Dag 5 - komøg i stuen og Angela, kom hjem!

Hm. De lovede at de ville anmelde bogen inde på MANDFJOLS.dk. Men intet sker.

Få så gang i stavepladen, derinde! Hvor længe skal man vente? Pyyy – og der lugter altså af hø og komøg i hele hytten, hver gang man har været inde på den hjemmeside. Det gider jeg ikke alt for mange gange forgæves.

Gud! Familien Sorts Angela Brink – (mørkets engel)  - giver Marie Louise Kjølbye det glatte lag inde på hendes facebookside. Fordi hun anmeldte »Patteprinsen og de skinhellige drager« i Information. Nej, nej, nej. Hun tæsker jo løs på hende…  »Du skulle skamme dig«, siger hun til Marie Louise.  Åhh Gud! Og hun kalder »Patteprinsen og de skinhellige drager« for en »bæ i bogform«… Og flipper FULDKOMMEN ud over folk, der ikke taler pænt… Det er vist mig hun mener… der ikke taler pænt. Men det GØR jeg da, Angela. Virkelig! Det er jo hende selv, der rabler løs om (bvadr) bæ. Og »skam dig« til en stakkels anmelder, der bare har gjort sit arbejde. Hun kalder også mit bogprojekt »forargeligt, principfattigt, infantilt… og falskt«. Og noget med at jeg morer mig over en utilregnelig tosse.

Hør her, Angela. Ja, jeg ved sgu godt, at det var dig og Paula, som Bethany kaldte for »de blankpolerede speltkusser«. Og at du omtrent tog din død over det. Åbenbart. Man ER nødt til at prøve på ikke at tage Bethany personligt, hvis man skal overleve hende. Hun er skarp – men hun ER også for meget, ikke? Det indrømmer hun oven i købet selv. Hold dig til det! At Bethany KALDER dig for »en blankpoleret speltkusse« betyder ikke, at du ER en blankpoleret speltkunne. Ikke KUN i hvert fald. Og så til mig – som det åbenbart skal gå ud over her: Jeg nævner dig jo ikke med et ORD i bogen, Angela. End mindre sammenhængen imellem din identitet og så Bethanys… øhm… titulering, hvis man kan sige det sådan.

Det, du åbenbart synes er så uendeligt pinligt og som du kalder, at jeg hænger debattører ud – det er såmænd bare, at jeg citerer dem for deres holdninger. Og ja. Det ER uendeligt pinligt. Det har du ret i! Men pinligheden skyldes jo ikke MIG – jeg er bare budbringeren med det dårlige budskab. Pinligheden skyldes den stupiditet. Og veritable dumhed, som bemeldte debattører DEMONSTRERER i deres… samfundsdebat... Det kan jeg jo ikke gøre FOR. Og jeg synes ærlig talt, at jeg er i min gode (demokratisk grundlovssikrerede) ret til at gøre det omgivende samfund opmærksom på, at den her stupiditet og primitivitet FINDES. Ja, ikke bare FINDES den. Den er ligefrem toneangivende.

Jeg skal nemlig fortælle dig en ting, Angela. Da jeg første gang kom ind på Damefrokosten for halvanden års tid siden efterhånden, troede jeg først, at dem der fremsatte alle de rædselsfuldt stupide og kvindefjendske synspunkter i diskussionerne derinde, var sådan nogle som dem Anne Sophia Hermansen kalder »underbuksemennesker«.  Altså nogle lidt havarerede, skæve eksistenser, der har mere eller mindre en skrue løs og som hader kvinder, fordi de har lidt en eller anden forsmædelse i kærlighedslivet en gang. Men så gik det op for mig, AT DET VAR DET OVERHOVEDET IKKE!!! Det er YNGRE, VELUDDANNEDE, RESSOURCESTÆRKE mennesker. Folk med indtil flere akademiske grader – de ser oven i købet meget pæne ud flere af dem.

Og det var det samme med 180grader… og trådene til Anne Sophia Hermansens blog. Yngre, ressourcestærke, veluddannede mennesker m/k, der udspyede det mest primitive, elendigt argumenterede nærmest fascistoidt nedsættende syn på kvinder. Vel at mærke UDEN på noget tidspunkt i debatterne at blive anholdt for det utilstedelige i synspunkterne. Det er det, jeg tager op i min bog, Angela. Dette dybt foruroligende skred i retning af det primitive og stupide i samfundsdebatten, som det segment står for. Min bog peger på, at det her findes… med belæg i konkrete eksempler… fordi jeg synes, at det er vigtigt at gøre… fordi det NETOP ikke er – som jeg først troede – et marginalt fænomen… men derimod blomsten af Danmarks ungdom… dem der gerne vil styre det her land og faktisk gør, hvad de kan for at komme til det, (jævnfør at Ole Birk Olesen er gået ind i politik – og Anne Sophia Hermansen VILLE have gjort det, hvis ikke det var for hendes stress-sammenbrud, Mie Hader har allerde længe svinget sig i De Konservatives partilianer – og jeg kunne blive ved).

Hvad dig angår, Angela. Så tror jeg at dit EGENTLIGE problem… med det hele… er, at du er for intelligent til IKKE at se de ting, jeg peger på i min bog. Og derfor føler du en dyb, dyb, dyb beskæmmelse over at være en del af det, jeg peger på. Du beder Marie Louise Kjølbye SKAMME sig… Men det er jo DIG, der føler skam. Og nu ikke ved, hvad du skal stille op med den følelse.

