Hvor gemmer Ole Birk Olesen sin livmoder?

Ole Birk Olesen er som bekendt en af familien Sorts mest glødende fortalere for uligestilling med den begrundelse, at kvinder i modsætning til mænd er konstitutionelt uegnede til at forvalte samfundsmagt: »…kvinder (er) ikke egnede til at have magt på et niveau, der rækker ud over storfamilien, fordi deres irrationalitet i så fald risikerer at gå ud over alt for mange uskyldige mennesker…« (Damefrokosten/»Jeg anklager kvinder«). MÆND derimod antages at fungere anderledes vederheftigt og rationelt. DEM kan – og bør(!) -  vi efter Ole Birk Olesens mening trygt overlade samfundsordnen til…

Se her, hvordan Ole Birk Olesen nemlig mener, at det forholder sig: Kvinder er fyldt med kærlighed til deres nærmeste, men moral og ære besidder de ikke. Spørg en kvinde, hvad hun mener om dit og dat i samfundsdebatten, og hendes svar vil afspejle hendes egne og hendes nærmestes interesser og intet andet. Hvis alle folk blot havde deres eget bedste som deres højeste målestok, så ville vores verden bryde sammen i strid og kævl og krig. Menneskene må være forenet af en forestilling om en højere retfærdighed, som man må underordne sig, også når det fra tid til anden strider mod ens egne private interesser. Mænd kan nemmere tilslutte sig et overordnet princip for retfærdighed. Derfor har mænd – nej, det var ikke kvinder – skabt civilisationer, der holdes sammen af en fælles sans for det retfærdige.
(Uddrag af Ole Birk Olesens manifest, »Jeg anklager…« (http://damefrokosten.com/jeg-anklager-kvinder/)


Jep.

Øøhm. Men hvad skal vi så egentlig mene om det, når man kan læse nedenstående om netop afdøde Mærsk Mc-Kinney Møllers forhold til magt i gårsdagens Information: »…han brugte den dygtigt og diskret. Med den nødvendige brutalitet og dobbeltmoral, også uden for sine virksomheder. Styret af viljen til at gavne først sig selv og sine, dernæst virksomhederne i sit forretningsimperium og endelig fædrelandet«.

…Styret af viljen til at gavne først sig selv og sine…?? Host, host. Ups! Var det ikke ellers kvindernes forhold til samfundsmagt? Og selve årsagen til at den burde overlades til mændene? Men hvis mændene bare er på samme måde... Nu forstår jeg ingenting mere.

Er skibsrederen en slags smutter? En afviger fra normen? En slags lille kvinde i forklædning? .... Eller er vi i virkeligheden simpelthen bare vidne til, at Ole Birk Olesens »anklage« falder fra hinanden ved først givne møde med virkeligheden og afsløres som det, den er: et fuldkommen urealistisk tankespind bygget på pinligt kvindefjendske og latterlige fordomme. Et tankespind så hysterisk irrationelt, at man begynder at kigge under dynen og sofaen og i frakkelommerne... hos Ole Birk Olesen, for at finde ud af, HVOR han gemmer den livmoder henne - der jo så åbenlyst udøver sin rædselsfulde indflydelse på ham. »U–uuuu. Hvor er du… Ole Birk Olesens livmoder…??? Kom frit freeeem. Vi vil bare godt taaaale med dig. Vi vil bare gerne intervieeeeewe dig til Bag Borgen. … Om hvordan det er altid at være med som det tynde øl, og høre hvor han egentlig har dig henne, når I er på jobbet?

I Snapstinget? 

Bag en gulvvase på kontoret? 

Inderst i skrivebordsskuffen bag papirer og blyanter (nej, dér kan umuligt være plads). Men på herretoilettet så?… bag cisternen? (Uf, lyder ikke rart). 

Eller har han en hemmelig aftale med betjentene måske, om at du kan hygge dig i varmen inde på vagtstuen? Eller ligger du som en bule under gulvtæppet sammen med alt det lort og fortrængte snavs, politkere har det med at hobe op?

Nå, spøg til side. Hør nu her, hr. Ole Birksen - historien er jo fanme BROLAGT med »store« mænd, der for egen snævre vindings skyld har disponeret imod fællesskabets interesser på allehånde lyssky og uansvarlige måder. Se bare på finanskrisen, ikke? Hvordan blev den skabt måske!?

Det ER unægtelig svært at se, at Mærsk McKinney Møller ikke skulle have haft sit eget bedste, som højeste mål. Tag f.eks. den umådeligt for ham selv lukrative måde, hvorpå han forvaltede nationen og det danske folks kollektive ejendom: Nordsøolien. I henseende til profit (ja, undskyld det grimme ord) den bedste investering overhovedet i hele selskabets historie, forlyder det! Og STADIGVÆK er det OS, der skal sige TAK (»De skal sige tak!«, var der vist nok engang en bog om samarbejdet med hr. Møller (om Operaen), der hed...). Sådan ser det i hvert fald ud, når man hører diverse mindeord og læser avisernes højtidelige nekrologer. TAK for alt det du gav os - vi, det lille underlødige folk (ja, undtagen lige mig naturligvis som siger eller skriver dette... hm, hm), der næppe fortjener en »søn« i verdensklasse som De selv... hr. Møller. Ja og jo og tjo. Hr. Møllers pænt voluminøse indtægter alene på nordsøolien har muligvis kompenseret en smule for det pinagtige misforhold imellem hr. Møllers storhed og det danske folks indskrænkede lidenhed. Nå, okay. Så fik vi sat det på plads.

Men hvis ikke den &##!&%%!##! livmoder snart dukker op, hvordan f..... ska vi SÅ forklare, at Ole Birk Olesen tænker på nøjagtigt den samme komplet forvirrede, irrationelle måde, (hvor det snævre, personlige perspektiv forveksles med det overordnede fælles), som han tillægger KVINDERNE?

Kom frem med dig, din tåbelige muskel, dit fjollede styke væv. Pæreformede stykke reproduktionsorgan.Vi skal fanme nok finde dig... og stille dig til ansvar. For DEN pæne krølhårede herres totalforvirring. Også selv om du formummer dig bag skæg og blå briller.

Daddys little helper

Mothers little helper er som bekendt en gul pille i stesolid-familien, der opnåede at blive en fast bestanddel af så mange 60'erhusmødres hverdag, at Rolling Stones dedikerede et helt nummer til dens ære.  (http://www.youtube.com/watch?v=13olfeD026g).

Daddys little helper er IKKE nogen gul pille i Stesolidfamilien (om end virkningen ligner... men det kommer vi til), men derimod en (relativt) ung, (relativt) veluddannet kvinde i Sort-familien, der fortørnet insisterer på retten til at fravælge skattetrykket (og dermed velfærdsstaten) til fordel for en ægtefællefinansieret tilværelse som hjemmegående husmor. Sådan nogle som filosof Eva Agnete Selsing, debattør og freelance journalist-den-væltede-hamster Camilla Paaske Hjort og cand. merc. Lisbet Røge Jensen. 

Uden kvinder som dem ville familien Sorts farmænd -  Martin Aagerup, Christoffer Arzrouni m.fl fremstå som mavesure, bagstræberiske patriarker med deres snak om, at kvinder ikke hører hjemme i bestyrelser, professorrater, direktørstillinger etc., etc., fordi de nu engang slet ikke ØNSKER at prioritere karrieren. Men med en række energiske, yngre kvinder der af egen drift forlanger netop den kønsrolle, ser billedet straks anderledes ud: Nu er mændene bare nogle samfundskloge daddies, der fortæller om, hvordan tingene simpelthen ER.

