sexisme, der underordner kvinder i forhold til mænd. Et helt klassisk eksempel med andre ord på den sexisme, der er så uadskillelig fra hele Familien Sorts måde at tænke kønsforholdet på. 

Kommet så vidt i præsentationen af Rikki Tholstrup kunne nogen måske forfalde til at tro, at vi har at gøre med en slibrig, ældre, forbitret, fraskilt herre med ost i skægget og jord i hovedet, men så tager man grundigt fejl. Den hr. Tholstrup, der begejstret promoverer sin sexistiske tankegang som den mest liflige underholdning er politisk redaktør og adjunkt ved Århus Erhvervsakademi i slutningen af trediverne. Mere fuldkommen upåfaldende nydeligt og pænt bliver det simpelthen ikke. 

Efterfølgende blev jeg opmærksom på en fb-opdatering, hvor den humoristiske adjunkt atter diverterede med en sexistisk vits, hvis angivelige underholdningsværdi blev konstitueret på helt samme betingelser som det lysende indfald med den nøgne negerkvinde, der skulle slæbes med for at hylde Jørgen Leth: 

»Mange har spurgt hvorfor mænd er "seje" hvis de har sex med mange kvinder, men hvis kvinder har sex med mange mænd så er de billige? Se sådan her på det: Hvis du har en nøgle der kan åbne mange låse, så er det en "master key" og den er altid sej at have. Hvis en lås derimod kan åbnes af mange forskellige nøgler, så er det en billig lås :D«

Ikke? Villige kvinder ER bare billige.

Nå. Men nede i kommentarsporet viser det sig pludselig, at en af Rikki Tholstrups kvindelige østeuropæiske studerende, Den Novakova - har været inde på sin lærers fb-side, hvor hun læser hans vits og udtrykker sin lette undren over hans humoristiske præferencer: 

• • 

    Den Novakova hahaha, sexism again? I thought there was equality of men and women in the Danish culture?
    

    kl. 22:34
  • 
    

    Rikki Tholstrup Jørgensen what??!? Who told you that Den?
    

    kl. 22:46
  • 

    Den Novakova you in the class about culture, I listen very carefully :D
    

    kl. 00:17
  • 
    

    Rikki Tholstrup Jørgensen WHAT?!?! I DID NO SUCH THING! Damn students for listening
    

    kl. 09:32
  • 

    Den Novakova he he he he he :D
    

    kl. 11:29

Jamen er det dog ikke… bemærkelsesværdigt? Jeg mener skizofrenien imellem det normsæt, man som professionelt menneske – (lærer for unge mennesker) – repræsenterer og så de holdninger, man forfægter i sit private liv. Som underviser står Rikki Tholstrup jo helt tydeligt inde for et helt, helt andet normsæt end det, han hævder privat. Der er selvfølgelig også den lille, lille, lillebitte ting med, hvad man egentlig skal mene om situationen, set fra den kvindelige, østeuropæiske studerendes side… altså lærere ved højere læreranstalter, der giver udtryk for foragtfulde, sexistiske holdninger til kvinder, samtidig med at de over for deres elever står inde for Danmark som et ligestillet land, hvor kvinder respekteres. Den Novakova ser i hvert fald ud til at være i tvivl om, hvordan det egentlig forholder sig og hvor hun har sin lærer henne? Og ærlig talt. Hvem kan fortænke hende?

Pointen er, at den sexisme, Rikki Tholstrup udtrykker, repræsenterer en norm og ikke afvigelsen fra den. Det er blevet mainstream at give udtryk for sexisme!

                                                          *

Lad mig fortsætte med at præsentere nogle af Familien Sorts menige medlemmer. I nedenstående facebooktråd forfægter en hr. Bo Nake den borgerlige antifeminismes typiske holdning til kvinders fødedygtighed. Ikke overraskende er en yngre kvinde, Tina Hummelgaard Nielsen – uenig med ham. (Fortsættes...)