Mit bedste råd: Kom hjem, Angela! Stå ved din egen begavelse og det, den fortæller dig. Det er nemlig ingen skam. Og… Hold da op. Hoooold da op. Nej NU kom Mette Fugl sgu på banen. Så behøver jeg jo sådan set ikke at skrive mere. 

Hm. 

Ville egentlig have citeret, men internettet er nede her i Vanløse (##&€%%##!§!!&).

Folkens, I må simpelthen selv gå ind på Marie Louise Kjølbyes facebookside og se hvad Mette Fugl mener. Om englen.

Brrrr.

Tror at man skal have sig en pause fra alle aggressionerne og tænder for radio 24syv. Bare for at høre Søren Fauli (chokoladeskilpaddemanden) og bloglandets vintergæk, Mie Hader aftale med hinanden at de vil… knuse feminismen… er ordene…

KNUSE feminismen…

Jamen, hvor er det dog ubehageligt!

Mie – hvad har jeg sagt til dig om det med aggression…. imod kvinder, hvad? At bare fordi du er VOKSET OP med det, betyder det jo ikke, at du skal videreføre det i dit eget voksenliv, vel? Ja, jeg ville næsten sige TVÆRTIMOD. Hvis din far »knuste« familiens kvinder, sådan som du fortæller i din klumme i JP –  burde det så ikke nærmere være sådan en slags reminder om, at feminismen kan være EN GOD IDÉ!? Just for the record.

Fortsættes…

Dag 4 - Mie Harder, Camilla Paaske og de voldelige kærester

Mmm. Godmorgen - dejlig morgen… Hov, hvad Søren er det? Aha! Så er selveste bloglandets vintergæk, Mie Harder vågnet op, – min blog er ugens billige grin inde på hendes facebookside, skriver hun…

Uuh du milde. Familien Sort er sandelig gået helt i selvsving derinde, må jeg nok sige.

Hvad står der? De synes min blog er alllllt for egocentreret. ??

Jamen, var det da ikke, Henrik Dahl (Familien Sorts nye æresmedlem), der ellers bad mig om at gå op på mit værelse? I anledning af at min bog udkom. (»Jette Hansen: Gå op på dit værelse«). Jamen det kan jeg da huske. Du har ikke slettet det, vel Henrik? For det synes jeg nemlig er så træls… Når man skal henvise til noget andre har sagt om en på facebook… og så har folk stukket halen imellem benene i mellemtiden, så det ikke står der mere, når man skal bruge det (hallo Annette Nielsen, er du der?) Ha, ha. Nej… Spøg til side. Alvor om vi må bede! Det var bare det, de ville sige, Familien Sort... går jeg ud fra. Og jeg må stramme mig an. Det er klart. Man spilder ikke ustraffet seriøse folks tid. Tænk på hvor mange hjemløse, arbejdsløse og bistandsmodtagere, de kunne have nået at hetze… og kvinder… på den tid de nu bruger på at læse mine blogindlæg.

(Helt ærligt.. Jeg havde tusinde hits,… TUSINDE… her til morgen. Hvem er det? Kom frit frem! Sig noget!)

Åhhh, øøøøøøv de er sure over, at jeg gør mig lystig over Jakob Engel-Schmidts »blankpolerede speltisse«. De ved ikke hvad en speltisse er, siger de. Men de befrygter, at det har noget med Bethany at gøre. Og det er selvfølgelig altid urovækkende.

Mmm. Der er sørmer nogen, der har hørt mig i radioen hos Monica Krogh-Meyer og Dennis: »Den måde hun heglede Dennis Johanneson igennem på. Han kunne overhovedet intet sige som kunne gøre hende tilfreds. Hun er skræmmende….«

Ha, ha, ha. Skræmmende…? Ja, jeg forstår det selvfølgelig godt. Kvinder, der er umulige at tilfredsstille… Det MÅ heller ikke være sjovt. Hver mands rædsel. Men faktisk tror jeg næsten heller ikke, at der overhovedet FINDES nogen utilfredse kvinder mere. Det tør de simpelthen ikke være. Mændene kan ikke tåle det. Og alle Familien Sorts kvinder… DE er i hvert fald HELT SIKKERT ENORMT tilfredse. Det er nærmest sådan en slags ADELSMÆRKE… eller VAREMÆRKE, ha, ha – vi er trods  alt ovre i det liberalistiske segment, der hvor VARER for længst har afløst ADEL. Tilfredshed er et VAREmærke.

Ååårh, hvor er tonen vel nok hånlig. De siger at min mand »åbenbart« har ladet mig have en pc'er i køkkenet. Mit køkken egner sig slet ikke til at sidde og skrive i. Bare for at I ved det. Pyyyy, I er grimme.

Og de folk kan ikke lide mit hår heller. Og så er jeg endda lige blevet klippet. Ja, det kan de selvfølgelig ikke vide. Men det er jeg altså. Suk. Intet kan man åbenbart gøre rigtigt. Hvad er det ved pagehår I synes er så forfærdeligt?

Grrr. Og til den tosse, der brokker sig over »kommaoverload« og bla, bla, bla det er ikke til at læse: Det er PUNKTUMMER!

Se nøje efter - her: ….. Ikke? Punktummer! (Forresten er det Celine der har fundet på de... skrivestilen med mange punktummer... mener jeg... ... .....).