Familien Sort opererer med et kvindesyn, ifølge hvilket kvinders faglige ambitioner er at ligne ved en art hjælpsomhed, hvormed de assisterer mænd i driften af samfundet - men for GUDS skyld uden på nogen måde at overtage driften. Eller ligefrem bevæge sig op på samme økonomiske eller hierarkiske niveau som mændene.

Ind-ud, ind-ud, ind-ud. Eller: frem og tilbage, frem og tilbage, frem og tilbage.  …  Sådan ser familien Sort kvindens stilling i samfundet. Ind-ud, ind-ud, ind-ud. Eller: frem og tilbage, frem og tilbage, frem og tilbage.

Og lige nu synes vi altså at stå ved »ud« eller »tilbage«. Øh jaaa altså det vil selvfølgelig sige med mindre det lige er »Carina«, vi taler om. Hm, hm. I ved, BISTANDS-Carina, ikke? Nej, for HENDE vil vi sgu ikke se rende rundt derhjemme hos sine unger. Hvad  ##&!§!#€##% er meningen? BISTANDS-Carina skal i HVERT fald være derude i et rengøringsjob eller et kassemedarbejderjob eller et sekretærjob eller… Ja, lige meget hvilket job faktisk. Når bare vi VED, at HUN i hvert fald IKKE går derhjemme hos sine børn. Men så for alle andre kvinder med børn - synes vi altså at stå ved »ud« eller »tilbage«

Jeg synes altså godt nok, at man skal knibe øjnene ualmindeligt hårdt i for ikke at opfatte det klokkeklare krisetegn: Kvinder, der 1) lover mændene pornografisk sex ad libitum og 2) trække sig som konkurrenter på arbejdsmarkedet til gengæld for et væg til væg (hus)moderskab. Kan det snart blive tydeligere? Som sædvanlig skal kvinden berolige manden og give ham storbarmet tryghed, når krisen kradser. Så... Daddys little helper ER lidt i stesolidfamilien, ikke?

Lisbet Røge Jensen, der netop blogger i JP om retten til at fravælge skattetrykket til fordel for en ægtefællefinansieret tilværelse som hjemmegående husmor, skriver i sit sidste indlæg under overskriften: »Danske kvinder bliver ikke topledere«: »Bare rolig. Det er ikke en værdidom. Men danske kvinder bliver altså ikke topledere, det gør de bare ikke«. (På grund af deres engagement i det reproduktive og mgl engagement i det produktive, forstår man). Man tænker jo ved sig selv: Hvordan skal overskriftens »Danske kvinder bliver ikke topledere« egentlig forstås, (når nu det ikke er en værdidom)? Og hvordan skal det lidt underlige »Bare rolig«, forstås? Hvis ikke på den måde, at overskriftens Danske kvinder bliver ikke topledere er et LØFTE, Lisbet Røge Jensen afgiver? 

Bare rolig: Danske kvinder bliver ikke topledere. Ganske enkelt. Men løfter plejer jo normalt at være noget positivt. Noget, man ønsker på en eller anden måde. (Og hvis ikke kommer det ind under en anden kategori, nemlig som trussel…). Det er svært at læse det anderledes, end at Lisbet Røge Jensen tillægger det en positiv betydning over for nogen, at kvinder ikke kommer til at gøre karriere på lige fod med mænd.

Ikke?

Og der har vi det jo! Det er et SVAR på en bøn. Ikke en bøn i sig selv.

Det underlige er nemlig, at helt det samme bare i et andet regi (staten i stedet for »farmand«) bliver betragtet utroligt negativt hos Lisbet Røge Jensen… som en slags utilladelig dovenskab nærmest. Jo hør her: Vi ved selvfølgelig alle sammen godt, at der er noget der hedder »at fede den« (som oftest på… nogens… regning… Ikke sandt?). Men hvor mange er klar over, at man nu også kan tale om »at barsle den«? Men jo. Det kan man skam. Lisbet Røge Jensen skriver netop i samme blogindlæg med tydelig kvindeforagt: »…den danske kvinde får betalt uddannelse, bliver ledt ind i erhvervslivet med særligt udtænkte og kønnede ordninger, barsler den på firmaets regning, sender børnene i kommunalt udbudte og skattefinansierede dagtilbud, får betalt børnenes sygedage og i øvrigt subsidieres med børnepenge«.

(Vi ser bort fra hele den del af diskussionen, der handler om hvilke præmisser kvinderne har at konkurrere på arbejdsmarkedet på). Men ikke sandt? Den danske almindelige velfærdsordning for folk med børn omtales i et sprog, så at det fremtræder som den mest usympatiske og hæmningsløse grådighed. (...barsler den på firmaets regning, sender børnene i kommunalt udbudte og skattefinansierede dagtilbud, får betalt børnenes sygedage og i øvrigt subsidieres med børnepenge.) Men… Kan det passe … at det er for galt, at man er der hos sine børn, når de er syge? At man trækker sig fra andre aktiviteter i  forbindelse med fødsel og i tiden efter? Nej! Selvfølgelg ikke. Men det viser jo, at det primære – og den essentielle samfundsdiskussion – åbenbart ikke er, hvor meget man er i stand til at være sammen med sine børn. Det er det at være VÆK fra arbejdsmarkedet, der er det primære… Og som bestemmer, hvordan der ses på tingene. Meget tid sammen med børnene – er jo netop højt værdsat, når bare det er i et regi, hvor man helt har sluppet arbejdsmarkedet. Det anstødelige ved barselsorloven er det, den indebærer: nemlig at der findes et job ude på den anden side, som kvinden vender tilbage til. SÅ er det pludselig det tarveligste svigt af fællesskabet... at tilbringe tid sammen med sine børn. Mens det er en ædel og samfundsbevarende handling, når bare »daddy« derhjemme betaler for det.

Der er bare en ting, man kan blive ved med at under sig over: Hvis det virkelig er så dybt tilfredsstillende at leve på den tilbagetrukkede måde, hvad laver de kvinder, der anbefaler det så vældig kraftigt, ude i den offentlige debat tidligt og silde?

...the moist device for their satisfaction...

Dagens svar på spørgsmål fra en læser: Hvad er mest irriterende ved Anne Sophia Hermansen? Okay (selv om spørgsmålet er lidt »hvornår er du holdt op med at slå din mor«-agtigt): 

At jeg har hende fælt mistænkt for at betragte nedenstående (fra kommentarsporet til En karrierekvindes bekendelser) som komplimenter:



HELT ENIG!
Endnu en gang imponeres jeg over at ASH kan ramme sømmet på hovedet, være så velformulerende og samtidig se skide godt ud  
Skrevet af Henrik N.




Når det gælder de psykiske og menneskelige rammer for vores børns muligheder for en stabil og lærerig opvækst i blandt andet folkeskolen, er hun sgu godt nok altid meget begavet at høre på – og værd at komplimentere – for denne klumme er ramt lige i øjet. 

Damen fortjener masser af god sex i weekenden. 

Skrevet af O. Bole

Mums ASH du er så hot

Skrevet af P. P.


Hmmm ,,,

En af de bedste blogs jeg har set fra din hånd,

Hvis ikke den bedste.

Er det din nye attitude, at smide en smule sårbarhed ind?
Jeg må sgu sige det klæder dig !

Skrevet af Frank A



“Hej Allesammen

Jeg er luder!”

Der står “Skrevet af Anne Sophia Hermansen”. 

Jeg ved bare ikke om det virkelig passer, men hvis det gør, kunne jeg godt ønske mig at blive kunde, er du rigtig klog, mand! ASH forstår da virkelig at bruge munden… !