Hvorfor forholde sig til Familien Sort? Del 2

    

Henrik Dahl imødegår på sin fb-side min udlægning i nedestående blog af hans tekst i Weekendavisen om kønsforskningens bull-shitfaktor. Der er flere, der udtrykker ønske om, at måtte læse den tekst af Henrik Dahl, som jeg skriver om. Og da den ikke ligger på nettet, har jeg tilladt mig, at indkopiere den i sin helhed nederst i blogindlægget!

Når man kaster blikket på kataloget over de borgerlige antifeministers kønspolitiske holdninger (præsenteret i Del 1), må man alvorligt spørge sig, hvordan det er muligt for almindelige, velfungerende mennesker at forfægte så irrationelle synspunkter? Man må lige så alvorligt spørge sig, hvordan folk tilsyneladende undgår at opdage, at disse grundholdninger skam forfægtes bredt i samfundsdebatten.

Eksempel: Henrik Dahl rettede i Weekendavisen/ 25. maj en sønderlemmende kritik imod kønsforskningen for at have en skyhøj bull-shitfaktor… En tidsskriftsartikel fra Kvinder, køn & forskning om alternative betydningstilskrivelser til teknologiske genstande, forfattet af Karen Barad, Malou Juelskjær og Nete Schwennesen angiveligt efter en natlig samtale på et eksotisk beliggende konferencecenter i Grækenland, holder for som eksempel på den faglighed, Henrik Dahl kritiserer. 

Hvad selve kritikken angår, deler jeg et langt stykke hen ad vejen Henrik Dahls opfattelse. Den videnskabelige diskurs, han angriber, er efter min mening patetisk opblæst og fatalt irrelevant. Så i den forstand kan jeg sagtens respektere kritikken.

Men samtidig med at kritisere en retning inden for kønsforskningen, giver Henrik Dahl også en karakteristik af kvindelige kønsforskere som sådan. Hvis man uddrager det, Henrik Dahl siger i artiklen specifikt om kvindelige kønsforskere, får man følgende: De »er medlemmer af en sekt, der på andres regning drager omkring mellem konferencecentre (…) For at kunne leve det behagelige snakkeliv, de foretrækker (er) de dybt afhængige af de mageløse flyvende apparater(…) Og betænk så det ironiske i, at hverken Karen Barad, Malou Juelskjær eller Nete Schwennesen ville kunne levere så meget som to sekunders nyttigt input til dem, der dagligt arbejder med teknologisystemet »flyvning««. Disse flyvemaskiner, som de damer kønsforskere er så afhængige af, fortæller Dahl endvidere, »er konstrueret af saglige ingeniører, der intet ved om »ma(r)king time« eller »re-memberings« eller»dis/continuity« eller »intra-acting«. Til gengæld arbejder de i praksis med det, konferencedeltagerne sidder på altanen og snakker om«.

Eller anderledes sagt: Mænd arbejder i praksis med det, kvinder sidder på deres flade og knævrer om helt uendeligt. Kønsforskere udfører deres ikke-arbejde (det behagelige snakkeliv, de foretrækker) for andres penge og derudover er de mindreværdige, underlegne og fagligt utroværdige, fordi de ikke har for fem flade ørers forstand på mekanikken i de flyvemaskiner, der transporterer dem fra Herodes til Pilatus. Dem der HAR forstand på flyvemaskinerne og som sørger for at de står til rådighed, er imidlertid (så godt som) alle mænd. Lige som de, der tjener de »rigtige« penge ved det »rigtige« arbejde (som skattefar dirigerer ned i de kvindelige kønsforskeres lommer), er (mestendels) mænd… – pointerer Dahl.

At tænke sig - den dårlige forskning viser sig altså sørmer at være et konkret eksempel på den borgerlige antifeminismes grundpåstand om, at mændene skaber samfundet og tjener pengene, imens de »holdte« kvinder sladrende snylter på mændenes indsats og leverer ydelser af en inferiør karakter (snakkeliv og bull–shit forskning).

Dahl benytter lejligheden til at køre den borgerlige antifeminisme i stilling. Forbindelsen til holdningskataloget i Del 1, turde være tydelig. Kritikken af kønsforskningens bull-shitfaktor bliver brugt til at promovere et sæt kvindeforagtende synspunkter, der hviler på den forforståelse, at kulturudvikling og produktion er mænds fortjeneste, imens kvinders indsats i samfundet er snyltende og inferiør.