Camilla Paaske… L… nej, jeg NÆGTER simpelthen at skrive Hjort med L i stedet for HJ, bare fordi det ligger lige for. Jeg GØR det ikke… Hjort, Hjort - der var det. Pyyha, Camilla Paaske Hjort. Jeg er (stadigvæk) et anstændigt menneske. Nåmmen hun fortælle altså, at det skam er hende SELV, der har fundet på overskriften til det debatindlæg i Politiken, dagen før min bog skulle udkomme: »Når gamle krager skræpper«.

Arjj, Camilla L… Hjort, hvor enormt frækt. Du er vist en rigtig værre en. Men selvfølgelig forstår jeg da godt at du gerne vil prale for den Sorte Familie af dine lyse indfald (du får vel ikke så mange).

Nå – og så vil MANFO anmelde min bog, skriver Lennart Kiil. Jeg vidste ikke engang, at de kunne læse. Jeg troede at det var derfor de stavede MAN(D)F(J)O(LS) uden D,J og LS. Det er sandelig GODT jeg kommer fra landet. For det formelig stinker af karlekammer og hø med møg, når man åbner den hjemmeside. Prøv bare selv: Manfo.dk. Bvadr.

Men jeg ved da, at du er kærester med ham der Lennart Kiil, Camilla – ham der kører MANDFJOLSE-bulen, den attraktive herre med det kraftige kæbeparti - jamen I ER sgu en stor familie derinde, Familien Sort. Fascinerende form for incest, når man tænker over det. Men liiiige i den forbindelse ville jeg egentlig gerne snakke et par borgerlige (!) ord med dig, Mie Harder… For ved du hvad, der er altså noget jeg har tænkt på. Du ved godt dengang, der var det der fyraftens debat-møde inde på Cepos, hvor du diskuterede med KVINFOs direktør Elisabeth Møller Jensen, ikke? Altså efter mødet, ved du hvad så? Så modtog Elisabeth Møller Jensen sørmer et utroligt modbydeligt trusselsbrev… fra en fyr… Se her hvad han skrev:

»Det du arbejder for, betragter jeg som rendyrket fascisme af aller værste skuffe. Og bliver jeg engang virksomhedsejer, vil jeg ikke tøve med at forsvare mig imod statslig indgriben i min virksomheds ledelse med magt - og om nødvendigt med dødelig magt. Bare hav det i baghovedet, når du drømmer om statslige kvoter og forbud imod sexkøb. Der er gode, redelige og anstændige mennesker derude, der ikke vil finde sig i hvad som helst - og vi vil forsvare os imod den slags overgreb til sidste patron og sidste blodsdråbe«.

Pyyyyha, hvad Mie. Det ER sgu da lidt ulækkert egentlig. Hvad? Synes du ikke? At bare fordi folk stiller op til offentlige debatmøder, må de finde sig i at få den slags primitive, lede trusselsbreve smidt i nakken bagefter. Elisabeth Møller Jensen havde endda sagt, at hun IKKE gik særligt ind for kvoter lige i øjeblikket. Ha, ha. Nej. Men selv om hun så HAVDE gået ind for kvoter, skulle hun vel egentlig også have haft lov til det… uden at blive truet på den måde… vil du ikke mene det? 

»…til sidste patron og sidste blodsdråbe… om nødvendigt med dødelig magt – bare hav det i baghovedet…« brrr – jo, tak – det er da dejligt at have den slags »i baghovedet«. Hvordan ville det være for dig, tror du? Men Mie lige dét der med dig… det vender vi tilbage til lige om lidt. For jeg forstår jo, at den fyr, der sente det trusselsbrev til Elisabeth Møller Jensen - er ham der Lars Krag Andersen, (tidligere men nu ekskluderet politibetjent), som du er KÆRESTER med. Mie – din KÆRESTE truer folk, du er politisk uenig med, efter at du har debatteret med dem.

Hvor fedt synes du selv, at det er? JEG synes at det er… uhyrligt!  Og det er dér, jeg synes, at vi skal have vores snak. For du har jo lige debuteret med en avisklumme, var det i JP? – som du har gjort reklame for at folk ENDELIG skal læse. Og det har jeg så gjort. Den handler om din barndom, om hvordan din barndom har været. Du er nemlig træt af, at folk mener, at du sikkert er født med en sølvske i munden… og at det er derfor, at du er så enormt højreorienteret, som du er. Og nu skal folk altså høre, hvordan din barndom VIRKELIG var: Din familie var socialt belastet, der var alkoholproblemer, din far var voldelig og I måtte bo på krisecenter…

Hør her, Mie. Det synes jeg var hårdt for dig… ja, for jer alle. Det mener jeg. Men når nu du ligefrem insisterer på, at fortælle det her i offentligheden, så kan jeg ikke lade være med at koble imellem, at du har haft en voldelig, alkoholiseret far – og at du i dag har en kæreste, der fremkommer med voldstrusler imod de kvinder, du debatterer med. Og det er f.eks. det jeg mener, når jeg siger, at de borgerlige antifeminister fører en kvindefjendsk debat, der hviler på personlig ubevidsthed. Det personligt ubevidste går i denne sammenhæng på, at du åbenbart er helt ubevidst om, at du har en binding til voldelige mænd, der hader kvinder (ligesom din far - »Giftes med med farmand for farmand er så…« øh nå nej ikke lige »sød« måske…  men ELLERS passer det). Og at du slet ikke kan se noget problem for debatten i, at din kæreste optræder som dit eget personlige, voldelige tæskehold og kommer efter de kvinder, du er politisk uenige med, Mie.

