lørdag den 10. marts 2012

Dag 2 - Leo Nobody strikes back

For helvede. JP sætter en parfumesælger til at anmelde bogen, Berlingske en damefrisør – eller også er det omvendt. Frygteligt. Den ene skriver at jeg er for akademisk, den anden at mit sprog er som eet langt blogindlæg. ??? Den ene skriver at anmelderne ikke anerkendte min offensive sprogbrug i sin tid med min første debatbog,  »Det bløde punkt«, fordi det i virkeligheden bare var barnligt og latrinært. Undskyld… Jeg forholder mig altså til, hvordan jeg har oplevet det at være skrivende og debatterende kvinde – over et spand på 25 år. »Det bløde punkt« udkom i 1999 – for 13 år siden! Vil den ærede anmelder påstå, at hun skam har læst »Det bløde punkt«? Og derfor er i stand til at bedømme det stilistiske niveau og forklare hvorfor den blev anmeldt som den gjorde…  for 13 år siden? Fru anmelder. Det tror jeg simpelthen ikke på og jeg synes det ser ud som om, du anmelder din egen fordom slet og ret. Og lader avisens læsere i stikken. Hvad angår den anden… – frisøren… parfumesælgeren… whatever, jeg husker det ikke, men vedkommende fortæller i hvet fald læserne, at jeg skriver om den 70-erfeminisme, jeg selv har været med til at søsætte… Jeg tror NOT. Jeg tilhører den såkaldte Rødstrømpernes døtre-generation (f. 1960), hvilet jeg skriver højt og tydeligt i bogen, faktisk er det en pointe, at jeg opererer med tre generationer: 70-erfeministerne, min egen mellemgeneration, Rødstrømpernes døtre, og nutidens borgerlige antifeminister.

Wow, det siger alt om niveauet… og troværdigheden… at de damer anmeldere forholder sig til deres egne fordomme i stedet for til den virkelighed, det er meningen, at de skal bedømme.

Hmm – der kan man se, Ekstra Bladet har faktisk en anmelder, der læser bogen og forholder sig til den. Min forlagsredaktør modtager en mail om, at hendes chef inde på avisen er blevet nysgerrig – om forlaget gider fremsende et ex.? Fair nok.

Men… puuuuha. Politiken… har sandelig ikke ære af deres dækning.

Taler på Hovedbiblioteket senere på dagen, de gør nemlig bogen til månedens bog. Møder op til en sal fuld af interesserede og spørgelystne kvinder. Fantastisk! De fleste lidt ældre eller jævnaldrende med mig selv – og nogle helt unge. To mænd.

Hvorfor er det så svært for kvinder at komme igennem til medierne med det her, bliver jeg spurgt. Jeg svarer med at fortælle om Politikens dækning.

Første overskrift: »Vi gamle feminister bliver hetzet af de unge«.

Anden overskrift: »Når gamle krager skræpper«.

Tredje overskrift: »Jette Hansen – en svigtet feminist«.

Man insisterer på… gang efter gang… at tilskrive mig den samfundskritik, jeg rejser, som en personlig frustration, der sågar i sidste ende kommer til at udgøre noget mangelfuldt ved min person: At jeg er enten »gammel« eller »svigtet«.

Man fratager min person og mit projekt al autoritet på den måde!

Den unge fyr, de lod anmelde bogen, sidder på den selv samme debatredaktion, der står som afsender af overskriften på debatindlægget imod mig dagen før udgivelsen, »Når gamle krager skræpper«. Ja, måske er det ligefrem ham selv, der har fundet på den?

De giver bogen to hjerter… Kan de så tage dem væk! Jeg vil ikke have et eneste. …