Som vi ser, bedriver en af den danske offentligheds mest fremtrædende og bredt anerkendte samfundsdebattører og meningsdannere altså en kulturkritik, der er fuldkommen sammenflettet med den borgerlige antifeminismes grundværdipåstande.

Gad vist om der overhovet er nogen, der har evnet at afkode netop dette ideologiske lag i Henrik Dahls kritik af kønsforskningen? For at sige det ligeud, mistænker jeg, at det får lov til at passere upåagtet og uimodsagt – ganske som når folk siger til mig, at de dog virkelig ikke fatter, jeg vil beskæftige mig med noget så marginalt som den borgerlige antifeminismes underlige kvindesyn og syn på samfundet.

Går det op for avislæserne hvilke afsindige rationaler, Henrik Dahl under dække af den ellers betimelige kritik, gør gældende og hvor urimeligt og kvindefjendsk, Henrik Dahls implicitte samfundssyn er? 

For nu bare at tage fat ét sted: Jeg ved ikke, om der er nogen, der forestiller sig, at Lars Løkke Rasmussen for eksempel… eller Claus Hjort Frederiksen…. eller… ja, hvorfor dog ikke, Henrik Dahl – har forstand på flyvemaskiner, bare fordi de fløjter rundt i sådan nogle konstant? I det hele taget har jeg aldrig hørt en mands professionalitet blive udpeget som illegitim og utroværdig – med henvisning til, at han ikke ved noget om de flyvemaskiner, der transporterer ham rundt imellem hans globale destinationer. Jeg har heller aldrig hørt Henrik Dahl tale om sit eget arbejdsliv f.eks. som noget, der foregår »på andres regning«, fordi han benyttes som foredragsholder i offentligt regi (for skatteyderpenge…). Det forlyder heller ikke at…. skal vi sige f.eks. Børn Lomborg i sin tid som direktør for Institut for Miljøvurdering eller i sin egenskab af professor ved Copenhagen Business School, »på andres regning drager omkring mellem konferencecentre«. Men det er ikke desto mindre den argumentation, Henrik Dahl sætter i spil i forhold til de kvindelige kønsforskere. Som om kritik af bull–shitfaktoren ikke var nok. For det var den jo!

Og en anden ting: Hvordan ved Henrik Dahl, at kønsforskerne lever, som han siger, et behageligt snakkeliv? Alle andre universitetsansatte har igennem de sidste 15 år oplevet at blive underlagt et markant stigende arbejdspres - lige som forøvrigt skolelærere, gymnasielærere og alle andre undervisere i offentligt regi. Alle med den mindste kontakt til universitetsmiljøet ved, at folk styrter rundt helt grå i ansigterne for at nå den påbudte undervisning og administration, samtidig med at de selv skal rejse de nødvendige penge til deres egen forskning.

Men altså ikke kønsforskerne?  Dé lever behagelige snakkeliv efter personlig egen smag og præference…

Hvor mærkeligt!

Eller måske er forklaringen bare, at Henrik Dahl – i modsætning til sine angiveligt ekstremt rationelle og saglige kønsfæller i flykonstruktionsbranchen –  er hamrende usaglig, fordi han forholder sig til myter, fjendebilleder og fordomme i stedet for nøgtern realitet. Virkelig! Henrik Dahls kvindebillede - evindeligt knævrende, urealistiske, hjælpeløse og latterligt uvidende skabninger - er jo som taget ud af vittighedsbladet Hudibras, dengang jeg var ung…

 

Det er som at høre sine fede, gamle, platte onkler snakke til julefrokosterne. Det eneste, der mangler, er noget om menstruation og bla, bla, bla... kommunister  i lysthuset. (Haw, haw, haw).

Men Weekendavisens læsere får det altså serveret, som var der tale om saglig sociologisk viden.