Men Mie, det er jo heller ikke kun dig. Tværtimod. Det er nærmest en hel TREND i Familien Sort, at I indretter Jer på den måde. I kommer i par og så har I tøser fyrene som tæskehold til at bakke jer op. Se nu Camilla Paaske Hjort, der som sagt er kæreste med MANDFJOLSbestyrer, Lennart Kiil, ikke? Lennart Kiil og hans bror, Lars Kiil var jo dem, der truede med at sende »en fuld Breivik« imod KVINFO… fordi der var en artikel i KVINFOs nettidsskrift, som man ikke brød sig om. »Lad os sende en fuld Breivik imod KVINFO«. Brrrr. Har I tænkt på, hvordan det mon føles at arbejde et sted, hvor man får sådan nogle trusler?

Mie – det er derfor jeg synes, at jeres debatkultur og den samfundsdiskussion, I står for, repræsenterer et uheldigt tilbageskridt i retning af noget primitivt og ja… en personlig ubevidsthed.

Fortsættes… (i næste afsnit skal vi møde Englen ved Bredden og høre om, hvordan HUN havde det med »Patteprinsen og de skinhellige drager«).

Dag 3 - fortsat

En eller anden nervøs damestemme inde fra Deadline ringer:

- Øøøhm, vi … vi vil gerne aflyse…jo HOST øh, fordiøhh du skulle jo ellers have været inde… nu her HOST, ikke, og... men øhm altså. Vi bliver desværre nødt til at aflyse.

Den der slags jeg-har-det-enormt-dårligt-med-det-jeg-nu-siger/der-er-IKKE-noget-at-diskutere-stemme.

Suk. Ærlig talt. Tror I virkelig ikke at jeg godt havde regnet det ud… måske? Uuuuu nej. Bogen fik »jo« dårlige anmeldelser – ikke mindst den i Weekendavisen- brrr, uf. Og det havde vi sgu ikke lige set komme – Jette Hansen, … plejer hun ellers ikke at være ret sådan driftssikker?… God skribent og alt det. Gennemarbejdede artikler. Og nu… host, host… vi ved ikke helt, hvad der er galt. Men vi har i hvert fald været snublende tæt på at holde på den forkerte hest, uuuu piiiinligt… Og skal VI røre ved en fiasko… Inde på Deadline… Landets højest profilerede nyhedsudsendelse. Oh no! Eller give os til at tænke SELV… Da bestemt ikke! For helguland, - hvem ringer og aflyser!?

- Hm. Nå. Jo. Tak for beskeden! siger jeg (jeg vidste jo den ville komme).

- Øhm ja, altså… fordi nu siger vi det jo i så god tid at… så at… øhm det forhåbentlig er i god nok tid til, til… at du… bare kan… lave noget andet. Ikke?

- Jo. Jo, det er helt fint. Tak.

- Altså… det er jo helt i orden… mener jeg… når man får besked… jeg mener, når vi altså ringer.. nu, ikke også… ringer som nu og siger at vi øhm, øhh – at det er aflyst. Det er det. Aflyst, ikke? Vi har sagt det i god tid, har vi måske ikke det? Og…

- Jamen det ER helt fint! Det er det virkelig. Mange tak. Farvel!

- Nå. Nå, øhhh – jamen… så farvel….

Pyyy, dame. Jeg brokker mig ikke. Er det virkelig så svært at forstå? Jeg vidste jo udmærket godt, at det ville komme. Fino. Og så er det det. Argh. De folk tror altid, at det er verdens ende (og verdens begyndelse)… med deres programmer… om man nu får lov til at være med eller ej… Men guess what. Det er det altså ikke for os alle sammen.

Min forlægger mailer – en svensk forlægger siger ja til at se på bogen: Om Kajsa Ekis och Eb. är överens om att den är bra så måste den vara lite speciell. Jag läser gärna!

Heja Sverige!

Dag 3

Vågner med uld på tungen (nej, det er ikke for at sige noget dårligt om fårene. Lige som det i går ikke var for at sige noget dårligt om »damefrisørerne« eller »parfumesælgerne« – og så er jeg ikke engang sikker på om det var lige det, de var – men noget LIGNENDE i hvert fald), bvadr. Prøver at skylle det væk med noget bitter kaffe. Brrrr. Er midt i en længere mail, da mobilen ringer og det er Monica – Monica Krogh-Meyer – radiojournalisten. Ikke at jeg ellers kender hende, men hun skrev, da min bog skulle udkomme og inviterede mig til at deltage i sit radioprogram, »Så har vi balladen«, (sammen med… Dennis, søde Dennis… som jeg heller ikke kender, men som Monica fortæller er en SKØN fyr…. gift med Karina… Karina fra Lykkehjulet i sin  tid. Mmmm. Dejlig, skøn kvinde. Tillykke Dennis!)

- Øh halloo hej, Monica???

- Halloooøhhh…Er du på vej… Jette?

- Øh, vej? Hvodan mener du… vej? Det snurrer rundt for mig lige et kort øjeblik. Hvad taler vi om?

- På vej… HERUD!, siger Monica.

- Herud…, gentager jeg tåbeligt. Men det er jo… øh i morgen, ikke? Øhm at programmet er….

- Det er NU, Jette! Om 10 minutter, siger Monica.