Skrevet af Poul M


Ha! Det er sgu sjovt skrevet. Jeg sidder her og griner lidt for mig selv.
Du er god humor Frk. Hermansen. Jeg gad godt på date med dig.
Skrevet af Ole Br.


Hermansen, du kan jo godt hvis du vil.

Her er nøgle-ordene fra Hermansen:

“…Fordi politik så længe havde været en følelse. Meget mere end en opfattelse af, hvordan verden egentlig skal indrettes, hvis det skal ske mest optimalt.”

Det ville gøre godt, hvis flere kvinder ville stoppe med at stemme med deres følelser, og i stedet slå deres hjerne til, som Hermansen til sidst gjorde, – efter opfordring fra en mand!

Skrevet af Leif H

ASH: Hvor går du i byen henne?

Skrevet af Nikolaj W


                                                 *

Anne Sophia Hermansens bedste argument for bloggens ongoing kritik af kvinder, feminister og feminisme er, at HUN i hvert fald ALDRIG har mærket noget til nogen... kvindeundertrykkelse... -eller diskrimination.  ... Nej! ... Det har hun ikke. 

Det er unægtelig også VIRKELIG SVÆRT at se, hvad mændene dog skulle have at indvende... imod en smuk, skøn kvinde, der beredvilligt taler deres sag. Og som på helt eget initiativ revser disse krævende og kritiske kvinder... samtidig med, at hun imødekommer sex hele spektret rundt fra ubesværet vanillekransebagning incl. stiletter og forklædet STRAMT bundet i livet til no-strings-attached stripper-pole-dancing. (Eneste anke er, at Anne Sophia Hermansen vist nok bare gerne vil have at fyrene øhh... BESTEMMER over hende... sådan på en eller anden måde... når de er på date sammen. At de dominerer hende (»Nu ska' du fanme ha' en rød bøf, bitch! De dér kammusliner, du var lige ved at bestille... ikke? Glem dem!«), et eller andet... TA' NU MAGTEN, MAND - som hun har givet udtryk for i sine blogindlæg). 

Hm, hm. 

Ja.

Nå. 

Men altså. Nu var det jo ellers sådan at du lige var i gang med en samfundsanalyse, ikke? Og så går de mænd der i gang med at snakke om, hvordan du ser ud. Er det ikke lidt underligt? Jeg synes, mændene taler om dig som the moist device for their satisfaction, Anne Sophia Hermansen. Og så er det at man skal minde kvinderne om dét, Karen Blixen har sagt: 

»Tiden tager meget fra kvinder, før den til sidst tager ALT«. 

Og jeg tænker, at man måske burde opholde sig lidt ved dette... »meget«... som tiden angiveligt tager fra kvinder. FØR ligestillingen endelig indfinder sig i en kiste.... Hvad kunne det mon være?

Familien Sort og Manu Sareens sjæl

Det vakte som bekendt jubel i den borgerlige familien Sort, da Martin Aagerups favorit kommentator, Peter Kurrild-Klitgaard forleden kunne påpege, at den uafhængige tænketank, Catalyst ALLIGEVEL ikke havde bevist, at virksomheder blev bedre til at tjene penge af at få kvinder ind i bestyrelsen.

JÆÆÆÆÆÆ!!!

Nå. Underlige glæder de har i den familie.

Men her kommer en ny underlighed. Man kunne kalde det… en underlig følsomhed... eller en underligt svingende følsomhed, snarere.

Familien Sorts underligt svingende følsomhed for løgn.

Jo. Det drejer sig… igen… sjovt nok om noget med ligestilling. Favorit kommentator Peter Kurrild-Klitgaard mener nemlig, at vores kære Ligestillingsminister Manu Sareen har et problem - med sandheden simpelthen:  (http://peterkurrild.blogs.berlingske.dk/2012/04/03/har-manu-sareen-et-problem/). Og dét er jo et alvorligt problem for folkevalgte politikere. De skal sige sandheden. Fanme! Og være ærlige. Og ikke lyve! Og ikke manipulere! Og ikke – slet, slet, slet ikke misbruge deres magt! Vel? For de er folkevalgte i en demokratisk nation til at forvalte befolkningens interesser. Og færdig. Vi skal kunne stole på dem.

Nå. Men sådan ser Peter Kurrild-Klitgaard da heldigvis også på det. Fuldkommen. Det er en alvorlig sag for en folkevalgt politiker at have et problem med sandheden. Punktum. Og her mener Peter Kurrild-Klitgaard altså, at Manu Sareen har et problem.

Ikke bare var den undersøgelse, Manu Sareen henviste til, da han talte for flere kvinder i bestyrelserne, ikke noget BEVIS alligevel for at dette medførte en øget indtjening. Han hævdede også - uden at kunne bevise det - at have hørt danske præster true ham med straf på »dommedag«, hvis regeringen indførte kirkelige vielser for homoseksuelle. Og dernæst var Manu Sareen liiige lovlig frisk til at citere en sognepræst for at mene, at vielser af homoseksuelle formentlig ikke ville udgøre noget større problem for folkekirken. Den pågældende sognepræst afviste efterfølgende fuldkommen at have den holdning.

Jo. Og så viste det sig for resten også, som Peter Kurrild-Klitgaard skriver, »at Manu Sareen syntes at have udvalgt de undersøgelser, der bedst støttede hans i forvejen erklærede synspunkt om fordelene ved kønskvoter frem for de undersøgelser, der talte imod det«.

Jamen det er da også grimt.

Manu Sareens næste uheldige påstand: At han kom for skade at hævde, at præsterne Søren Krarup og Jesper Langballe i deres tid som folketingsmedlemmer for Dansk Folkeparti havde brugt Folketingets talerstol til at »politisere« omkring folkekirke og kristendom. De gejstelige fætre har – ikke overraskende - bedt Manu Sareen føre bevis for sin skrappe påstand, men - som Peter Kurrild-Klitgaard kan fortælle os -  UDEN , at dette »vistnok« endnu er sket.

HVAD?!

Ingen beviser!?

Jamen det efterlader jo godt nok os, folket, med det helt ubetingede indtryk, at det slet ikke passer. Det PASSER simpelthen ikke at præsterne Krarup/Langballe har stået dér og politiseret fra folketingets talerstol! Fy skamme, Manu!

Nå. Næste grove løgn: Manu Sareen kaldte det »historisk«, da han blev udnævnt til minister, fordi han var den første minister med indvandrerbaggrund.  Løgn, løgn, løgn. Der havde både været Struense, Christian Georg Nathan-David, Henry Grünbaum og Isi Foighel… før ham.

Piiinligt Manu, din dumme Inder!

Eller som Peter Kurrild-Klitgaard siger det: »Manu Sareen, den dansk-indiske politiker med den sympatiske udstråling«. Ha, ha, ha. Ha, ha, HAAAAAAA, HA, HA – ja… men vi ved selvfølgelig godt, hvad der menes…. Ikke? HA, HA, HA, HU, HU, HU. »Manu Sareen, den dansk-indiske politiker med den sympatiske udstråling« Åh Gud nej. Nej, nej, nej. Min mave. Åååh, den gør helt ondt. Åh, nej.

Men jeg fortaber mig jo! For vi mangler den sidste… men ikke mindste…. løgn: At Manu Sareen nemlig på et tidspunkt erklærede, at nu ville han melde sig ud af folkekirken… Og kan nogen så gætte, hvad der viste sig????