Clement venter, Debatten denne ugen skal handle om 8. marts, jeg er lidt bimmelim efter et glas hvidvin, jeg skyllede ned i stor hast inde på Hovedbiblioteket, men klarer hjernen med en kop varm cacao i venterummet ude på DR, før man skal i studiet. Programmets øvrige deltagere indfinder sig: Povl Krogsgaard Larsen, Jacob Engel-Schmidt, Iben Wiene Rathje (SF), Özlem Cekic (SF), Pia Olsen-Dyrh (SF), Manu Sareen (R), Lykke Friis (V), Fatma Øktem (V), Ole Birk Olesen (LA), Marie Krarup (DF) - (ja, okay undskyld – kopieret fra DRs programside). De spankulerer rundt i gemakkerne som om det var deres egen dagligstue.Egentlig skal det vist forestille, at de mener noget virkelig forskelligt. Alvorligt. At deres liv nærmest går ud på at forfægte dén forskel til sidste blodsdråbe. Men det mærker man nu ikke meget til her, hvor man joker og snakker familiært. Nogen er just hjemvendt fra New York og lider af jetlag. Özlem skælder skælmsk ud på Ole Birk Olesen – var det ikke ham der skrev det der blogindlæg om, at kvinder var uegnede til at forvalte samfundsmagt… fordi de var komplet irrationelle? Jo, jo… Det var det da. Ha, ha. Krøllebøllen virrer med lokkerne og ler ad sit eget indfald – et blogindlæg på Damefrokosten… for et stykke tid siden efterhånden.

- Det vandt afstemningen som årets bedste blogindlæg, indskyder jeg. (Faktisk har jeg det med i min bog, som et eksempel på, at jeg mener det er en myte, når man påstår, at kritik af kvinder er fuldkommen tabuiseret og aldeles forbudt).

Ole Birk Olesen ser en smule forlegen ud i et kort øjeblik. Özlem ser ud som om hun tænker… fordi hun er lidt i tvivl om, hvad hun skal mene.

- Jamen… øøøm, det var også enormt… underholdende, siger hun så.

- Jeg vidste slet ikke…at du kunne skrive den slags, Ole.

- Ha, ha.

- Nej, nej.

De er i hvert fald ikke uvenner på nogen måde… altså efter det med Carina-debatten… hvor Liberal Alliance mildest talt trampede på alt, hvad Özlem må formodes at stå for… inclusive Özlem selv… konstaterer jeg lettet. No hard feelings. Ret beset er det jo også som en stor familie. En stor fjernsyns og radio og avis og internet-familie. Man kan slet ikke engang tælle, hvor mange gange de her folk har været i Debatten… og Deadline… og Jersild… og TV2news… og… De her mennesker bebor simpelthen medierne. De opholder sig i dem. Som et hus, hvis værelser ellers ville stå gabende tomme. Dette er Danmarks mediesegment. En samfundsklasse i sin egen ret. Jeg kigger mig rundt. Jacob Engel-Schmidt… og de andre… Ole Birk Olesen og Lykke Friis… de duver i rummet som zeppelinere… opfyldte af stor lethed og selvtillid.

Jacob snakker veloplagt… (med spotlyset skinnende i den blankpolerede speltisse… gnæg, gnæg tænker jeg… maliciøst med addresse til Bethany Bitterfisse) om det der »missoir«, han er blevet bedt om at give sit syn på i aftenens program – et pissoir, hvor kvinder kan stå op og tisse… hvilket forslag (fremsat af Iben Wiene Rathje) har vakt voldsom furore i offentligheden. Selve tanken om, at kvinder skulle give sig til at stå op og tisse… Nu hvor vi ellers lige var blevet dejligt, behageligt enige om, at mænd, der sidder ned og tisser… vel nok er umulige at tage alvorligt som repræsentanter for deres køn…

Og vil kvinderne så venligst blive siddende!

Jacob er kommet frem til at missoiret er… useriøst… betror han en af de andre programdeltagere... Ole Birk Olesen, tror jeg…  Selv spiller han ud med et angreb på feministerne i anledning af, at en fyr på Paradise Hotel, blev befamlet på de ædlere dele af to piger, imens han lå og sov brandert ud –  et klokkeklart sexovergreb, mener Jacob, som ingen havde gidet at tage sig af…. Rettere: ingen feminister havde gidet at tage sig af….

Selv hørte jeg første gang om det angivelige overgreb, da jeg læste, hvad Jacob Engel-Schmidt skrev og tænkte, at feministerne – hvem end de er – måske slet ikke havde set Paradise Hotel? Og hvorfor i alverden Jacob Engel–Schmidt dog satte sig til at vente på, at feministerne greb ind? Hvis der var tale om et sex–overgreb…. det er jo forfærdeligt…. Og så vil han overlade til feministerne at tage sig af det… han respekterer ikke engang feminister,  kunne jeg forstå. Ja, han afskyede dem vist nærmest???