Jeg kan huske den gang min datter kom til at sætte sig på katten, der havde lagt sig inde under slumretæppet…. Dyret eksploderede… røg lodret op i luften… fra nul til hundrede på et splitsekund. Nærmest som om den var clairvoyant og vidste, hvad der ramte den (en 52 kg. tungt placeret bagdel), endnu inden det helt var sket… Og i hvert fald befandt den sig i lejlighedens fjerneste krog  - helt blæst op – før man kunne nå at sige fillihankat. Og fuldstændig det samme var det faktisk med mig dén formiddag…. hvor det lykkedes mig at indfinde mig i et radiostudie på Amager fem minutter efter, at jeg egentlig skulle have været der (om jeg FATTER hvordan jeg fik den aftale forkert ind på lystavlen, #&!###!€%%# - argh). Men… Hold kæft, Monica var cool, hun fyldte bare tiden ud med et lille rask skænderi med Dennis, indtil jeg kom. Og så gik det ellers over stok og sten – om feminisme og den moderne kvindeundertrykkelse for åben mikrofon.

Endog gift-med-Karina-Dennis måtte finde sig i at få nogen på bærret… hvilket han skam tog som en absolut gentleman… og Monica havde helt ret i det der med, at han vel NOK er SKØN… sådan skinnende af den form for velpassede, velplejede trivsel, man så ofte finder hos mænd… mummmm, noget harmonisk urørligt… et overskud, som jeg ville ønske, at man også oftere oplevede hos kvinder. Men det er som om kvinder tit har noget i klemme… hvis man kan sige det sådan… at de er mere anfægtede. Og det med god grund, ville jeg mene. Men det er jo det, min bog også handler om. Og måske Dennis' lækre skinnende overskud allerede begynder der, hvor Monica har læst bogen på begges vegne – fordi hun aldrig ville få ham til at læse »sådan noget«, som hun siger. Men så gør hun det og breafer ham… uden sure miner… til gengæld leverer Dennis så charmen. Og den vil vi jo alle sammen gerne ha', både mig og Monica og lytterne. Det skal jeg ellers lige love for. For i hvert fald har de aldrig i deres program oplevet folk blive SÅ splittertosset rasende – som ved denne lejlighed. Luk munden på den gås. Fjern hende fra studiet. Få hende til at tie stille – og det der er værre. Ja, de aller mest rasende er faktisk kvinderne – hvilket overrasker Monica og Dennis, men i virkeligheden er lige efter bogen. Min bog. Hvor det nemlig er en pointe, at kvinders vrede imod kvinder er eskalerende. Det er også en pointe, at ingen forholder sig til argumenterne, hvis de er uenige i noget, når emnet er kønspolitik. Der bliver bare råbt, HOLD KÆÆÆÆFT! (Lige som Lillian (»lillemor«) i Anders Matthesens julekalender, »Jul på Vesterbro«).

Hold kæææææææft!

Ingen vrede er som kvindernes. 

Men tak for turen, Monica og Dennis! Og I må FANME undskylde det med, at jeg tog fejl af datoen.

Fortsættes…..

Dag 2 - Leo Nobody strikes back

For helvede. JP sætter en parfumesælger til at anmelde bogen, Berlingske en damefrisør – eller også er det omvendt. Frygteligt. Den ene skriver at jeg er for akademisk, den anden at mit sprog er som eet langt blogindlæg. ??? Den ene skriver at anmelderne ikke anerkendte min offensive sprogbrug i sin tid med min første debatbog,  »Det bløde punkt«, fordi det i virkeligheden bare var barnligt og latrinært. Undskyld… Jeg forholder mig altså til, hvordan jeg har oplevet det at være skrivende og debatterende kvinde – over et spand på 25 år. »Det bløde punkt« udkom i 1999 – for 13 år siden! Vil den ærede anmelder påstå, at hun skam har læst »Det bløde punkt«? Og derfor er i stand til at bedømme det stilistiske niveau og forklare hvorfor den blev anmeldt som den gjorde…  for 13 år siden? Fru anmelder. Det tror jeg simpelthen ikke på og jeg synes det ser ud som om, du anmelder din egen fordom slet og ret. Og lader avisens læsere i stikken. Hvad angår den anden… – frisøren… parfumesælgeren… whatever, jeg husker det ikke, men vedkommende fortæller i hvet fald læserne, at jeg skriver om den 70-erfeminisme, jeg selv har været med til at søsætte… Jeg tror NOT. Jeg tilhører den såkaldte Rødstrømpernes døtre-generation (f. 1960), hvilet jeg skriver højt og tydeligt i bogen, faktisk er det en pointe, at jeg opererer med tre generationer: 70-erfeministerne, min egen mellemgeneration, Rødstrømpernes døtre, og nutidens borgerlige antifeminister.

Wow, det siger alt om niveauet… og troværdigheden… at de damer anmeldere forholder sig til deres egne fordomme i stedet for til den virkelighed, det er meningen, at de skal bedømme.

Hmm – der kan man se, Ekstra Bladet har faktisk en anmelder, der læser bogen og forholder sig til den. Min forlagsredaktør modtager en mail om, at hendes chef inde på avisen er blevet nysgerrig – om forlaget gider fremsende et ex.? Fair nok.

Men… puuuuha. Politiken… har sandelig ikke ære af deres dækning.

Taler på Hovedbiblioteket senere på dagen, de gør nemlig bogen til månedens bog. Møder op til en sal fuld af interesserede og spørgelystne kvinder. Fantastisk! De fleste lidt ældre eller jævnaldrende med mig selv – og nogle helt unge. To mænd.

Hvorfor er det så svært for kvinder at komme igennem til medierne med det her, bliver jeg spurgt. Jeg svarer med at fortælle om Politikens dækning.

Første overskrift: »Vi gamle feminister bliver hetzet af de unge«.

Anden overskrift: »Når gamle krager skræpper«.

Tredje overskrift: »Jette Hansen – en svigtet feminist«.