AT HAN ALLIGEVEL IKKE GJORDE DET!!!! Nejjjjj – hvordan kan man stole sådan på en mand???? Og det er netop også, hvad Peter Kurrild-Klitgaard vil sige med sin klumme. At Manu Sareen er utroværdig.

Pyyyyy. Det stinker vel nok af korruption i ligestillingsministeriet. Bvadr. Føj.

Derfor skyndte jeg mig også at google »Cavling, Peter Kurrild-Klitgaard, Jesper Tynell, Claus Hjort Frederiksen«.

YES!!! For nu var jeg nemlig blevet helt vild efter at læse Peter Kurrild-Klitgaards helt sikkert knivskarpe kritik i forbindelse med den Cavlinprisbelønnede journalist, Jesper Tynells afsløringer i 2010 af daværende beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen.

Nu skal I nemlig se HER et synderegister, Jesper Tynell gravede frem:

1) Claus Hjort Frederiksen afskaffede i al hemmelighed og uden om Folketinget kravene til udenlandske arbejdstageres sikkerhed i farlige job, så de uden videre kunne påtage sig opgaver, danske arbejdere var afskåret fra. Arbejdstilsynet dokumenterede, at der som konsekvens af ministerens indgreb skete en drastisk stigning i arbejdsulykkerne blandt udenlandske arbejdere på danske arbejdspladser i 2008 og 2009.                                      Claus Hjort Frederiksen er en minister med blod på sine hænder!

2) Claus Hjort Frederiksen pålagde kommunerne at bruge 300-timers reglen til at standse udbetalingen af kontanthjælp til familier, der ifølge loven i virkeligheden slet ikke var omfattet af reglen. Da jorden begyndte at brænde under Claus Hjort Frederiksen bestilte han Socialforskningsinstituttet til at lave en rapport og juni 2008 kunne ministeren glædesstrålende bekendtgøre, at 300-timers reglen skam virkede efter hensigten. Ifølge SFI var hver tredje, der havde fået frakendt kontanthjælpen efter denne regel nemlig kommet i arbejde. Imidlertid viste det sig desværre bare, at der overhovedet ikke var belæg for de konklusioner i undersøgelsen. Yderligere førte Claus Hjorth Frederiksen Folketinget bag lyset med den lodret usande påstand, at ministeriet og forskerne skam ikke havde samarbejdet om rapporten. Efter et års hårdt pres måtte Frederiksens efterfølger på ministerposten Inger Støjbjerg, indrømme, at der havde været et samarbejde mellem ministerium og forskere, og at rapporten var blevet manipuleret. Dertil kom at ministeriet havde sørget for at slette centrale dokumenter, der var ubehagelige for ministeren. 

Korruption! Er det ikke simpelthen korruption, det her? Eller hvad skal man ellers kalde det?

3) Claus Hjort Frederiksen bestilte misvisende tal fra Arbejdsmarkedsstyrelsen for at dreje den offentlige debat til egen fordel: Ministeren havde besluttet at flytte beskæftigelsesindsatsen fra Arbejdsformidlingen til kommunerne. Og derfor skulle Arbejdsformidlingen stilles i et dårligt lys. 

Manipulation med befolkningen! Er det ikke det, det er? Man ønsker at nedlægge en bestemt institution (AF). Og til det betjener man sig af bestilte tal og undersøgelsesresultater - for at manipulere med folkestemningen… eller tjaaa.., man kunne også bare sige… med folket! Befolkningen. Os! Ikke?

4) Claus Hjort Frederiksen iværksatte i 2009 et forsøg med tvangsaktivering af sygemeldte mennesker uden først at spørge Folketinget - hvilket var en ulovlighed. Tvangsaktiveringen havde ingen positiv virkning med hensyn til at hjælpe de syge. Og økonomisk set var forsøget en fiasko, fordi det fik de offentlige udgifter til forsøgspersonerne til at stige. Men selvom forsøget ikke havde positiv effekt på de syge, havde det i høj grad effekt på sagsbehandlere, embedsmænd og beslutningstagere. Således var forsøget med til at sikre udbredelse af den lovgivning om aktivering af sygemeldte, som blev vedtaget midt under forsøget – før resultaterne endnu lå klar.
(http://www.dr.dk/P1/orientering/Temaer/Tema+2009/20090702114654_1.htm) (http://kritiskjournalistik.wordpress.com/2009/09/14/regeringen-bryder-loven/)

Wow! Her har vi en minister, der i en omfattende grad har undertrykt borgernes rettigheder og omgået demokratiets og lovens bestemmelser. En minister, der har omgået lovene i en udtrykkeligt manipulativ hensigt og med konsekvenser for MANGE, MANGE mennesker. En minister som gentagne gange har direkte løjet for Folketinget og ligeledes løjet for og manipuleret med den danske befolkning. For eksempel ved at bestille »videnskabelige« undersøgelser og tal, der støttede hans politik.

En minister - som har berøvet syge mennesker den sidste rest af livskvalitet med krav om tvangsaktivering under trussel om tab af forsørgelse, - som har berøvet borgere deres retmæssige forsørgelsesgrundlag - og berøvet borgere deres retmæssige beskyttelse på arbejdspladsen. Begge dele med meget fatale konsekvenser.

Det er så det svimler for mig.

Hurtigt, Peter Kurrild-Klitgaard!! For himlens skyld, sig noget indigneret til det her!

Google google »Cavling, Peter Kurrild-Klitgaard, Jesper Tynell, Claus Hjort Frederiksen«.

???????

??????

??????!!!?!!??

Ingenting. INGENTING. I N G E N T I N G

Ingenting har du skrevet om Claus Hjort Frederiksens grotesk umoralske udskejelser! Som er så alvorlige! ...Men hvis Manu Sareen gør sig skyldig i at være selektiv, når han læser rapporter, eller der opstår tvivl om hvorvidt præsterne har sagt, han ville komme til at undgælde på dommedag eller ej, eller om hvorvidt præstefætrene har politiseret fra Foletingets talerstol eller ej (gu har de så!)… så kommer du frem til, at manden er moralsk upålidelig. Moralsk upålidelig… ??…?? Det er Manu Sareen jo ikke! Han ER jo ikke moralsk upålidelig. 

En ting er dette lusede forsøg på karaktermord på en mand, uden overhovedet at have et grundlag for det. 

Men det RIGTIGT forfærdelige – det er den komplet manglende reaktion på Claus Hjort Frederiksens dybt korrupte forhold til magt, hans magtmisbrug og despekt for demokratiet. Han LO fanme… Claus Hjort Frederiksen LO, da Jesper Tynell fik sin Cavlingpris - for at have afsløret alle disse ting. Med et selvtilfreds, hånligt grin sagde han: »Det ønsker jeg ham tillykke med. Det er fremragende for demokratiet, at der er mennesker, der er så langt inde i sagerne. Men hvis mine forbrydelser er så store som beskrevet, så burde jeg sidde inde«.

Ha, ha, ha, ha,ha, ha.

Nej, det skrives der ikke om.

Det ER hvad jeg mener med Familien Sorts underlige meget svingende følsomhed for løgn.