Jeg mener…. Dybest set går Henrik Dahl jo ud fra en meget mærkelig antagelse af, at den ekspertviden om flyvemaskiner, der besiddes af et givet antal mænd (og i sandhedens interesse, også nogle kvinder) på en eller anden mystisk måde smitter af på alle verdens andre mænd, uanset hvor uvidende disse måtte være om denne teknologi. Så mænd kan godt flyve rundt i flyvemaskiner, de ikke aner et klap om, uden at de mister deres legitimitet ved det – imens kvinder ikke kan. Det må jo være grunden til, at f.eks. en Bjørn Lomborg ikke udråbes som snylter på det mandlige kollektiv, når han transporterer sig rundt med fly – imens de kvindelige kønsforskere gør.

Henrik Dahl må endvidere også anse, at mænd i alle mulige andre slags ansættelser eller uden nogen ansættelser overhovedet for den sags skyld, legitimeres af mænds indsats inden for det private erhvervsliv - siden den akademiske verdens i øvrigt overvældende majoritet af mænd ikke udråbes som snyltere på mænds kollektive værdiskabelse inden for den private sektor – samtidig med at akademias kvinder gør.

Sidst men ikke mindst ligger der jo en ufatteligt primitiv og forkortet samfundsforståelse til grund for den antagelse, der bærer hele denne ideologiske konstruktion: Nemlig at den værdiskabelse, der sker via arbejdet i erhvervslivet og inden for den private sektor på en eller anden måde har forrang for den værdiskabelse, der sker via etableringen af infrastruktur og det reproduktive arbejde inden for den offentlige sektor.

Forståelsen af det reproduktive som tilsæt og udgifter er helt centralt for den borgerlige antifeminisme! Det er nemlig ved at sætte køn på dette samfundsforhold, at nedvurderingen af kvindekønnet i forhold til det mandlige køn kommer i stand.

Produktionen (forestået af mændene) er værdifuld og bør ekspandere, hvorimod reproduktionen  (forestået af kvinderne) er en udgift og bør minimeres. Så langt trækker Henrik Dahl ikke sit synspunkt lige her, men hans mildt sagt specielle fremstilling af de kvindelige kønsforskeres aflønning, som noget der sker »på andres regning« samt kritikken af deres manglende saglighed, har rod i den antifeministiske ideologi ifølge hvilken udygtige offentligt ansatte kvinder snylter på værdierne skabt af mændene i den private sektor. (Jævnfør det ovenstående eksempel fra 180grader (Jacques d´Biann,  IT-koordinator, Programmør)).

Ikke bare opererer den borgerlige antifeminisme med et samfundssyn, der tilsiger, at det er udgifterne til det reproduktive, der gør os fattige og at det er folk med ansættelser inden for disse områder, der derfor bærer skylden for forarmelsen. De borgerlige antifeminister personliggør og dæmoniserer også velfærdsstaten ved at tildele den et (kvinde)køn og undertrykkende moderlige karakteregenskaber: Anne Sophia Hermansen beskrev f.eks. i et interview i Politiken antifeminismen som en kamp imod »Big Mother-omklamring«, der skyldes at kvinder ikke ønsker at »blive lagt passivt til velfærdsstatens bryst«. (http://politiken.dk/debat/ECE1295257/fri-mig-for-big-mother-omklamringen/).

Den borgerlige antifeminisme adskiller sig på visse måder afgørende fra den almindelige samfundsdebat (hvilket faktisk også er det, der gør den til en primitiv og dårlig diskurs - propaganda var en rimelig betegnelse). En ting er selvfølgelig, at der med politiske overbevisninger også følger en kritisk holdning til visse institutioner og bestemte måder at organisere samfundet på. Det er der ikke noget mærkeligt eller forkert ved. Men hvad den borgerlige antifeminisme angår, er der jo tale om en stærkt følelsesbetonet, idiosynkratisk afstandstagen fra velfærdsstaten og den offentlige sektor. Ikke mindst er tildelingen af køn (kvindelig, big mother) og personlighed (omklamrende, kvælende omsorg, dominerende, undertrykkende) påfaldende. Er det holdningen til kvinder eller holdningen til samfundet, de borgerlige antifeminister snakker om?

Man er i tvivl.

Okay. Egentlig er det jo bare en anden måde at sige på, at kvindehad har afløst samfundskritik i den borgerlige antifeminisme.

