Dag 3

Vågner med uld på tungen (nej, det er ikke for at sige noget dårligt om fårene. Lige som det i går ikke var for at sige noget dårligt om »damefrisørerne« eller »parfumesælgerne« – og så er jeg ikke engang sikker på om det var lige det, de var – men noget LIGNENDE i hvert fald), bvadr. Prøver at skylle det væk med noget bitter kaffe. Brrrr. Er midt i en længere mail, da mobilen ringer og det er Monica – Monica Krogh-Meyer – radiojournalisten. Ikke at jeg ellers kender hende, men hun skrev, da min bog skulle udkomme og inviterede mig til at deltage i sit radioprogram, »Så har vi balladen«, (sammen med… Dennis, søde Dennis… som jeg heller ikke kender, men som Monica fortæller er en SKØN fyr…. gift med Karina… Karina fra Lykkehjulet i sin  tid. Mmmm. Dejlig, skøn kvinde. Tillykke Dennis!)

- Øh halloo hej, Monica???

- Halloooøhhh…Er du på vej… Jette?

- Øh, vej? Hvodan mener du… vej? Det snurrer rundt for mig lige et kort øjeblik. Hvad taler vi om?

- På vej… HERUD!, siger Monica.

- Herud…, gentager jeg tåbeligt. Men det er jo… øh i morgen, ikke? Øhm at programmet er….

- Det er NU, Jette! Om 10 minutter, siger Monica.

Jeg kan huske den gang min datter kom til at sætte sig på katten, der havde lagt sig inde under slumretæppet…. Dyret eksploderede… røg lodret op i luften… fra nul til hundrede på et splitsekund. Nærmest som om den var clairvoyant og vidste, hvad der ramte den (en 52 kg. tungt placeret bagdel), endnu inden det helt var sket… Og i hvert fald befandt den sig i lejlighedens fjerneste krog  - helt blæst op – før man kunne nå at sige fillihankat. Og fuldstændig det samme var det faktisk med mig dén formiddag…. hvor det lykkedes mig at indfinde mig i et radiostudie på Amager fem minutter efter, at jeg egentlig skulle have været der (om jeg FATTER hvordan jeg fik den aftale forkert ind på lystavlen, #&!###!€%%# - argh). Men… Hold kæft, Monica var cool, hun fyldte bare tiden ud med et lille rask skænderi med Dennis, indtil jeg kom. Og så gik det ellers over stok og sten – om feminisme og den moderne kvindeundertrykkelse for åben mikrofon.

Endog gift-med-Karina-Dennis måtte finde sig i at få nogen på bærret… hvilket han skam tog som en absolut gentleman… og Monica havde helt ret i det der med, at han vel NOK er SKØN… sådan skinnende af den form for velpassede, velplejede trivsel, man så ofte finder hos mænd… mummmm, noget harmonisk urørligt… et overskud, som jeg ville ønske, at man også oftere oplevede hos kvinder. Men det er som om kvinder tit har noget i klemme… hvis man kan sige det sådan… at de er mere anfægtede. Og det med god grund, ville jeg mene. Men det er jo det, min bog også handler om. Og måske Dennis' lækre skinnende overskud allerede begynder der, hvor Monica har læst bogen på begges vegne – fordi hun aldrig ville få ham til at læse »sådan noget«, som hun siger. Men så gør hun det og breafer ham… uden sure miner… til gengæld leverer Dennis så charmen. Og den vil vi jo alle sammen gerne ha', både mig og Monica og lytterne. Det skal jeg ellers lige love for. For i hvert fald har de aldrig i deres program oplevet folk blive SÅ splittertosset rasende – som ved denne lejlighed. Luk munden på den gås. Fjern hende fra studiet. Få hende til at tie stille – og det der er værre. Ja, de aller mest rasende er faktisk kvinderne – hvilket overrasker Monica og Dennis, men i virkeligheden er lige efter bogen. Min bog. Hvor det nemlig er en pointe, at kvinders vrede imod kvinder er eskalerende. Det er også en pointe, at ingen forholder sig til argumenterne, hvis de er uenige i noget, når emnet er kønspolitik. Der bliver bare råbt, HOLD KÆÆÆÆFT! (Lige som Lillian (»lillemor«) i Anders Matthesens julekalender, »Jul på Vesterbro«).

Hold kæææææææft!

Ingen vrede er som kvindernes. 

Men tak for turen, Monica og Dennis! Og I må FANME undskylde det med, at jeg tog fejl af datoen.

Fortsættes…..