Information, no-face-plankeværk og armhulebilledet fra helvede

Information vågnede i et glimt op fra sin dødelignende søvn, så man kunne læse mine svar på spørgsmål fra Informations læsere i papiravisen denne påske-lørdag. Og hvor var det morsomt, at de sørmer til lejligheden havde fundet et billede af mig fra den selv samme fotoserie, som Weekendavisen også valgte billeder til Leonora Christina Skovs anmeldelse-det-skulle-da-være-til-politiet fra. Dog syntes Information i modsætning til Weekendavisen ikke, at det skulle være lige dét billede, hvor jeg fotograferet fra en lidet flatterende vinkel står med løftet arm og frit udsyn til – oh skandale - armhulen. Information syntes heller ikke – stadig i modsætning til Weekendavisen –  at det skulle være dét, hvor jeg med bortvendt ansigt meget klodset forcerer et plankeværk ind til en tilgroet have. Nej de mente, at mine udtalelser skulle følges af et billede, hvor jeg kigger tænksomt (her skal ikke grines) ud ad et vindue. (Jeg står inde på et ølstinkende, formørket værtshus, men det kan man vist ikke se). Jeg har i øvrigt ikke andre kommentarer til lige dét end TAK. 

TAK Information, for billedvalget! Åhhhhh TAK!

Det er ellers ikke, fordi Information ikke kunne finde på at bruge lige netop dé to billeder fra fotoserien: - no-face-plankeværksbilledet og armhulebilledet fra helvede. Oh no, tværtimod. Det var nøjagtig, hvad de gjorde! Bare i en anden sammenhæng: Nemlig dengang, jeg havde givet interview om (i mine øjne) problemerne med den aktuelle seksuelle kultur, som florerer i medierne og på internettet. Blot valgte Information at gøre no-face-plankeværksbilledet til det store, imens armhulebilledet blev bragt i frimærkestørrelse på forsiden. Weekendavisen valgte som bekendt at gøre det omvendte: Armhule STOR, no-face-plankeværk lille.

Det var den sommer, hvor Information gjorde frisind vs. nypuritanisme til agurketidsføljeton. Det gik op for mig (for sent, desværre), at jeg åbenbart repræsenterede det modsatte synspunkt af avisens. Billedvalget var bare en af mange ting, der blev gjort ved det interview, som underminerede min autoritet og følgelig vægten af mine ord…  det er klart. Jeg skal dog spare læseren for den detaljerede redegørelse (folk kan bare sige til her på bloggen, hvis de gerne vil høre hele historien, så beretter jeg gerne) og nøjes med at fortælle, hvad der skete, da jeg blandt meget andet altså også klagede over billedvalget til den daværende chefredaktør Palle Weis:

»Det forekommer mig et bemærkelsesværdigt valg af billede til et holdningsinterview at vælge et, hvor man ikke kan se den interviewedes ansigt. Hvad er signalet i det? At her er en person, man skal tage alvorligt?« - spurgte jeg i en mail.

Weiss svarede: »Jeg går ud fra, du selv har været med, da billederne blev taget, så den redaktionelle frihed omkring billedvalget vil jeg ikke kommentere«.

Host, host.

Jeg går ud fra, du selv har været med, da billederne blev taget….

Er det ikke simpelthen et utroligt udsagn?

Jow hr. Weiss. Det var jeg da. Bestemt! Men jeg var altså IKKE med, da billederne blev UDVALGT, vel? Udvalgt af en serie på måske 100 billeder eller mere. Jeg rendte rundt med den fotograf i samfulde tre timer en sommerformiddag og foretog mig alt muligt på den dames høflige anmodning, for at der kunne komme nogle gode, sjove, flotte billeder ud af det – (håber man jo, ak ja). Jeg var også inde på et værtshus. Og i en nærliggende swingerklub for at det ikke skal være løgn. Og så er der alle havebillederne blandt brændenælder, stokroser og grønne buske. Jeg har slet ikke tal på, hvor mange gange den fotograf nåede at knipse på de tre timer. Der må være EN UENDELIGHED af billeder fra den fotosession, man kan vælge imellem. Så det er jo ikke af NØD, man ender med no-face-plankeværket og armhulebilledet fra helvede. Tværtimod. Billedredaktionen er udtryk for et positivt defineret, aktivt tilvalg: (JUBBBBI - HER er liiiige de billeder, vi skal bruge!!! Hvor ER de vel nok bare liiige det HELT rigtige...) 

Men Palle Weiss svarer altså, at jeg vel selv var der, da billederne blev taget. Anderledes sagt: Du kunne jo bare lade være med at se sådan ud, kunne du. Ikke? IKKE, Jette Hansen! SÅ LA' DOG VÆR' MED AT SE SÅDAN UD (fnis, fnis, fnis) HVIS DU IKKE SELV KA' LIDE DET (ha, ha, ha, ha - nej, nej, nej, stop, ha, ha, jeg må ned at ligge, hjælp mig en eller anden, uhu, ha, ha, ha - jeg DØR af grin ha, ha, ha… og så videre og så videre og så videre. De lo en MASSE på redaktionen den dag).

Det værste af det hele er, at jeg på mange måder ellers vældig godt kunne lide det Palle Weiss stod for. Seriøsitet. Ordentlighed. Okay, måske ikke den skarpeste kniv i skuffen, men til gengæld fanme en pæn mand, synes jeg. Sovekammerøjne. Ja, der var den: Mister Big! Palle Weiss ligner sgu da Mister Big - bare højere. Men her…. Ak, det viser jo hvordan hjernen går ud, når sexismen går ind. Suk. Jeg synes vel nok, at det er en utroligt antiaggressiv, slap og veg form for ansvarsfralæggelse, den gode chefredaktør præsterede. En magtudøvelse fra avisens side, som man efterfølgende slet ikke vil kendes ved. (Var du der da ikke selv, da billederne blev taget????) Som sprunget ud af Johannes V. Jensens portræt af den danske vege, vægelsindede mand i »Kongens Fald«.

Nå. Men det vi kom fra: Weekendavisens billedvalg er hævet over enhver tvivl inspireret af Informations ditto den gang for omtrent tre år siden. »Nogen« med en god hukommelse har sagt: »De der billeder af Jette Hansen, som Information brugte til et interview med hende i sommeren 09, skal vi finde, så vi kan sætte dem på til Leonora Christina Skovs anmeldelse-det-skulle-da-være-til-politiet«.
Men hvor ER det dog vel NOK en lettelse at konstatere, at der altså FINDES alternativer, der muliggør en anderledes værdig fremtræden. Så derfor TAK igen, Information, fordi I fandt at dette var lejligheden til at træffe lige dét valg! Selv om jeg ikke var der. Da der skulle vælges.

Men som altid er der nu engang mange ting, læserne ikke ved om baggrunden for det, der står i avisen. (For at sige det straks: nej, jeg har ikke nogen stor eller kontroversiel kritik at rette imod Information i anledning af deres »Læserne spørger…«). 

Avisens læsere bliver indbudt til at sende spørgsmål ind, som de kunne tænke sig at få pågældende forfatters svar på. Herefter videresender avisen spørgsmålene til forfatteren selv og denne (i dette tilfælde: jeg) får tildelt en vis plads at svare på (6000 enheder med mellemrum… som det hedder). Det, læserne ikke kan vide, er, hvor mange og hvilke spørgsmål, man egentlig får stillet (nemlig mange flere, end der ville være plads til, at man kunne besvare). Læserne kan heller ikke vide, hvilket til –og fravalg forfatteren (jeg) har foretaget. Hvilke spørgsmål valgte man at besvare og hvilke valgte man at springe over? 

Det synes jeg sådan set ikke, at der er noget galt med. Jeg tænker bare, at jeg ved denne lejlighed vil gøre en undtagelse og vise listen med spørgsmål, så læsere kan se mine til og fravalg. Og så har jeg det sådan, at jeg simpelthen ELSKER spørgsmål. At nogen spørger mig om noget – (forudsat at det er af oprigtig interesse, selvfølgelig) - synes jeg er en stor og glædelig ting: Nogen vil gerne have noget at vide af en. Jeg føler mig taknemlig for, at nogen har gjort sig den umage at formulere et spørgsmål til mig og fremsende det. Derfor har jeg lyst til at bruge bloggen her til at besvare spørgsmålene et for et. Så alle får et svar. Og ikke kun de få, jeg, grundet pladshensyn, kunne vælge.