Den spinkle kerne af rationalitet, der skulle begrunde de borgerlige antifeministers kvindesyn – (at produktion er mere værdifuldt for samfundet end reproduktion) – holder heller ikke. Det er direkte fejlagtigt at betragte velfærdsstaten og det reproduktive som tilsæt og udgifter. Faktisk var det NETOP investeringen i det reproduktive efter Anden Verdenskrig, der skabte velstandsboomet i '60–erne. Optimeringen af folkeskolen, vejnettet, den offentlige trafik, befolkningssundhed, ældrepleje, videregående uddannelser og så videre gjorde os rige. Velfærdsstaten som sådan udgjorde en kolossal optimering af produktionsapparatet og arbejdskraften. Desuden betød den, at det reproduktive omsorgsarbejde, som kvinderne tidligere havde udført ulønnet i hjemmet, nu blev udført ude på arbejdsmarkedet for penge. Og denne anderledes måde at organisere det reproduktive på, øgede kapaciteten enormt, hvilket igen muliggjorde en markant øget levestandard.

Det er altså på grund af denne investering i infrastrukturen i årtierne efter Anden Verdenskrig, som simpelthen ER velfærdsstaten, at det danske samfund som helhed blev fantastisk velfungerende og produktivt. Den offentlige sektor er ikke en forbruger af ressourcer skabt i den private sektor, sådan som de borgerlige antifeminister fremstiller det. Tværtimod udgør den en værditilvækst. I modsætning til påstanden om, at det private erhvervsliv »betaler« de offentligt ansatte kvinders løn, kan vi direkte takke kvindernes indsats på arbejdsmarkedet for den stigende levestandard.

En anden side af sagen er så, at VKO-regeringen i sine år ved magten faktisk udbyggede og substantielt fordyrede den offentlige sektor. Da man indså, at det var for politisk svært at gennemføre store nedskæringer, gik man i stedet den modsatte vej og udnyttede den råderet, man i kraft af regeringsmagten havde fået over den offentlige sektor til for lønmodtagernes penge at ansætte folk, hvis opgave var at disciplinere andre offentligt ansatte og folk uden for arbejdsmarkedet. En slags trojansk hest… Men reelt var der jo tale om omkostninger knyttet til arbejdsgiverne og den private sektors interesser - som det bare er lykkedes at tørre af på de almindelige skatteydere. Genialt! Ja.

Men det har som sagt ikke noget at gøre med udgifter til det reproduktive.

Den nye fattigdom og generelle fald i levestandard, der bryder igennem i de vestlige samfund i disse år som et kolossalt chok for befolkningerne, har i virkeligheden ligget og simret under overfladen længe, men uden at det rigtigt er gået op for de fleste. Jeg undrer mig nogle gange over, hvordan folk har kunnet undgå at opdage den gradvist faldende levestandard på visse bestemte samfundsområder gennem de sidste 30 år? Og hvordan de har kunnet undgå at spørge sig selv, hvordan i alverden dette kunne passe – når virksomhederne og aktiemarkederne samtidig gav enorme afkast? Der er ikke længere råd til, at børn kan få sig et glas mælk til frokosten henne i børnehaven (og faktisk heller ikke til den pædagog, der i givet fald skulle skænke det op.)… samtidig med at de bliver afleveret om morgenen af forældre, der har to biler i carporten, drikker vin til maden og årligt tager på ferierejser til udlandet.

Offentlig trafik var både bedre og billigere for 30 år siden, end i dag! Og det samme gælder for postvæsnet, skolerne og universiteterne lige som f.eks. ældrepleje i form af hjemmehjælp, fysioterapi, genoptræning m.m.. Tror nogen, at det var en tilfældighed, at 13-tallet blev afskaffet i den nye karakterskala!? Nej. Det var det ikke. Det var udtryk for, at vi opgav at fastholde en oprindelig standard i vores uddannelsessystem. Absurd nok samtidig med at Lars Løkke henrykt proklamerede sin ambition om, at Danmark med ham ved roret nok skulle generobre sin tabte førerposition på uddannelsesområdet.

