søndag den 18. marts 2012

Søren Pindsvins familien og hjemme hos Leo og Annette


Hvor er det mærkeligt. Kender I det der fænomen, der hedder »skyd budbringeren med det dårlige budskab«? Ja, for det synes jeg nemlig, at jeg har været ude for SÅ meget med denne her blog (ja, og faktisk også ellers…).  

Nej, men – kan I huske? Det hele startede jo med, at min gode gamle veninde fra gamle dage, Annette K. Nielsen begyndte med at rakke ned på min bog inde på Susanne Stauns facebookside, næsten en uge før den overhovedet skulle udkomme og brokkede sig over, at hendes kæreste, Leonora Christina Skov (hende, Bethany kalder Leo Nobody) ikke var nævnt (ret meget). Og jeg tænkte: Fuck, det er da løgn. Hvordan kan Annette begynde at snydeanmelde min bog rundt om på nettet, før den overhovedet er udkommet? (Og KUNNE hun ikke godt tage at være lidt sødere?). Hvor har hun den fra? Og så slog det mig, at det kunne være, fordi Christina skulle anmelde bogen for WA (litteraturredaktøren derinde, Anna Libak (som jeg ellers synes at jeg har haft SÅDAN et godt samarbejde med, ved flere lejligheder, SNØØØØFT), havde også været så underligt… bitchy i tonen over for min forlægger, da hun spurgte om WA ville være interesseret i et forhåndsinterview: »Nej – men ANMELDT skal bogen da nok blive« - sådan gnæg, gnæg-agtigt. Det ville godt nok være helt grotesk, hvis Christina skulle dét, for hun var jo TOTALT inhabil som anmelder. 

Hm. Hvad mon der forgik bag kulisserne?

JEG har nemlig taget mig lige lovlig mange friheder igennem tiden til at mene.. »det forkerte«… om »de forkerte« (det vi sige »de rigtige«). Og vil vi så bede hende indenfor, når hun har skrevet en bog, hun har brug for at få anmeldt (fair). Nej, GU vil vi ej. Og hvor skal det blive SJOVT. At knuse denne kvinde. Fordi vi kan.

Hvem skaffer lige de der helt FORFÆRDELIGE billeder, der blev taget af hende af Information for tre år siden, dem hvor hun har en rød kjole på og løfter den ene arm (kan stadigvæk huske dem til det der interview i Inf.). Fedt, Leonora. Skideondskabsfuld billedtekst, den napper vi sgu: »Og her viser hun, hvordan man stiller sig an uden at seksualisere sig selv«. Ha, ha. Nej, det tør sgu siges. For dét billede er da den rene potensforskrækker. Fnis, fnis.

Kan vi ikke også få et eller andet ind i anmeldelsen om hendes forhold til mænd, hvad? Hun skriver jo gerne en del også om sig selv. Og seksualitet. Det må kunne udnyttes. Vi skal have al… altså AL autoritet væk – og det ved vi som kvinder jo ALT om, hvordan man gør: En rask lille seksualisering. Og så skulle den ged – ha, ha: fisseged… vist være barberet. Jo, der var også det med, at hun har gået i psykoanalyse. I fem år. DÉT må kunne udnyttes: Kællingen er jo krafteme fatsvag, eller også blød i bolden. Okay. DÉT skriver vi.

Men, hm, hm. Vi skal også lige være sikre på, at vi ikke samtidig lægger os UD med alt for mange. Hun skal jo stå ISOLERET, det er klart. Det er bare meningen, at det her skal være EN HARMLØS LILLE SPØG. (For alle undtagen Jette Hansen, ha, ha.). Leonora, kan du ikke lige skrive noget positivt om KVINFO. Og Elisabeth Møller Jensen samtidig i anmeldelsen. Og jo – nu HAR jeg det sgu da. Vi linker sgu da til Danmarks kønspolitiske universitetsmiljø og liker dem i anmeldelsen og siger at hun pisser på dem – og at det vil VI i hvert fald ikke være med til herfra. Og DERFOR denne anmeldelse. Skidegenialt!

NU kører det. Ohhh, det er en fest at skrive.