Man insisterer på… gang efter gang… at tilskrive mig den samfundskritik, jeg rejser, som en personlig frustration, der sågar i sidste ende kommer til at udgøre noget mangelfuldt ved min person: At jeg er enten »gammel« eller »svigtet«.

Man fratager min person og mit projekt al autoritet på den måde!

Den unge fyr, de lod anmelde bogen, sidder på den selv samme debatredaktion, der står som afsender af overskriften på debatindlægget imod mig dagen før udgivelsen, »Når gamle krager skræpper«. Ja, måske er det ligefrem ham selv, der har fundet på den?

De giver bogen to hjerter… Kan de så tage dem væk! Jeg vil ikke have et eneste. …

Clement venter, Debatten denne ugen skal handle om 8. marts, jeg er lidt bimmelim efter et glas hvidvin, jeg skyllede ned i stor hast inde på Hovedbiblioteket, men klarer hjernen med en kop varm cacao i venterummet ude på DR, før man skal i studiet. Programmets øvrige deltagere indfinder sig: Povl Krogsgaard Larsen, Jacob Engel-Schmidt, Iben Wiene Rathje (SF), Özlem Cekic (SF), Pia Olsen-Dyrh (SF), Manu Sareen (R), Lykke Friis (V), Fatma Øktem (V), Ole Birk Olesen (LA), Marie Krarup (DF) - (ja, okay undskyld – kopieret fra DRs programside). De spankulerer rundt i gemakkerne som om det var deres egen dagligstue.Egentlig skal det vist forestille, at de mener noget virkelig forskelligt. Alvorligt. At deres liv nærmest går ud på at forfægte dén forskel til sidste blodsdråbe. Men det mærker man nu ikke meget til her, hvor man joker og snakker familiært. Nogen er just hjemvendt fra New York og lider af jetlag. Özlem skælder skælmsk ud på Ole Birk Olesen – var det ikke ham der skrev det der blogindlæg om, at kvinder var uegnede til at forvalte samfundsmagt… fordi de var komplet irrationelle? Jo, jo… Det var det da. Ha, ha. Krøllebøllen virrer med lokkerne og ler ad sit eget indfald – et blogindlæg på Damefrokosten… for et stykke tid siden efterhånden.

- Det vandt afstemningen som årets bedste blogindlæg, indskyder jeg. (Faktisk har jeg det med i min bog, som et eksempel på, at jeg mener det er en myte, når man påstår, at kritik af kvinder er fuldkommen tabuiseret og aldeles forbudt).

Ole Birk Olesen ser en smule forlegen ud i et kort øjeblik. Özlem ser ud som om hun tænker… fordi hun er lidt i tvivl om, hvad hun skal mene.

- Jamen… øøøm, det var også enormt… underholdende, siger hun så.

- Jeg vidste slet ikke…at du kunne skrive den slags, Ole.

- Ha, ha.

- Nej, nej.

De er i hvert fald ikke uvenner på nogen måde… altså efter det med Carina-debatten… hvor Liberal Alliance mildest talt trampede på alt, hvad Özlem må formodes at stå for… inclusive Özlem selv… konstaterer jeg lettet. No hard feelings. Ret beset er det jo også som en stor familie. En stor fjernsyns og radio og avis og internet-familie. Man kan slet ikke engang tælle, hvor mange gange de her folk har været i Debatten… og Deadline… og Jersild… og TV2news… og… De her mennesker bebor simpelthen medierne. De opholder sig i dem. Som et hus, hvis værelser ellers ville stå gabende tomme. Dette er Danmarks mediesegment. En samfundsklasse i sin egen ret. Jeg kigger mig rundt. Jacob Engel-Schmidt… og de andre… Ole Birk Olesen og Lykke Friis… de duver i rummet som zeppelinere… opfyldte af stor lethed og selvtillid.

Jacob snakker veloplagt… (med spotlyset skinnende i den blankpolerede speltisse… gnæg, gnæg tænker jeg… maliciøst med addresse til Bethany Bitterfisse) om det der »missoir«, han er blevet bedt om at give sit syn på i aftenens program – et pissoir, hvor kvinder kan stå op og tisse… hvilket forslag (fremsat af Iben Wiene Rathje) har vakt voldsom furore i offentligheden. Selve tanken om, at kvinder skulle give sig til at stå op og tisse… Nu hvor vi ellers lige var blevet dejligt, behageligt enige om, at mænd, der sidder ned og tisser… vel nok er umulige at tage alvorligt som repræsentanter for deres køn…

Og vil kvinderne så venligst blive siddende!

Jacob er kommet frem til at missoiret er… useriøst… betror han en af de andre programdeltagere... Ole Birk Olesen, tror jeg…  Selv spiller han ud med et angreb på feministerne i anledning af, at en fyr på Paradise Hotel, blev befamlet på de ædlere dele af to piger, imens han lå og sov brandert ud –  et klokkeklart sexovergreb, mener Jacob, som ingen havde gidet at tage sig af…. Rettere: ingen feminister havde gidet at tage sig af….

Selv hørte jeg første gang om det angivelige overgreb, da jeg læste, hvad Jacob Engel-Schmidt skrev og tænkte, at feministerne – hvem end de er – måske slet ikke havde set Paradise Hotel? Og hvorfor i alverden Jacob Engel–Schmidt dog satte sig til at vente på, at feministerne greb ind? Hvis der var tale om et sex–overgreb…. det er jo forfærdeligt…. Og så vil han overlade til feministerne at tage sig af det… han respekterer ikke engang feminister,  kunne jeg forstå. Ja, han afskyede dem vist nærmest???