På samme måde kan jeg huske, hvilket kolossalt stort indtryk det gjorde på mig, da jeg som ung  studerende i begyndelsen af '80-erne var på ferie i Italien og oplevede tiggere på gaderne. Der var nemlig ikke tiggere i Danmark den gang, og derfor havde jeg aldrig set det før. Hvordan det er i dag ved vist alle – og nej, det var begyndt længe inden østeuropæerne gjorde deres ankomst.  Kan folk virkelig ikke se, at vi rent faktisk igennem længere tid har oplevet en forarmelse og en tilbagerulning af civilisation?

Anført af Tatcher i England og Reagan i USA – begyndte de vestlige lande fra og med '80-erne at føre en økonomisk politik, der baserede sig på deregulering af finansmarkederne og besparelser og nedskæringer af den offentlige sektor. Og siden den tid har hver ny generation overtaget en lidt mere nedslidt og dysfunktionel infrastruktur end den forrige. Krisen skyldes ikke som hævdet »overforbrug af velfærd« (absurd udtryk under alle omstændigheder). Derimod har nedskæringer og besparelser i den offentlige sektor siden '80-erne i stedet for udvikling, investering og optimering ført til, at velstandsniveauet og uddannelsesniveauet er faldet støt i de vestlige samfund – også inden krisen slog igennem. Stik imod neoliberalismens påstand skaber nedskæringer i den offentlige sektor og besparelser på infrastruktur og reproduktion ikke rigdom, men fattigdom!

Men neoliberalismens tåbeligt primitive nedvurdering af det reproduktive er altså selve grundlaget for den borgerlige antifeminisme.

Man kan selvfølgelig godt spørge sig, hvordan Henrik Dahl, der er uddannet sociolog og må formodes at have en dybtgåede forstand på samfundsforhold, kan forfægte et samfundssyn, der totalt underkender det reproduktives værdi. Men det er ikke pointen lige her. Pointen er, at han gør det. Og at han erstatter nøgtern analyse med usaglige fordomme imod kvinder. Pointen er også, at ingen anholder den urimelighed, Henrik Dahls tankegang så åbenlyst repræsenterer. End ikke de, der måtte formodes at være imod den.

Det fænomen, at holdninger fremsættes som var de facts, uden at nogen griber ind, er dét, der også kaldes definitionsmagt… at have definitionsmagten. Så når Henrik Dahl kan sige, som han gør, uden at nogen stiller ham til regnskab for, at det er tåbeligt, er det et udtryk for, at han sidder med definitionsmagten. 

Den borgerlige antifeminismes holdningskatalog er blevet den måde »man« tænker på.

                                                                     *

For nylig fik jeg den tanke, at den underligt primitive borgerlige antifeminisme måske var et udtryk for at flere og flere mennesker har udviklet en form for spaltet identitet, som de ikke engang tænker nærmere over (... fortsættes)




                                           ******************************************



Kommentar. Der er mange halvkloge akademikere, og bullshitforskning er de halvkloges hævn over de helkloge.

An ethico-onto-epistemologicalissue

Af Henrik Dahl

"This interview was conducted on a balcony, overlooking the Mediterranean Sea (with airplanes taking off and landing above our heads) during the Third International Symposium on Process Organization Studies, at Corfu, Greece in June 2011. The symposium had the theme 'How Matter Matters: Objects, Artifacts and Materiality in Organization Studies'. We talked the day after Karen Barad had given the keynote: 'Ma®king Time: Material Entanglements and Re-memberings. Cutting Together-Apart'."

Sådan begynder spidsartiklen i det seneste nummer af tidsskriftet Kvinder, Køn & Forskning. Og man ser i ét glimt, hvad det hele går ud på.

Siddende på en altan har vi tre medlemmer af en sekt, der på andre regning drager omkring mellem konferencecentre - helst i den subtropiske klimazone - og leget dybsindige ordlege.