Annetteeee, kom her og se, hvad jeg jeg har skrevet. Hvad? Er det ikke pissegodt? Er jeg din dygtige, dejlige lille kone, hvad? Mmm. Syns du jeg er pæn, hvad? Stor, stygge Annette, hviiin. Nejjj, altså. Nu SKAL jeg lige være færdig med den her anmeldelse-nej-det-skulle-da-være-til-politiet. Ha, ha. (Jeg har på fornemmelsen, det gælder min fremtid på en eller anden måde). Men hvis du har nogle flere gode idéer til, hvad vi kunne gøre, så kom med dem. … Jo. Jo, jeg har det! Og så lad og kalde hende VRED. (Ja, ja – jeg ved det godt. Egentlig skriver hun mest sådan morsomt og skarpt – med det ved læserne jo IKKE vel. Og noget kritisk er hun jo også). Vi skriver at hun er sådan SKIDEUBEHAGELIGT fjendtligt vred. For det ved vi også bedre end nogen lissom: At folk simpelthen ikke ved noget VÆRRE end helt enormt »vrede« kvinder. Og det gælder jo om at skræmme læserne væk… så de ikke finder ud af, hvad der står. Arj, det skal sgu nok lykkes. Man har vel en hel avis i ryggen til at hjælpe sig: En hel HØJREORIENTERET avis i ryggen til at hjælpe sig.  Ha, ha.
Arjj, men Annette. Hvor blev jeg også ked af det. Da jeg opdagede, at den her bog af Jette Hansen var på vej. Med en helt ny analyse af tidsånden og feminismen. Man vil jo gerne vide, at man kan stille sig hen foran spejlet hver dag og spørge: »Lille spejl på væggen der, hvem er den kønneste feminist i landet her. Og at spejlet så svarer: »Det er du, Leonora Christina Skov«. For Jette KAN jo godt være en køn en nogen gange. Og TÆNK, hvis hun kom til at trække focus med sin bog – væk fra mig – som sådan set ikke rigtigt har haft noget at byde på længe. Annetttte – skriver du ikke lige noget inde på Susanne Stauns væg om, at de sgu da ikke skal begynde at like hende der Jette Hansen, for HVAD SÅ MED MIG.

Jo, Leonora, lille skat. Jeg er allerede i gang: »Hvad vil Jette Hansen egentlig med sin nye bog? Hun nævner jo ikke engang Leonora Christina Skov?« Sådan? Skal vi gå ud og spise eller hvad har du lyst til? Hvad siger du: Overskriften? Mmm. Jamen lad os da give den gas. Hvad med: »Den lilla møgjette og pulven«. Jamen igen, ikke? Det gælder jo om at fjerne AL autoritet. 

Arj - for resten, Annette: Jeg tror måske du lige skulle tænke på at fjerne det der negative, du skrev, fra Susanne Stauns væg igen. Det ser måske ikke sååå godt ud, at det står der. Efter at anmeldelsen er kommet på, mener jeg.

…………………….

Og så er det at jeg – jeg, Jette Hansen spørger: Er det så underligt, at man bliver en lille smule IRRITERET. Når man blive behandlet sådan? Og er det så underligt, at man tænker: Nå, men så laver jeg min egen blog, hvor jeg i det mindste kan svare TILBAGE. For det kan man jo HELLER ikke få lov til. Når først medierne har bestemt sig til, at man er DEAD MEAT. Men jeg mener vel at mærke: Svare TILBAGE. Det er jo ikke MIG, der begyndte på det her.

På samme måde er det med familien Sort (det ekstremt højreorienterede, ekstremt medieforkælede segment omkring de dersens, Mie Harder og Camille Paaske Skov.. nej, jeg mener Hjort (HVOR jeg dog roder rundt i de navne). Og alle groft sagterne inde fra Berlingske. Dem der har Søren Pind (Søren Pindsvin, ha, ha. (ja, det VAR hans hår jeg tænkte på)) som »konge«. 

Jamen hvis I VIDSTE hvor enormt hånligt og sexistisk, de folk skrev om mig, da min bog lige var udkommet… Alt muligt om at min blog var et billigt grin og at jeg ikke engang fortjente opmærksomheden, men gå dog alligevel ind og se (den link fortryder du vist i dag, hvad Mie?). At jeg var GAMMEL (vel at mærke i en negativ betydning), at jeg fik for lidt »pik«, det var helt tydeligt og hvor var min mand henne i denne sag? (Det var jo ham, der skulle sætte grænser for mig). Har man kendt så galt? De skrev endda til en, om han ikke »kunne tage en for os andre«… – altså gå i seng med mig, så andre slap for det. Ikke? Jamen hvordan tror I, at det er at være kvinde og så blive talt om på den måde? 

FORDI  MAN HAR SKREVET EN BOG. HALLOOOO, er der nogen derude, der opfatter hvor radikalt det her er!? Et menneske udgiver en bog. Og bliver seksualiseret og TRUKKET igennem rendestenen til gengæld. For DET er nemlig, hvad det her handler om. Og hvad min BLOG handler om.

De skrev også alt muligt om mit hår, mit pagehår. Om hvor grimt det var og bla, bla, bla. (Idioterne har åbenbart ikke opdaget mit overbid endnu, for der er da VIRKELIG noget at tage fat på) De blev helt impotente bare de... ja, bare de kom til at TÆNKE på det nærmest. (Selv om TÆNKE måske er så stort et ord igen i denne sammenhæng). 