Her er den listen med spørgsmål, jeg fik fra Information. Og nederst de svar, som blev bragt i Information. De kommende dage vil jeg besvare de resterende spørgsmål et for et - som et lille krydderi på alle historierne om familien Sort og sexistiske medieDanmark.

SPØRGSMÅL FRA INFORMATIONS LÆSERE

- Findes borgerlig feminisme overhovedet? Og i så fald hvordan adskiller
den sig fra din form for feminisme?

- Er Camilla Paaske Hjort og Anna Sophia Hermansen efter din mening
feminister?

- Hvor langt er vi kommet i forhold til ligestilling i Danmark, hvor er vi
og hvor står kampen i dag?

- Er vi ikke for længst blevet ligestillede og er der overhovedet noget
at kæmpe for?

- Hvad er mest irriterende ved Anna Sophia Hermansen?

- Hvad synes du om dit eget liv - har du formået at leve ligestillet?

- Er ligestillingsdebatten blevet mere eller mindre kvalificeret i løbet
af de sidste 5 år?

- Hvis du skulle give et råd til en 17-årig feminist om hvilken
kønspolitisk debat hun skulle engagere sig i, hvad skulle det så være
for en?

- Hvilke feminister under 35 kan begejstre dig?

- Har du selv nogle feministiske forbilleder?

- Ser du nogle strømninger i udlandet, som du tænker, vi i Danmark kan
lære af?

- Hvilken retning skal vi gå?

- Er ligestilling en kvindesag?

- Hvorfor har feminister på venstrefløjen kun diskuteret for eller imod
forbud mod købesex de sidste mange år. Sker der ikke snart noget nyt?

- Hvorfor hidser du dig op over Ole Birk Olesen, kan han ikke være
ligegyldig mht. feminisme, når der alligevel ikke er nogen, der lytter
til ham?

- Hvordan kan du forsvare, at du i din bog argumenterer for at fakta er
kedeligt og at du derfor ikke behøver at basere bogen på netop fakta?

- Din bog har fået meget kritik, hvorfor tror du?

- Hvad føler du selv du har opnået?

- Hvad har du gjort dig af nye erkendelser de seneste 10 år?

- Ser du nogle strømninger i udlandet, der inspirerer dig?

- Hvorfor hedder din bog patteprinsen og de skinhellige drager?

- Hvad var formålet med din bog, og hvad ville du med den?

- Er vi gået frem eller tilbage mht ligestilling i Danmark de seneste år?


Læserne spørger: Jette Hansen
»Jeg vil næsten gå så langt som til at sige, at det slet ikke er muligt at realisere et fuldkommen ligestillet liv i familien«
Oprettet 04/04/2012 - 17:00
— Din bog har fået megen kritik, hvorfor tror du?

Fordi dens budskab gør ondt, tror jeg. Nu havde vi det lige så hyggeligt og var næsten blevet enige om, at kvindeundertrykkelse var en saga blot. Min bog er jo en feministisk kulturanalyse og samfundskritik. Og den kritik rammer ind i noget, der har en meget stor betydning for alle mennesker: forholdet til det modsatte køn.

Det er typisk for de negative anmeldelser, min bog har fået, at de i modsætning til de positive nærmest slet ikke forholder sig til alle de forskellige eksempler på kvindeundertrykkelse i vores samtid, som jeg behandler. Jeg vil kalde det en fortrængning.

— Er vi ikke for længst blevet ligestillede, og er der overhovedet noget at kæmpe for?

Det er langt sværere for kvinder at komme til at gøre sig gældende på området for samfundsmagt. I det hele taget skal kvinder præstere bedre for at opnå den tilsvarende bedømmelse som en mand.

Se på mediebilledet: Hvem er det, der udlægger verden og forklarer den for os? Det er mænd. CEPOS-direktør  Martin Aagerup udtalte for nylig, at han slet ikke så noget problem i, at der omtrent ikke sidder kvinder i de indflydelsesrige tænketanke. Nej, for mangfoldigheden kunne sagtens sikres bare mændene var af forskellig alder, uddannelse og etnicitet. Mon man kunne forestille sig, at hr. Aagerup ville se lige så positivt på et scenarie, hvor retningen for samfundsudviklingen blev udstukket uden mænds deltagelse? Kvinder lider under, at de i højere grad står i et krydspres mellem arbejdsmarked og familieliv. Man ser det ved, at kvinder oftere end mænd bukker under med stress eller har alvorlige problemer med selvværdet (mere end hver femte kvinde lider af nedtrykthed og har problemer med selvværdet, viste en undersøgelse for nylig). Den seksuelle kultur i pornografien og prostitutionens tegn rummer i virkeligheden med sine krav om en hårløs, evigt ung krop en afstandtagen fra den voksne, udviklede kvindelighed og er kontraproduktiv for kvinders selvtillid og selvværd.

Noget af det vigtigste for ligestillingen ville være at lette krydspresset på kvinden via en mere ligelig fordeling af barselsorloven imellem manden og kvinden, og at man lempede kravene på arbejdsmarkedet i årene med småbørn, så at mændene også blev frigjort til i perioder at lægge mere tid og flere kræfter i familien.

— Hvordan kan du forsvare, at du i din bog argumenterer for, at fakta er kedeligt, og at du derfor ikke behøver at basere bogen på netop fakta?

Det er også en misforståelse. Jeg skriver, at jeg foretrækker sandsynliggørelser frem for beviser, og at »beviser er træls« (fordi læseren føler sig fanget og dermed ufri til at danne sig sin egen mening). Selvfølgelig forholder jeg mig til fakta i min bog, og selvfølgelig mener jeg, at man skal basere sine påstande på fakta. Bogen hedder netop (også) »feministiske billeder«, fordi jeg forholder mig til en række konkrete eksempler på kvindehad i kulturen (billederne). I kraft af at forholde mig analyserende til eksemplerne forsøger jeg at sandsynliggøre for læseren, at der igennem det seneste årti gradvist er fremvokset et problematisk syn på kvinder. Mandschauvinistisk seksualisering af kvinder og et nedsættende syn på kvinders evner er blevet comme il faux.

Min bog er skam i meget høj grad baseret på fakta. Men det er jo ikke det samme som at have bevist eksistensen af kvindehad generelt.

— Er debattørerne Camilla Paaske Hjort og Anna Sophia Hermansen efter din mening feminister?

Nej, det er de efter min mening ikke. Feminisme bygger på en grundopfattelse af, at der i selve kulturen er indlejret et værdisystem, hvor alt det, vi forbinder med noget maskulint, opvurderes, imens alt, hvad der forbindes med noget feminint, nedvurderes. Inklusiv mænd og kvinder … selvsagt. Det er også det, der kaldes den patriarkalske orden. Det berømte eksempel er en matematikopgavebesvarelse, man bad nogle censorer om at bedømme – først med et drengenavn og dernæst med et pigenavn, og hvor der viste sig en klar tendens til at opgaven fik en højere bedømmelse, når censorerne troede, at det var en dreng, der havde lavet opgavebesvarelsen, end når de troede, at det var en pige.

At være feminist vil sige at anerkende eksistensen af det patriarkalske værdisystem, at have en kritisk holdning til det og i sidste instans ønske det ændret.