- Var det for meget forlangt at KVINFO tog telefonen… eller sådan noget…. sagde Jacob, da vi var på.

…KVINFO tog telefonen… Hvad taler vi dog om?

- Ved du overhovedet hvad KVINFO er, Jacob Engel-Schmidt? Det er et videnscenter og et forskningsbibliotek for køn, ligestilling og etnicitet, der har som sin hovedopgave, at initiere og formidle forskning og at bidrage til udviklingen af et ligestillet samfund…. som det hedder…

Hvor kommer det ind i billedet, at KVINFO skal agere ordensmagt? Clement korrigerede på intet tidspunkt den række af totale misforståelser og fejlopfattelser, som væltede ud af munden på Jacob Engel-Schmidt. Nej, men hvorfor dog også det? Kønspolitik er vel ikke, noget man ligefrem tager alvorligt… eller viser respekt… det er sådan noget vi joker med helt uforpligtende…

Sad Jacob Engel-Schmidt egentlig ikke for åben skærm på prime time tv og demonstrerede, at han overhovedet ikke tager seksuelle overgreb på mennesker (m/k) alvorligt…– ved at gøre det til en mediegimmick lige op i folks åbne ansigt… herunder nogle, som kunne tænkes faktisk at have været udsat for seksuelle overgreb. Sådan synes jeg sguda at det så ud. For ellers ville han vel også reagere selv, skarpt og prompte, hvis han oplevede det ske. Jamen selvfølgelig.Ikke?

Pyyyyyha. Udsendelen forløber som een eneste stor fremvisning af afmagt med hensyn til at forholde sig på mindste måde realistisk… kompetent… rationelt… til det kønspolitiske perspektiv på samfundslivet. Seerne bliver diverteret med væg til væg uforstand og kul sort reaktion. Manu Sareen virker efterfølgende ganske frustreret. Hvilket sådan set er det bedste, jeg har at sige om det.

Vågner til morgen med gårsdagens billeder klæbende til indersiden af kraniet som det skrald, der insisterer på at sætte sig på siderne af skraldespanden, når man tømmer den.

Vælter ud af sengen for at orientere mig i aviserne.

Hm – der kan man se, der kan åbenbart stadigvæk ske noget godt her i verden. En af sveriges skarpeste feminister, Kajsa Ekis har skrevet en anmeldelse af bogen på KVINFOs webmagasin… der hviler på, at hun faktisk læser den… og tager stilling til den læsning… Åh, hvor bliver jeg dog lettet… på sådan en nærmest metafysisk måde…  Der er nogen derude…

http://webmagasin.kvinfo.dk/artikler/de-feministiske-tanker-er-begyndt-gro

Hvor er det en fantastisk fornemmelse – efter damefrisøren, parfumesælgeren – og Politikens Lars Hedspore (undskyld, jeg kan godt se, at jeg skriver om dé folk på en måde, så at det ser ud som om jeg ikke respekterer deres faglighed. Men… det gør jeg heller ikke. Fordi jeg ikke kan… fordi det ER elendigt… som anmelderi betragtet, mener jeg. Ekstrabladet… Jamen den anmeldelse var sgu i orden… sådan… for her var en anmelder, der kvalificerede sin bedømmelse på bagrund af en læsning. Det tre andre…. jamen de anmelder bogen uden at tage stilling til argumenterne…. Og det er jo en utrolig ting, når man tænker over det. Nej… jeg respekterer ikke deres faglighed… Men i det mindste argumenterer jeg da for, hvorfor jeg ikke gør det).

Og Information – Marie Louise Kjølbye læser jo også bogen… hun kan læse den… en solid, gedigen, grundig læsning…  Vidundeligt! Hvor bliver jeg glad.

Nå. Så er der Weekendavisen.

Hm. Hm, hm. Ja, okay. Weekendavisen. Leonora Christina Skov anmelder… Altsåååøh. Jeg troede, at hun ellers var inhabil. Det der med at vi kender hinanden fra gamle dage… at jeg forholder mig til Bethanyaffæren, som hun var en del af og at jeg engagerede mig i en debat om genrelitteratur, som hun rejste i sin tid, med et kritisk indlæg imod hendes forfatterskab. Og så det med at hun gerne siger at hun gør noget ekstra ud af sin integritet som anmelder… at hun ikke vil anmelde bøger, hvor hun har et forhold til forfatteren…

Nej men det her….

Arj, du godeste! Det fylder jo omtrent to hele sider i bogtillægget… Og dé billeder af mig… Hvordan har de overhovedet fremskaffet dem? Jeg troede, at det var nogle, Information tog i sin tid? De må jo have sat himmel og jord i bevægelse for at fremskaffe dem inde på Weekendavisen.

Og så.. Åhhhnej, Christina. Og så den overskrift. »Den lilla møgjette og pulven«... 

Virkelig?

»Møgjette«? I overskriften. På anmeldelsen af min bog. I Weekendavisen.

Wow. Kan man virkelig bare gøre alt og skide på alt...? Når det handler om kvinder? Og feminisme?

Christina, det må åbenbart simpelthen have gjort så helt utroligt ondt på dig, at Bethany kaldte dig »Leo Nobody« i sin tid, da du kom for skade at engagere dig i bitterfissefejden på Anne Sophia Hermansen og de borgerlige antifeministers side. Leo Nobody… arh, jamen, Christina -  sådan ER det bare med Bethany. Hun har denne forandede evne til at ramme folk lige midt i deres aller ømmeste punkt. Hør her. Det er sgu ikke for at genere dig, at der (næsten) ikke står noget om dig i min bog. Du har bare ikke nogen betydning i lige dette her projekt. Men behøver du virkelig at fare sådan frem? Du mister jo al… ja, al værdighed. Grovheden. Primitiviteten. Nejjj.