Men venner, hvad med den politiske analyse i bogen? Hvad med den argumenterede, reflekterede kritik, jeg rejser af højreorientering og antifeminisme i dagens Danmark? Hvad med om I forholdt Jer til dén? I stedet for til mit (øjensynligt forkerte) køn, mit (øjensynligt RÆDSOMME) udseende, min (helt evident ALT for gamle) alder. Ja, det er rigtigt: Her tænker jeg på Camilla Paaskehjorts KREATIVE overskrift i Politiken: »Når gamle krager skræpper«. Av, Camilla. Og du som er så ung. Og ser SÅ godt ud. Camilla, så gør det riiigtigt ondt at stå op om morgenen og se sig selv i spejlet, åååååh – og vide at DU er derude. Med dit stramme skind. Din perfekte make up – (arrr okay, lidt VEL prostitueret-agtig måske (det er som om du mangler lidt SENSITIVITET dér, Camilla. Du skulle få en make up-artist til at hjælpe dig. Bare et godt råd. Sådan. Fra kvinde til kvinde)). Gik jeg over stregen der?

Jamen hvad har de dog ikke skrevet om mig, familien Sort. Og Henrik Dahl (nyslået æresmedlem af familien Sort), der simpelthen bad mig om at gå op på mit værelse. Da han hørte at bogen skulle udkomme. Okay. Jeg ved GODT, at jeg kom til at lave den der vits med hans hår i et andet blogindlæg… som jeg jo godt VED, er hans ømme punt... Men når DE gør alt det… Ikke? Ikke at jeg vil VÆRE som dem. Eller GØRE som dem. NB! Men jeg vil tillade mig at SVARE igen. Det har jeg lovet mig selv. Her på bloggen. Men ikke SELV initiere aggressioner. Og det er her, jeg synes, at den kæmpestore forskel er.

Angela Brink kaldte min bog for… en bæ. En BÆ, sgu. Men folk er ved at gå helt AMOK over, at JEG omtalte hende, som familien sorts engel. Men det er hun sgu da. Hun er med i familen Sort, ikke? Og Angela betyder engel. Og det er det, jeg mener med at skyde budbringeren med det dårlige budskab. Jo, og så synes jeg, at der gælder forskellige spilleregler for folk simpelthen. Hvorfor skal JEG overfaldes for min selvhævdelse. Men de ikke for deres?

Offeret for aggression hyler, AV! (Et elaboreret »av«, men alligevel). Folk siger: Der er en der hyyyler helt enormt meget. Er det ikke bare… for strengt med al den hyylen? (jo, og hun abonnerer sgu nok også på en OFFERROLLE). Pøj. Skidetræls. 

Nå. Men hvad så med Mie Harders offerrolle. Angela Brinks? Lennart Kiils? Og Paaskes? Hvem brækker sig over DEM i al offentlighed. Når de synes at det.. vel NOK er skrapt det her…

To be… kan I bande på

7 kommentarer:

  1. har du brugt hele natten på dét der?

    SvarSlet
  2. Det er meget muligt, at du rent faktisk ER gammel. Men du skriver som en præmenstruel teenagepige. Det er tæerkrummende pinligt!

    SvarSlet
  3. Du tager fejl der, Pernille Bay. De børn (præteens) jeg kender smider ikke lort på deres FB's om deres peers.

    Og Jette H. - hjemmehos os straffes der kollektivt. Ser du, der er muligvis altid én der starter, men der er oss altid én der fortsætter. Det er 50-50 på skyldsiden.

    SvarSlet
  4. Næææ. Det er ikke 50/50 på »skyldssiden«, som du siger. For man kan ikke bytte om på årsag og virkning.

    SvarSlet
    Svar
    1. Hvis du som jeg er indædt fænomenologistisk indrettet i øverste etage, kan du alting;))

      Du begynder sgu at gro lidt på mig. Måske jeg alligevel bliver nødt til at læse din bog.

      Slet
  5. Nej, det er ikke 50-50 på skyldsiden, søde Jette. Når du skriver en hel bog, hvor du bruger grove skældsord om debattører, der har en anden holdning til ligestilling og feminisme end dig ("skinhellige drager", "patteprinse", "daddy's girls"), må du rimeligvis forvente negative reaktioner. Som man råber i skoven, får man svar. At du så åbner en hel blog for at hyle over reaktionerne (siger man ikke normalt, at en forfatter ikke bør kommentere på anmeldelser?) og hænge folk ud, siger så afgjort en hel masse om dig, og ikke ret meget om os, som du åbenbart er så optaget af.

    Og Jette - din bog er en uredigeret, dårligt researchet, elendigt skrevet rodebunke, fyldt med overfladisk argumenterede analyser og direkte løgnagtige påstande (som f.eks. at de antifeministiske debattører skulle være bedre kørende økonomisk end de feministiske). Så at du kan have haft nogen som helst forventning om, at den ville blive anmeldt positivt, sådan generelt, overrasker mig ganske meget.

    Sov godt. :-)

    SvarSlet