Samtidig flyver der store maskiner rundt oppe i luften. Maskiner, der vejer både tre og fire hundrede tons. De er konstrueret af saglige ingeniører, der intet ved om "ma®king time" eller "rememberings" eller "dis/continuity" eller "intra-acting". Til gengæld arbejde de i praksis med det, konferencedeltagerne sidder på altanen og snakker om: apparater (som i: maskiner. Dingenoter).

Hør først, hvad Karen Barad siger: "The bots fixing one part of the apparatus to another, or springs that enable parts of the apparatus to move and be responsive - are of fundamental importance."

Og betænk så det ironiske i, at hverken Karen Barad, Malou Juelskjær eller Nete Schwennesen (de to andre altansnakkere) ville kunne levere så meget som to sekunders nyttigt input til dem, der dagligt arbejder med teknologisystemet "flyvning".

Skønt det angiveligt er procesorganisering, konferencen handler om, og de alle tre er dybt afhængige af de mageløse, flyvende apparater for at kunne leve det behagelige snakkeliv, de foretrækker.

Blot fordi mennesker, der lever af at lave usynligt tøj til kejsere, generelt har et dårligt ry, behøver der ikke være noget galt med Karen Barad.

Men allerede i den redaktionelle indledning til temanummeret får man mistanke om, at nu følger der mængder af bullshit. Hvorfor? Jo. Ligesom det automatisk bør vække mistanke, når nogen siger "vækrtøjer", ved alle, der har befattet sig med humaniora, at der er grund til at være på vagt, når nogen skriver "materialisms" eller "understandings".

Den tekst, der står rundt om sådanne sjældne flertalsformer (og her gemmer sig måske et spændende specialeemne: flertalsformen som jargon), vil meget ofte være vag og selvrefererende. Præget af den selvforståelse, at den repræsenterer et eller andet nyt og spændende "turn". Og ikke mindst: politisk korrekt til det yderste.

Men lad os ikke fælde en dom for tidligt. Lad os se, hvad der findes af bullshitmarkører i samtalen, før vi fælder en dom.

Bullshitmarkør 1: Referencer til kvantefysikken. Det er ikke uden grund, at den til dato mest rystende afsløring af intellektuel svindel inden for humaniora (Alan Sokal: Towards a transformative Hermeneutics of Quantum Gravity) benyttede tricket.

Karen Barad ved antageligvis noget om kvantefysik; hun har en doktorgrad i pratikelfysik. Men hun er slået ind på en levevej, hvor hvor hun først og fremmest imponerer mennesker, der ikke aner en klap om emnet. Som for eksempel redaktionene af Kvinder, Køn & Forskning.

Bullshitmarkør 2: Referencer til akademiske plattenslagere som Derrida og Foucault.

Bullshitmarkør 3: Politisk korrekthed. En af de morsomste passager i interviewet med Barad er omtalen af en vis Monica Casper, der forsker i kirurgi på fostre.

Ifølge en mand, der måske ikke er plattenslager, men oversælger nogle ret enkle pointer, Bruno Latour, er ting, vi andre betragter som døde eller ikke-menneskelige, også aktører.

Men hvad så, når man i Latours ånd ser på fostre?

Så der de jo også "aktører"; altså mere eller mindre levende. Ups. Det mener de højreorienterede sådan set også. Så må vi lave en undtagelse, så vi både kan snakke latoursk og være venstreorienterede. Grineren.

Bullshitmarkør 4: Hjemmelavede ord og begreber. Teksten består nærmest ikke af andet: "Cuttingtogehter-apart". "Im/possibility". "Dis/continuity". "Spacetimemattering". Og det mest latterlige af dem alle: "An ethico-onto-epistemologicalissue".

Det er tydeligt, at Barads "tænkning" er en bestæbelse på at ødelægge al stringens. Hun hader distinktioner - men uden kan man ikke tænke.  Og hun argumenterer ved at producere lange kæder af hjemmelavede ord. Af den slags, hvor det ottende er drejet en halv omgang og limet på det første; til et intellektuelt møbiusbånd, hvorfra der ikke er nogen udveje.

Det er 99 procent sikkert, at Karen Barad er bullshit. Men hvorfor så dyrke hende? Fordi der er så mange halvkloge akademikkere, og bullshitforskning er de halvkloges hævn over de helkloge.