Nåmmen... Weekendavisen har ovenikøbet lagt anmeldelsen ud på nettet - og det gør de ellers aldrig... mig bekendt... Men så kan jeg da linke til den:

http://www.weekendavisen.dk/smarticle/view/4

Undskyld – men jeg synes at det ser ud som brødnid. Sådan... hvem ejer det her projekt? Men sådan mener jeg faktisk ikke, at man overhovedet kan tillade sig at se på det. Ingen ejer jo kvindefrigørelsen, Christina. Eller feminismen. Og der er altså andet i verden end at blive eksponeret… Og skal det endelig være, ja så har du vel også fået det, der kunne tilkomme dig på den konto. Har du ikke? Hvad er du så utilfreds med?

Jeg har sådan en styg fornemmelse af, at du er helt fortvivlet over, at du simpelthen slet ikke har set det her komme… overhovedet. Den analyse jeg har lavet i min bog, mener jeg. Og du som ellers plejer at være helt oppe på beatet, ikke? I virkeligheden kunne jeg forestille mig, at du måske begyndte at skrive nogen af de ting selv, som jeg skriver om her i bogen… når der er gået lidt tid ligesom. Ikke? Det er jo svært for dig, at finde en måde at være rigtig uenig med mig på, kan jeg se.

Men arj, Christina. Det er altså rædsomt. Det synes jeg. Og Annette Nielsen. … Kære Annette fra gamle dage inde på KVINFO. Hvordan kunne du dog gøre det her? Jeg kan slet ikke forbinde det med dig. Så passede det åbenbart, da du skrev så surt om min bog inde på Susanne Stauns facebookside sidste lørdag og kritiserede at jeg ikke nævnte Christina – at du havde læst den før den udkom, fordi Christina havde den til anmeldelse.

Jeg kunne bare ikke tro det. Jeg har jo altid kendt dig som integriteten selv. Ikke nok med det. Da jeg gik ind på Susanne Stauns facebookside for lige at genopfriske min hukommelse, kunne jeg ikke se, at det du havde skrevet stod der mere. Wow. Har du bedt Susanne Staun om at slette din kritik af min bog igen? Fordi du ikke kan stå ved den?

Nej. Jeg synes det er for mærkeligt. Feminisme er nødt til at handle om andet og mere end personfnidder, kamp om eksponering og brødbid. Og det ville jeg også have troet at I, du og Christina  gjorde, Annette. Indtil denne dag.

Fortsættes....

Dag 1 fortsat - en afgrund af idioti og selvfedme

En afgrund af idioti og selvfedme. Ringer til min mand og siger vi er nødt til at emigrere, dette land er på vej ned i et dybt, sort hul, fordi vi kun har padder og idioter til at regere  os. 

Skal vi ikke bare købe et sommerhus?«, spørger han. 

»Så skal der være et stort stykke jord ved – vi er nødt til at kunne dyrke vores egen mad«, svarer jeg…. 

Netop hjemvendt fra Clements Debatten. 

Jeg har ikke ord for, hvordan det føles, at møde så megen afmagt på en dag. 

Som det er sket på dag 1.

Jeg er altså nødt til at sove nu.  Jeg fortæller i morgen.

Dag 1 - en svigtet feminist

Pragtfuld morgen. Der står i Politiken, at jeg er blevet svigtet. Det er ham der Lars Hedebo Olsen…, ham fra i går, der skriver det. »….en svigtet feminist«. Jamen faktisk er det jo forfærdeligt. Får næsten tårer i øjnene, imens jeg læser det. Og må pudse næsen. (Gid fanden havde det følelsesliv). Men intet tyder på, at de har tænkt sig at gribe ind på nogen måde. Tværtimod. Jeg tror, de er bange for de borgerlige antifeminister. Bange for at få at vide, at de ikke er oppe på beatet. »System Politiken« og hvad det ellers hedder alt sammen. »Impotente venstrefløjs profeministiske svagpissere«, kunne de lige så godt sige, ikke? For det er jo det, der ligger i det. Jamen jeg mener det virkelig. Det må simpelthen være enormt hårdt. At lige meget hvad man siger, så kommer der nogen og får det til at se impotent ud. Og sådan et rygte gider virkelig ingen jo have. Vel? Hvad var det nu, hende der den borgerlige antifeminist Camilla Paaske Hjort skrev i går – under overskriften, »Når gamle krager skræpper«… Jo, at Politiken lod enhver krage, der kaldte sig feminist, skræppe op frit og uimodsagt. Urgh, hvor piiinligt. (For Politiken altså).

Og det skal fanme blive en gammel løgn. Vi er ikke bange for noget her på Politiken! »Højt på en gren en krage… og så videre. (Vi ved hvordan det gik det stakkels dyr).

Så slemt er det, at Lars Hedebo Olsen ligefrem ville ønske, at han ikke havde læst min bog. Lad mig trøste ham: Det har han heller ikke! Lars, du er fuldkommen fri og ubesmittet på enhver måde af tanker, indsigter og forståelser.Take my word. Alt er gået hen over hovedet på dig.

Nå jeg må løbe… Nej, det er ikke fordi jeg skal nå at købe Fernet. Hovedbiblioteket venter. Vi snakkes ved!