- Var det for meget forlangt at KVINFO tog telefonen… eller sådan noget…. sagde Jacob, da vi var på.

…KVINFO tog telefonen… Hvad taler vi dog om?

- Ved du overhovedet hvad KVINFO er, Jacob Engel-Schmidt? Det er et videnscenter og et forskningsbibliotek for køn, ligestilling og etnicitet, der har som sin hovedopgave, at initiere og formidle forskning og at bidrage til udviklingen af et ligestillet samfund…. som det hedder…

Hvor kommer det ind i billedet, at KVINFO skal agere ordensmagt? Clement korrigerede på intet tidspunkt den række af totale misforståelser og fejlopfattelser, som væltede ud af munden på Jacob Engel-Schmidt. Nej, men hvorfor dog også det? Kønspolitik er vel ikke, noget man ligefrem tager alvorligt… eller viser respekt… det er sådan noget vi joker med helt uforpligtende…

Sad Jacob Engel-Schmidt egentlig ikke for åben skærm på prime time tv og demonstrerede, at han overhovedet ikke tager seksuelle overgreb på mennesker (m/k) alvorligt…– ved at gøre det til en mediegimmick lige op i folks åbne ansigt… herunder nogle, som kunne tænkes faktisk at have været udsat for seksuelle overgreb. Sådan synes jeg sguda at det så ud. For ellers ville han vel også reagere selv, skarpt og prompte, hvis han oplevede det ske. Jamen selvfølgelig.Ikke?

Pyyyyyha. Udsendelen forløber som een eneste stor fremvisning af afmagt med hensyn til at forholde sig på mindste måde realistisk… kompetent… rationelt… til det kønspolitiske perspektiv på samfundslivet. Seerne bliver diverteret med væg til væg uforstand og kul sort reaktion. Manu Sareen virker efterfølgende ganske frustreret. Hvilket sådan set er det bedste, jeg har at sige om det.

Vågner til morgen med gårsdagens billeder klæbende til indersiden af kraniet som det skrald, der insisterer på at sætte sig på siderne af skraldespanden, når man tømmer den.

Vælter ud af sengen for at orientere mig i aviserne.

Hm – der kan man se, der kan åbenbart stadigvæk ske noget godt her i verden. En af sveriges skarpeste feminister, Kajsa Ekis har skrevet en anmeldelse af bogen på KVINFOs webmagasin… der hviler på, at hun faktisk læser den… og tager stilling til den læsning… Åh, hvor bliver jeg dog lettet… på sådan en nærmest metafysisk måde…  Der er nogen derude…

http://webmagasin.kvinfo.dk/artikler/de-feministiske-tanker-er-begyndt-gro

Hvor er det en fantastisk fornemmelse – efter damefrisøren, parfumesælgeren – og Politikens Lars Hedspore (undskyld, jeg kan godt se, at jeg skriver om dé folk på en måde, så at det ser ud som om jeg ikke respekterer deres faglighed. Men… det gør jeg heller ikke. Fordi jeg ikke kan… fordi det ER elendigt… som anmelderi betragtet, mener jeg. Ekstrabladet… Jamen den anmeldelse var sgu i orden… sådan… for her var en anmelder, der kvalificerede sin bedømmelse på bagrund af en læsning. Det tre andre…. jamen de anmelder bogen uden at tage stilling til argumenterne…. Og det er jo en utrolig ting, når man tænker over det. Nej… jeg respekterer ikke deres faglighed… Men i det mindste argumenterer jeg da for, hvorfor jeg ikke gør det).

Og Information – Marie Louise Kjølbye læser jo også bogen… hun kan læse den… en solid, gedigen, grundig læsning…  Vidundeligt! Hvor bliver jeg glad.

Nå. Så er der Weekendavisen.

Hm. Hm, hm. Ja, okay. Weekendavisen. Leonora Christina Skov anmelder… Altsåååøh. Jeg troede, at hun ellers var inhabil. Det der med at vi kender hinanden fra gamle dage… at jeg forholder mig til Bethanyaffæren, som hun var en del af og at jeg engagerede mig i en debat om genrelitteratur, som hun rejste i sin tid, med et kritisk indlæg imod hendes forfatterskab. Og så det med at hun gerne siger at hun gør noget ekstra ud af sin integritet som anmelder… at hun ikke vil anmelde bøger, hvor hun har et forhold til forfatteren…

Nej men det her….