Når jeg vil hævde, at Camilla Paaske Hjort og Anne Sophia Hermansen ikke er feminister, er det fordi, de, så vidt jeg ved, slet ikke anerkender eksistensen af et sådant værdisystem, der nedvurderer kvinder. Jeg vil desuden hævde, at de betjener sig aktivt af samme værdisystem i den forstand, at de reproducerer systemets syn på kvinder ved at de f.eks. argumenterer for, at den eksisterende forfordeling med hensyn til penge og samfundsmagt ganske enkelt skyldes, at kvinder bare er en dårligere og mindre dedikeret arbejdskraft end mænd. Anne Sophia Hermansen har desuden ofte på sin blog givet en meget nedsættende fremstilling af kvinders udøvelse af moderlig omsorg (de meget berømte speltmødre). Omvendt fremhæver hun mænd som generelt bedre samfundsborgere end kvinder, hvorfor disse (kvinderne) burde bruge mændene som rollemodeller og tage ved lære af dem. Jeg opfatter Camilla Paaske Hjort og Anne Sophia Hermansen som eksempler på kvinder, der har indforstået sig med den patriarkalske orden, og som aktivt forvalter selvsamme  orden i deres syn på kønnene.





— Hvad synes du om dit eget liv – har du formået at leve ligestillet?

Mit eget liv er en blandet pose bolsjer. Mine parforhold har på den ene side ikke været så konventionelle, synes jeg. Min første mand var fantastisk til at støtte mig i hele det lange stykke tid, jeg sad og skrev speciale: købte ind, lavede mad, ryddede op dag efter dag – accepterede, at jeg sad helt ukontaktbar og skrev og skrev. På den anden side vil jeg næsten gå så langt som til at sige, at det slet ikke er muligt at realisere et fuldkommen ligestillet liv i familien. Og det skyldes, at der er et andet blik på kvinder og andre forventninger til  dem. Kvinden får det følelsesmæssige til at hænge sammen i intimsfæren på en anden måde, end manden gør.

Og mand og børn bliver altså desperate og vilde i blikket ret hurtigt, hvis man har meldt sig ud for at skrive … er min erfaring.

Hvor mange mænd mon kan sige om sig selv, at de har skammet sig som en hund over at have skrevet hele dagen? Nu igen! Men det har jeg altså gjort mange gange. Fordi den indre følelse tilsiger, at man har skulket (fra sine egentlige pligter, som er at give nærvær og bekræftelse til de nære og kære). Og fordi mand og børn også har en forventning om, hvordan mit – kvindelige – nærvær bør prioriteres: For dem at se bør de være vigtigst, og det andet – skrivningen – må komme bagefter. Sandheden er, at jeg ikke er helt sikker på, om ikke de rent faktisk også har ret i det. (Mumle, mumle, satans også). Sagen er bare, at jeg meget sjældent tror, at mænd, der skriver, oplever sådanne forventninger fra deres nærmeste. Der er en helt anden respekt omkring mænds ’arbejdsro’.

Familien Sorts Aagerkarl: Kvindeudslet 3

Martin Aagerups berygtede kvindeudslet slog voldsomt ud, da Ugebrevet A4 for nylig havde lavet en opgørelse over kønsfordelingen i landets syv mest indflydelsesrige pengetanke – herunder CEPOS – og var kommet frem til det resultat, at kvinder stort set ikke forefandtes og jo højere op i hierakiet jo mere udpræget. 

http://www.ugebreveta4.dk/2011/201146/Tirsdag/maend_taenker_mest.aspx?fb_comment_id=fbc_10150393982474585_19782990_10150394246159585#f1ea5c940bc5df

Professor på Institut for ledelse på Aarhus Universitet, Steen Hildebrandt fastslog, at det i hvert fald ikke skyldes, at kvinderne ikke findes:

»Der er masser af højkompetente kvinder i det danske samfund, der kunne rekrutteres«.

Journalisten spurgte dernæst familien Sorts egen Aagerkarl, om han ikke anså denne skævdeling på køn for at være et problem for fagligheden og om han som direktør virkelig var tilfreds med udelukkende at have ansat mænd – hvortil det selvsikre svar lød: 

»Vi har ansat de bedst kvalificerede til jobbet uden at tage hensyn til, om det er mænd eller kvinder«.

Anderledes sagt: JA. Jeg er som direktør enormt vel –og selvtilfreds med kun at have ansat mænd. Mænd ER nu engang bare dygtigere end kvinder.

Ja. DEN vurdering må vi selvfølgelig bare bøje os for. Men det kan vi da også ROOOLIGT gøre. For CEPOS' direktør er nemlig til overmål sikker på, at det faktisk er hamrende ligegyldigt, om der er kvinder med i sådan en tænketank eller ej:

»Martin Aagerup (mener) slet ikke, at fraværet af kvinder i tænketanke giver et fagligt problem. (…) »Vi er enormt bredt sammensat og meget, meget forskellige. Hvis du ser på aldersspredningen er den stor, og hvis du ser på den erfaringsmæssige baggrund er vi meget forskellige. Jeg synes, at det er en meget snæver vinkel at se på tingene, som at bredde handler om, hvilket køn man har. Det synes jeg ikke, at det gør,« siger Martin Ågerup«.

Hm, hm. Vi tager den igen: Martin Aagerup mener, at der skam ER bredde og mangfoldighed i sammensætningen af CEPOS .... selv om der ikke lige er nogen kvinder ... men så er der faglige forskelle, der er aldersspredning, racetilhørsforhold og den slags…

Familien Sorts Aagerkarl anser helt enkelt, at mangfoldighed og bredde kan realiseres uden at kvinder nødvendigvis er repræsenteret…

Ville han også mene, at mangfoldighed og bredde var blevet realiseret, hvis der slet ingen mænd var? Det vil jeg gerne spørge om.

Kunne man… OVERHOVEDET forestille sig hr. Aagerup gennemføre det tilsvarende ræsonnement med omvendt kønsfortegn? Altså at samfundstænkningen skam blev varetaget fint uden deltagelse af mænd, når bare der var kvinder af forskellig baggrund, alder og (måske) etnicitet repræsenteret?

Okay. Lad mig bare sige det ligeud: Jeg opfatter det som værende fuldkommen UTÆNKELIGT, at Martin Aagerup ville anerkende en sammensætning bestående af lutter kvinder i landes tænketanke som værende repræsentativ! Faktisk er jeg overbevist om, at han ville anse det for UANTAGELIGT.

Selvfølgelig er det utroligt uheldigt og DYBT kritisabelt, at der så godt som kun sidder mænd i tænketankene, der som bekendt har til formål at udtænke løsninger på kollektive problemer samt udstikke en ønsket samfundsudvikling. Og direkte rystende at en mand som Martin Aagerup, end ikke er i stand til at SE dette.

Kvinders fravær i foraer, hvor der arbejdes med løsninger på kollektive problemer og udkastes visioner for udviklingen af samfundsfællesskabet er et KÆMPEPROBLEM. Ifølge sagns natur vil vi aldrig vide, hvad for en tanke, der ikke blev tænkt og hvilken ide, der aldrig så dagens lys, fordi kvinderne ikke deltog. Men allerede fraværet af kvinder I SIG SELV har stor virkning! For det betyder, at kvinder oplever sig selv som tilskuere til en samfundsudvikling, der initieres, udkastes og iværksættes af mænd, hvilende på mænds forventninger, vurderinger og bedømmelser. Det er et signal, der siger: »det er ikke kvindernes samfund, kvinder har ikke (med)ejerskab til samfundet, samfundet tilhører mændene, det er dem, der tænker tankerne, udkaster visionerne og udstikker udviklingen«.

Fraværet af kvinder i tænketankene svækker kvinders identifikation med samfundet, det svækker tilhørsforholdet til samfundet og tilskyndelsen til aktiv deltagelse, kort sagt: demobiliserer kvinders samfundsengagement. Det er en måde at hægte kvinder af på, deres motivation, deres engagement - og den kreativitet, man jo ved knytter sig til motivation og engagement.

Herved går samfundet... igen, igen... glip af utrolige mængder af ressourcer på grund af et segments dybt reaktionære kvindesyn!

De ivrige liberalister i familien Sort hævder ganske vist, at de politisk set udelukkende orienterer sig efter en eneste vældigt rationel og for fællesskabet gavnlig ting: nemlig erhvervslivets indtjeningsmuligheder, hvilke antages nærmest automatisk at sikre hele det øvrige samfunds trivsel og velstand. Ja. Gid det var så vel, hvad jeg nær tænkt og sagt. Men det er det ikke. For familien Sort har desuden et reaktionært kønspolitisk projekt, der i høj grad svækker samfundets dynamik. Deres kvindeudslet.

Det er familien Sorts dagsorden, at kvinder ikke skal optræde som mænds konkurrenter! Kort og godt. Kvinder er nogle, der står til rådighed. Som bekræfter mænd. Og tilbyder deres tjenester. Men omvendt også trækker sig i samme øjeblik, de ikke er behøvede.

Og som altid. Altid, altid, altid med fuldkommen beredvillighed bakker op om et vaklende mandligt (krise)ego med bekræftende, beroligende imødekommenhed - psykologisk og seksuelt. Har nogen f.eks. tænkt over, hvorfor det er blevet så suuuupervigtigt, at kvinder seksualiserer sig selv massivt – vel at mærke i pornografien og prostitutionens tegn? NB + stooore bryster. Med den lækre prostituerede og pornomodellen som kollektive forbilleder. Dé to former for seksuel kultur, hvis perspektiv udtrykkeligt er den ensidige bekræftelse af mandligt begær i kraft af at imødekomme det mandlige begærs fantasmer?  

Kvinders løfte om ensidigt at stille sig til rådighed for det mandlige begær er ganske enkelt den ene halvdelen af befolkningens valium til den anden halvdel – i en tid hvor krisen kradser og skaber en omfattende usikkerhed og utryghed.

Som nu i England, hvor arbejdsløsheden grundet krisen ramme hårdt. Jamen FOR POKKER så har vi brug for kvinderne, også de højtuddannede kvinder, derhjemme. I hjemmet. Hos børnene. Hjem og rør i kødgryderne, kvinder! Og overlad venligst, hvad der måtte restere af samfundsmagt til mændene. Jo, jo, jo – I skal nok få lov til at komme på gæstevisit igen i magtens korridorer. Hvis vi får brug for jer. Selvfølgelig, selvfølgelig. Ja, det vil sige… ikke på niveau med mændene. Det er klart. Men som fars handy lille hjælper, der om nødvendigt uden alt for mange problemer kan fjernes igen. Men det er I jo så vant til, at I bare betragter dét som helt …. naturligt… var vist ordet. Og indtil da glæder jeg mig til at komme hjem til en supersexet, sød og velklædt serviceminded lille kone, der ikke tager det alt for hulens alvorligt, at hun eventuelt har brugt et godt ti-år af sit liv på at dygtiggøre sig inden for et felt på en eller anden højere læreanstalt. Vel?

Som medskabere af samfundet og kulturen anses kvinder for undværlige. De er udskiftelige. 

Ifølge familien Sorts reaktionære syn på kvinder, bliver disse anset for at være en art andenrangs samfundsborgere, hvis betydning for samfundsudviklingen hverken er KONSTITUTIONEL eller uundværlig. Tværtimod kan man bare læse kommentarsporene til alle 180graders artikler omhandlende kønspolitik og dér forsikre sig om, at man i familien Sorts segment meget konkret og meget direkte mener, at samfundet og kulturen er mænds frembringelse, mænds værk og mænds ejendom.

Men… HOV. Er halvdelen… eller i hvert fald en trediedel af familien Sort da ikke kvinder?

Jo!

Martin Aagerups kvindeudslet 2

Jeg ved det, jeg ved det. Jeg lovede jeg ville fortælle jer en historie til, om familien Sorts egen tænketankdirektør, Martin Aagerups reaktionære kvindesyn. Kommer her! Sagen er bare at jeg har historieoverload. Jeg kan ikke følge med. Familien Sorts reaktionære kvindesyn er ved at udvikle sig til en føljeton.

Her får I del 2. (Del 3. følger  i morgen)

I skrivende stund deler tænketank-direktøren i en facebook-opdatering sin fuldtonede glæde over, som han skriver på sin væg, en »fremragende kommentar af Peter Kurrild-Klitgaard«. 

Nå da da. Lad os se på, hvad det er, der i den grad har vakt hr. Aagerups store glæde!

Forleden fremhævede Ligestillingsminister Manu Sareen en amerikansk rapport fra en »uafhængig« tænketank, Catalyst - der viste, at udbyttet i de største virksomheder, domineret af mænd, er lavere end i virksomheder med mange kvinder i ledelsen. Dette optog Sareen som en støtte for idéen om at indføre kvindekvoter til bestyrelser.

Det, der i den grad har vakt Martin Aagerups store glæde er, at Peter Kurrild-Klitgaard imidlertid under overskriften »Kvotefup« skriver, at Professor Nina Smith og professor Steen Thomsen vurderer, at man ikke med sikkerhed kan vide om resultaterne holder.

Men hvor er det dog mystisk, at hr. Aagerup synes, det er sådan en skøn nyhed at få, at han ligefrem jubler højt og i glædesrus linker til Peter Kurrild-Klitgaards kommentar. Plejer de ellers ikke at sige i familien Sort, at de kun går op i en eneste ting, når de forholder sig til rammerne for samfundsudviklingen: Profit, profit og atter profit. Hvad der er godt for erhvervslivet er godt for alle. Så glem alle andre og alt andet - end erhvervslivets interesser. Så bliver alt godt (og alle rige).

Men så skulle man jo tro, at det var nyheden om, at virksomheder med kvinder i bestyrelsen tjener bedre end virksomheder uden, der ville give anledning til jubel og glædesrus i familien Sort. For så præsenterer der sig en spritny mulighed for at sikre erhvervslivet større profit: kvindekvoter til bestyrelserne!

Jubiiii! Vi bliver rige. Jaaaa.

Og den nye nyhed om, at det alligevel ikke er blevet bevist, at kvinder i bestyrelserne er en sikker vej til større overskud, skulle man derfor ærlig talt også tro måtte være rigtigt nedslående for liberalistsegmentet.

Øv, øv og tre gange øv. Nu er kvoter måske ikke vejen til større indtægter for erhvervslivet alligevel.

Men nej! Sådan er det slet ikke. Det er faktisk lige omvendt.

Udsigten til, at virksomheder ville klare sig bedre med kvinder på magtfulde poster, er decideret nedslående for CEPOSkartellet. Derimod vækker udsigten til at kvinder kan undværes i magtens korridorer jubel.

Sådan er det!

Hvad  i al verden skal man konkludere ud fra denne meget selvmodsigende adfærd?

Meget tyder på, at familien Sort ud over større profit til virksomhederne har endnu en ting på deres politiske dagsorden.

Nemlig at holde kvinder nede og ude!

Og så forstår man selvfølgelig bedre CEPOSdirektørens smittende glæde...


To be continued...