Arj, du godeste! Det fylder jo omtrent to hele sider i bogtillægget… Og dé billeder af mig… Hvordan har de overhovedet fremskaffet dem? Jeg troede, at det var nogle, Information tog i sin tid? De må jo have sat himmel og jord i bevægelse for at fremskaffe dem inde på Weekendavisen.

Og så.. Åhhhnej, Christina. Og så den overskrift. »Den lilla møgjette og pulven«..

Virkelig?

»Møgjette«? I overskriften. På anmeldelsen af min bog. I Weekendavisen.

Wow. Kan man virkelig bare gøre alt og skide på alt...? Når det handler om kvinder? Og feminisme?

Christina, det må åbenbart simpelthen have gjort så helt utroligt ondt på dig, at Bethany kaldte dig »Leo Nobody« i sin tid, da du kom for skade at engagere dig i bitterfissefejden på Anne Sophia Hermansen og de borgerlige antifeministers side. Leo Nobody… arh, jamen, Christina -  sådan ER det bare med Bethany. Hun har denne forandede evne til at ramme folk lige midt i deres aller ømmeste punkt. Hør her. Det er sgu ikke for at genere dig, at der (næsten) ikke står noget om dig i min bog. Du har bare ikke nogen betydning i lige dette her projekt. Men behøver du virkelig at fare sådan frem? Du mister jo al… ja, al værdighed. Grovheden. Primitiviteten. Nejjj.

Nåmmen... Weekendavisen har ovenikøbet lagt anmeldelsen ud på nettet - og det gør de ellers aldrig... mig bekendt... Men så kan jeg da linke til den:

http://www.weekendavisen.dk/smarticle/view/4

Undskyld – men jeg synes at det ser ud som brødnid. Sådan... hvem ejer det her projekt? Men sådan mener jeg faktisk ikke, at man overhovedet kan tillade sig at se på det. Ingen ejer jo kvindefrigørelsen, Christina. Eller feminismen. Og der er altså andet i verden end at blive eksponeret… Og skal det endelig være, ja så har du vel også fået det, der kunne tilkomme dig på den konto. Har du ikke? Hvad er du så utilfreds med?

Jeg har sådan en styg fornemmelse af, at du er helt fortvivlet over, at du simpelthen slet ikke har set det her komme… overhovedet. Den analyse jeg har lavet i min bog, mener jeg. Og du som ellers plejer at være helt oppe på beatet, ikke? I virkeligheden kunne jeg forestille mig, at du måske begyndte at skrive nogen af de ting selv, som jeg skriver om her i bogen… når der er gået lidt tid ligesom. Ikke? Det er jo svært for dig, at finde en måde at være rigtig uenig med mig på, kan jeg se.

Men arj, Christina. Det er altså rædsomt. Det synes jeg. Og Annette Nielsen. … Kære Annette fra gamle dage inde på KVINFO. Hvordan kunne du dog gøre det her? Jeg kan slet ikke forbinde det med dig. Så passede det åbenbart, da du skrev så surt om min bog inde på Susanne Stauns facebookside sidste lørdag og kritiserede at jeg ikke nævnte Christina – at du havde læst den før den udkom, fordi Christina havde den til anmeldelse.
Jeg kunne bare ikke tro det. Jeg har jo altid kendt dig som integriteten selv. Ikke nok med det. Da jeg gik ind på Susanne Stauns facebookside for lige at genopfriske min hukommelse, kunne jeg ikke se, at det du havde skrevet stod der mere. Wow. Har du bedt Susanne Staun om at slette din kritik af min bog igen? Fordi du ikke kan stå ved den?

Nej. Jeg synes det er for mærkeligt. Feminisme er nødt til at handle om andet og mere end personfnidder, kamp om eksponering og brødbid. Og det ville jeg også have troet at I, du og Christina  gjorde, Annette. Indtil denne dag.

Fortsættes....

Ingen kommentarer:

Send en kommentar